Fejring
Boligaktionen/ GO globaloffice Politics
KLASSEKAMP – IKKE IDENTITETSPOLITISK OPSPLITNING
Boligaktionens principielle afgrænsning
Den seneste weekends konfrontationer i København har igen demonstreret en politisk udvikling, som Boligaktionen mener, venstrefløjen er nødt til at gøre principielt op med. En stadig større del af den politiske konflikt forsøges organiseret omkring race, etnicitet, religion, minoritetsstatus og kulturel identitet. Begreber som racisme, diskrimination, privilegier og minoritetsrettigheder anvendes ikke længere blot som beskrivelser af konkrete forhold, men som grundlag for en hel politisk verdensanskuelse, hvor samfundet opdeles i identitetsbestemte grupper med modsatrettede interesser.
Boligaktionen afviser denne analyse.
Vi anerkender ikke den såkaldte antiracistiske kamp som en selvstændig strategisk kampakse i Danmark, og vi mener ikke, at der findes et materielt grundlag for at beskrive det danske samfunds fundamentale modsætninger som et spørgsmål mellem en racistisk majoritet og diskriminerede etniske minoriteter. Hvor der forekommer konkrete tilfælde af ulovlig eller urimelig forskelsbehandling, må de behandles konkret, politisk eller retligt. De udgør ikke dermed dokumentation for en generel samfundsstruktur, hvor race eller etnicitet skal erstatte klasse som den centrale politiske kategori.
For os er dette ikke en terminologisk uenighed. Det er et spørgsmål om selve venstrefløjens politiske orientering.
Klassemodsætningen kan ikke erstattes af identitet
Det materialistiske udgangspunkt er, at menneskers fundamentale placering i samfundet bestemmes af deres forhold til arbejde, kapital, ejendom, bolig, løn, gæld og den økonomiske magt. Arbejderen udbyttes ikke som hvid, brun, muslim eller kristen, men som lønarbejder. Lejeren presses ikke først og fremmest gennem sin kulturelle identitet, men gennem ejendomsforholdet, huslejen, markedet og boligmanglen.
Når disse materielle forhold erstattes af fortællingen om race, identitet og kulturelle privilegier, forsvinder klassemodsætningen ikke. Den bliver blot skjult.
Den moderne identitetspolitik producerer derfor efter vores opfattelse ikke arbejderklassens samling, men dens fragmentering. Den lærer mennesker at identificere deres politiske interesser gennem etnicitet, hudfarve, religion eller kulturel baggrund i stedet for gennem deres fælles materielle position.
Dermed erstattes spørgsmålet:
Hvem ejer, hvem arbejder, hvem betaler, og hvem bestemmer?
med spørgsmålet:
Hvilken identitet tilhører du?
Det er et fundamentalt politisk tilbageskridt.
Antiracismen som særpolitisk projekt
Boligaktionen afviser derfor også forestillingen om, at venstrefløjen på forhånd er forpligtet til at tilslutte sig enhver bevægelse, der betegner sig selv som antiracistisk.
Vi mener tværtimod, at den moderne antiracistiske diskurs i betydeligt omfang er blevet en selvstændig politisk ideologi, hvor sociale problemer omfortolkes som konflikter mellem etniske kategorier. Den producerer sine egne begreber, sine egne hierarkier af legitimitet og sine egne forestillinger om, hvilke grupper der kan tale på hvilke gruppers vegne.
Denne politik står i direkte modsætning til vores klassepolitiske udgangspunkt.
Arbejderklassen kan ikke organiseres på det grundlag, at dens medlemmer først opdeles efter hudfarve, kulturel oprindelse og minoritetsstatus og derefter forventes at konstruere solidariteten gennem disse kategorier. Det vender arbejderbevægelsens historiske princip på hovedet.
Solidariteten består netop i at overskride disse forskelle gennem en fælles materiel interesse.
Religiøs identitet er heller ikke klassepolitik
En særlig problemstilling opstår, når denne identitetspolitiske diskurs forbindes med religiøst organiserede interessekredse.
Boligaktionen skelner konsekvent mellem mennesker med muslimsk baggrund og islam eller muslimsk identitet som politisk organiserende princip. Muslimer er ikke én politisk klasse, lige så lidt som kristne, jøder eller ateister er det.
Når islamisk eller muslimsk identitet derimod anvendes som grundlag for kollektive politiske krav, særlige repræsentationskrav eller forestillinger om en særskilt minoritetsinteresse, må dette behandles som enhver anden politisk ideologi og interesseorganisering.
Vi accepterer ikke, at religiøs identitet automatisk får progressiv status, fordi den fremstilles som minoritetspolitik.
Vi accepterer heller ikke, at venstrefløjen forventes at overtage religiøse eller kulturelle interesseorganisationers problemforståelse og kalde dette solidaritet.
Sekularitet betyder netop, at religion ikke er en særlig politisk autoritet.
En interessemodsætning til klassepolitikken
Vores kritik går derfor længere end til at sige, at identitetspolitikken blot er en fejlagtig analyse.
Vi mener, at der findes en reel interessemodsætning mellem den identitetspolitiske organisering og den klassepolitiske strategi, Boligaktionen arbejder efter.
