STARK bryder sympatikonflikt
For første gang i FN’s klimatopmøders historie er emnet “tab og skader” formelt sat på den officielle dagsorden – efter massivt pres fra verdens fattigste lande.
Sårbare samfund i ulandene bærer de værste konsekvenser af den påtvungne gæld og klimakrisen. Det er samtidig de mennesker, der er mindst skyld i klimakrisen.
Harjeet Singh, Climate Action Network International
I dag betaler verdens rige lande ikke for de tab og skader, der allerede nu rammer samfund i især verdens fattige lande som en konsekvens af klimaforandringer.
Det er eksempelvis naturødelæggelser, tørke, oversvømmelse og voldsomme storme.
På klimatopmødet i Egypten forsøger verdens fattige lande sammen med ngo’er derfor at lægge pres på de rige lande, for at de fra år 2025 og frem begynder at betale for de tab og skader, som de fattige lande oplever allerede nu.
Det er der en grund til, forklarer en forsker på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).
– Tab og skader er en udbredt realitet rundt omkring i verden og påvirker især de mest sårbare lande og befolkningsgrupper. Samtidigt har man ikke udviklet en støttemekanisme til tab og skader, selvom sårbare lande har prøvet at få det på dagsordenen i mange år, og Parisaftalen anerkender “vigtigheden af at afværge, minimere og adressere tab og skader”, fortæller Lily Salloum Lindegaard, seniorforsker ved DIIS, til Arbejderen.
Hun fortsætter:
– Man har simpelthen ikke gjort skridt mod at adressere det voksende behov, der har været, og nu står man et ret kritisk sted. Klimapåvirkningerne er akutte og udbredt, og vi mangler handlingsmekanismer.
DIIS-forskeren har netop udarbejdet en rapport om de tab og skader, som verdens fattigste lande oplever.
– De klimapåvirkninger vi kan mærke nu, har vi ikke undgået ved at reducere vores udledninger tilstrækkeligt, og i nogle situationer kan vi heller ikke tilpasse os nok til, at påvirkningerne er håndterbare. Så i nogle sammenhænge står vi tilbage med uundgåelige tab og skader – inklusiv tab af dyrearter og biodiversitet, af sundhed og menneskeliv og territorie og kultur. Det er for sent at prøve at undgå dem, man mangler i høj grad mekanismer for at adressere dem, forklarer Lily Salloum Lindegaard.
– Jeg håber på, at vi kommer til at se konkrete fremskridt på både økonomisk og teknisk støtte. Økonomisk støtte er lige kommet på agendaen, og det er svært at vide, hvad der kommer ud af forhandlingerne, for rammen for mulige løsninger er meget bred, og der er ret lidt enighed på tværs af forhandlingsgrupper.
Klimakrisen får gæld til at stige
Klimakrisen og de rige landes manglede vilje til at betale deres klimagæld betyder, at afrikanske lande syd for Sahara risikerer at må gældsætte sig for yderligere én billion dollar det næste årti, medmindre verdens rige lande betaler deres klimagæld og sikrer midler til, at landene kan sætte gang i grøn omstilling, tiltag mod tørke og oversvømmelser og andre konsekvenser af klimakrisen.
Det viser en rapport, som netværket Debt Justice og Climate Action Network International netop har udgivet.
– Enhver klimakatastrofe er samtidig en økonomisk katastrofe. Sårbare samfund i ulandene bærer de værste konsekvenser af den påtvungne gæld og klimakrisen. Det er samtidig de mennesker, der er mindst skyld i klimakrisen. De fortjener støtte og solidaritet. Det er tid til en ny international finansieringsmekanisme, der kan gøre noget ved de klimaskabte tab og skader og gøre landene i stand til at komme sig efter ødelæggende oversvømmelser og storme, uden at de bliver yderligere gældsat, siger Harjeet Singh fra Climate Action Network International – et netværk bestående af 1800 ngo’er i mere end 130 lande.
– Både klima- og gældskrisen er i hastigt tempo på vej ud af kontrol. Vi bliver nødt til at bryde den onde cirkel af klimagæld og sikre, at de fattige lande ikke bliver yderligere gældsat. Rige regeringer bør hurtigst muligt slette gælden og tage ansvar for klimakrisen ved at sikre tilstrækkelig klimahjælp, siger en af medforfatterne til rapporten, Tess Woolfenden fra Debt Justice.
Ulighed i udledninger
Siden industrialiseringen tog fart i år 1750, har de europæiske lande været ansvarlige for 22 procent af den globale CO2-udledning, viser en opgørelse fra Our World in Data, der er en videnskabelig online-publikation, der fokuserer på global fattigdom, sygdom, sult, klimaforandringer, krig og ulighed.
USA er historisk set ansvarlig for 25 procent af de globale CO2-udledninger.
Lande på det afrikanske kontinent er til sammen, historisk set, blot ansvarlig for tre procent af CO2-udledningerne.
– Afrika har brug for at bekæmpe klimaforandringerne. Men det kræver, at regeringerne i de rige lande straks begynder at sikre flere penge til klimafinansiering, så vores sårbare samfund kan blive modstandsdygtige over for klimaforandringerne, siger Peninnah Mbabazi Southern fra Eastern Africa Trade Information and Negotiations Institute i Uganda.
Tidligere på året kom FN’s klimapanel (IPCC) med en rapport, der for første gang nævner de rige landes kolonialisme som en af årsagerne til klimakrisen og som en årsag til, at fattige samfund er særligt sårbare over for klimaforandringer.
FN’s klimatopmøde løber frem til 18. november.
Læs også
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
