Statens overskud siden 2010 løber ifølge DR op i omkring 1000 milliarder kroner efter gentagne opjusteringer af de offentlige finanser. Dette peger på et stabilt mønster, hvor økonomien gentagne gange viser sig stærkere end forudsagt.
Finansministeriet forklarer udviklingen med høj beskæftigelse og stigende skatteindtægter.
Samtidig har kommunerne i årevis været tvunget til massive besparelser og nedskæringer i velfærden. Kontrasten mellem statens overskud og presset på velfærden er derfor ikke tilfældig, men et resultat af politiske prioriteringer.
Fakta: Økonomiske begreber
Offentlig saldo: Forskellen mellem statens indtægter og udgifter. Et overskud opstår, når staten får flere penge ind, end den bruger.
Økonomisk råderum: Det beløb, politikerne kan bruge på nye initiativer uden at ændre budgetreglerne.
Opjusteringer: Betyder, at staten vurderer økonomien bedre end først forventet.
Finansielle reserver: Penge og værdier, som staten har stående som opsparing. Disse kan bruges senere, hvis der opstår behov for det.
Statslig gæld: De penge, staten skylder, fordi den tidligere har brugt flere penge, end den har fået ind.
Fejlskøn i milliardklassen
De gentagne opjusteringer fremgår af Finansministeriets egne redegørelser. I Økonomisk Redegørelse fra august 2021 blev saldoen opjusteret med 27,5 milliarder kroner for 2021 og 25,4 milliarder kroner for 2022.
De faktiske resultater viser samme mønster. I 2019 var overskuddet 94,2 milliarder kroner, mens det i 2021 var 58,7 milliarder kroner.
Tal fra Danmarks Statistik bekræfter udviklingen. Efter underskud i begyndelsen af 2010’erne har Danmark siden haft flere år med store overskud. I 2024 nåede den offentlige saldo over 130 milliarder kroner.
Denne udvikling er også tidligere dokumenteret i Arbejderens egen dækning, hvor overskud på både 97 milliarder kroner og 133 milliarder kroner er blevet fremhævet som centrale eksempler på statens stærke økonomi.
Overskuddet vokser år for år
Overskuddet opstår ikke som et enkeltstående resultat, men gennem løbende forbedringer af økonomien. Finansministeriets redegørelser viser, at skøn for saldoen justeres i takt med nye vurderinger.
Alligevel omsættes forbedringerne ikke automatisk til højere offentlige budgetter. Den offentlige saldo afhænger af politiske prioriteringer af forbrug og investeringer.
Denne pointe går igen i Arbejderens tidligere analyser, hvor dansk økonomi beskrives som stærk, samtidig med at velfærden ikke følger med udviklingen.
Grafen viser udviklingen i statens økonomiske overskud siden 2010.
Velfærden følger ikke med
I kommunerne mærkes konsekvenserne konkret. Den økonomiske ramme fastlægges gennem aftaler mellem staten og Kommunernes Landsforening (KL), hvor nye investeringer i velfærden er begrænset.
Samtidig sætter budgetloven faste lofter over, hvor mange penge kommunerne må bruge. Dette betyder, at selv når behovet for investeringer på velfærdsområdet stiger, kan kommunerne ikke bare øge udgifterne.
Fakta om udhuling af velfærden
Besparelser: Når kommunen skal spare og derfor bruger færre penge end før. Dette kan betyde, at der bliver færre penge til eksempelvis ældrepleje, skoler eller daginstitutioner.
Nedskæringer: Når der konkret bliver skåret i budgettet. Dette kan eksempelvis betyde færre ansatte, kortere åbningstider og mindre hjælp til borgerne.
Effektiviseringer: Når medarbejdere skal nå det samme arbejde på kortere tid eller med færre ressourcer. Dette kan eksempelvis betyde mindre tid til hver ældre eller hvert barn.
Omprioriteringer: Når penge flyttes fra ét velfærdsområde til et andet. Hvis der skal bruges flere penge ét sted, skal der ofte spares et andet sted.
Budgetloven: En lov, der sætter grænser for, hvor mange penge staten og kommunerne må bruge. Den bygger på EU-regler om økonomisk disciplin og skal sikre, at der er styr på økonomien, så der ikke bruges flere penge, end der er råd til.
I København finansieres budget 2026 med effektiviseringer på 261,5 millioner kroner, samtidig med at stigende behov på blandt andet socialområdet presser økonomien.
I Aarhus og Odense viser budgetterne for 2026 tilsvarende prioriteringer, hvor nye initiativer finansieres gennem omprioriteringer inden for de eksisterende rammer.
Fælles for budgetterne er, at forbedringer ét sted kræver besparelser et andet sted. Budgetloven og de stramme økonomiske rammer betyder dermed i praksis, at kommunerne må finde penge gennem omprioriteringer i egne budgetter, hvilket fører til færre ressourcer til velfærd, selv i en periode med store statslige overskud.
Et politisk valg
Frem for store investeringer i velfærden har politiske beslutninger blandt andet ført til skattereformen fra 2023, der indebærer skattelettelser på omkring 10 milliarder kroner årligt.
Forsvarsforliget løfter desuden forsvarsudgifterne til omkring to procent af BNP, svarende til et varigt løft på cirka 18 milliarder kroner årligt frem mod 2030.
Så når økonomien systematisk viser sig stærkere end prognoserne, bliver tilbageholdenhed i forhold til investeringer i den kollektive velfærd ikke et spørgsmål om nødvendighed, men om prioritering.
Finansministeriets egne opgørelser viser samtidig, at når statens økonomi bliver bedre, bliver pengene ikke nødvendigvis brugt. Dette burde ændre præmissen for den politiske debat. Spørgsmålet er ikke, om pengene til velfærd findes, men hvorfor de ikke bliver brugt.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.

