Analyse
Vi må lære af dem, der kæmpede før os
Inden jeg tog til Italien, havde Giorgia Meloni og hendes regering varslet med at fjerne Karl Marx og Antonio Gramsci fra filosofiprogrammer i italienske gymnasier. Det siger noget om, hvilken tid vi lever i, skriver Rikke G.F. Carlsson.
|
Italien er et yndet rejsemål for mange danskere, smukt og kontrastfyldt.
Inden jeg tog derned, havde Giorgia Meloni og hendes regering varslet med at fjerne Karl Marx og Antonio Gramsci fra filosofiprogrammer i italienske gymnasier. Det siger noget om, hvilken tid vi lever i.
Frygten, for at mennesket, os, de udbyttede genlæser bøger og historier om dem, der skabte og organiserede de kommunistiske partier og ideen om et socialistisk samfund, er stadig skræmmende for magthaverne.
Første stop Italien
Der er stadig en hovedgade i Firenze opkaldt efter (den italienske filosof, red.) Antonio Gramsci, jeg stod der selv og læste skiltet. Men hvor længe endnu?
Overalt, især i Europa, fjernes arbejderklassens forbilleder og mindesmærker, dem der skal huske os alle sammen på, at verden kan være anderledes – uden krige, udbytning og udnyttelse.
Her er Gramsci (1891-1937) en af truslerne stadigvæk. Han var med til at stifte det italienske kommunistparti (Partito Comunista Italiano) i 1921.
Kapitalismen gentager sig selv, og nye alliancer dannes.
Under Mussolini blev Gramsci i 1926 arresteret af de fascistiske myndigheder. I dag står hans værker, mest skrevet under fangeskab, som en af de mest indflydelsesrige italienske filosoffer, politiske teoretikere og marxistiske tænkere i det 20. århundrede.
Vi ved, modstanden mod Israels folkemord mod palæstinenserne er stor i Italien. Selv i den mindste idylliske lille bjerglandsby hænger der flag ud af vinduerne. Er magthaverne bange for, at disse mennesker ser sammenhængene mellem den førte politik, som Gramsci beskrev så præcist?
Det er værd at håbe og kæmpe for. I Verona havde den mexicanske ambassade sammen med byen og regionen støttet en spændende udstilling om (den mexicanske maler og aktive kommunist, red.) Frida Kahlo (1907-1954) og hendes revolutionære liv. Udstillingen vises frem til oktober. Hun er også en del af kommunismens historie.
I sommervarmen fløj et krigsfly larmende over os. Samtidig var skovbrande begyndt i Sydeuropa, og jeg kunne ikke lade være med at tænke, hvor meget brandvæsen og materiel man kunne have købt bare for ét flys pris. Endnu et argument som også dengang, hvor kommunismen fødtes, blev brugt op til Første og Anden Verdenskrig.
Næste stop Tyskland
Apropos krige, og hvor meningsløse de er, bør man stoppe i Leibzig, Tyskland. Her ligger det mest vanvittige mastodontmindesmærke om slaget om Leibzig. Slaget varede fra 16. til 19. oktober i 1813. De allierede hære fra Rusland, Preussen, Østrig og Sverige på den ene side og Napoleon og hans allierede på den anden side. Slaget kostede, hold nu fast, 100.000 soldater livet.
Nu er Tyskland allieret med Frankrig, og Rusland blevet en fjende. Var det det værd?
Byen er en historisk perle. (Den revolutionære feminist, red.) Clara Zetkin (1857-1933) er opvokset her, og det mærkes overalt i byen. I 1895 blev hun den første kvinde valgt til en ledende stilling i det socialdemokratiske parti. I 1907 blev hun valgt til sekretær for det internationale kvindesekretariat under Socialistisk Arbejderinternationale. I denne egenskab indledte hun den internationale kvindekampdag i 1910 i København.
Clara var aktiv i kampen for kvinders rettigheder – og imod krig. Hun blev fængslet for sin antimilitaristiske holdning og blev i 1919 medlem af det tyske kommunistparti KPD. Under Weimarrepublikken udførte hun omfattende politiske aktiviteter og var medlem af den tyske Rigsdag. Desuden blev hun medlem af KPD’s Centralkomité og Kommunistisk Internationales (EKKI) eksekutivkomité.
Der er historiske kirker, og en af dem er Thomaskirken. Her blev (den socialistiske politiker, red.) Karl Liebknecht døbt i 1871, og som faddere var ingen mindre end Karl Marx og Friedrich Engels. Ingen anden socialist har lagt navn så uadskillelig knyttet til kampen mod militarisme og krig som Karl Liebknecht. Hans mod og beslutsomhed – som den eneste parlamentariker stemte han imod krigsbevillingerne i Reichstagen og agiterede mod Første Verdenskrig. Til trods for forfølgelse og til sidst drab vandt han respekt og støtte fra millioner af arbejdere.
Under DDR-tiden, den 24. juli 1945, udstedte den saksiske statsadministration et dekret, der ærede (den socialdemokratiske tegner, red.) Käthe Kollwitz (1867-1945), og bad blandt andre Leipzig om at “navngive en af deres hovedgader Käthe-Kollwitz-Straße”. Den er der endnu. Hun er stadig en af vores vigtigste antikrigskunstnere.
Så selv om solen står op, og skove brænder, krige hærger, og nye fjender opfindes, så har alle disse stærke personligheder det til fælles, at de kæmpede for socialisme og en verden uden krige, hvor vi på tværs af grænser står sammen og vender våbnene mod krigsmagerne og ikke hinanden.
Kapitalismen gentager sig selv, og nye alliancer dannes. Men vi kan lære af historien ved at genlæse dem, der kæmpede før os.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
16. juli 2026 | 06:09
