Landet rundt
VON EN HÅN
SÆT DEN PAMPER PÅ PORTEN !!!!!!
HVIS HAN MENER – ARBEJDERNES ØNSKER ER LIG – MED BØRNS ØNSKER TIL JUL.
DEN VON MÅ VÆRRE MEGET PRESSET – MED DEN HÅN !!!!!!!!
Log ind for at svareMandag klokken 16:00 er omkring 70 medlemmer af 3F Bygge-, Jord og Miljøarbejdernes Fagforening (BJMF) mødt op i fagforeningens lokaler i Valby.
Formand Claus von Elling og næstformand Palle Bisgaard fra forbundets byggegruppe og hovedforhandlere ved OK23 er inviteret til at udlægge det forlig, de har indgået på byggeområdet. På mødet har medlemmerne mulighed for at stille spørgsmål og kommentere på forliget.
I BJMF har alle grupper pånær én samt en enig bestyrelse besluttet at anbefale et nej til de forlig, der er blevet forhandlet hjem. Det kunne også tydeligt mærkes under mødet.
– Jeg synes jo altid, at det er godt, når mine kolleger ude fra pladserne får lov til at snakke med de forhandlere, som har forhandlet opgaven og får muligheden for at sige til dem, hvad de synes om det, siger formand for BJMF’s byggegruppe, Carsten Bansholm Hansen, til Arbejderen efter mødet.
– Jeg oplever, at det er en meget enig fagforening og byggegruppe, som siger nej til forliget, og det gør folk primært, fordi de synes, at den økonomiske ramme er for lille. De synes, det er lidt for magert.
Slavisk gennemgang af forliget
Efter at deltagerne har forsynet sig med varm mad og øl på flaske, går mødet i gang. Det er tydeligt, at der er lagt en tidsplan. Forhandlerne får at vide, at de har et kvarter til en hurtig gennemgang af forligets indhold. Både Claus von Elling og Palle Bisgaard er medlemmer af BJMF, og det er tydeligvis let for dem at falde ind i den jargon, der bliver brugt.
De to gennemgår slavisk de forskellige dele af forliget, selvom flere påpeger, at alle jo har læst protokollaterne.
De kommer blandt andet ind på boligtillægget til udenlandske kolleger, der er blevet kritiseret for at tage penge fra danske arbejdere i stedet for fra arbejdsgiverne.
Den udlægning er Palle Bisgaard tydeligvis ikke enig i. Han mener derimod, at boligtillægget er et reelt løft af bunden, underforstået de lavestlønnede.
– Det er et decideret nybrud i vores overenskomst, som vi aldrig før har kunnet få arbejdsgiverne med på. Det kommer de facto til at betyde, at lønnen bliver hævet i bunden, sagde han til fleres forargelse. De undrer sig ikke over, at arbejdsgiverne hopper med på den, når det ikke er dem selv, der skal betale.
Slet ikke nok på social dumping
Johnny Friis Andersen, der har været jord- og betonarbejder, siden han kunne kravle og gå, som han selv siger, rejser sig op og siger med høj røst:
– Jeg burde slet ikke være her i dag. Jeg burde være død. Jeg stod nemlig ved siden af ham, der under metrobyggeriet fik en 12 meter lang stang ned over sig.
Forsamlingen lytter opmærksomt, da han fortæller om arbejdet på det københavnske metrobyggeri, hvor forholdene var under al kritik, og hvor et utal af udenlandske kollegaer blev udsat for systematisk social dumping.
Efter mødet i BJMF snakker Arbejderen med ham, og han fortæller:
– Som fagforeningsmedlem og som menneske i den her verden ligger social dumping mig meget nær, og som jeg også ytrede mig om til mødet, så har jeg haft alt mulig tilknytning til udenlandsk arbejdskraft og har samarbejdet med folk fra hele verden, og det har jo været godt, lige indtil vi har snakket om deres arbejdsforhold, fortæller han til Arbejderen.
