“Vi lever i en stormfuld tid, hvor Ruslands historie bevæger sig fremad med stormskridt, og hvert år ofte betyder mere end et årti i fredelige perioder”. Sådan skrev Lenin i 1902.
Utroligt hvor denne beskrivelse også indrammer nutidens udvikling. Oplevelsen af at den historie, vi lever midt i, og som vi er en del af, bevæger sig fremad med stormskridt. Verdens mulige katastrofer står nærmest i kø: Klimakatastrofe, krig, social forarmelse af flertallet, truslen om fascisme. For blot at nævne nogle.
Spørgsmålet er, hvordan den revolutionære bevægelse og arbejderklassen i dag undgår, at katastroferne vokser ud af kontrol. Hvordan bidrager vi til en ny og bedre verden?
Anders Sørensen (AS), tidligere redaktør af Arbejderen og tidligere landsledelsesmedlem i Kommunistisk Parti, har forfattet en bog med titlen “At bygge en fremtid mens nutiden smuldrer”, hvor han giver sine bud på revolutionær taktik og strategi samt mål og metoder i klassekampen.
Afsættet for AS’s bud er, hvad han kalder tidsligheden. “Tidsligheden for revolutionære forandringer har antaget en ny og central position i klassekampen”, skriver han. Vi har så at sige ikke tid til at vente, for med de katastrofer som kapitalismen stiller menneskeheden og klimaet overfor, må de nødvendige forandringer skabes, før det er for sent!
At den individuelle terror skulle være en Asterix-trylledrik i klassekampen, der skulle kunne kickstarte massebevægelsen og bringe den nærmere de nødvendige forandringer, er et venstresekterisk fejlskud, som også i Danmark anno 2024 vil sinke den nødvendig udvikling af massekampen.
Især mange unge er berørt af den tid, vi lever i; af truslerne om altødelæggende klimaforandringer, truslen om en tredje verdenskrig eller den globale sociale forarmelse. I denne situation søger man forståeligt nok bud på en revolutionær praksis, der kan skabe de nødvendige forandringer. Den revolutionære utålmodighed vokser frem i manglen på et stærkt revolutionært alternativ.
Et af AS’s hovedbudskaber er, at massekampen ikke kan udvikle sig uden en konkret trussel om et voldeligt alternativ. “Jeg er meget enig med Malm og Burgmann. Fredelig civil ulydighed og kæmpemæssige demonstrationer er ekstremt vigtige – ligesom strejkevåbnet kan være af afgørende betydning – men uden en konkret trussel om et voldeligt alternativ når vi aldrig til de nødvendige forandringer”, skriver AS (vores fremhævning) (side 60.)
Synspunktet om “et voldeligt alternativ” uddybes gennem beskrivelse og citater af den venstreradikale terrorgruppe i Vesttyskland Rote Armee Fraktion: “Vi siger ikke, at organiseringen af illegale, væbnede modstandsgrupper kan erstatte legale, proletariske organisationer, eller at væbnede aktioner kan erstatte klassekampen. Den væbnede kamp kan heller ikke erstatte det politiske arbejde i virksomheder og i bydelene. Vi påstår bare, at det ene er en forudsætning for en succesrig udvikling og fremskridt for det andet.” (Rote Armee Fraktion i ‘Koncept Byguerilla’) (side 75).
Og skulle man være i tvivl, kan man læse AS’s opslag den 28. februar 2024, hvor han hylder en RAF-veteran. I opslaget med overskriften “Daniela Klette, en revolutionær veteran og en helt“, skriver AS: “Tysk politi mener at have anholdt 65-årige Daniela Klette, som menes at have udgjort en del af RAF’s såkaldte tredje generation. I min bog er Klette en helt, som lyttede til sit hjerte og fandt modet til at kæmpe ud fra sin overbevisning.”
Kommunistisk Parti og den kommunistiske bevægelse har altid bekæmpet idéen om den individuelle vold og terror som en del af den revolutionære strategi.
Anders Sørensens fascination af Rote Armee og individuelle terror er således ikke til at tage fejl af. Der er ikke bare tale om et “uskyldigt fejlskud”, der rammer ved siden af skiven. Der er tale om venstresekterisk eventyrpolitik, som kan være endog meget skadelig for den revolutionære bevægelse.
