Giver efter for andelshavernes pres
Det kan se ud som om mine to partikammerater Jan Mathisen og Karen Sunds fra Kommunistisk Partis landsledelse har været på marxist-leninisternes svar på Sinaibjerget og der fået udleveret stentavler med et indridset udvalg af Lenin-citater, som i kommentaren ‘Vi lever i en stormfuld tid’ bruges til at kritiserer min bog ‘At bygge en fremtid mens nutiden smuldrer’, som de to således med Lenins autoritet kan kritisere for at plædere for en “venstresekterisk eventyrpolitik, som kan være endog meget skadelig for den revolutionære bevægelse”.
Ud over ironien i at bruge nøje udvalgte Lenin-citater til at gå i kødet på min bog og min politiske integritet, på nogenlunde samme måde som Rote Armé Fraktion (hvem jeg ifølge de to skulle have en særligt pervers fascination af) brugte lige så nøje udvalgte Lenin-citater til at argumentere for legitimiteten af deres metoder, er kommentaren kedelig læsning…
Kære kammerater, kan vi ikke snart begynde at argumentere uden at skulle finde autoritet for vores standpunkter på hellige stentavler? Kan vi ikke snart enes om, at vi i gamle støvede bøger kan finde citater, som understøtter både den ene og den anden linje, og at vi må på banen med vores egne analyser og synspunkter for at komme videre?
I iveren efter at tage afstand fra mit angivelige knæfald “for individuelle voldelige aktioner eller terrorisme” overser mine to kammerater mange væsentlige pointer – herunder hvad jeg skriver direkte efter at have erklæret mig enig med den svenske marxist, forfatter og lektor i human økologi ved Lunds Universitet, Andreas Malm, når han i bogen ‘Sådan sprænger man en rørledning i luften’ argumenterer for, at fredelig civil ulydighed og ikke-voldelig massebevægelse ikke alene kan skabe den nødvendige forandring, men at der er brug for en militant bevægelse, som er klar til at sabotere rørledninger, punktere storudledende firhjulstrækkere og voldeligt blokere kulminer og skovrydning. Her skriver jeg følgende:
“Jeg har intet ønske om en væbnet konflikt med voldsmonopolerne, men tvivler samtidigt på, at de herskende klasser vil give afkald på deres privilegier, og opgive deres magt, uden at igangsætte en voldsbølge, som vi har set så mange gange før, i håbet om at feje revolutionens farer til side, og drukne oprøret i blod. Det er vores erfaring lige fra Pariserkommunen, interventions- og borgerkrigen i kølvandet på den forholdsvist ublodige Oktoberrevolution over Spanien i 1936-39, Vietnamkrigen, den cubanske 26. juni-bevægelses væbnede sejr over diktatoren Fulgencio Batistas regime, kuppet i Chile i 1973 og forfølgelsen af kommunister og revolutionære i det postfascistiske Vesttyskland. Eksemplerne er talløse: Den herskende klasse overgiver ikke deres privilegier uden kamp.
Når arbejderklassen har sejret, har det derfor krævet væbnet magt – desværre. Mit ydmyge håb er, at vi denne gang vil være i stand til at afskrække borgerskabet fra at gribe til borgerkrig, ved flertallets overvældende moralske magt, og at forandringerne kan tvinges igennem med minimal brug af korporlig magt. Men ikke at forberede sig på det værste vil være det samme som at afskrive sig sejren på forhånd.”
Herefter går jeg i kødet på netop det dogme, som Jan Mathisen og Karen Sunds baserer deres påstand om mine holdningers farlighed på: At valget skulle stå imellem at være åbne over for brug af vold eller at bygge brede folkelige bevægelser. Mit standpunkt, som jeg argumenterer for i bogen, er, at der her er tale om en falsk modsætning. Jeg skriver:
“Selv når dele af venstrefløjen har set sig nødsaget til at tage endog meget skrappe metoder i brug (om vurderingen af nødvendigheden i de enkelte tilfælde så var rigtig eller forkert, forholder jeg mig ikke til her), har militans ikke stået i vejen for opbygningen af betydelige massebevægelser.”
Afsnittet afsluttes med følgende opfordring, som nu gentages i håbet om mere selvstændigt funderede argumenter i den fremadrettede debat:
“Vi må overkomme den intellektuelle dovenskab og selv vurdere hver enkelt situation særskilt. Brugen af vold bør vurderes taktisk.”
Hvor min angivelige støtte til “individuel terror” skulle komme til udtryk, har jeg faktisk meget svært ved at finde… Det nærmeste jeg er kommet i min genlæsning er følgende tekststykke:
“Fabriksbesættelser, sabotageaktioner og ødelæggelse af infrastruktur er opgaver som må kobles til den revolutionære praksis, hvis vi ønsker at kunne give en fredelig, bæredygtig og solidarisk verden videre til vores børn og børnebørn.”
Nok om vold, som tro det eller ej faktisk fylder utroligt lidt i min bog. Mestendels handler min bog om at opbygge stærke fællesskaber i hverdagen som et modsvar til afmonteringen af den skattefinansierede kollektive velfærd og den generelle krisepolitik – men også som unge skud til vigtige revolutionære støttepunkter, som netop kan sikrer os et gunstigt udgangspunkt for at opnå en så ublodig revolutionær overgang som muligt.
“For mig er kampen imod klimakrisen ikke en kamp for at bevare status quo. Det er en kamp for at forandre alting til det bedre. Det betyder også at en løsning gennem teknologiske fix – hvis dette en dag skulle vise sig muligt – ikke er en udvej jeg ønsker […] Det handler for mig i lige så høj grad om at skabe et samfund som får det bedste frem i mennesket – solidaritet, kærlighed, skabertrang, fantasi – som det handler om at sikre menneskehedens fremtid overhovedet.”
Og videre:
“Derfor er det også utroligt vigtigt for mig at vi indretter vores kamp efter idealer som fremmer de bedste sider af os. Heldigvis går de mest bæredygtige måder at leve på perfekt hånd i hånd med mere socialt bæredygtige og fællesskabsorienterede boformer og livsstile. Kunst, erotik og nærvær kræver ikke overforbrug. Ligesom det at organisere hverdagen mere kollektivt er mere bæredygtigt, end den nuværende individ- og familiestruktur.
At kollektivisere det ulønnede hus- og omsorgsarbejde sparer ressourcer, ligesom det frigør menneskelig livskraft, som før var bundet til madlavning og indkøb – side om side i hver sit køkken, kun adskilt af en væg, i endeløse rækker af lejligheder. Vi skal oprette bæredygtige og solidariske fællesskaber overalt hvor vi kan – dette skal være udgangspunktet for vores kamp.”
Jan Mathisen og Karen Sunds (og muligvis en genopstået Lenin) læser min bog, som fanden læser biblen. Kære kammerater: I ser spøgelser, hvor der ingen er.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
