Natten til torsdag den 30. april angreb israelske krigsskibe og marinesoldater et større antal skibe. Angrebet fandt sted i Middelhavet, omtrent 1.000 kilometer (600 sømil, red.) fra det besatte Gaza. Samtlige skibe var på vej til Gaza med nødhjælp, som en del af Global Sumud Flotilla.
– Lad os være på det rene med det her. Det er pirateri. Det er en ulovlige kapring på åbent hav ud for Kreta. Det er et Israel, der opererer helt udenfor lov og ret, langt væk fra egne grænser, helt uden konsekvenser, udtaler Global Sumud Flotilla i en foreløbig opdatering.
I alt 22 skibe blev kapret. Ombord var der aktivister fra minimum 33 lande. Sumud Flotilla har stadig 36 skibe undervejs. Ved Arbejderens deadline var der ikke oplysninger om, hvad der er sket med de mange kidnappede aktivister. Men det stod fast, at de resterende skibe fortsatte deres færd frem med nødhjælp til palæstinenserne i Gaza.
Skibene i Global Sumud Flotilla kan følgers her.
Blokerede for nødsignal
De israelske styrker blokerede for de automatiske nødsignaler, som er ombord på samtlige skibe i Sumud Flotilla. Fra krigsskibene brugte israelerne både droner og helikoptere, og de bordede nødhjælpsskibene ved hjælp af marinesoldater i gummibåde.

Foto: Global Sumud Flotilla
Ifølge tv-stationen Al Jazeera har Israels ambassadør i FN, Danny Danon, udtalt, at de israelske styrker “med bestemthed håndterer en forvirret gruppe af opmærksomhedssøgende agitatorer”, og at “de blev stoppet før de nåede vores område”. Angrebet fandt sted i internationalt farvand 600 sømil, eller omkring 1.100 kilometer, fra Gaza. Det er en klar overtrædelse af international lov og flere konventioner på området, dokumenterer Al Jazeera.

Global Sumud Flotilla er en ud af tre samlinger af nødhjælpsskibe. De andre er 1000 Madleens og Freedom Flotilla. De tre samlinger af nødhjælpsskibe havde planlagt at mødes på havet i midten af næste uge og derfra samlet sejle mod Gaza.
Der er dermed stadig mange skibe undervejs. Nogle er på åbent hav, andre ligger stadig i havne rundt omkring i Middelhavet. Samlet set var planen, at op mod 90 skibe skulle nå Gaza med hårdt tiltrængt nødhjælp.
Der er ikke meldinger om danske aktivister ombord på de kaprede skibe. Den danske aktivist Tara Adler sejler med Freedom Flotilla, som efter planen skulle støde til Sumud i midten af næste uge.
Artiklen fortsætter …
Læs også
Til Arbejderen fortæller Tara Adler fra en havn i Sicilien, at de lige nu koncentrerer sig om, hvordan de resterende skibe bedst kan hjælpe Gaza.
– Gå ud og læg pres på de danske politikere og på de europæiske regeringer. De har et ansvar, de er medskyldige i at lade den israelske besættelsesmagt kapre skibe på åbent hav helt uden konsekvenser, lyder opfordringen fra Tara Adler til Arbejderens læsere.
Freedom Flotilla-koalitionen har fem skibe, de fire på Sicilien og det femte i Grækenland.
“Ship To Gaza Danmark” står for det danske bidrag. Man kan møde Ship to Gaza på Rød 1. Maj i Fælledparken i København i morgen.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.

