Spørgsmålet om EU-mindsteløn er blevet nævnt mange gange fra talerstolen på 3F’s kongres, siden den startede i lørdags.
Et direktiv er tæt på at være nået igennem EU-systemets beslutningsmølle, og det vil på sigt kunne få fatale konsekvenser for forholdene på det danske arbejdsmarked. Det vil være en bombe under den danske model, har flere delegerede advaret om.
3F har sammen med alle øvrige 63 medlemsorganisationer i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) anbefalet regeringen at anlægge sag ved EU-domstolen for at få direktivet erklæret ugyldigt.
– Men det er ikke gjort alene med en anbefaling til regeringen om at anlægge sagen. Det kræver aktiviteter og politisk pres, hvis det her ikke skal drukne i valg. Vi må på med arbejdstøjet, sagde John Ekebjærg-Jakobsen under debatten af beretningen.
Han er formand for 3F København, der anbefaler den demonstration, som flere 3F-afdelinger dagen før kongressens start besluttede at indkalde til tirsdag den 4. oktober, når Folketinget åbner.
Læs også
Politikere bliver mødt af faglige protester mod EU-mindsteløn, når Folketinget åbner den 4. oktober
– Hvor ville det være dejligt, hvis vores forbund gik i brechen og mobiliserede til demonstrationen den 4. oktober. Det håber jeg, at du vil gøre Henning, sagde Emil Olsen, delegeret fra 3F Aalborg, og tilføjede:
– Og hvor ville det være godt, hvis vi så kom fra hele landet og gik i samlet flok fra Kampmannsgade til Slotspladsen.
Spændte delegerede
I salen sad der da også mange og ventede spændt på forbundsformandens replik til den del af beretningsdebatten, da det punkt blev åbnet mandag formiddag.
– Som flere af jer har givet udtryk for i debatten, så er vi lodret imod EU’s mindstelønsdirektiv. Det har vi stået sammen om. Vi har undervejs i behandlingen af mindstelønsdirektivet fået resultater af vores indsats. Nogle af de allerværste tidsler i det oprindelige udkast er fjernet, sagde Henning Overgaard og takkede for opbakningen til nej til mindstelønsdirektivet og til kravet om, at regeringen skal anlægge annulationssøgsmål.
Fristen for at anlægge annullationssøgsmål udløber i januar 2023, og Henning Overgaard lovede, at 3F vil fortsætte indsatsen mod mindstelønsdirektivet både i København og i Bruxelles.
– Vi vil fortsætte vores dialog med enhver relevant beslutningstager for at sikre, at den danske arbejdsmarkedsmodel ikke bliver påvirket af det her direktiv.
– Derfor er det et fint initiativ, en række afdelinger har taget den 4. oktober. Jeg vil bestemt opfordre de af jer, der kan, at deltage i den demonstration.
Demonstrationen går fra 3F i Kampmannsgade 4 klokken 11.00.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.