Nu er statuen af Frederik V, der led druknedøden ved busteaktionen på Kunstakademiet i København, rematerialiseret, og den burde nu stå udstillet på SMK eller et andet museum for moderne kunst som et stykke vigtig senmoderne kunst. Et værk der kunne fungere som udgangspunkt i debatten og forståelsen af Danmarks tid som kolonimagt over en periode på 250 år.
Jeg håber ikke, at havnemyndighederne i København har smidt resterne af Frederik V’s buste ud. For så har de gjort sig skyldig i ødelæggelse af er stykke senmoderne kunst! Her skulle man måske sætte detektiver i spil for overhovedet at finde ud af, hvad Københavns Kommune har gjort af værket.
Med hensyn til debatten omkring andre værker der har relevans til kolonitiden, så kunne man med fordel starte med at nedtage ridderstatuerne af henholdsvis Frederik V på Amalienborg Slotsplads og statuen af Christian V på Kongens Nytorv. Disse værker kunne man placere på et kommende kolonicenter for læring og udstilling af kolonikunst.
Rytterstatuen på Kongens Nytorv … forestiller Christian V, der på sin hest træder en nøgen og skrigende mand under hestens hov, medens han holder en slange i hånden.
Frederik V var i virkeligheden et svagt menneske og led hele sit liv af trangen til for meget alkohol og havde trang til voldelig sex. Frederik V havde næsten ingen uddannelse og var overhovedet ikke kulturelt interesseret. Han var i sin ungdom ved at blive udsat for formynderi og få frataget kongeværdigheden. Det var i realiteten Adam Gottlob Moltke, der sad på magten sammen med hoffets ministre. Disse ledte og drev Danmark.
Statuen på Amalienborg Slotsplads af Frederik V er lavet af den franske billedkunstner Saly, der senere blev rektor på Det Kongelige Danske Kunst Akademi. Rytterstatuen viser et forkert billede af en konge, der i virkeligheden var slave af alkohol, havde trang til voldelig sex og næsten ingen uddannelse havde.
En af de værste slavekonger i dansk kolonihistorie
Statuen blev skænket og lavet på opfordring af Adam Gottlob Moltke og blev betalt af et af handelskompagnierne, hvor Adam Gottlob Moltke også var formand. Andre kulturelle tiltag lavet i Frederiks V’s navn er også et resultat af Adam Gottlob Moltke. Således blev Charlottenborg givet til Akademiet på opfordring af Adam Gottlob Moltke i Frederik V’s navn. Stiftelsesfesten på Akademiet bliver hvert år fejret med besøg af dronningen, akademiråd, professorer og kunstnere, der skal modtage hæder.
Stiftelsesfesten er i virkeligheden Frederik V’s fødselsdag, der hvert år fejres. Man fejrer her i virkeligheden en konge, der har stået med ansvaret for at være en af de værste slavekonger i dansk kolonihistorie. Frederik V overtog i 1755 De Vestindiske Øer fra Vestindisk-Guineisk Kompagni og gjorde dem dermed til kolonier under den danske krone. Han og Adam Moltke-regeringen opkøbte hovedmajoriteten af aktierne i Handelskompagniet. De Dansk-Caribiske Øer blev hermed til kronkolonier, ejet af den danske krone.
I 1670 blev Christian V konge. I et samarbejde mellem kongemagten og Vestindisk-Guineisk Kompagni blev der sat skub i koloniseringen af Skt. Thomas på de Dansk-Caribiske Øer. Han oprettede slaveforter i Ghana, hvor handlen med sorte stammekrigere havde kronede dage. Her var fængsel og handelsstation. Og her blev krigerne, deres kvinder og børn, der var tilfangetaget og handlet med andre stammer i Ghana. Stammer der lå i lokale stammekrige.
Brændemærket før afrejse til Caribien
Et af forterne på guldkysten hed Christiansborg. Christian V og hans hustru, Charlotte Amalie, lægger også navn til byen Christianstad og byen Charlotte Amalie på De Dansk-Caribiske Øer og til et slavefort i Ghana i Afrika, der hedder Christiansborg! Frederik V lægger navn til byen Frederiksstad på De Dansk-Caribiske Øer.
Christian V fik succes som konge af Danmark med at være med til at oprette kolonierne.
