tak for vigtigt og relevant oplæg .
Zelenskys gamle ven og ønsket om udsoning i Donbass
Volodomyr Zelensky stillede op til Ukraines præsidentvalg i 2019 på en platform for udsoning i Donbass og accept af det russiske sprog. Zelensky har i mellemtiden fjernet sig meget langt fra de synspunkter, han dengang delte med sin nære personlige ven Sergej Sivokho, skriver Jens Jørgen Nielsen.For mindre end en måned siden døde en ukrainsk person ved navn Sergej Sivokho. Næppe mange af dette blads læsere har hørt om ham.
Han blev født i 1969 i Donetsk i det østlige Ukraine. Han tog en del uddannelser, både tekniske og administrative, men han endte som skuespiller og komiker, en af hans livslange venner var Ukraines nuværende præsident, Volodomyr Zelensky.
Det er vigtigt at ændre ikke bare statens holdning til sine borgere, men også ukrainernes holdninger til hinanden.
De lavede flere ting sammen, blandt andet på TV-stationen Kvartal 95. Sivokho støttede selvfølgelig sin skuespiller og komedieven, da han næsten som en joke stillede op til det ukrainske præsidentvalg i foråret 2019.
Nogle af hovedpunkterne i Zelenskys dagsorden op til valget var:
1) Fred og udsoning i Donbass.
2) Accept af det russiske sprog.
Zelenskys rival var den dengang hidtidige præsident, Petro Poroshenko, som havde en krigsretorik i forhold til det østlige Ukraine.
Ønsket om fred
Zelensky stod for noget nyt, noget der i hvert fald ikke var Poroshenko, og Sivokho støttede sin mangeårige ven. Formentlig havde han støbt flere af argumenterne og holdningerne.
Sivokho havde ikke skjult sine meninger om situationen i Ukraine. Han mente, at den ukrainske regering skulle efterleve Minsk II-aftalerne fra februar 2015. Og det måtte man kunne forstå gjaldt også Zelensky.
(Minsk II-aftalerne var Ukraine og Ruslands fælles forsøg på at opnå fred i de østukrainske regioner Donetsk og Luhansk, hvor der var borgerkrig mellem ukrainske styrker og væbnede russiske separatister, red.)
Efter alt at dømme var disse holdninger også et udtryk for den brede ukrainske befolknings opfattelse. Miraklet skete nemlig, Zelensky fik næsten tre ud af fire af de ukrainske stemmer, som altså støttede en fredsdagsorden med udsoning over for Donbass og dermed et brud med Poroshenkos krigslinje og snævre nationalistiske politik.
Sivokho lod sin stemme høre under valgkampen. Alle ville efter hans mening have noget at miste ved at fortsætte den hidtidige udvikling, som ville kunne eksplodere i endnu mere blod.
Overfaldet af Azov
I dag ved vi, at Sivokho havde fat i noget. Efter Zelenskys klare valgsejr i 2019 udnævnte præsident Zelensky sin gamle ven til rådgiver for en ny kommission: Kommissionen for national sikkerhed og forsvar.
Ved åbningsceremonien i marts 2020 sagde Sivokho blandt andet:
– Endnu værre end coronavirus er hadet. Det er vigtigt at ændre ikke bare statens holdning til sine borgere, men også ukrainernes holdninger til hinanden. Det vi gerne vil med denne kommission er at anspore folk til gensidig forståelse.
Stærke ord, nogle vil sikkert sige naive, men profetiske ord, som hvis de var blevet taget alvorligt, formentlig ville have sparet Ukraine for mange rædsler.
Men det var perspektiver, som vennen, Zelensky, også fremførte en måned tidligere blandt andet på München Sikkerhedskonferencen i februar. Det er let at glemme i dag.
Men ved Sivokhos åbningsceremoni i marts 2020 ankom der en større gruppe fra den højreradikale militsorganisation Azov. De overfaldt Sivokho fysisk, og dermed var det slut med hans karriere i denne kommission.
Det personlige venskab med Zelensky forblev, men Sivokho blev stadig mere kritisk over for den førte politik, han opfordrede hele tiden til dialog mellem øst og vest og advarede mod at betragte østukrainerne som erobrede folk, ligesom han talte for en tilbagevenden til Minsk II-aftalerne.
Frø af had
Zelensky har i mellemtiden fjernet sig meget langt fra de synspunkter, han dengang delte med sin nære personlige ven.
Jeg skal ikke psykologisere, men det er vanskeligt ikke at sætte sig ind i den fortvivlelse, Sivokho måtte have været i ved at se sin ven Zelensky ændre sig næsten til ukendelighed og sit elskede Ukraine forvandle sig til helvede på jord.
Sivokho havde altid haft et svagt helbred. Det var astma, der tog livet af ham. Måske var han i virkeligheden endnu et offer i den lange række af døde, som den giftige konflikt allerede har trukket med sig.
Det er uklart, om Zelensky har haft overskud til at reflektere over, om han måske har forrådt sine vælgere og også de idéer, som de to venner delte for bare få år siden.
Det tragiske ligger i, at så mange muligheder for en anden udvikling i Ukraine er gået tabt. Som Sivokho allerede profetisk har gjort klart, så er der med krigen i Ukraine lagt frø af had, som fra begge sider vil ligge og spire i årtier.
Dette er et blog-indlæg, der alene er udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.