Angriber flere lande
Følgende indlæg er en tale givet af Thibault Capelle fra Academics For Palestine (Akademikere For Palæstina) den 27. september under en demonstration til støtte for de studerende, der den 4. september blokerede rektoratet på Københavns Universitet.
Jeg taler til jer i dag på vegne af Academics For Palestine, en gruppe af ansatte på de otte universiteter i Danmark, der kæmper mod apartheid i Mellemøsten, for at udtrykke vores fulde støtte til Studerende Mod Besættelsens aktioner.
Vi oprettede for nylig en underskriftsindsamling for at sige to ting. For det første fordømmer vi højt og tydeligt den undertrykkelse, som bevægelsen har været udsat for, og som eskalerede under besættelsen af museumsbygningen den 4. september, hvor politiet greb ind med stormgeværer og kamphunde efterfulgt af trusler om administrative sanktioner.
Dette voldsniveau, som aldrig før er set i universitetsaktivisme i København på trods af et stort antal blokader, kommer i forbindelse med en generel optrapning af undertrykkelsen af pro-palæstinensisk aktivisme i Danmark. For nylig blev der iværksat en bølge af administrative sanktioner over for studerende og ansatte, som havde forstyrret et møde hos udenrigsministeren. Jeg var en af de personer, det gik ud over.
Og denne skammelige afvisning af at deltage i akademisk boykot i et år med folkemord, hvilket gør Danmark til et af de sidste lande i verden, der gør det, vil fremstå som det, det er: Et utilgiveligt, skammeligt og patetisk bevis på fejhed.
Min fagforening, DM, nægtede at forsvare mig, og jeg forlod derfor med glæde denne ubrugelige bureaukratiske institution. Jeg besluttede at hyre en dyr advokat til at kæmpe mod denne sanktion helt op til Ombudsmanden med ét mål: At bryde cirklen af øget undertrykkelse ved offentligt at sige, at vi skal have lov til at afbryde et møde for at tale til en politiker og at sige kollektivt, at vi nægter universitetsledelsen ret til ved et officielt besøg at hædre en politiker, der er medskyldig i folkemord og apartheidforbrydelser.
Jeg mener, at vi også bør kæmpe for retten til at afvise politiets tilstedeværelse på vores campusser og for retten til at afholde blokader, når det er nødvendigt. Faktisk demokrati har meget mere at gøre med denne form for aktivisme end med de overvejende ikke-valgte bestyrelser, der består af politikernes røvslikkere.
Vores underskriftsindsamling havde også til formål at gentage vores forpligtelse til at kræve, at danske universiteter forpligter sig til akademisk boykot af alle israelske universiteter, der er medskyldige i apartheid, i tråd med opfordringen fra den palæstinensiske kampagne for akademisk og kulturel boykot af Israel i 2004.
Det viser sig, at KU har en udvekslingsaftale med Hebrew University of Jerusalem, hvis campus på Mount Scopus delvist ligger på ulovligt besat jord i Østjerusalem, hvilket gør dette universitet til en de facto bosættelse. Eksistensen af et sådant samarbejde er derfor i direkte modstrid med dansk udenrigspolitik, som er imod bosættelserne på Vestbredden.
Hvordan svarede udenrigsministeriet på dette problem? Han “ved det ikke”, han “vil undersøge det”, hvis det er sandt, skal vi selvfølgelig boykotte det – bla, bla, bla. Vi er heldige at have en så vidende udenrigsminister. Men mens Lars Løkke foretager denne ret intense og krævende undersøgelse, er aftalen stadig på plads.
Hvordan svarede rektor på dette problem? Han siger for det første, at ja, KU har en udvekslingsaftale, der er målrettet folk, der studerer hebraisk. Ved han, at man sagtens kan læse hebraisk på KU? Og at der i en udvekslingsaftale ikke er noget, der forhindrer dig i at vælge stort set alle de kurser, du vil? Jeg har en besked til rektor: Det er ikke, fordi der står ordet hebraisk i Hebrew University of Jerusalem, at dette universitet kun tilbyder kurser i hebraisk. Vi er heldige at have sådan en vidende rektor.
