Magtesløse eks-stormagter
England, Frankrig og Tyskland fremturer med deres ultimative støtte til Ukraine i krigen mod Rusland. De har sågar bebudet, at de vil stille op som ”fredsbevarende styrker”, hvis det skulle komme til en våbenhvile – helt uden erkendelse af, at fredsbevarende styrker i sagens natur skal være neutrale i forhold til begge parter, skriver Bjørn Elmquist i denne blog.De har alle tre i lange tider haft en helt speciel betydning og plads i verden: England, Frankrig og Tyskland. På godt og ondt. Nogle steder beundret, andre steder forhadt.
I dag fører de sig stadig frem, men den reelle indflydelse er yderst begrænset, og de indre politiske forhold i de tre lande tyder ikke på nogen mulighed for ændring til ”det bedre”, snarere tværtimod!
England (UK, Storbritanien)
Nogle troede på et nyt opsving for og styrkelse af England, da det fik sig vristet ud af EU og på ny kunne agere uden snærende EU-bånd, også på den internationale scene.
Men sådan gik det ikke. Nu drøftes det, om man skal søge tilbage til en form for tilslutning til EU’s fælles marked, så den engelske industri kan få bedre afsætningsforhold på det europæiske kontinent. Den diskussion sætter imidlertid yderligere gang i den politisk splittelse, hvor brexit-partiet REFORM UK under formand Nigel Farage får større og større tilslutning.
Labour-regeringen klarer sig meget dårligt med den ene kabinetministers afgang efter den andens.
Senest trådte forsvarsministeren og og hærministeren tilbage i protest mod premierminister Starmers opgivelse af at finde yderligere milliarder af pund til militær oprustning, hvorved målet om 3,5 procent af BNP årligt til soldater, krudt og kugler bliver endnu mere fjernt.
Labourpartiet taber det ene suppleringsvalg til Underhuset efter det andet, og ved lokalvalgene i Wales og Skotland tidligere i år har de respektive Labour-søsterpartier mistet magten.
Utilfredsheden med beskæftigelsen, de sociale forhold og skoler, ja den ”almindelige hverdag” i det hele taget er meget udbredt, og kravene om, at Starmer skiftes ud, breder sig.
Frankrig
For en umiddelbar betragtning er der anderledes styr på Frankrigs forhold til EU, hvor skiftende franske præsidenter og regeringer, efter Charles de Gaulles modstand mod integration fik mindre vægt, har sat sig tungt på EU’s kurs – ikke mindst når aksen Berlin-Paris manifesterer sig.
Men også dette er under ændring. Modstanden mod EU er ganske udbredt i den franske befolkning. Ikke bare på højrefløjen med Le Penn-familiens agitation, men også i landbruget, hvor den delvise afvikling af landbrugsstøtteordningerne og den gradvise åbning af EU’s marked for fødevarer mødes med stigende utilfredshed.
Denne fremturen i vildfarelserne bør ophøre, så også lande som Danmark kommer i gang med at omlægge kursen til forhandlinger og diplomati til bedring af de internationale relationer.
I det sidste års tid har der været et hav af regeringskriser, hvor den ene premierminister og regering efter den anden har måttet gå af igen efter kort tid, blandt andet fordi de er mislykkedes med at få 2026-finansloven vedtaget i parlamentets to kamre. Især et voldsomt stort oprustningsbudget og forslag om pensionsalderen har mødt modstand. Og det hele er blevet endnu besværligere af, at EU’s forbud mod for store underskud på finansloven rammer de forslag, som har været fremlagt.
Præsident Macron ”sparer ikke på krudtet”, når han træder frem. Men hans tid er knap, og hans indflydelse svindende. Næste år skal der vælges ny præsident, og Macron kan efter reglerne ikke søge en ny periode. Hans parti har ikke fundet nogen afløser endnu, og hvem det end bliver, forekommer en sejr ganske uvis.
Tyskland
Efter igen at ”være kommet op til overfladen” og have lagt nazismens rædsler samt Anden Verdenskrigs afstraffelse bag sig indtog Tyskland den ventede hovedrolle i det europæiske samarbejde. Først som økonomisk dynamo for alle de andre lande, siden også som politisk leder sammen med Frankrig. Der var tider, hvor tyske kanslere, senest Angela Merkel sørgede for fornuftige og positive udviklinger efter recepten Wandel durch Handel, hvor gode vilkår for samhandelen førte til fred og forståelse også med andre dele af omverdenen.
Men det er nu slut. Den nuværende kansler Merz har accepteret, endog arbejdet hårdt for at vedtage EU-sanktioner mod Rusland, der har sat en stopper for blandt andet de energiaftaler, som ikke bare sikrede den russiske afsætning, men var en helt afgørende forudsætning for Tysklands egen industri, ja for hele samfundet. Det skete på trods af højlydte protester fra erhvervslivet og andre dele af samfundet, herunder fra højrefløjens AfD, Tysklands næststørste parti, og fra venstrefløjens pacifistiske parti BSW.
Oven i det led Tyskland for en måneds tid siden et voldsomt internationalt nederlag, da de ikke-permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd skulle vælges. Blandt EU’s tre officielle kandidater tabte Tyskland, mens Østrig og Portugal blev indvalgt.
Tid til erkendelse
Foreløbig tyder intet på, at de tre afdankede stormagter erkender denne tingenes tilstand. Også de allerseneste dage fremturer de for eksempel med deres ultimative støtte til Ukraine i krigen mod Rusland, hvor de sågar har gentaget, at de vil stille op som ”fredsbevarende styrker”, hvis det skulle komme til en våbenhvile – helt uden erkendelse af, at fredsbevarende styrker i sagens natur skal være neutrale i forhold til begge parter, jævnfør for eksempel Korea.
De giver indtryk af at besidde militære kapaciteter og muligheder, der på ingen måde stemmer med de oven for beskrevne faktiske forhold, hvor Frankrig og Tyskland også svækkes af opgivelsen her i foråret af det ambitiøse samarbejde FCAT om blandt andet udviklingen og produktionen af en ny type fælles kampfly, missiler og deslige.
Denne fremturen i vildfarelserne bør ophøre, så også lande som Danmark kommer i gang med at omlægge kursen til forhandlinger og diplomati til bedring af de internationale relationer.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.