Foto: Søren Dansholm Andersen
Johnny Friis Andersen mener ikke, problemerne med underbetaling og udnyttelse af de udenlandske kollegaer er løst med det boligtillæg, der er aftalt i byggeforliget.
Det nye boligtillæg er på 25 kroner i timen og bliver udbetalt til udenlandske bygningsarbejdere, som ikke har bopæl i Danmark, når de begynder at arbejde på en dansk byggeplads. Tillægget bortfalder efter de første fire måneder, hvis arbejdsgiveren stiller en “passende bolig” til rådighed. I modsat fald har den udenlandske bygningsarbejder ret til boligtillægget i op til 12 måneder.
Johnny Friis Andersen mener, at forhandlerne har glemt det helt essentielle krav, som bygningarbejderne i BJMF har rejst ved gentagne overenskomstforhandlinger – kædeansvar.
Med et kædeansvar bliver hovedentreprenøren på et byggeprojekt økonomisk ansvarlig for, at alle underleverandører overholder overenskomsten. Dermed bliver det sværere for hovedentreprenøren at omgå overenskomsterne ved at hyre underentreprenører.
– Kædeansvaret, som vi kørte hårdt på for nogle år siden, ville have været en garant for for eksempel de 25 kroner i boligtillæg, men da vi ikke har fået kædeansvaret ind og fået at vide, at vi skal kigge i en anden retning, hvis vi vil med til bordet, så tror jeg ikke rigtigt på de 25 kroner, siger jord- og betonarbejderen.
Han er bange for, at boligtillægget bare kan blive modregnet, hvis der ikke er en kontrolinstans, der kan holde øje med det.
– Der mangler en kontrolinstans, så de – undskyld mit sprog – kapitalistiske røvhuller ikke kan misbruge et menneske til 40 kroner i timen.
Som Johnny Friis Andersen ser det, har man sørget for, at alt ser “rigtig godt ud på papiret.” Det ser langt hen ad vejen ud, som om der bliver lavet tiltag for at forbedre social dumping.
– Man hjælper endda med levevilkår til nogle arbejdere, men når der ikke er nogen kontrolinstans, bliver der ikke behandlet mere end de 500 sager om året, der blev nævnt på mødet, lyder kritikken fra Johnny Friis Andersen.
“Prisen for fred skal koste så meget som muligt”
En anden udbredt kritik fra BJMF’erne handler om, at den økonomiske ramme er alt for snæver.
Murersvend Peter Christensen tager ordet under mødet og begrunder, hvorfor det i en tid med historisk høj inflation er alt, alt for lidt, man har fået på lønkontoen.
– Forliget indeholder selvfølgelig nogle lønstigninger. I runde tal er der landet 3,8 procent, som alle får gavn af. Mindstelønnen stiger med ni kroner over de to år. Prislisterne stiger med 8,6 procent og minutfaktoren med 18,65 øre. Lærlingenes satser stiger med i alt otte procent. For at imødekomme social dumping er man blevet enige om et boligtillæg på 25 kroner pr. time til udenlandske kolleger i minimum fire måneder og max 12 måneder. Det kan lyde af meget, men spørgsmålet er, om det er godt nok, spørger murersvenden ud til forsamlingen og bliver mødt af klap og hujen.
– Meget kan man sige, men at kalde dette for en solidarisk OK er en tilsnigelse. De af vores kolleger, som tjener mest, får knap og nap dækket deres realløn, som burde være et absolut minimum for alle, siger han og fortsætter:
– For flertallet af vores kolleger, og for dem, der tjener mindst, er der ikke meget at komme efter. De har fået flade 3,8 procent. De dækker ikke engang reallønstabet for sidste år.
– Helt slemt er det for de 22 procent af vores organiserede kollegaer, som tjener under 165 kroner i timen. De får en lønstigning på 6,27 kroner på to år. Imens har vi alle betalt 0,2 procent i lønstigning for et boligtillæg, som skulle være et værn mod social dumping. Det her boligtillæg har en masse begrænsninger og er fyldt med huller, så det er let at omgå. Det havde været en anden snak, hvis man havde smidt pengene på mindstelønnen, siger murersvenden, mens kollegaerne klapper højlydt.