Han sagde derefter, at han vil fortælle de studerende, der udveksler med det hebraiske universitet, at de ikke må gå på den del af campus på Scopus-bjerget, der ligger på ulovligt besat land. Men at “det ikke er diskvalificerende i sig selv, at et israelsk universitet har aktiviteter, der går ind i Palæstina”. Lad mig derfor fortælle jer om Hebrew University’s forbindelser til apartheidregimet, da de går langt dybere end udvidelsen af Mount Scopus-campus, som er sket på bekostning af den konstante ødelæggelse af den palæstinensiske landsby Issawiyeh.
Disse forbindelser omfatter et andet campus, Givat Ram-campus, som ifølge universitetets hjemmeside blev bygget på en “øde klippetop”, men som i virkeligheden blev bygget i 1953 over den palæstinensiske landsby Sheikh Badr, som blev etnisk udrenset af (den jødiske paramilitære enhed, red.) Haganah under Nakba.
Dette andet campus består af en dedikeret militærbase kaldet “Air Force Command and Leadership School”, hvor der i 40 år har været oprettet et fælles eliteprogram mellem IDF og Hebrew University ved navn “Talpiot”. Eleverne følger i 40 måneder en lang videnskabelig og teknisk uddannelse sammen med studier i Mellemøsten parallelt med deres militære uddannelse, som foregår både på campus og i forskellige militære enheder. Efter endt uddannelse har de pligt til at gøre tjeneste i militæret i ni år i stedet for de sædvanlige tre års obligatoriske militærtjeneste, og efter denne periode fortsætter en tredjedel af dem i militæret. Efter denne periode forfølger en tredjedel af dem en militær karriere, en tredjedel af dem en akademisk karriere og resten en karriere i den private sektor, og derfor vrimler det israelske samfund med elitesoldater, der er hjernevasket til en militær ånd i mindst et årti, samtidig med at de nyder godt af prestigen ved en akademisk uddannelse.
Dette er ikke den eneste militærbase, der er en del af Hebrew University. I 2018 ansøgte universitetet og vandt buddet om at være vært for Havatzalot-programmet på Mount Scopus-campus, endnu et treårigt eliteprogram, der tilbydes soldater, denne gang i efterretningskorpset, som en del af deres militære træning.
Valget blev fejret af Hebrew University’s administration på trods af det militære buds lange liste af krav, som nogle fakulteter hævdede ville kompromittere institutionens akademiske frihed. Buddet omfattede nemlig ekstra sikkerhedsforanstaltninger, ændringer i de tilgængelige kurser og indebar en stor stigning i antallet af uniformerede soldater, der bærer skydevåben på campus blandt civile.
Både Hebrew University’s præsident og rektor fejrede det nye program og deres bidrag til at uddanne statens fremtidige ledere. En gruppe lærere forsøgte at organisere en paneldebat om konsekvenserne af dette program for deres akademiske liv, og de fik at vide, at det ville blive betragtet som et “internt terrorangreb”, hvis de organiserede det på campus.
Dette er kun et af eksemplerne på den lange liste af politisk undertrykkelse og angreb på den akademiske frihed, der udføres på Hebrew University of Jerusalem, og det seneste er det vellykkede pres for at få professor Nadera Shalhoub-Kevorkian, en palæstinensisk israelsk statsborger, til at træde tilbage i år, fordi hun publicerede en antizionistisk underskriftsindsamling, der kritiserede den israelske fortælling om den 7. oktober.
Rektor på Københavns Universitet (KU) lader som om, at “hvad angår udvekslingsaftaler, skal det være helt galt, før vi sætter begrænsninger for, hvor de studerende kan tage hen.” Men danske universiteter ved udmærket, hvordan man boykotter universiteter. De gjorde det med russiske og hviderussiske universiteter i 2022, og DTU brød for eksempel i år forbindelsen med fem kinesiske universiteter, der blev anset for at være for tæt på det kinesiske militær. De anerkender altså problemet med et militært samarbejde. DTU afbrød også samarbejdet med Ariel University, et universitet der udelukkende er bygget på en bosættelse, i 2012. De anerkender derfor problemet med kolonisering.
