Anbragte børn i plejefamilier, borgere med handicap i botilbud, kvinder og mænd på krisecentre. Det er bare nogle af de udsatte grupper af borgere, som bliver ramt, når regeringen i en ny aftale reducerer kravene til tilsyn på socialområdet.
Det drejer sig om borgere, som har brug for hjælp og støtte i livet. Det er en af vores vigtigste opgaver som samfund at værne om og beskytte dem.
Et af de vigtigste værktøjer til den opgave er socialtilsynene, som hvert år besøger plejefamilier og sociale tilbud for at vurdere, om reglerne følges, og om kvaliteten er god nok. Dermed udgør tilsynene en del af sikkerhedsnettet under vores allermest udsatte borgere.
Men nu vil regeringen sammen med Liberal Alliance, Konservative og Radikale Venstre reducere antallet af tilsyn. Ifølge aftalen skal plejefamilier nu kun have tilsynsbesøg hvert andet år, mens andre sociale tilbud blot får besøg hvert tredje år. Det er yderst kritisabelt.
Det er ikke meget mere end ti år siden, at socialtilsynet blev oprettet. Det gjorde man, fordi flere grumme sager afslørede et utilstrækkeligt tilsyn på både plejefamilie- og tilbudsområdet. Med socialtilsynet indførte man et årligt tilsynsbesøg.
Fasthold årlige tilsynsbesøg. Ellers frygter jeg, at vi i fremtiden vil se flere af de dybt tragiske historier om svigt og uværdig behandling, som var hele årsagen til, at man oprettede socialtilsynet.
Det var godt, for tilsynene sikrer ikke blot, at brodne kar bliver opdaget, og at regler følges. Tilsynene bidrager også til at drive og udvikle kvaliteten i tilbuddene, fordi de årlige tilsynsbesøg er med til at skærpe fokus på kvalitet og pædagogisk praksis. Det har ifølge Socialstyrelsen ført til stigende kvalitet på 61 procent af landets sociale tilbud fra 2017 til 2022. Det kan tilsynene godt tage noget af æren for.
Når man reducerer antallet af tilsyn, så indebærer det en stor risiko, for meget kan ændre sig i tiden mellem et tilsynsbesøg. En plejefamilie kan for eksempel gå fra at være velfungerende til udfordret på ret kort tid. Der kan opstå sygdom i familien, og plejeforældrene kan gå fra hinanden – helt almindelige livsvilkår, som pludselig kan skabe udfordringer for det anbragte barn.
Derfor er et tilsynsbesøg hvert andet år slet ikke tilstrækkeligt til at opdage og tage hånd om en uhensigtsmæssig udvikling. Jeg frygter, at anbragte børn vil betale prisen for politikernes iver efter at spare.
Jeg er åben over for at se på justeringer i tilsynene, men jeg er stærkt kritisk over for at lade det ske med udgangspunkt i et ønske om at høste besparelser, sådan som det er sket nu.
Økonomi må aldrig være det styrende hensyn i sager om socialt udsatte borgere, og jeg frygter faktisk, at besparelserne på den korte bane kan resultere i endnu større omkostninger på den længere bane. Økonomisk i form af flere fejl og flere klagesager. Og menneskeligt i form af større mistrivsel og en forværring af borgernes udfordringer.
I Dansk Socialrådgiverforening mener vi derfor, at man bør holde fast i det årlige tilsynsbesøg, samtidig med at man investerer i det personrettede tilsyn og sikrer, at socialrådgiverne i kommunerne rent faktisk har tiden til at følge op på borgernes trivsel.
Ellers frygter jeg, at vi i fremtiden vil se flere af de dybt tragiske historier om svigt og uværdig behandling, som var hele årsagen til, at man oprettede socialtilsynet.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
23. januar 2025 | 07:44
Det ville være mere relevant, hvis tilsynet blev forbedret, end at det blev forringet. Desuden bør Staten ikke være blind for den mulighed, at en borger, der kommer til skade på grund af div. mangler, kan sagsøge på andre måder end f.eks. gennem Ankestyrelsen. Er det, hvad man ønsker?
Log ind for at svareDu skal være logget ind for at skrive en kommentar.