Carsten Bansholm Hansen er enig med Peter Christensen. Man sælger sig selv for billigt, lyder det fra ham.
– Vi forhandler for at give vores modpart fred i en periode. Den periode er nu på to år, og så skal vi jo have så meget ud af den pris for fred som muligt. Her synes jeg måske, at vi samlet set er kommet ud med et for dårligt resultat, slår han fast overfor Arbejderen.
Claus von Elling mener derimod, at man er nødt til at have realistiske forventninger til, hvad man kan få ud af forhandlingerne. Han sammenligner derfor medlemmerne med børn, som op til jul får et Fætter BR-katalog og sætter kryds ved alle tingene, og så bliver skuffede juleaften, når alle gaverne ikke er under træet.
Lærlingene kommer sidst i forhandlingen
Sasha Andersen er i lære som møbelsnedker og aktiv i BJMF Ungdom. Det er hendes første møde i fagforeningen. Hun deltager, fordi der er nogle ting i forliget i forhold til lærlingene, der undrer hende.
Sasha Andersen er med sine 21 år nok den yngste deltager i mødet, men hun rejser sig alligevel og spørger, om noget hun simpelthen ikke kunne forstå.
Et af de centrale krav for ungdommen har været, at de gerne vil have en betalt lærlingekasse (værktøjskasse), som det i dag er lærlingene selv, der betaler. Den koster omkring 7000 kroner og bliver typisk betalt som et lån gennem det firma, lærlingene er ansat i.
I den gamle overenskomst står der, at lærlingekassen skal udleveres, og at man finder ud af betaling med arbejdsgiver. Nu står der, at den udleveres, men i oplægget forsikrer Claus von Elling, at lærlingekassen fremover bliver betalt af arbejdsgiver.
Da Sasha Andersen spørger ind til forskellen på formuleringen før og nu, indrømmer Claus von Elling, at det er en lidt vag formulering, og at det er fordi, man forhandler om lærlingenes forhold til sidst, og så var der ikke særlig meget tid tilbage.
– Det var mit første møde af den slags, og det var ret fedt at være med og få en mundtlig gennemgang af det hele. Men jeg var ret afklaret om, hvad jeg skulle stemme, før jeg tog til mødet, for jeg havde i forvejen hørt, hvad det handlede om. Jeg vil stemme nej, fordi jeg ikke synes, at lærlingenes løn går nok op, siger hun og fortsætter:
– Det var meget rart at få afklaret, at lærlingekassen bliver betalt af arbejdsgiver, men det er jo problematisk, at lærlingene kommer til sidst i forhandlingerne, og at det af den grund bliver en så vag formulering. Det ville jo helt sikkert være at foretrække, at de fik ændret den tekst, så den blev lidt mere konkret, slutter hun.
En lønstigning på 4,5 procent
Sasha Andersen er skuffet over, at ungdommens allerstørste krav på tværs af brancher slet ikke er blevet imødekommet, nemlig højere løn.
Lønstigningen for lærlingene ligger på 4,5 procent, og det synes Sasha Andersen ikke er særligt betryggende.
– I forhold til løn er der mange lærlinge, som bruger en stor del af deres indkomst på helt basale behov som mad, vand og varme. Lærlingene er også blevet meget hårdt ramt i den her krise. Vi er sindssygt udsat på flere områder, både fordi vi får lav løn, men også bare i kraft af hele vores situation. Der er en tradition for, at lærlinge er meget langt nede i hierarkiet, siger hun til Arbejderen efter mødet.
Hun stiller sig også kritisk overfor Claus von Ellings løsningsforslag, som går på, at lærlingenes løn kan blive forhandlet lokalt. Claus von Elling sagde på mødet, at svendene har et ansvar for at hjælpe lærlingene med at forhandle løn på deres arbejdsplads.