Men der er en anden form for akademisk boykot, som alle danske universiteter altid har gjort, uden at der er behov for nogen form for begrundelse: Jeg taler om boykotten af palæstinensiske universiteter. Før oktober var der ni universiteter i Gaza alene, de er alle blevet jævnet med jorden siden januar, og nogle af dem har gennemgået en kontrolleret nedrivning, hvilket har fået FN’s eksperter til at tale om et igangværende skoledrab i Gaza, en systematisk ødelæggelse af hele uddannelsessystemet i området med det formål at holde det koloniserede folk så langt væk som muligt fra enhver form for uddannelse.
Siden juli er 85 procent af alle uddannelsesbygninger blevet beskadiget i en sådan grad, at de skal genopbygges helt eller delvist. Det er en tragedie, når man ved, hvad der er opnået i de sidste to årtier: Analfabetismen i Gazastriben og på Vestbredden er faldet fra 13,7 procent til lidt under 2 procent, hvilket placerer dem som førende i Mellemøsten og Nordafrika. Mens alt dette metodisk blev nedbrudt, mens fremtiden for 600.000 studerende blev smidt i skraldespanden, var der ikke en eneste solidaritetserklæring fra nogen danske universiteter og intet system til beskyttelse af palæstinensiske akademikere eller studerende i stil med dem, der blev oprettet efter invasionen af Ukraine. Hvor skandaløst!
Vores underskriftsindsamling samlede 789 underskrifter fra medarbejdere fra alle otte universiteter i Danmark, fra ph.d.-studerende til professorer, på mindre end en uge trods trusler fra vores ledelse om at ville bruge en intern mailingliste til at søge efter underskrifter. Rektor sagde, at vi kun repræsenterer 7 procent af de ansatte på KU, men hvor mange mennesker repræsenterer han? Hvis man i Danmark samler 10 underskrifter for noget som helst, har man nok mere legitimitet end nogen af de bureaukratiske rektorer.
Vi er ikke alene mod politisk undertrykkelse, vi er ikke alene mod politiet, vi er ikke alene om at anmode om en akademisk boykot, der allerede er gennemført i år af Ghent University, Antwerp University, Vrije University i Bruxelles, det frie universitet i Bruxelles, Helsinki University, Gerrit Ritveld Academie i Amsterdam, Center for Research and Teaching in Economics i Mexico, University of Ljubljana, University of Barcelona, University of Oviedo, University of the Basque country, 76 andre spanske universiteter, Dutch Royal Academy of Arts, University of Cape Town, Milano, Torino, Palermo, OsloMet, Universitetet i Sørøst-Norge, Universitetet i Bergen, Bergen Arkitektskole, Nord Universitet, University College Cork, University of Windsor, University of Venda, University College London, University of South Africa, University of Fort Hare, Nelson Mandela University, University of the Western Cape, University of Liege, Polytechnic of the Marche i Ancona, University of Quebec i Montreal, Federal University of Caera, The University of California Riverside, Sciences Po Bordeaux og Netherlands Institute for Advanced Study. Så hvem er alene? Det er de – vores rektor i sit gigantiske kontor med sine 167.000 kroner om måneden er fucking alene.
Faktum er, at bag dette dumme interview, hvor hver sætning modsiger den anden, ser jeg ikke et tidligt stadie af demens, jeg ser frygt. En frygt for at deres position nu næppe kan forsvares, at dette samarbejde med Hebrew University ikke vil overleve efteråret, og at der efter en sådan præcedens vil blive gennemført akademisk boykot på alle danske universiteter på et øjeblik.
De vil fremstå lige så magtesløse, som de i virkeligheden er over for tornadoen af græsrodsorganisering. Og denne skammelige afvisning af at deltage i akademisk boykot i et år med folkemord, hvilket gør Danmark til et af de sidste lande i verden, der gør det, vil fremstå som det, det er: Et utilgiveligt, skammeligt og patetisk bevis på fejhed. Jeg er her for at sige til jer: De har ret til at være bange! Vi ser dem knække, vi ved, at vi skal presse dem nu, vi ved, at de vil vælte, ligesom alle de rektorer, jeg lige har nævnt, væltede under presset fra studenterprotesterne. Det skylder vi det palæstinensiske folk, der lider i Gaza, på Vestbredden, i Libanon og overalt i verden. Vi vil ikke stoppe, vi vil ikke hvile, og akademisk boykot er det næste! Befri Palæstina, allesammen!
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
