NATO bombede Jugoslavien for 25 år siden og har intet lært
NATO indledte sin skånselsløse bombning af Jugoslavien den 24. marts 1999. Man blev ved i 78 dage. I dag er NATO den største enkelttrussel mod menneskeheden og tynger det vestlige Titanic-skib nedad, skriver Jan Øberg.
NATO fylder snart 75 år – midt i sin dybeste krise nogensinde, uanset hvad de siger.
I alle disse år har vi gentagne gange hørt, at “russerne” – Sovjetunionen/Warszawa-pagten og nutidens Rusland – kommer!
Irrationelle henvisninger til Putin er i dag nok. Enhver seriøs trusselsanalyse er pist borte.
Men selvom sovjetterne/russerne har invaderet andre lande, har de aldrig invaderet et NATO-land eller et neutralt land i Europa. Og vil heller ikke gøre det.
Men når ens forudsigelser har været så konsekvent forkerte gennem syv årtier, ville det være sund fornuft at spørge: Hvorfor har vi taget fejl hele tiden? Hvorfor bruger vi billioner på at beskytte os mod en permanent trussel, der aldrig indtræffer – lidt som at vente på Godot i Becketts lige så absurde drama?
Skånselsløs bombning
NATO indledte sin skånselsløse bombning af Jugoslavien den 24. marts 1999. Man blev ved i 78 dage, hvorefter præsident Slobodan Milosevic blev tvunget til at give op.
Ifølge visse kilder fik han at vide, at hvis han ikke gjorde dét, så ville NATO bogstaveligt talt jævne Beograd med jorden.
Hvis man læser NATO’s traktat fra 1949 – og den findes på NATO’s hjemmeside – er den i det alt væsentlige en kopi af FN-pagten. Den siger, at konflikter skal overføres til FN og løses med fredelige midler, og så tilføjer den artikel 5, som siger, at hvis et NATO-medlem bliver angrebet, skal de andre komme til dets forsvar.
Alliancens ord er altså defensive, men siden dens første operation uden for området – out-of-area og uden FN-mandat – i Jugoslavien, har den og dens medlemmer opført sig i grov strid med sin egen traktat – således i for eksempel Libyen og nu i Ukraine.
NATO-landenes massive involvering i Ukraine, hvor de bruger landet som brohoved eller stedfortræder for at svække Rusland – eller forsøge at besejre det én gang for alle – er højdepunktet i denne kriminelle politik.
Kan ikke karakteriseres som defensiv
De, der kalder NATO “defensiv”, mangler grundlæggende viden eller praktiserer opportun uvidenhed.
En alliance – og medlemmerne af den – som:
1) blander sig i ting og sager langt uden for sin egen medlemskreds,
2) gennemfører offensive militære operationer langt væk,
3) mangler et juridisk mandat som i Jugoslavien og Libyen,
4) bygger på offensiv snarere end defensiv afskrækkelse,
5) praktiserer fremskudt forsvar og deployering,
6) baserer sig på atomvåben og
7) insisterer på at bruge atomvåben også mod et konventionelt angreb
– kan simpelthen ikke med nogen definition af begrebet karakteriseres som “defensiv”.
Militaristisk humbug
Dette er endnu et eksempel på militaristisk humbug. Stort set alle uden for Vesten opfatter USA og NATO som offensive – knapt 15 procent af menneskeheden der bruger en forældet og farlig strategi, som 85 procent nu vender ryggen til for i stedet at skabe fælles sikkerhed og samarbejde.
“Defensiv” er til hjemmebrug – for eksempelvis politiske korrekte/uvidende danske og andre NATO-journalister. Man kan jo ikke sige til sine borgere, at man er offensiv og truende – kun at alt er ’de andres’ skyld.
Irrationelle henvisninger til Putin er i dag nok. Enhver seriøs trusselsanalyse er pist borte.
Fra Serbien for 25 år siden og til NATO-Ruslands-konflikten, der ligger under krigen i Ukraine, går der naturligvis en lige linje. Den hedder NATO-ekspansion, hvor NATO burde være nedlagt, eftersom dens officielle eksistensberettigelse – Sovjetunionen og Warszawa-pagten – faldt sammen.
Bombningerne løste ikke Kosovo-konflikten, tværtimod. Jeg var mægler i konflikten igennem fire år og véd, at der var bedre metoder end NATO’s bombning.
Truer Kina
USA/NATO postulerer (argumenterer aldrig) for, at Kina er en stor trussel.
NATO-lande hærger overalt i strid med NATO-traktaten, skønt NATO intet har at gøre med andre lande end sine egne medlemmer.
USA’s Special Operating Forces befinder sig nu kun ti kilometer fra Kinas grænse på Kinmen- og Penghu-øerne, der regnes under Taiwan – det Taiwan, som er Kina, men som Vesten gerne vil splitte fra Kina i strid med 50 år gamle folkeretsligt bindende aftaler mellem USA/Nixon og Kina/Chou Enlai om, at der kun findes ét Kina, og at USA ikke vil blande sig.
NATO er i dag den største enkelttrussel mod menneskeheden og tynger det vestlige Titanic-skib nedad. Det vil også Sverige og Finland sande snart, men for sent.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
79% af 750.000 DKK
592.693 DKK nået totalt
STØT
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér