Landet rundt
Amerikanerne er arrogante, for har de ikke selveste “Gud” på deres side?
Log ind for at svareUSA’s udenrigsminister Antony Blinken og andre medlemmer af Biden-kabinettet ynder at proklamere den “regelbaserede internationale orden” (RBIO) eller den “regelbaserede orden”, hver gang de får chancen: Til pressekonferencer, i interviews, artikler, i internationale fora, morgen, middag og aften. Sammen med vendinger som “menneskerettigheder” og “demokrati” anvendes RBIO rutinemæssigt til at hævde moralsk overlegenhed over for lande, som de beskylder for ikke at efterleve denne regelbaserede internationale orden, og bruges som en knippel til at angribe, kritisere, anklage og illegitimere lande, som USA har i sit sigtekorn, som afvigere i forhold til en international orden.
Bag foragten for international lov og institutioner finder man USA’s overbevisning om, at deres egne love burde gælde i hele verden.
Kniplen tages aktuelt primært i anvendelse over for Kina og Rusland. Hver gang USA henviser til den “regelbaserede orden”, som Kina (og andre “revisionistiske magter(2)”/fjendestater) skulle forbryde sig imod, synes USA sjovt nok aldrig rigtigt at gøre klart, hvilke “regler” det er, der bliver brudt, men udstøder blot en gassky af uspecifikke anklager og lader resten være op til den atmosfære af racisme og fremmedangst, der hersker.
Det skyldes den grundlæggende uoverensstemmelse i konceptet “regelbaseret international orden” (RBIO).
RBIO er ikke “regelbaseret”, den er ikke “international”, og den forplumrer enhver mening med begrebet “orden”, endsige retfærdighed. I bund og grund er den USA’s åbenlyse udøvelse af imperial magt og overlegenhed klædt i kejserens klæder. RBIO er en parodi på international lov og orden.
Der er mange lag i den falske varebetegnelse, som er værd at dissekere.
“RBIO” i modsætning til “international lov”
For det første er RBIO ikke “international” på nogen måde.
Der foreligger i virkeligheden gensidigt aftalte regelbaserede internationale love, en samling af vedtagne regler og traktater, som det internationale samfund har forhandlet, er nået til enighed om og har tilsluttet sig. Og som i enkelthed benævnes “international lov”. Denne betegnelse henviser til den samlede mængde af beslutninger, praksisser, aftaler og multilaterale traktater under paraplyen af FN-pagten og de mange institutioner, politikker og protokoller herunder.
Omend endnu uperfekt, ufuldstændigt og under udvikling, konstituerer pagten dog den juridiske basis for de samlede internationale ordensregler og de velordnede love, som de bygger på: Det er det, der konstituerer international lov. Hjørnestenen i FN-pagten er national suverænitet – at enhver stat har ret til at eksistere, og at enhver stat er jævnbyrdig i relationer. Det er på ingen måde det, som USA mener med regelbaseret international orden.
Når USA anvender termen RBIO frem for den eksisterende betegnelse “international lov”, gør de det med den hensigt at efterabe international lov, alt imens de afleder vores opmærksomhed og drejer den over på en ensidig, opdigtet, fiktiv orden, som USA alene udformer og beslutter – omend ofte med andre imperiale, vestlige og transatlantiske landes medvirken. Dette gøres ikke mindst, fordi USA helt enkelt ikke ønsker at blive begrænset af internationale love, og fordi de i mange tilfælde faktisk er en international lovovertræder.
USA som international lovovertræder
USA nægter for eksempel at underskrive og ratificere grundlæggende internationale love og traktater, som langt størstedelen af verdens lande har underskrevet, som for eksempel Den Permanente Internationale Straffedomstol (ICC), CEDAW (Konventionen om afskaffelse af diskrimination mod kvinder), ICESCR (Den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder), CRC (FN’s konvention om barnets rettigheder), ICRMW (Den internationale konvention om beskyttelse af alle vandrende arbejdstageres og deres familiemedlemmers rettigheder), UNCLOS (FN’s Havretskonvention), PAROS (Forebyggelsen af et våbenkapløb i det ydre rum), Ottawa-konventionen (om forbud mod antipersonelminer) samt størstedelen af ILO’s (FN’s Internationale Arbejderorganisations) konventioner om arbejdsrettigheder.
Faktisk huser USA sweatshops, tillader børnearbejde (for eksempel migrantarbejdere i landbruget) og er involveret i slavearbejde (i fængsler og asylcentre). Det amerikanske udenrigsministeriums Trafficking in Persons Report (en årlig rapport for at overvåge og bekæmpe menneskehandel, red.) fra 2021 anerkender endda, at der er alvorlige problemer i USA med menneskehandel og tvangsarbejde inden for landbrug, madservice, fabriksarbejde, hushjælp, sexarbejde og hotelbranchen, tilmed med amerikanske embedsmænd og militærfolk involveret i menneskehandel inden for landets egne grænser såvel som i udlandet.
Ironisk nok stiller USA andre lande til regnskab i forhold til love, som de selv nægter at ratificere. For eksempel forsøger USA at håndhæve UNCLOS i Det Sydkinesiske Hav, alt imens de – i årtier – i egne farvande har nægtet at anerkende konventionen og pure ignorerer de regler, principper og beslutninger, den indeholder.
Der findes en overflod af internationale traktater, som USA har underskrevet, men simpelthen bare overtræder alligevel: Eksempler inkluderer Konventionen om kemiske våben, Konventionen om forbud mod biologiske våben, FN-traktater til forebyggelse af tortur, udlevering, og kidnapning, og selvfølgelig angrebskrige, der anskues som “den største internationale forbrydelse” – en forbrydelse, som USA rutinemæssigt udøver mindst en gang per årti, for ikke at nævne de rutinemæssige droneangreb som er brud på internationale love. Senest har AUKUS-aftalen, der er indgået mellem USA og Australien, brudt traktaten om ikke-spredning af atomvåben (NPT) ved at udnytte en blind vinkel i det Internationale Atomenergiagentur (IAEA).
Og der findes også et væld af traktater, som USA har underskrevet, men efterfølgende vilkårligt trukket sig fra igen. Disse inkluderer Iran-atomaftalen (JCPOA), det såkaldte Agreed Framework og sekspartsforhandlingerne med Nordkorea, Genève-konventionen, INF-traktaten om mellemdistanceraketter og mange flere.
Omkring 368 traktater er blevet underskrevet mellem USA’s regering og de indfødte indianske stammer, og disse er uden undtagelse blevet enten brudt eller ignoreret.
USA har også skabt ensidede narrativer som eksempelvis “Freedom of Navigation Operations” (FONOPs): Kanonbådsdiplomati, en militær magtdemonstration maskeret som en tjeneste. FONOPs er et begreb uden fæste i nogen international lov – “uskyldig passage” er den accepterede lov under UNCLOS – og USA og deres allierede bryder disse internationale love, når de udøver deres FONOPs.
Ligeledes er luftforsvarsidentifikationszoner (ADIZ) et koncept, der ikke anerkendes i international lov – den accepterede betegnelse er “suverænt luftrum” – men USA hævder regelmæssigt, at Kina flyver ind i Taiwans luftforsvarsidentifikationszoner (ADIZ) eller luftrum – som inkluderer tre provinser på Kinas fastland. Dette er blot nogle af eksemplerne på absurd fiktion, som USA opdigter i ærinde af at kunne hævde, at fjendestater som Kina overtræder den regelbaserede internationale orden. Det er pure opspind, der bliver brugt som ammunition.
USA går langt for at underminere internationale systemer og institutioner; i misbilligelse af beslutninger truffet i Verdenshandelsorganisationen (WTO) har de for eksempel lammet Verdenshandelsorganisationens ISDS-mekanisme til investorbeskyttelse og håndtering af konflikter mellem stater og virksomheder; de har undermineret – og truet – den internationale straffedomstol ICC (qua vedtagelsen af the American Servicemembers Protection Act (ASPA), også kendt som Hague Invasion Act), og senest vedtog de sanktioner mod ICC’s anklager og hendes familiemedlemmer.
USA kimser ad den Internationale Domstol (ICJ) samt dennes afgørelser, og de er generelt modvillige over for enhver international institution, som begrænser deres utøjlede, ensidede magtudøvelse. Den forhenværende amerikanske FN-ambassadør John Bolton udtalte i usleben ærlighed, at der ikke findes “noget sådant som FN”, og denne forskruede ideologi manifesterer sig stille og roligt i dag til dag-handlingerne fra USA’s side i en føljeton af amerikanske regeringer.
Hvis regler? USA gennemtvinger deres love internationalt
Bag foragten for international lov og institutioner finder man USA’s overbevisning om, at deres egne love burde gælde i hele verden.
USA betragter love, der er blevet vedtaget i deres korrupte, plutokratiske lovgivende forsamling – der næppe kan betragtes som hverken international eller demokratisk i nogen forstand – som universelt gyldige. Dette inkluderer ensidige sanktioner imod et antal af lande (cirka en tredjedel af verdens befolkning er påvirket af sanktioner indført af USA) med anvendelse af instrumenter fra det amerikanske finansministeriums kontor for kontrol af udenlandske aktiver OFAC, den amerikanske Kongres og domstolene samt valuta- og betalingssystemer (SWIFT).
Disse envejssanktioner er et brud på international lov, og de er desuden perversioner af almindelig fornuft og anstændighed – millioner af mennesker er omkommet under disse illegale sanktioner. For at gøre ondt værre tryner USA ganske ofte andre lande til at indordne sig under disse unilaterale sanktioner med trusler om sekundære sanktioner mod lande og virksomheder, der ikke affinder sig med de ulovlige sanktioner, USA påfører.
Alt dette er en del af det overordnede mønster af langarmet amerikansk magtudøvelse; eksemplerne er rigelige: Den betændte anholdelse, fængsling og tortur af journalist og WikiLeaks-udgiver Julian Assange (australsk statsborger) for at have overtrådt amerikanske spionagelove; den absurde gidseltagning af Huawei-direktør Meng Wanzhou (kinesisk statsborger) på canadisk jord for overtrædelser af illegale amerikanske sanktioner mod Iran (som Canada ikke selv holder i hævd); og der findes talrige andre eksempler, for mange til at opregne her. Denne mobning på armslængde udøves gennem et netværk af kænguru-domstole i USA, som tilordner sig selv enerådige, befuldmægtigede internationale beføjelser til at agere politi overfor andre landes befolkninger.
Ikke overraskende udøver USA også sine egne love på en tilsvarende korrupt måde inden for sine egne grænser med sit helt eget gulag-system, som næres af disse kænguru-domstole. De mest dramatiske eksempler på korruption hos disse domstole ses i de rutinemæssige straffritagelser for civile drab begået af politibetjente, kun undtaget af de sager, der har set de mest massive opbud af protester og aktivisme; absurde domme som man for eksempel så i det tilfælde, hvor et Chevron-tilknyttet virksomhedsadvokatfirma retsforfulgte Steven Donziger; eller da en dommer frifandt Kyle Rittenhouse og hermed lod tiltalte styre nævningetinget.
Det skal i øvrigt bemærkes, at selve systemet er indrettet til at dømme skyldig: Mere end 99 procent af føderale sager inden for det amerikanske retssystem resulterer i domfældelse. De fleste af sagerne kommer aldrig for en dommer: 90 procent af føderale anklager i USA afgøres uden for retten, ved at forsvareren erklærer den anklagede “skyldig” eller “ingen indvendinger” mod sigtelserne rettet mod dem. Ideen om, at der skulle findes et upartisk retfærdighedsbegreb, modsiges af det forhold, at en retfærdig og adækvat juridisk repræsentation er ubetalelig for de fleste tiltalte; at offentlige forsvarere er så overbebyrdede, at de bogstaveligt talt ofte kun bruger minutter på hver sag og reelt blot råder tiltalte til at erklære sig skyldig – hvilket de fleste også gør – og i de sjældne tilfælde, hvor individer faktisk vinder retssager, er de ofte blevet økonomisk ruineret og ødelagt psykisk undervejs af et system, der har ubegrænsede midler og penge til at slå sine ofre.
Trods de åbenlyse uretfærdigheder og uligheder bliver dette korrupte system af undertrykkelse yderligere forværret af eksistensen af store gråzoner i retssystemet, hvor selv advokatbistand, ankemuligheder, kontrol og tilsyn ikke gælder, og hvor den samme person kan agere både dommer, jury og bøddel. Disse gråzoner inkluderer for eksempel prøveløsladelsessystemer, bedømmelsesnævn i fængsler, inkassosystemer, immigrationssager, systemer til inddrivelse af aktiver og mange andre kvasi-retlige, undertrykkende systemer.
Generelt bliver sådanne lovbrud og uretfærdigheder undskyldt eller fortrængt af internationale og nationale medier, der er medskyldige i opretholdelsen af en illusion om et upartisk amerikansk retsvæsen, der lever op til høje standarder. Det er en illusion uden nogen substans: Retssystemet i USA er essentielt et fejlslagent system indrettet udelukkende til at tjene de rige og magtfulde, præcis som det også er tilfældet med det amerikanske sundhedssystem og det amerikanske uddannelsessystem. Der ydes pleje, der er underlødig, hvis ikke ligefrem mishandling, skade, vold og den forestående død for størstedelen af dem, der er så uheldige at ryge ind i pølsefabrikken.
Rutinemæssige fritagelser, dødelig uorden
Ind imellem hænder det dog alligevel, at dramatiske eksempler på USA’s demonstrationer af den internationale “regelbaserede orden” – det vil sige USA’s internationale lov – skaber overskrifter (inden det hurtigt skrinlægges igen).
En tilbagevendende type af overtrædelse er misbrug af diplomatisk immunitet. Disse sager er hverdagsagtige og talrige: En amerikansk (eller vestlig allieret) regeringsansat dræber eller forårsager harme mod indfødte borgere; USA hævder øjeblikkeligt diplomatisk immunitet. Nogle gange er gerningsmanden beruset, ude af kontrol eller paranoid; ofte er de spioner eller entreprenører. De seneste rapporter tyder på, at Anne Sacoolas har været en beruset amerikansk spion, som har dræbt en britisk teenager i 2019. Hun blev øjeblikkeligt tryllet væk som diplomat.
Raymond Allen Davis var en amerikansk entrepenør og muligvis fungerende CIA-stationschef, som skuddræbte to personer på gaden i Pakistan. Yderligere en person mistede livet, da han blev påkørt af det køretøj, som samlede Davis op og transporterede ham væk fra gerningsstedet. Davis blev tryllet ud af landet uden nogen forklaringer, og mordene blev slettet fra mediernes bevidsthed.
Mentaliteten af exceptionalisme og straffrihed er ikke anekdotisk, men manifesterer sig på generel og strukturel skala i talrige ensidige militær aftaler (SOFAs) i lande, hvor USA har tropper udstationeret. Disse giver en form for dækkende immunitet, der er sammenlignelig med diplomatisk immunitet: En amerikansk soldat eller entreprenør, der begår en lovovertrædelse, kan ikke arresteres eller stilles for en national domstol medmindre USA vælger at ophæve immuniteten, og amerikansk ekstraterritorial fritagelse og immunitet kan bruges selv i tilfælde af mord, vold, tortur, voldtægt, tyveri, sextrafficking og en hel række af andre synder.
Den samme exceptionalisme præger også nationale sundhedspolitikker og internationale sundhedsregulativer. For eksempel er adskillige tilfælde af covid-19-udbrud blevet sporet tilbage til amerikanske brud på indenrigs sundhedsforanstaltninger – screening, testning, kontaktopsporing og isolation – i mange forskellige territorier og lande (især i ø-regioner), hvor USA har militærbaser. Blandt andet er adskillige større udbrud af covid-19 i Okinawa blevet sporet tilbage til amerikanske tropper, der er kommet ind på øen uden at følge de lokale sundhedsprotokoller.
USA når dog helt nye højder udi dobbeltmoral, når de i adskillige covidsøgsmål – uden beviser – har anklaget Kina for brud på FN/Verdenssundhedsorganisationens (WHO) internationale sundhedsprotokoller ved at have undladt rettidigt at underrette USA og resten af verden om udbruddet af covid-19. Dette er aldeles tilbagevist af fakta og veldokumenterede tidslinjer: Intet andet land har arbejdet så ihærdigt og så effektiv med hensyn til at undersøge, konstatere og derefter underrette verden om det første udbrud, såvel som at dele relevante oplysninger med henblik på at kontrollere udbruddet.
Derimod har USA mejslet en undtagelse så stor som pandemien selv fra at skulle indberette smitsomme sygdomme til WHO i fald de vurderer, at det er nødvendigt for nationale sikkerhedsinteresser. Ironisk nok er denne undtagelse netop udarbejdet til den institution, der med med størst sandsynlighed vil kunne udbrede smitten – det amerikanske militær: “Enhver indberetning, som risikerer at spænde ben for det amerikanske militærs muligheder for at operere effektivt i kampen for USA’s nationale sikkerhed, vil ikke kunne betragtes som praktisk”.
Når USA urigtigt anvender betegnelsen RBIO eller regelbaseret international orden, mimer de muligvis international lov, men så snart de praktiske anvendelser af konceptet foldes ud og konkretiseres, bliver det tydeligt, at der blot er tale om fiktion anvendt af USA som ammunition til at angribe fjender og konkurrenter.
Hvis “hykleri er lastens hyldest til dyden”, er RBIO den første lede hyldest, som USA sender til sine lovlydige modstandere med henblik på at underminere den internationale lov, og den hyldest bliver ikke mindre faretruende af sin falskhed.
Noter:
Amerikansk exceptionalisme er ideen om, at USA i sin natur er anderledes end andre nationer. Dens tilhængere hævder, at værdierne, det politiske system og den historiske udvikling i USA er unikke i menneskehedens historie, ofte med den implikation, at landet både er forudbestemt og berettiget til at spille en særskilt og positiv rolle på verdensscenen.
2. USA kalder Kina og Rusland for revisionistiske magter, da de ønsker at skabe en “post-vestlig” global orden. Det vil sige en revidering af verdensordenen fra unilateral til multilateral.
Denne artikel er produceret af Globetrotter og publiceret den 7. januar 2022. Artiklen er oversat af Karoline Enevold og har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 1, 2022.
K.J. Noh er journalist, politisk analytiker, forfatter og foredragsholder med speciale i Asien-Stillehavsområdets geopolitik.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
