Kronik
Arbejdsudbudsdoktrinen løser ikke alle samfundsudfordringer
Tiden er moden til, at vi udvider vores økonomiske forestillingsevne. Arbejdsudbud er vigtig, men vi bliver stærkere, hvis vi tænker bredere. Problemet med narrativerne i arbejdsudbudsdoktrinen er, at vi fortrænger andre relevante spørgsmål, skriver Isabel Berg i denne faglige kommentar.
|
Der er idéer, som bliver så dominerende, at vi ikke længere bemærker dem. De er ikke længere holdninger. De er blevet til linser, vi ser verden igennem. Arbejdsudbud er i dag sådan en idé.
Forstå mig ret. Høj beskæftigelse er en enorm styrke i det danske samfund. Arbejde giver folk mulighed for selvforsørgelse og udvikling. Det gør os i stand til at indgå i fællesskaber og bidrage til et trygt samfund. Det er svært at forestille sig en stærk velfærdsstat uden et stærkt arbejdsmarked.
Der er dog forskel på at betragte arbejdsudbud som et vigtigt økonomisk redskab, og så gøre det til svaret på så godt som alle samfundsudfordringer. Det sidste er det, jeg kalder arbejdsudbudsdoktrinen.
Når der mangler penge til forsvar, taler vi om arbejdsudbud. Det samme gælder for sundhedsvæsenet, som er kronisk under pres. Når offentlige finanser diskuteres. Når uddannelser reformeres, og ikke mindst som undskyldning, når pensionsalderen skal hæves.
Det er som om finansieringsdebatten er reduceret til én enkelt variabel: arbejdsudbuddet. Det er paradoksalt, fordi Danmark samtidig står over for nogle af de største investeringer i nyere tid. Forsvar, klima, demografi, sundhed og uddannelse, som alle kræver betydelige ressourcer.
Så godt som umærkeligt ændres grundspørgsmålet fra ‘hvordan skal vi finansiere det samfund, vi ønsker?’ til ‘hvordan får vi danskerne til at arbejde lidt mere?’. Det er en væsentlig forskydning.
I tiden efter krigen opbyggede vi den danske velfærdsstat gennem investeringer i mennesker, stærke institutioner og et bredt skattegrundlag. Arbejdstimer var en del af ligningen. Ikke hele ligningen. Lønindkomster, virksomheder, forbrug og kapital bidrog på forskellig facon til de fælles institutioner, som gjorde Danmark både rigere og mere lige. Den balance taler vi alt for sjældent om.
Det er som om finansieringsdebatten er reduceret til én enkelt variabel: arbejdsudbuddet.
Det er paradoksalt, fordi Danmark samtidig står over for nogle af de største investeringer i nyere tid. Forsvar, klima, demografi, sundhed og uddannelse, som alle kræver betydelige ressourcer. Det er ikke en ‘midlertidig udfordring’. Det er en ny virkelighed.
Derfor stiller jeg et spørgsmål, som burde være ukontroversielt: Er det klogt, at næsten hele finansieringsdebatten kredser om én faktor?
Økonomer ved godt, at robuste systemer bygger på diversitet eller med deres ord risikospredning. Ingen investor vil placere hele sin formue i én aktie. Ingen ville bygge en virksomhed med én kunde eller én leverandør. Robusthed opstår gennem flere ben at stå på. Hvorfor skulle det være anderledes for finansieringen af samfundet som hele?
Lad os for et øjeblik ikke sætte arbejde op imod kapital, men for nu anerkende, at begge skaber værdi. Virksomheder og investorer nyder godt af veluddannet arbejdskraft, et stabilt retssystem, infrastruktur, forskning og den høje grad af tillid, som kendetegner Danmark. Vi behandler desværre ofte i praksis de fælles institutioner som en art baggrund. De er fundamentet. Den usynlige kapital, som al anden værdiskabelse hviler i.
Derfor skal vi kunne diskutere, om den samlede balance mellem beskatning af arbejde, selskaber, kapital, meget store formuer og passive kapitalindkomster fortsat er den rigtige. Spørgsmålet er for vigtigt til ikke at blive rejst.
Der er kendte modargumenter. Klassikeren er, at kapital er mere mobil end arbejdskraft. Måske vil skatter koste investering og arbejdspladser. Det er en overvejelse, der skal vendes i ansvarlig politik. Ikke mindst hvor meget den skal have lov til at fylde. Af præcis samme grund bør debatten også rejses snarere end tabueres.
Set fra min stol er den vigtigste investering for et samfund mennesket. Enhver ung, der finder vej til uddannelse eller arbejde. Enhver voksen, der får mulighed for at udvikle kompetencer. Enhver medarbejder, der kan blive længere, fordi arbejdslivet er bæredygtigt. Det styrker både vores sammenhold og vores samfundsøkonomi.
Tiden er moden til, at vi udvider vores økonomiske forestillingsevne. Arbejdsudbud er vigtig, men vi bliver stærkere, hvis vi tænker bredere. Problemet med narrativerne i arbejdsudbudsdoktrinen er, at vi fortrænger andre relevante spørgsmål. Dermed forbliver andre løsningsmuligheder usynlige. Vi skal blive modige til ikke blot at tale om, hvor og hvordan folks arbejdstid skal være, men hvordan vi skaber et skattegrundlag, der kan bære det Danmark, vi ønsker at give videre. Vi trænger til en ny måde at tænke finansiering på.
——————————————-
Min definition på ‘arbejdsudbudsdoktrin’: Troen på at næsten alle samfundets problemer først og fremmest skal løses ved, at vi arbejder mere. Da vi vænnede os til, at så godt som alle problemer kunne løses med flere arbejdstimer, holdt vi op med at diskutere, hvordan et robust skattegrundlag ser ud.
——————————————-
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
24. juli 2026 | 16:41