Helt virkelighedsfjernt bliver det, når AS foregiver at udarbejde en taktisk vejledning til revolutionær praksis, en slags “kogebog”. Det sker i en række kapitler med overskrifterne: At opbygge alternativer i katastrofale tider; vold, sabotage og massebevægelser; den revolutionære organisation; taktisk fleksibilitet; indsamling og bearbejdning af information; intern struktur; om gadekamp; om befriede områder med mere (side 59 ff.)
At udarbejde en sådan “kogebog”, der i øvrigt mange steder er rodet og selvmodsigende og bruger begreber som militante aktioner, massekamp, civil ulydighed og vold i flæng, vidner mest af alt om, at AS ikke har føling med, hvor bevægelsen står i dag. Den slags “kogebøger” udvikles ikke i et studiekammer, men i den konkrete kamp.
Knæfaldet for individuelle voldelige aktioner eller terrorisme som en nødvendig forudsætning for at “nå de nødvendige forandringer” ligger langt fra Kommunistisk Partis politik og principper, ja langt fra den kommunistiske bevægelses historiske standpunkter i det hele taget.
Kommunistisk Parti og den kommunistiske bevægelse har altid bekæmpet idéen om den individuelle vold og terror som en del af den revolutionære strategi.
Det er en tradition og et kommunistisk princip, som rækker helt tilbage til arbejderbevægelsens begyndelse. I 1902 skrev Lenin artiklen “revolutionær eventyrpolitik”, som hudflettede datidens socialrevolutionæres agitation for og brug af individuel vold og terror. Kort og godt fastslår Lenin, at den russiske revolutionære bevægelses historie klart viser, at terror er ubrugelig som kampmiddel.
Det, som gør Lenins kritik særlig interessant, er, at Anders Sørensen, Andreas Malm og Rote Armee bruger nøjagtig samme argumentation, som de socialrevolutionære brugte.
Lenin citerer de socialrevolutionære: “Vi gentager ikke terroristernes fejltagelser, vi afviger ikke fra arbejdet blandt masserne”, forsikrer de socialrevolutionære og anbefaler samtidig på det varmeste partiet at gå til sådanne aktioner som Balmashovs mord på Sipyagin.”
Lenin fortsætter: “Når jeg læste forsikringerne fra de socialrevolutionære om, at: “vi skubber ikke massearbejde til side for terror”, tænkte jeg ofte på udtrykket, at “det koster så lidt at bruge stærke ord”. De, der siger dette, er folk, der allerede har bevæget sig væk fra den socialdemokratiske arbejderbevægelse, som virkelig forstår masserne, de er mennesker, der fortsætter med at bevæge sig væk fra den og opsamler fragmenter af alle mulige teorier.”
Lenin gentager sin analyse i 1905 i artiklen Autokratiet og proletariatet: “Uanset hvad man måtte sige om vigtigheden af terrorisme, ikke i stedet for, men i forbindelse med den folkelige bevægelse, så vidner kendsgerningerne uigendriveligt om, at individuelle politiske mord i vores land ikke har noget til fælles med den folkelige revolutions magtfulde aktioner. I det kapitalistiske samfund er en massebevægelse kun mulig som en klassebevægelse blandt arbejderne.”
At den individuelle terror skulle være en Asterix-trylledrik i klassekampen, der skulle kunne kickstarte massebevægelsen og bringe den nærmere de nødvendige forandringer, er et venstresekterisk fejlskud, som også i Danmark anno 2024 vil sinke den nødvendig udvikling af massekampen.
Massekampens former og fornyelse
Massebevægelser eller militante strejkekampe har altid, ud fra de konkrete forhold, fundet veje til at udvikle former og metoder i klassekampen, som endda har været særdeles militante og kompromisløse. Og det vil altid være kommunisternes opgave i sådanne situationer at gå i spidsen for at udvikle massekampene.
I nævnte artikel (Autokratiet og proletariatet) skriver Lenin som modsvar til brugen af individuel vold: “Vi bør huske, at enhver folkelig bevægelse antager uendeligt forskelligartede former, konstant skaber nyt og kasserer det gamle, konstant ændrer eller skaber nye kombinationer af gamle og nye former. Og det er vores pligt at deltage aktivt i denne proces med at finde nye midler og metoder i kampen. Da studenterbevægelsen antog forstærkede former, opfordrede vi arbejderne til at komme studenterne (“Iskra” nr. 2) til hjælp.”
