Læserbrev
Nogle historiske begivenheder nægter at gå i glemmebogen. De er stridlyste. Uanset hvor mange år der går, vender de tilbage, fordi de efterlader spørgsmål, som ingen endelig har besvaret. Mordet på Sveriges statsminister Olof Palme er et af dem.
Som historiker interesserer det mig ikke kun, hvem der affyrede skuddene på Sveavägen, men også hvorfor sandheden, hvis den da stadig findes, synes uden for rækkevidde.
Mange eventuelle mordaktører havde samme mål: Palme stod i vejen.
Det er ikke mit ærinde at præsentere en færdig teori om, hvem der stod bag. Det afgørende for mig er snarere, at vi ikke på forhånd afviser bestemte typer af forklaringer, fordi de virker ubehagelige eller bryder med vores forventninger til et velfungerende demokrati.
Dertil kommer at nå frem til en forståelse af, hvordan folk i magtfulde positioner kan skjule sandheden. Betegnelsen konspirationsteori bruges ofte til at lukke en diskussion, men den kan desuden skygge for en mere nøgtern undersøgelse af, hvordan magt fungerer i praksis.
Når jeg undersøger muligheden for en sammensværgelse, betyder det på ingen måde accepten af enhver udokumenteret forklaring.
Ser jeg på Palmes politiske virke, er det tydeligt, at han havde modstandere i flere forskellige miljøer. Ordet modstandere er vel en forskønnende udlægning, for der var tale om fjender, som virkeligt hadede ham. Den slags had hvor ingen barmhjertighed eller fortrydelse er gældende – hverken før, under eller efter.
Der var kritikere i det politiske landskab, men også i dele af det militære og blandt personer med tilknytning til sikkerhedsapparatet.
Hans internationale linje, herunder den skarpe kritik af stormagter og engagementet i nedrustning, gjorde ham til en mildest talt kontroversiel figur uden for Sveriges grænser.
Ser man i den forbindelse på Bofors-sagen, har vi at gøre med en yderst følsom sag, hvor våbenhandel, økonomiske interesser og politiske relationer blev blandet sammen.
I den forbindelse nævnes ofte den svenske embedsmand Carl Algernon, der arbejdede med eksportkontrol og døde under omstændigheder, som fortsat diskuteres. Hans død er aldrig blevet dokumenteret som forbundet med mordet på Olof Palme, men den illustrerer, hvordan personer omkring Bofors-sagen også blev en del af et historisk mysterium.
Det samme med Cats Falks påfaldende mystiske død, der var på vej med alarmerende nyt om Bofors’ lyssky forretninger. Samtidig gav Bofors’ administrerende direktør Martin Ardbo senere udtryk for, at han ville tage sandheden med sig i graven.
Jeg var meget svært ved at se, at Bofors – våbenhandel – ikke har spillet en delrolle i Palme-mordet. Set i sammenhæng peger de tre forhold i hver sin retning af det samme problem.
Nogle forløb omkring sagen fremstår uklare, mens personer med central viden ikke nødvendigvis bidrager til at afklare dem. Det betyder ikke, at disse miljøer nødvendigvis arbejdede eksplicit sammen. De har dog alle magten til at tryne sandheden.
Når folk for eksempel beskæftiger sig med Palme-mordet og JFK-mordet (mordet på USA’s præsident John F. Kennedy i 1963, red.), er folk tilbøjelige til at se sig blinde på én aktør. Jeg er langt mere optaget af at se på motivsammenfald. Mange eventuelle mordaktører havde samme mål: Palme stod i vejen.
For at forstå det skal man tænke, at for dele af sikkerhedsapparatet kan en politisk kurs opleves som en risiko, ligesom militære kredse kan opfatte den samme kurs som svækkende. Økonomiske aktører kan føle sig truet på konkrete forretninger.
Internationale aktører, herunder efterretningstjenester som CIA og MI6, kan føle, at den kolliderer med strategiske hensyn. Set hver for sig er disse motiver forskellige. Samlet set kan de dog skabe en situation, hvor én person fremstår som et problem fra flere vinkler på samme tid.
Hvis der fandtes en form for skjult involvering, behøver den heller ikke have haft karakter af en klart afgrænset organisation. Tavshed kan opstå gennem netværk, loyalitet og hensyn, men også gennem frygt.
Mennesker, der ligger inde med viden, kan have konkrete grunde til at overveje konsekvenserne ved at tale. Nye fremkomne vidneudsagn om Carl Algernon, som peger på, at han blev skubbet ud foran et tog, skærper dette perspektiv yderligere. I et sådant lys fremstår tavshed ikke blot som en mulighed, men som en beskyttelsesstrategi.
Forestillingen om, hvordan magt fungerer, er ofte præget af idéen om klart afgrænsede organisationer med tydelige kommandoveje. I praksis udøves magt også gennem netværk af personer med overlappende interesser, adgang til de samme rum og en fælles forståelse af, hvad der bør beskyttes.
Den nyere opmærksomhed omkring internationale eliteskandaler har vist, hvordan indflydelsesrige miljøer kan være forbundne på tværs af politik, erhvervsliv og sikkerhedsstrukturer.
Det egentlige problem i Palme-sagen er derfor ikke kun, hvem der affyrede skuddene, men hvordan en begivenhed af så stor betydning kunne efterlade et så fragmenteret spor.
Når væsentlige spørgsmål forbliver åbne, udsættes tilliden til institutionerne for et pres. Hvis vi tager historien alvorligt, må vi også tage dens ubehagelige muligheder alvorligt. Det gælder ikke for at bekræfte mistanke, men for at undgå, at bestemte forklaringer på forhånd udelukkes.
Et demokrati må kunne rumme, at sandheden i nogle tilfælde er vanskelig at se i øjnene. Spørgsmålet er med andre ord ikke kun, hvem der dræbte Olof Palme, men ligedan, hvor langt en stat er villig til at gå for at sikre, at dens egne historier ikke kan blive undersøgt til bunds.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
