Teksten her er oprindeligt optrykt i Monthly Review’s juli-august nummer 2022. Forfatterne har til artiklen knyttet et noteapparat og flere diagrammer, som ikke indgår i oversættelsen. Gå på opdagelse i noter, diagrammer og henvisninger i den oprindelige tekst her.
Imperialisme kan defineres bredt som den store monopolistiske kapitals kamp om økonomiske territorier, som aktivt støttes og assisteres af stater. Imidlertid kan imperialisme ikke behandles omfattende blot på et enkelt nationalt grundlag, men kræver anerkendelse af eksistensen af et imperialistisk verdenssystem, der domineres af en hegemonimagt. Det var i store træk den tilgang, som V. I. Lenin udviklede for mere end et århundrede siden. Selv om den ikke har ændret sig i sin essens, har den ændret sig betydeligt i form, struktur og afhængighed af bestemte juridiske og institutionelle arkitekturer. Det økonomiske område er genstand for strid og kontrol, og det kan antage mange former: jord, naturressourcer, arbejdskraft (både lønnet og ulønnet), markeder, nyligt markedsførte tjenesteydelser, som tidligere blev anset for at være mere et offentligt område, lige fra elektricitet til uddannelse og sikkerhed, nyligt skabte former for ejendom såsom viden eller intellektuel ejendomsret, ja, selv cyberspace.
Blandt de mange nye former for økonomisk territorium, der er blevet udbredt i kapitalismens neoliberale globaliseringsfase, er de former, der er forbundet med direkte menneskelig miljømæssig interaktion med planeten, på mange måder stadig de mest afgørende og dem, der også er tættest forbundet med tvang, konflikt og krig. I det 19. århundrede var der mange sådanne konflikter i forbindelse med den koloniale ekspansion til andre lande i forsøget på at etablere kontrol over det fysiske territorium med de dertil hørende fordele. Krige i slutningen af det 20. århundrede var tæt forbundet med kontrol over energikilder som eksempelvis olie. I det enogtyvende århundrede kan der blive tale om voksende krige om vand. De forandringer, der skyldes menneskeskabte brud i jordsystemets stofskifte, er i stigende grad kommet til at definere en sfære af kamp om indflydelse, kontrol og ejerskab, som nu er et vigtigt aspekt af den moderne imperialisme.
Dette særlige træk ved den globale kapitalisme i dag og dens forbindelse med ikke blot kapitalisme, men også med imperialisme bliver mere og mere tydeligt når man ser på:
(1) hvordan kernelande og eliter er i stand til at producere og forbruge på grundlag af en imperialistisk levevis, hvilket skaber stigende globale kulstofemissioner med stigende økologiske fodaftryk;
(2) de vildledende og svækkende måder, klimaændringerne behandles på i internationale forhandlinger;
(3) den globale finansverden, der øger kulstofemissionerne, mens den ikke stiller den nødvendige finansiering til rådighed for effektive afbødningsstrategier;
(4) de privatiserede vidensmonopoler, der forhindrer det meste af menneskeheden i at få adgang til kritiske teknologier, der er nødvendige for at imødegå klimaudfordringen; og
(5) de skiftende teknologiske krav til både afbødning og tilpasning, som giver anledning til yderligere tilraninger af naturressourcer rettet især mod strategiske mineraler sammen med nye former for ekstraktivistisk konkurrence blandt de førende magter.
Historisk set er de såkaldte udviklede lande ansvarlige for næsten 80 procent af de samlede globale CO2-udledninger fra 1850 til 2011. Denne historiske proces med koncentration af drivhusgasemissioner er den vigtigste årsag til de klimaændringer, som verden står over for i dag. De er grundlæggende et resultat af en lille gruppe af nu rige landes overudnyttelse og mishandling af planeten, som i dag tegner sig for omkring 14 procent af verdens befolkning. I mellemtiden mærkes virkningerne af disse klimaforandringer i uforholdsmæssig høj grad af udviklingslandene, som i mindre grad er i stand til at håndtere konsekvenserne på grund af lavere indkomst per indbygger, mindre skattemæssigt råderum og ringere adgang til internationale kapitalmarkeder.
Dette betyder, at der stiller sig vigtige spørgsmål om den eksisterende klimagæld, som nødvendigvis må besvares i forbindelse med enhver udformning af en retfærdig overgang. De netto-nul-forpligtelser for fremtiden, som de rige lande har indgået, nævner ikke udtrykkeligt de uhyre negative følger af deres egne historiske vækstbaner. Hvis denne klimagæld skulle tages i betragtning, ville det betyde omfattende ændringer af de nuværende forslag, disse lande har fremsat. Det er eksempelvis blevet anslået, at “USA’s rimelige andel af den globale reduktionsindsats i 2030 skulle svarer til en reduktion på 195 procent i forhold til landets udledningsniveau i 2005, hvilket afspejler en rimelig andel på 173-229 procent.”