Når arbejderklassen ikke vil, og borgerskabet ikke kan
For Kommunistisk Parti er det strategiske mål at forkaste det kapitalistiske system og erstatte det med en socialistisk udvikling. Hvor vi erstatter kapitalens magt og kamp for maksimal profit med en samfundsudvikling, som sætter hensynet til mennesker og natur i centrum for udviklingen.
De historiske erfaringer viser, at to afgørende forudsætninger skal være til stede samtidigt for at overvinde kapitalismen og erstatte det med en socialistisk udvikling. For det første, at arbejderklassen ikke længere vil leve under de eksisterende forhold. For det andet, at magthaverne, den herskende klasse, ikke længere kan herske under de gamle forudsætninger.
Eller sagt på en anden måde. Massekampen må udvikle sig politisk, ideologisk og organisatorisk til en styrke, hvor den kan overtage den politiske magt. Dette sker kun på grundlag af massernes egne erfaringer. Og borgerskabet må stå i en omfattende politisk, økonomisk og strukturel krise, som ikke kan løses med de gamle metoder.
Disse erfaringer har vist sin gyldighed, både i de store sociale revolutioner, som f.eks. den sovjetiske, kinesiske eller cubanske revolution, og i overvindelsen af fascistiske diktaturer verden over, som for eksempel i Sydamerika eller Sydafrika.
At forholde sig revolutionært til forandringer
Under indtryk af presset fra kapitalismens trusler over for menneskeheden og klimaet ser vi i dag mindst tre politiske hovedstrømninger udkrystallisere sig blandt revolutionære.
For det første ser vi dem, som bukker under for presset. Som enten ender i passivitet eller går på kompromis med grundlæggende principper og holdninger. Som tilpasser sig den borgerlige parlamentarisme og gør sig stueren over for magthaverne. Det bedste eksempel på dette er nok Enhedslistens folketingsgruppes højreudskridning. Man behøver blot at nævne opgivelsen af modstanden mod NATO og EU eller støtten til den europæiske oprustning af våbenleverancer til Ukraine. Eller aktuelt den lunkne støtte til den palæstinensiske frihedskamp.
Kommunistisk Parti ser sig selv som en del af en anden bevægelse. Nemlig dem som fastholder det strategiske mål om socialismen, og som i klassekampen sætter fokus på udviklingen og styrkelsen af massekampen. Som konsekvent arbejder for at styrke aktionsenheden på klassekampens mange områder – politisk, ideologisk og organisatorisk. Som fastholder troen på, at arbejderklassen udgør rygmarven i massekampen.
Endelig ser vi en ultra-venstre-tendens, som i den nuværende klassekamp vil udvide klassekampen med vold, sabotage og individuel terror. En tendens, som bygger på, at massekampen og massebevægelserne ikke kan udvikle sig uden truslen om brugen af vold, sabotage og individuel terror. Derfra udspringer også en støtte til og fascination af 1970’ernes tyske Rote Armee Fraktion og deres efterfølgere, som netop baserede sig på individuel terror. Og på en manglende tro på arbejderklassens styrke og nødvendighed.
Vi er hverken pacifister eller legalister
I Kommunistisk Parti er vi hverken pacifister eller legalister. Som princip at begrænse klassekampen til kun at kunne foregå med parlamentariske og fredelige midler har ingen gang på jorden. Derfor støtter vi retten til og nødvendigheden af væbnet modstand i konkrete situationer som for eksempel modstandskampen. Det være sig i Danmark eller Palæstina. Eller det kan være som et forsvar imod borgerskabets væbnede kamp mod arbejderklassen.
Vi er heller ikke legalister. Udviklingen af stærke massebevægelser finder sine egne metoder og muligheder, som rækker ud over love, regler og borgerskabets moral og etik. Det har vi oplevet utallige gange i skærpede arbejdskampe, i klimakampen eller den franske arbejderklasses kamp imod stigende leveomkostninger og stigende pensionsalder.
At forfægte synspunktet, at vi ikke har tid til at vente, at vi må accelerere skærpelsen af klassekampen i dag ved at udvikle voldelige alternativer til massekampen og udforme en såkaldt plan B, vil kun føre til isolering af de revolutionære kræfter.
For at runde af: Arbejderklassen er rygmarven i enhver massebevægelse og massekamp, og derfor står kampen om enhed i massekampen, både politisk, ideologisk og organisatorisk som en central opgave for alle, som ønsker forandringer.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
