Udtalelse
USA og de øvrige NATO-lande er i gang med at “inddæmme Kina”. Strategien går på øget militær tilstedeværelse i Stillehavet og Det Indiske Ocean samt en propagandakampagne i medierne, hvor kun negative påstande og ikke underbyggede rygter om landet bliver fremført.
Det forklarede Jan Øberg, da han i lørdags holdt oplæg om den internationale udvikling, freden og fredens bevægelse i Ubuntu-huset i København.
– USA og de øvrige NATO-lande er ved at starte en kold krig mod Kina ud fra løse beskyldninger og uden ret meget kendskab til landet og befolkningen, sagde fredsforskeren fra Universitetet i Lund til de cirka 30 fremmødte.
Og videre:
– De påstår, at Kina er et diktatur uden nogen former for menneskerettigheder, som har onde hensigter, når de har samarbejde med lande og virksomheder uden for Kina, og som begår folkemord på uighurerne i den vestlige del af landet.
USA og de øvrige NATO-lande vil ikke anerkende, at verden er på vej ind i en ny verdensorden, hvor de ikke kan bevare den samme indflydelse som i dag, og de er villige til at bremse denne udvikling, også med militære midler.
Jan Øberg, fredsforsker
Jan Øberg har arbejdet som fredsforsker i mere end 45 år og selv rejst i Kina et par gange. Han understreger, at der er rigtig meget om landet, som han ikke ved. For eksempel har han således ikke nok viden til at mene noget om, hvorvidt landets myndigheder nogle gange farer for hårdt frem mod borgere og grupper af borgere.
Det kendetegner Kina, at landet har en 4.000 år gammel kultur, som befolkningens tænkning er præget af. Kulturen rummer blandt andet kinesernes etiske og moralske normer for, hvordan man som mennesker forholder sig til hinanden, og hvordan man tænker om magthavernes muligheder og grænser.
– Hvis vi vil forstå kineserne, må vi derfor sætte os ind i deres måder at tænke på og ikke tage for givet, at de tænker det samme som os, når vi bruger begreber som demokrati, ytringsfrihed, marxisme og så videre, forklarede Jan Øberg.
Han understregede, at Kinas styreform ikke er et diktatur, og at Kina er et meget stort land, som kan hænge sammen, fordi en altovervejende del af befolkningen støtter op om dens ledere.
Han fortalte, at kineserne er engagerede mennesker, som arbejder meget, og også har en kultur, hvor der er plads til nye, selvstændige initiativer på forskellige niveauer af samfundet.
I 2018 rejste Jan Øberg rundt på egen hånd i Kina. De fleste kinesere taler engelsk, og han kunne frit tale med dem, som han mødte. De talte åbent, både med ros og kritik af landets måde at fungere på. Han blev også inviteret hjem på besøg hos flere kinesere og havde blot en enkelt kontakt med politiet. Det skete ved indgangen til en international konference og førte til, at han måtte aflevere en medbragt saks.
Vesten vil bevare sin dominans
Det første af FN’s 17 verdensmål handler om at afskaffe fattigdom. Her kunne Jan Øberg fortælle, at Kina på 30 år har løftet mellem syv og otte hundrede millioner mennesker ud af fattigdom.
Han efterlyser den vestlige verdens regeringer og pressens anerkendelse af resultatet, men undrer sig samtidig ikke over, at den udebliver.
USA og NATO’s nye kolde krig mod Kina er ikke startet, fordi Kina truer dem eller andre af verdens lande militært. De gør det, fordi landet er “en økonomisk konkurrent”, som måske allerede har “overhalet” USA økonomisk på et tidspunkt, hvor USA er præget af stor og voksende statsgæld og en udvikling af samfundet, som er minimal i sammenligning med det, som Kina gennemgår, forklarer Øberg og tilføjer:
– Formålet er derimod at bevare magt. USA og de øvrige NATO-lande vil ikke anerkende, at verden er på vej ind i en ny verdensorden, hvor de ikke kan bevare den samme indflydelse som i dag, og de er villige til at bremse denne udvikling, også med militære midler.
Den kolde krig kan komme til at tage op til ti år. Det bliver en meget problematisk periode, hvor faren for en fatal krig er overhængende.
– Til gengæld får vi, hvis vi klarer skærene, en ny verdensorden, som er bedre end den, vi har i dag, mener han.
Fravær af viden, etik og moral
Jan Øberg nævner, hvordan USA’s enorme og voksende forsvarsbudget begrænser landets muligheder for at udvikle sin infrastruktur og skabe ny innovation i landet.