Historien må skrives om. Og vi må som danskere arbejde med identitet og historisk belastende DNA.
Hans hustru, Charlotte Amalie, lagde navn til slottet på Kongens Nytorv, der senere kom til at huse Det Kongelige Danske Kunstakademi. Hun opkøbte nemlig slottet fra en adelsmand og navngav det efter sig selv, Charlottenborg. Som vi kan se, hænger kolonimagtsperioden tæt sammen med monarkiet i Danmark under enevælden og de to største slavekonger, Frederik V og Christian V. Førstnævnte konge var den monark, der på opfordring og vejledning af Adam Moltke skænkede Det Kongelige Danske Kunst Akademi til de danske billedkunstnere.
Billedhuggere og professorer
Dette må erkendes og arbejdes med, ikke kun i kunstnerisk sammenhæng. Men også filosofisk og eksistentielt. Historien må skrives om. Og vi må som danskere arbejde med identitet og historisk belastende DNA.
Rytterstatuen på Kongens Nytorv er den første rytterstatue i Norden. Den forestiller Christian V, der på sin hest træder en nøgen og skrigende mand under hestens hov, medens han holder en slange i hånden.
Den statue må efter min mening tages ned og anbringes på et koloni- og læringscenter. Her kan rytterstatuen være med til at debattere og lære fra sig omkring emnerne racisme, slavegjorte mennesker, tortur og Danmarks deltagelse i dette.
Rytterstatuen på Amalienborg Slotsplads, der forestille Frederik V som en sejrherre med laurbærkrans om hovedet, må efter min mening tages ned og anbringes på et kolonicenter, og den må også øjeblikkelig slettes af den danske kunstkanon for billedkunst. For den rytterstatue af Frederik V er efter min mening historieforfalskning af værste skuffe. Frederik V var aldrig en monark, der regerede godt. Han var nærmest under formynderskab af Adam Moltke og havde været det siden sin tidligste ungdom. Adam Moltke blev af Frederik V forældre ansat til at passe på Frederik V, at være hans page, som det hed dengang. Hvis dette ikke var sket, havde Frederik V’s forældre truet med at fratage Frederik V kongeværdigheden, at udsætte ham for formynderi. Dette skete ikke, men Adam Moltke blev senere ansat af Frederik V til at være Frederik V’s personlige vejleder og var i realiteten den virkelige monark af Danmark. Frederik V fordrev tiden med jagt, der var hans største interesse. Han var aldrig kulturelt interesseret endsige vidende. De kulturelle tiltag, der blev lavet i Frederik V’s regeringstid, var igangsat og gennemført af Adam Moltke og hans ministre.
Rosenborg Slot har haft en stort anlagt udstilling omkring Christian V. Her kunne man blandt andet se en stor kongetrone lavet af elfenben og et maleri, hvor man ser Kong Christian V af Danmark forlyste sig med at skyde til måls efter en buste. Busten forestiller et sort kvindehoved.
Oprør mod slaveri og racisme
Jeg vil med min undersøgelse omkring kolonitiden gerne være med til at støtte op omkring debatten om busteaktionen på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København, hvor en anerkendt billedkunstner og lærer er blevet voldsomt forfulgt og haglet ned på det groveste, blot fordi hun druknede en total værdiløs buste i gips. En kopi af det hoved der sidder på den rytterstatue, hvor Frederik V sidder og troner ud over Frederiksstaden. Den bydel der blev lavet under hans regeringstid, og hvor der i dag er adskillige palæer og bygninger, der er lavet og bygget for penge tjent på slaveplantager og slavearbejdskraft fra mennesker, der fik frastjålet deres liv og handlet som en simpel vare fra deres eget fødeland og af deres egne landsmænd i det afrikanske land Ghana.
Men også i en global kontekst. Sådanne aktioner sker over hele verden. Hvor mennesker gør oprør imod racisme og kolonial udnyttelse – ved at vælte buster og statuer af koloniherrer og racister. I global kontekst er det ikke buster i gips eller kopier af kopier, men mandshøje bronzestatuer der væltes i protest, medens mennesker filmer det med deres smartphones og gør det til et minde. Et minde om en happening og protest der gør oprør imod slaveriet og racismen i Vestens DNA.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.