Identitetspolitikken har behov for at fremhæve forskelle.
Klassepolitikken har behov for at identificere fælles materielle interesser.
Identitetspolitikken organiserer gennem gruppetilhørsforhold.
Klassepolitikken organiserer gennem menneskers fælles placering i de økonomiske magtforhold.
Identitetspolitikken producerer separate politiske subjekter.
Klassekampen kræver en samlet social kraft.
Derfor kan de to strategier ikke blot lægges oven på hinanden som forskellige dele af den samme kamp.
De trækker i forskellige retninger.
Polariseringen skubber arbejderbefolkningen væk
Problemet er ikke alene teoretisk. Det har konkrete politiske konsekvenser.
Når demonstrationer, kampagner og politiske miljøer fremstiller Danmark som et samfund organiseret omkring racekonflikt, privilegerede majoriteter og undertrykte identitetsgrupper, skabes en politisk polarisering, som store dele af arbejderbefolkningen ikke genkender deres eget liv i.
Resultatet bliver ikke nødvendigvis radikalisering mod kapitalens magt.
Det kan lige så vel blive afstandtagen fra venstrefløjen.
Dermed overlades store befolkningsgrupper til nationalkonservative og højreorienterede kræfter, som efterfølgende kan hævde, at hele venstrefløjen repræsenterer en identitetspolitisk dagsorden, som almindelige lønarbejdere ikke identificerer sig med.
Det er politisk ødelæggende.
Boligaktionen vil ikke lade vores arbejde, vores organisation eller vores klassepolitiske projekt identificere med denne dagsorden.
Vores hovedkonflikt er materiel
For os ligger de afgørende konflikter et andet sted.
Boligspørgsmålet.
Lønnen.
Arbejdsforholdene.
Ejendomsretten.
Velfærden.
Social ulighed.
Kapitalens koncentration.
Og i stigende grad den enorme overførsel af samfundsmæssige ressourcer til militær oprustning.
Her ligger også forbindelsen til Boligaktionens freds- og antikrigsarbejde.
Danmark og Norden gennemgår en omfattende militarisering. NATO’s militære integration udbygges, DCA-strukturen ændrer betingelserne for udenlandsk militær tilstedeværelse, og Norden integreres stadig stærkere i en strategisk atomparaply.
Det er spørgsmål, der vedrører hele befolkningen.
Militærbudgettet har ingen hudfarve.
DCA-aftalen spørger ikke efter religion.
En udenlandsk militærbase opdeler ikke sit geografiske område efter identitet.
Og en atomkrig anerkender ingen minoritetskategorier.
Det er derfor netop på disse områder, at en bred folkelig og klassebaseret mobilisering må opbygges.
Vi vil samle – ikke sortere befolkningen
Boligaktionens mål er at kunne henvende sig til den brede arbejderbefolkning.
Det betyder industriarbejderen, sosu-assistenten, chaufføren, pensionisten, den arbejdsløse, den unge lejer, den offentligt ansatte, den privatansatte og den økonomisk pressede familie.
Det er uden betydning for vores organisering, om disse mennesker hedder Jensen, Hansen, Ahmed eller Hassan.
Det afgørende er deres materielle position og deres fælles interesser.
Vi ønsker ikke først at spørge dem om deres identitet og derefter beslutte, hvilken politisk rolle de må spille.
Vi vil spørge dem:
Hvad betaler du i husleje?
Hvad tjener du?
Hvordan er dine arbejdsforhold?
Hvad sker der med din pension?
Hvad sker der med den offentlige velfærd?
Hvorfor bruges stadig større dele af samfundets ressourcer på oprustning?
Og hvorfor skal Norden bindes stadig stærkere til en militær og atomstrategisk struktur, som almindelige mennesker aldrig har fået reel indflydelse på?
Det er klassepolitik.
En klar politisk afgrænsning
Boligaktionen markerer derfor en principiel afstand til de identitetspolitiske miljøer og organisationer, som forsøger at gøre race, etnicitet, religion og minoritetsstatus til centrale politiske konfliktlinjer i Danmark.
Vi anerkender ikke deres problemformulering som vores.
Vi anerkender ikke deres politiske kategorier som vores.
Vi anerkender ikke deres strategiske prioriteringer som arbejderklassens.
Og vi accepterer ikke, at deres dagsorden gøres synonym med venstrefløjen.
Det betyder heller ikke, at vi tilslutter os den identitære højrefløj. Nationalistisk organisering efter etnicitet er blot det spejlvendte udtryk for den samme politiske fejltagelse: at gøre identitet til den fundamentale samfundskategori.
Vi afviser begge positioner.
Vores kamp begynder et andet sted.
Klasse før identitet.
Materielle interesser før kulturel gruppering.
Fælles sociale rettigheder frem for identitetspolitiske særkrav.
Sekularitet frem for religiøs interessepolitik.
Boliger og velfærd frem for oprustning.
Fred frem for militarisering.
Arbejderklassens fælles interesser frem for befolkningens opsplitning i konkurrerende identiteter.
Det er den politiske afgrænsning, Boligaktionen foretager.
Log ind for at svare