Han nævner, at USA står for næsten halvdelen af alle militærudgifter, der bruges i verden. Samtidig fortsætter oprustningen og overforbruget med argumentet om, at landet er truet. Retorikken om fjendebilleder og trusler sætter større og større præg på USA’s og de øvrige NATO-landes udenrigspolitik.
Faktuel viden om forholdene i de lande, som politikerne angriber, er ikke noget, som befolkningen bliver inddraget i, ligesom etiske og moralske normer også er fraværende, når temaer om fjende- og trusselsbillederne rejses.
Et konkret og relativt nyt eksempel er den tale, som statsminister Mette Frederiksens holdt ved Det Udenrigspolitiske Selskabs 75-årsjubilæum i oktober.
Statsministeren sagde, at “vi (Danmark) skal løfte vort globale ansvar til gavn for danskerne og danske interesser.” Videre at væksten i Asien er “godt for Europa”, og at det er positivt, at USA har et stigende militært engagement dér, blandt andet fordi Kina er en “systemisk rival”.
Her tænker hun blandt andet på USA’s ny forsvarspagt med England og Australien, som skal sikre øget tilstedeværelse af atomdrevne ubåde i Stillehavet og Det Indiske Ocean.
Læs også
Statsministeren sagde, at vi skal støtte op om USA, som “står vagt om vores fælles værdier”. Vi må ikke være kritiske, når USA kommer med nye udmeldinger som den om en ny forsvarspagt med England og Australien. Flere gange sagde hun, at Danmark ikke skal tøve med at gå i krig – eller med at “lægge hånden på kogepladen” – når USA vil have os med. Ord som folkeretten, forhandling, mægling eller søgning efter mere viden blev på intet tidspunkt nævnt i talen.
Jan Øberg mener, at talen vidner om, at Mette Frederiksen kun har et skuldertræk til overs for folkeretten og har parkeret beslutningskompetencen på forsvarsområdet i Washington.
Samtidigt mener han, at de større nyhedsmedier i Vesten loyalt følger regeringernes udmeldinger, når de for eksempel kalder lande som Rusland og Kina diktaturer uden selv at søge ny viden.
– Vi bliver borgere i samfund, hvor der er én sandhed om den verden, vi lever i, og hvor indskrænkninger af rettigheder, overvågning og kontrol samtidig udvikler vore vestlige samfund i tiltagende despotiske retninger, siger den erfarne fredsforsker.
Kina eksporterer ikke værdier
Jan Øberg kritiserer Vestens hovedløse krige, som blandt andet har ført til, at der er 40 gange flere, som bliver dræbt af terror i dag end i 2001.
USA og NATO-landene har ingen belæg for at se Kina som en trussel. Hvor USA og de øvrige NATO-lande kæmper i andre lande “for vestlige værdier”, har Kina ingen intentioner om, at vi skal blive “kinesere”. Øberg mener tværtimod, at “kineserne er så stolte af deres kultur, at de vil have sig frabedt at blive kopieret”.
Kineserne er “eklektikere” og tager det, som de synes er det bedste fra den øvrige verden, og bruger det i Kina. Samtidig tilpasser de sig andre kulturer, når de samarbejder i den øvrige verden. De kommer ikke nogen steder for at påtvinge andre deres kultur, mener fredsforskeren.
Hvad kan fredsbevægelsen gøre?
Jan Øberg har mistet tilliden til de politiske partier og ser det som et demokratisk problem, at ornitologiske foreninger i dag har flere medlemmer end de politiske partier.
Han konstaterer også, at tidligere fredsforskningsinstitutter som for eksempel SIPRI er blevet nedlagt og omdannet til andre formål end forskning i fred og konfliktløsning.
Han mener, at den eneste mulige vej for fredsbevægelsen i dag er at arbejde for, at fredsbevægelsen vokser, og at den lykkes med at få startet folkelige protester mod konkrete spørgsmål i den førte udenrigs- og forsvarspolitik.
Han anbefaler, at fredsbevægelsen begynder med at dygtiggøre sig på en række temaer. Det kan være på forståelsen af demokrati og vold, og hvordan det kan have forskellige fremtrædelsesformer.
Fredsforskeren foreslår konkret, at fredsbevægelsen udarbejder en hvidbog, som grundigt afdækker eksempelvis, hvad afrustning, ikke-vold og civil ulydighed er.
Han gør opmærksom på, at NATO nu i 70 år har eksisteret med det erklærede mål at skabe fred.
– Det er så let at tænke klogere, end politikerne gør i dag. Vi burde se på, hvordan verden kunne se ud, og spørge: “Hvorfor ikke?” I stedet for at gøre som USA og NATO. De ser på det, som de ikke vil have, og spørger: “Hvordan skal det bekæmpes?”
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
