Aktivister starter dialog
Sisyfosarbejde fra jobcentret til Ukraine
Fra nytteindsatsen på jobcentret til EU's milliardlån til Ukraine er det svært at finde mening med galskaben, skriver Sine Bilfeldt.
|
Man ser mange ting, der ikke rigtig giver mening i hverdagen, både ude i verden og i ens egen lille boble.
Jeg har været uden arbejde i en periode og var gået lidt i stå med den kreative, men dog lidt ensformige jobsøgning. Rådene om at søge bredt og realistisk, netværke på LinkedIn, invitere mig selv til kaffemøder og opsøge praktikker lød ikke helt lige så lovende som for et halvt år siden.
Der måtte ske noget nyt, for jeg manglede åbenbart de helt rigtige kompetencer og erfaringer, før jeg endelig kunne komme i arbejde igen. Og dér har man jo heldigvis jobcenteret i ryggen. For i det system har man ikke bare ret til at få tilbud om kompetenceudviklende forløb, men også pligt til at tage imod det – de tager deres arbejde om at hjælpe borgere i arbejde meget seriøst. Og jeg var frisk.
EU har for nylig øget importen af russisk gas.
Ret tidligt i forløbet som arbejdsløs blev det mejslet i sten (eller i hvert fald skrevet tydeligt ned i en note på Jobnet.dk), at mit og jobcenterets mål er at få mig i arbejde, så det er selvfølgelig det mål, vi i fællesskab arbejder henimod at opnå.
Så derfor skulle jeg altså starte i et forløb for ledige under jobcentret.
Til informationsmøde den første dag var der faktisk også flotte løfter om, hvordan deres toptrænede jobkonsulenter kunne hjælpe mig med blandt andet at optimere jobansøgninger og undgå, at ansøgningerne bliver frasorteret af en robot, allerede inden de når HR-afdelingen; og hvordan man sætter sit CV lækkert op grafisk for at skille sig ud i mængden af ansøgere og i det hele taget bare at tænke lidt ud af boksen i forhold til, hvilke jobs man søger og hvordan.
Det viste sig så desværre, at jobcenteret og jeg selv ikke har helt den samme definition af, hvordan man arbejder praktisk henimod at opnå sit endemål.
Dagen efter stod jeg i hvert fald ansigt til ansigt med et fænomen, der hedder “nytteindsatsen”. Og det var en form for breaking news for mig, så ligesom TV2 News skulle jeg nu gå i gult – neongult for at være helt specifik.
Sisyfosarbejde
Der var fast dagligt program:
8.30: Mød ind i neongult arbejdstøj og sikkerhedssko.
8.32-8.50: Gå sammen med resten af den gule flok i gåsegang til arbejdsstedet.
8.50-9.30: Vente på at arbejdslederen dukker op, og imens eventuelt nyde en kop kaffe med mælkeerstatning i pulverform (det sidste er i øvrigt glimrende til at vaske pletter af tøjet, men som næringsmiddel er det måske knap så godt).
9.30-10.15: I to hold af syv personer samle affald op på den samme rute, der er blevet samlet på dagen før, hvilket faktisk slet ikke er så let, som man skulle tro, eftersom det er uhyre sparsomt med affald at samle op, når strækningen er blevet finkæmmet af selv samme sjak dagen før (men man kan selvfølgelig argumentere for, at vi udviklede en vis form for detaljeorienterethed, og det tæller vel også som en kompetence på arbejdsmarkedet?)
10.15-10.30: Pause
10.30-11.15: Tør hegnet rundt om hestefolden af (ved genstridige pletter tag eventuelt mælkepulveret i brug).
11.15-11.30: Pause
11.30-12.15: Riv! En årvågen deltager spørger, hvad vi skal rive i. Men det var vist ikke så vigtigt. Der blev i hvert fald bare peget med ordene: “Der er noget græs derovre, bare riv!”
12.15-12.30: Opsamling og derefter fri.
Det virker som sisyfosarbejde (nytteløst, evigt gentagende arbejde, red.) på højt plan, og højst besynderligt er der tilsyneladende ikke nogen, der stiller spørgsmålstegn ved, om det virkelig er den type aktivitet, der hjælper folk i arbejde igen.
Det helt store plan
Vi var heldigvis en flok optimistiske mennesker, der kunne gå og grine lidt, mens vi sammen forundredes over, hvor besynderlig prioriteringen af offentlige midler kan være. Men når man ser samme nytteløse tankegang på det helt store plan, så er det svært at grine ad. Og det plan, jeg taler om her, er selvfølgelig EU.
For mindre end en uge siden blev det vedtaget, at EU skal låne yderligere 90 milliarder euro til Ukraine, hovedsageligt til mere krigsudstyr, men også en smule til civilsamfundet. Derudover blev det i samme omgang vedtaget at lave flere sanktioner imod Rusland.
Hele den krig er et emne for sig selv, som jeg ikke vil grave dybere i her og nu, men uanset hvad man måtte mene om krigen, så kan man ikke undgå at undre sig, når der så få dage efter lander en artikel på DR om, at EU for nylig har øget importen af russisk gas.
Jeg har i hvert fald svært ved at lure, hvad endemålet er med det projekt. Er det mere krig? Mindre krig? Støtte Ukraine økonomisk og militært og forsøge at stoppe Putin? Eller vil vi bare gerne spare lidt på strømregningen?
Med risiko for at lyde bedrevidende vil jeg, med min projektarbejdeerfaring i mente, mene, at et projekt oftest bliver bedre, hvis man starter med at fastlægge et klart mål og derefter faktisk arbejder henimod at nå det mål.
Men på den anden side har jeg selvfølgelig ikke erfaring nok til hverken at sige Ursula von der Leyen – eller sagsbehandlerne på jobcenteret – imod. Og jeg kunne selvfølgelig også vælge at stole på processen og deres viden om, hvad de laver.
Problemet er bare, at resultaterne af sisyfosarbejde oftest taler ret tydeligt for sig selv.
Så hvad er EU’s endemål egentlig? Og er de interesserede i hjælp til at optimere arbejdsprocessen, så det mål faktisk kan opnås? I så fald så ringer de bare til mig – jeg søger nemlig arbejde!
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
29. april 2026 | 06:46
