Underskriftindsamling
Ved årets fejring af Bastilledagen marcherede danske soldater gennem Paris, mens statsminister Mette Frederiksen deltog sammen med Frankrigs præsident Emmanuel Macron og lederne af den såkaldte Koalition af Villige.
Den franske nationaldag blev endnu en gang rammen om en imponerende opvisning af kampvogne, jagerfly, missiler og soldater.
Officielt handlede det om national stolthed, europæisk sammenhold og fælles sikkerhed. Men paraden var også noget andet: En politisk markering af den kurs, Europa har valgt – en kurs, hvor oprustning i stigende grad fremstilles som svaret på næsten enhver international udfordring.
Europas befolkninger har ikke brug for en ny militær blok. De har brug for en fredspolitik.
Det er en bemærkelsesværdig udvikling, når man husker, hvad Bastillens dag egentlig markerer. Stormen på Bastillen den 14. juli 1789 blev symbolet på almindelige menneskers opgør med en privilegeret elite.
Revolutionens parole – frihed, lighed og broderskab – blev et håb om et samfund, hvor magten ikke længere tilhørte de få. Det var en revolution nedefra.
Derfor virker det paradoksalt, at den samme mærkedag i dag bruges til at demonstrere statsmagt, militær styrke og Europas ambition om at blive en stadig stærkere militær aktør.
Paraden i Paris var derfor ikke blot en national festdag. Den var også en udstilling af Europas voksende militærindustri. Bag kampvognene, kampflyene, dronerne og missilerne står nogle af verdens største våbenkoncerner – dødens købmænd – som i disse år oplever en historisk vækst.
Regeringer over hele Europa bestiller våben for hundredvis af milliarder, og aktiekurserne i forsvarsindustrien følger med. Oprustningen er ikke længere blot et sikkerhedspolitisk projekt. Den er blevet et erhvervspolitisk projekt.
Det er heller ikke tilfældigt, at EU i stigende grad taler om behovet for at genindustrialisere Europa. En stærkere industriel base kan være nødvendig, hvis den bruges til grøn omstilling, kollektiv transport, medicinsk produktion eller anden samfundsnyttig teknologi.
Men meget tyder på, at en væsentlig del af denne genindustrialisering skal drives af våbenproduktion. Fabrikker udvides, produktionslinjer omlægges, og enorme offentlige investeringer kanaliseres over i den militære sektor.
Dermed bliver Europas økonomiske udvikling i stigende grad bundet op på en permanent oprustning. Når våbenindustrien bliver en vækstmotor, bliver fred pludselig et økonomisk problem.
Vi får at vide, at denne udvikling handler om europæisk selvstændighed. At Europa må kunne klare sig uden USA. Men hvis resultatet blot bliver, at Bruxelles overtager den rolle, Washington hidtil har spillet, hvad har vi så egentlig vundet?
For Rødt Venstre er problemet ikke, om militarismen ledes fra Pentagon eller fra Bruxelles. Problemet er militarismen selv. Europas befolkninger har ikke brug for en ny militær blok. De har brug for en fredspolitik.
Historien giver heller ikke grund til at tro, at stadig større oprustning automatisk skaber større sikkerhed. Tværtimod viser den, at når stormagter møder hinanden med flere soldater, flere missiler, flere droner, autonome systemer og større militærøvelser, vokser mistilliden.
Den ene sides oprustning bliver den andens begrundelse for at opruste endnu mere. Frygten bliver drivkraften bag nye investeringer i våben, nye militære alliancer og nye sikkerhedsdoktriner. Den sikkerhedspolitik, der skulle forhindre krig, risikerer dermed selv at blive en selvopfyldende profeti.
Det er heller ikke første gang, Europa vælger konfrontationens vej. Efter Den Kolde Krigs afslutning blev NATO ikke opløst, men udvidet mod øst. Det retfærdiggør naturligvis ikke Ruslands ulovlige invasion af Ukraine, som Rødt Venstre tager afstand fra.
Men hvis man ønsker en varig fred, må man også være villig til at diskutere de beslutninger, der gennem årtier har øget spændingerne på det europæiske kontinent. Fred opstår ikke ved at ignorere konflikters årsager eller ved ensidigt at satse på militære løsninger.
Samtidig er det almindelige mennesker, der betaler regningen. Når der skal findes penge til psykiatrien, skolerne, ældreplejen eller den grønne omstilling, får vi at vide, at økonomien er presset.
Men når våbenindustrien efterspørger nye milliardordrer, synes pengene altid at kunne findes. Det er ikke naturens orden. Det er politiske valg. Hver milliard til kampfly, missiler og ammunition er en milliard, der ikke investeres i den velfærd, som holder samfundet sammen.
Arbejderklassen i Danmark har intet at vinde ved at blive stillet op imod arbejderklassen i Rusland, Ukraine, Frankrig eller noget andet land.
Krige udkæmpes af almindelige mennesker, mens beslutningerne træffes af regeringer, generaler og økonomiske interesser, som sjældent selv betaler den højeste pris.
Derfor bør venstrefløjens svar ikke være at vælge mellem konkurrerende militære blokke, men at insistere på diplomati, nedrustning, folkeret og international solidaritet.
Den Franske Revolution blev ikke et symbol på frihed, fordi staten kunne mobilisere flere soldater end sine modstandere. Den blev et symbol på frihed, fordi mennesker gjorde oprør mod en samfundsorden, hvor en lille elite sad på magten og levede af de manges arbejde.
Det er værd at huske, når Bastillens dag i dag bruges som kulisse for Europas militære ambitioner og en økonomi, hvor våbenproduktion i stigende grad fremstilles som vejen til vækst.
Når revolutionens mærkedag bruges til at markere Europas militære oprustning, er det værd at spørge: Har vi byttet Bastillens idealer ud med våbenindustriens?
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
