I 2016 vistes filmen “Fritz Bauer – en fjende af staten”, som blandt andet handler om hans indsats for at få arresteret Adolf Eichmann i Argentina og bortført til Israel. Nu er der udkommet en bog om ham, ”Anklageren – Retsopgøret mod nazismen”, skrevet af Jack Fairweather.
Bauer (1903-68) kom fra et jødisk hjem i Stuttgart, blev uddannet som jurist og arbejdede derpå som dommer. Da nazisterne kom til magten i 1933, blev han fyret, fordi han var socialdemokrat. Senere blev han sendt i koncentrationslejr, men kom ud og flygtede i 1936 til Danmark. Her fik han kontakt med socialdemokratiske kredse som hjalp ham, og han levede blandt andet af at skrive en række bøger.
I 1938, da forholdene for jøderne i Tyskland forværredes, henvendte han sig til (Danmarks socialdemokratiske justitsminister, red.) Karl Kristian Steincke og bad om, at der blev udstedt et indrejsevisum til hans forældre. I første omgang afviste denne det med den groteske begrundelse, at man ikke kunne åbne grænsen for alle jøder fra Tyskland. Men efter nogen diskussion gav Steincke sig, og forældrene kom til Danmark i 1940.
Dem der chikanerede Bauer mest, var efterretningstjenesten BND.
Kort efter besættelsen afleverede tyskerne en liste over tyske flygtninge, som man krævede arresteret og interneret. En af dem var Bauer, men som var gået under jorden, og først senere, da han forsøgte at rejse ud af København, blev arresteret af det nidkære danske politi og endte i Horserød. Bauer var en af de heldige der overlevede, fordi han blev løsladt, mens mange af fangerne blev sendt til tyske koncentrationslejre.
Som jøde måtte han flygte til Sverige, men vendte tilbage efter befrielsen. Han fik arbejde som journalist på ”Deutsche Nachrichten”, et fjortendagesblad der henvendte sig til tyske flygtninge, og også et job i varedirektoratet. Da han fik tilbudt stillingen som statsadvokat i Sachsen i Østtyskland søgte han om udrejsetilladelse, men det blev ham nægtet, og han mistede sit arbejde.
Det var uden tvivl årsagen til, at han i stedet i 1949 tog til Vesttyskland for tiltræde stillingen ved retten i Braunschweig og året efter blev udnævnt til statsanklager. Bauers mål var at få nazister straffet, men det var ikke så nemt, for de vesttyske anklagere måtte ikke have kontakt med myndighederne i de socialistiske lande, hvor de værste krigsforbrydelser havde fundet sted.
I 1956 blev han hentet til Frankfurt am Main, hvor han skulle være statsadvokat i Hessen. Men her kom nye problemer, fordi næsten alle anklagere og dommerne var gamle nazister, der modarbejdede ham, ikke mindst da han i 1963 tog fat i at få straffet en række personer, der havde arbejdet i Auschwitz. En af årsagerne til dette var, at Vesttyskland lige efter sin oprettelse i 1949 havde vedtaget en lov om, at afnazificeringen skulle indstilles, hvorefter 265.000 tidligere embedsmænd kunne vende tilbage til deres job.
Dem der chikanerede Bauer mest, var efterretningstjenesten BND. De brød ind på Bauers kontor og affotograferede hans papirer og bestak med store summer vidner til at lyve eller trække deres udsagn tilbage i den store Auschwitzproces. Det var også BND, der beskyldte ham for at være landsforræder, fordi han havde hjulpet med arrestationen af Eichmann.
Selvom der blev lagt hindringer i vejen, så processen varede fra 1963-68, så endte det med, at 19 af de 22 tiltalte blev dømt. Efter Bauers død strammedes lovgivningen, så det blev sværere at anklage nazister for deres forbrydelser, og flere af de straffede blev løsladt.
Udover at fortælle om Bauers virke, kommer bogen også ind på det manglende opgør med de tidligere nazister i Vesttyskland. Desværre omtales det ikke, at det mest aktive parti imod nazismen, det kommunistiske, blev forbudt i 1956, og at blandt andet tidligere koncentrationslejrfanger blev fængslet, mens krigsforbrydere ikke blev straffet.
Jack Fairweather: Anklageren- Retsopgøret mod nazismen. People’s. 576 sider. 350 kroner.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.

