Hvem er “vi”, der skal finde lösningerne sammen? Pröv for en gang skyld at präcicere, hvem der skal göre hvad?
Log ind for at svareVi kan, hvis vi vil. Vi kan, hvis vi tør, og vi skal….
Nedskæringer igennem 10 år har kostet velfærden dyrt. Vi skal insistere på, at der reelt tilføres midler på de enkelte velfærdsområder. Budgetloven skal ændres og servicerammen løftes. Og så skal personalegruppernes løn og arbejdsvilkår forbedres.
|
Nu skal det være. Vores kollegaer ude på arbejdspladserne skal kunne mærke, at der igen genopbygges efter perioden med finanskrisen, som sendte en sand byge af besparelser ind over den offentlige sektor.
Det har kostet dyrt for velfærden i 10 år, og selv om bøtten er vendt, så vi igen følger med den demografiske udvikling, så er der huller, der ikke er lappet.
Vi bliver nødt til at insistere på, at en velfærdslov bliver vedtaget i en form, der sikrer, at der reelt tilføres midler på de enkelte velfærdsområder. Vi bliver nødt til at insistere på, at budgetloven ændres, så det er muligt at budgettere over flere år, og det er så absolut nødvendigt, at servicerammen løftes.
Det er vigtigt, at vi finder løsningerne sammen. Det skal føre til, at der tilføres midler til at løse lavløns- og ligelønsudfordringer.
Det er helt groteske situationer, der opstår år for år. Kommuner med solid økonomi sender besparelser rundt mellem de forskellige velfærdsområder. Hvis ældre skal prioriteres, så skal der spares på skolen. Hvis daginstitutioner skal løftes, så skal der spares på ældreområdet, og hvis det specialiserede socialområde skal styrkes, skal der spares alle andre steder. Det er til at blive vanvittig over, og det må høre op.
Mangel på uddannet arbejdskraft
Vi har indgået en hel kaskade af aftaler, der skal hjælpe og løfte personalets arbejdsvilkår, men det går ufatteligt langsomt med at få aftalerne udrullet til hver en krog, til alle arbejdspladser.
Manglen på hænder og kampen om uddannet arbejdskraft sker på tværs af den private og offentlige sektor. Det er en temmelig giftig cocktail, vi har gang i. Aldersgennemsnittet og nedslidte medarbejdere, der går fra på pension, førtidspension, seniorpension og tidligere folkepension, stiger, og ungdomsårgangene er små. Oveni det har vi alt for mange unge, der ikke er i gang med en uddannelse.
Der skal nytænkes, der skal satses på arbejdsfællesskaber, der samarbejder om at løse kerneopgaverne, fagligheden skal slippes fri, og der skal et hurtigere og mere markant greb til end frikommuneforsøg for at få fjernet al unødvendig dokumentation og dataindsamling.
Vi skal have genskabt et fuldtidsarbejdsmarked i den offentlige sektor med et arbejdsmiljø, der er i orden. Det er helt grotesk, at der ikke sættes mere markant ind, før den negative spiral bliver uoverkommelig.
Lønnen spiller også en rolle
Og det handler også om løn, det handler også om værdisætningen af velfærdsfag. Udfordringen er stor, og det er den på tværs af faggrupper.
Derfor er arbejdet i lønstrukturkomiteen vigtig. Det skal bygge oven på Lønkommissionens arbejde fra 2010, så der denne gang kommer løsninger. Det er vigtigt, at det sker i et solidarisk fællesskab mellem alle organisationer. Det er vigtigt, at vi finder løsningerne sammen. Det skal føre til, at der tilføres midler til at løse lavløns- og ligelønsudfordringer. Det er stort, det er komplekst, men det er ikke umuligt. Der er ikke en snuptagsløsning i sigte. Det kommer til at tage tid. Det kræver, at vi ikke kæmper hver for sig, men finder sammen om løsninger.
I FOA har vi lige nu snuden i tre spor, udmøntning af OK21-aftalerne, arbejdsvilkår på arbejdspladserne og herunder overholdelse af gældende overenskomstaftaler, og sidst men ikke mindst arbejdet for en mere retfærdig løndannelse.
Du kan læse med her om FOA’s lønpositioner, som også forklarer, hvordan det offentlige lønsystem og forhandlinger virker i dag.
Vi ses derude.
27. november 2021 | 06:10
