Forleden kunne Arbejderen.dk fortælle om en strejke på Novo Nordisks byggeri i Hillerød, hvor arbejdsmiljørepræsentanter blev forment adgang af byggeledelsen.
I sidste uge styrtede en svalegang sammen på et boligbyggeri på Munkebjerg Park i Odense. Her døde en bygningsarbejder i 40’erne, mens to andre kom til skade.
Her var arbejdsmiljøpatruljen fra Byggefagenes Samvirke i årevis blevet nægtet adgang, når de ville sikkerheden.
Statistikkerne taler deres tydelige sprog: Byggeriet er en af de farligste brancher herhjemme. Kontrollen fra Arbejdstilsynet er ikke god nok, og det er moralen i mange firmaer heller ikke.
Men kontrollen fra fagforeningen, sikkerhedsfolk og tillidsrepræsentanter er helt afgørende. Justits og selvjustits fra dem, der ved, hvor skoen trykker. Retten til at sige fra. Sikkerhed, organisering og rettigheder hænger uløseligt sammen.
Store virksomheder accepterer og udnytter en stor grad af lovløshed og undertrykkelse i byggebranchen ved at se den anden vej, når underentreprenørerne ruller sig ud.
Det er ikke overraskende især de udenlandske kolleger, der er udsat for ulykker. De har ringere kontakt til fagforeningen, bliver udsat for mere farligt arbejde og har svært ved at sige fra uden konsekvenser. For mange har det kostet livet.
På Novos byggeri i Hillerød arbejder der, som på koncernens store byggeri i Kalundborg, hovedsageligt udenlandske ansatte – og de færreste på overenskomstvilkår. Vikarer og arme og ben-firmaer er mange steder mere reglen end undtagelsen.
Novo er Danmarks største og rigeste virksomhed. Så stor, at direktørerne bliver inviteret til møde med Mette Frederiksen, når hun har talt med Trump, og så rig, at det kan aflæses tydeligt i rigets BNP.
Novo Nordisk har om nogen råd til et godt og sikkert arbejdsmiljø, når koncernen bygger nyt. Virksomheden har i mange år smykket sig med etiske værdier, og den tidligere chef Mads Øvlisen var rådgiver for FN’s Global Compact, et organ for virksomheders sociale ansvar. Det burde ikke være noget problem for Novo at respektere den danske model og invitere fagforening og sikkerhedsfolk indenfor.
Men det sker alligevel ikke altid.
Store virksomheder accepterer og udnytter en stor grad af lovløshed og undertrykkelse i byggebranchen ved at se den anden vej, når underentreprenørerne ruller sig ud.
Politikerne accepterer det. Hensynet til EU’s liberalisme og virksomhedernes profit vejer tungere end folks liv og sikkerhed.
Derfor er der grund til at støtte den, der siger fra og insisterer på, at sikkerhed, det er noget, vi også selv tager ansvar for.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.