Som en af sine første handlinger vil den nyvalgte bestyrelse for Københavns største boligselskab, FSB, på sit møde i aften trække opsigelserne tilbage af de tre familier, der blev sagt op i kølvandet på de uroligheder, der opstod, da Rasmus Paludans besøgte deres boligkvarter på Blågårds Plads på Nørrebro i København.
– Det var en forkert beslutning at opsige de tre familier i første omgang. Og det var forkert, at et flertal i bestyrelsen ikke respekterede boligafdelingens og repræsentantskabets beslutninger om at ophæve opsigelserne, siger formanden for FSB, Jean Thierry, til Arbejderen.
I aften klokken 17 mødes bestyrelsen for første gang. På dagsordenen er blandt andet et punkt om at trække opsigelserne af de tre familier tilbage.
– En ny tid for FSB
Tirsdag i denne uge valgte 103 beboere på et ekstraordinært repræsentantskabsmøde at udskifte fire bestyrelsesmedlemmer, der stod bag opsigelserne af de tre familier. I stedet blev valgt fire nye bestyrelsesmedlemmer, der gik til valg på, at de vil trække opsigelserne tilbage.
Formanden for FSB understreger, at udskiftningen af de fire bestyrelsesmedlemmer handler om mere end “bare” at trække opsigelserne tilbage.
– Valget af den nye bestyrelse varsler en ny tid for FSB. Med valget sender beboerne et klart signal: Det er vores boliger. Det er os, der bestemmer, fortæller Jean Thierry og fortsætter:
– Beboerne har tidligere besluttet en række tiltag, der skal demokratisere boligforeningen. Nu er det tid til at gennemføre de mange gode forslag om mere demokrati og åbenhed, som beboerne tidligere har besluttet. Vi skal sikre mere magt og reel indflydelse til beboerne lokalt.
Det var en forkert beslutning at opsige de tre familier. Og det var forkert, at et flertal i bestyrelsen ikke respekterede afdelingens og repræsentantskabets beslutning om at ophæve opsigelserne.
Jean Thierry, formand for FSB
Der sidder i alt ni medlemmer i FSB’s bestyrelse. Men det var kun de fem af dem, der var på valg i tirsdags, fordi et flertal af repræsentantskabet i sidste måned valgte at udtrykke mistillid til de fem medlemmer. Ud af de fem medlemmer, der var på valg, blev de fire af dem vraget.
Læs også
Bestyrelse i FSB ville smide familier ud: Nu står bestyrelsen selv til at blive sat på porten
FSB har nedsat en arbejdsgruppe der skal komme med forslag til, hvornår boligselskabet fremover skal kunne sætte en familie ud. Til maj skal FSB’s repræsentantskabsmøde tage stilling til de nye retningslinjer for udsættelser af beboere.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.