– På mødet blev der også talt om, at lærlingenes løn kan blive forhandlet lokalt, men det er jo også virkelig svært at gøre som lærling. Rigtig mange første års lærlinge er 16 eller 17 år og kommer direkte fra folkeskolen. Det er meget at bede en, der er helt ny på arbejdsmarkedet, om at skulle tage stilling samtidig med, at de i deres hverdag bliver fortalt, at de ikke har noget at skulle have sagt, og at de bare skal makke ret, siger Sasha Andersen og fortsætter:
– Der blev bare sagt, at det skal være svendenes ansvar, men det kan vi jo ikke bruge til noget, hvis det ikke står sort på hvidt, at det skal være svendenes ansvar. Det er alt for subjektivt og vagt, og det er ikke rigtig noget, vi kan bruge som lærlinge, for så skal vi også pludselig til at bede svendene om hjælp til at forhandle løn for os. Det er jo ikke alle, der har et godt forhold til deres svende.
¨Skulle vi have haft en Clement Kjærsgaards-type”
Det kan være svært at gøre op, hvad folk får ud af et møde med forhandlerne som det i BJMF.
Sasha Andersen synes, det virker som om alle ved, at de vil stemme nej, og at de nok ikke har skiftet mening, uanset hvad hovedforhandlerne har sagt.
Carsten Bansholm Hansen er heller ikke sikker på, at forhandlerne nødvendigvis tager kritikken til sig, og er heller ikke sikker på, om man kan forvente, at de vil gøre det.
– Jeg tror, at de hører kollegaernes kritik, men der er måske ikke så meget, der ændrer sig, siger han til Arbejderen.
Han fortæller, at der efter mødet har været lidt kritik. Måske burde der have været en moderator, der havde fået til opgave at sørge for, at forhandlerne svarede på de spørgsmål, de blev stillet af forsamlingen.
– Der skulle vi have haft nogen, der kunne have holdt dem fast, og så må vi spørge os selv, om vi skulle have haft sådan en Clement Kjærsgaards-type, der kunne have holdt dem fast i spørgsmålene, siger han med et grin.
Sasha Andersen brændte da også inde med nogle spørgsmål. Hun ville gerne have spurgt mere ind til Claus von Ellings kommentar om, at det gik lidt stærkt til sidst, og at formuleringerne om lærlinge derfor blev lidt vage. Det, synes Sasha Andersen ikke, er i orden – det skal gøres ordentligt, slår hun fast.
– På nogle punkter var forhandlerne rimelig sikre i deres svar, men på mange punkter virkede det også en smule glat, og som om de talte udenom. Folk spørger jo med henblik på, at ting bliver ændret eller forbedret og ikke så meget, fordi der er noget, de ikke forstår. Folk var der for at diskutere, så på den måde var det lidt akavet sat op, fordi det så ud som en spørgerunde, men i virkeligheden var det en debat, siger hun til Arbejderen og stiller sig også kritisk overfor forhandlernes rolle generelt.
– Nogle gange kan der være en følelse af, at forbundet er drevet meget af folk, der måske engang har været tømrere eller murere, men det er de godt nok ikke mere. De går jo ikke engang under den samme overenskomst, som de sidder og forhandler om. Det kan da godt være, at de kan trække på nogle erfaringer, men som faglig person kan man godt mærke, at de ikke helt er det samme sted, som man selv er, siger Sasha Andersen.
Forliget på byggeområdet omfatter cirka 80.000 ansatte. De kunne starte med at stemme ja eller nej til byggeforliget onsdag den 29. marts. Sidste frist for at stemme er den 11. april til midnat.
Det samlede resultat af afstemningen blandt mere end 600.000 ansatte på det private arbejdsmarked bliver offentliggjort onsdag den 12. april.
Læs også
Fagligt
Kritik af byggeforlig
Boligtillæg udgør ikke et reelt værn mod social dumping – og reallønnen er ikke sikret
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