I de internationale forhandlinger om håndteringen af klimaforandringer er det lykkedes de førende økonomier at fjerne alle tanker om historisk ansvar og klimagæld for i stedet kun at fokusere på de nuværende udledningsniveauer. Der er heller ingen anerkendelse af behovet for at kompensere de lande, der allerede er hårdest ramt af klimaforandringerne (overvejende lav- og mellemindkomstlande), som har lidt omfattende tab og skader som følge af stigende havniveauer, mere ekstreme vejrfænomener og forringede dyrkningsmuligheder. Dette er ikke kun et spørgsmål om etik; det er kontraproduktivt, fordi det reducerer eller endog ødelægger den minimale internationale solidaritet og det minimale internationale samarbejde, som er afgørende for at sikre, at menneskeheden kan klare klimakrisen. Der kan ikke ske nogen overgang til en bæredygtig økonomi på en sund planet – “retfærdig” eller ej – hvis der ikke tages hensyn til disse legitime bekymringer hos udviklingslandene.
De aktuelle mønstre i forpligtelserne til at reducere CO2-udledningerne betyder også, at denne lille gruppe af rige landes klimagæld til resten af verden vil fortsætte med at vokse. De rige landes fremskrivninger og forpligtelser betyder i realiteten, at de fortsat vil tilegne sig langt størstedelen (ca. 60 procent) af det anslåede globale “CO2-budget” i de næste tre årtier, hvis grænsen på 1,5 °C for den globale opvarmning opretholdes. Hvis 1,5 °C-grænsen meget hurtigt overskrides, hvilket synes mere og mere sandsynligt (i det mest optimistiske scenarie fra Intergovernmental Panel on Climate Change [IPCC] vil dette ske inden 2040), med potentielt ubeskrivelige konsekvenser, vil disse få rige lande stadig være hovedansvarlige.
Det burde være indlysende, at naturlige processer – og den antropocæne indvirkning på dem – ikke respekterer landegrænser. Atmosfæren og havene er ikke afhængige af visa for at krydse grænser, og virkningerne af klimaændringer og naturforringelser spredes på tværs af staterne. På trods heraf er strategierne til håndtering af klimaforandringerne fortsat grundlæggende nationale, selv på internationalt plan. De forskellige landes “klimaansvar” danner grundlaget for klimaforhandlinger og nationale forpligtelser til at kontrollere drivhusgasemissionerne, hvilket senest blev bekræftet i november 2021 på FN’s klimatopmøde i Skotland.
Hvordan fastlægges et sådant klimaansvar? Standardmetoden (som også anvendes af FN’s rammekonvention for klimaændringer) er baseret på kuldioxidækvivalenter fra produktionsaktiviteter inden for nationale grænser. Dette gør Kina, USA og Indien til de tre største udledere af kuldioxid i dag med over halvdelen af den samlede globale udledning. Kina og Indien har øget emissionerne dramatisk, især siden århundredeskiftet, mens de største økonomier har udvist mindre stigninger og i nogle tilfælde beskedne fald. Dette gav faktisk anledning til at pege fingre ad Kina og Indien på FN’s klimatopmøde i Glasgow.
Generelt har udviklingslandene vist meget hurtigere stigningstakter i CO2-udledningerne siden 2000: i 2019 var de steget mere end tre gange i Kina, 2,7 gange i Indien, 4,7 gange i Indonesien og næsten fordoblet i Saudi-Arabien. I USA og Japan er de samlede nationale produktionsbaserede emissioner i mellemtiden faktisk faldet med omkring 12 procent i løbet af de to årtier. I Tyskland var faldet næsten 22 procent. Disse reduktioner afspejler en kombination af forskellige faktorer: ændringer i handelsmønstre, som har gjort det muligt for nævnte lande at flytte den mere kulstofintensive produktion til andre lande (primært udviklingslande) og dermed reelt “eksportere” deres kulstofemissioner; ændringer i den økonomiske struktur i retning af tjenesteydelser, som er mindre afhængige af energiforbrug; ændringer i sammensætningen af energi fra de mest forurenende kilder (som kul) til mindre kulstofforurenende kilder som naturgas samt kernekraft og vedvarende energi.
De fleste diskussioner om klimaændringer fokuserer på de samlede absolutte udledninger eller ud fra bruttonationalproduktet i stedet for per person, hvilket slører de dybere uligheder, der gennemsyrer de nuværende mønstre. På trods af de seneste absolutte reduktioner er de avancerede økonomier stadig langt de største udledere per indbygger. I forhold til indbyggertal genererer USA og Australien otte gange så store kulstofemissioner som udviklingslande som Indien, Indonesien og Brasilien, som ikke desto mindre bliver kritiseret for at lade udledningerne stige. Selv Kina tegner sig trods de seneste stigninger stadig for mindre end halvdelen af USA’s CO2-emissioner per indbygger.
Men selv sammenligninger af CO2-udledninger opgjort per indbygger baseret på national produktion afslører ikke det fulde omfang af de nuværende uligheder. Ved at købe produkter og tjenesteydelser forbundet med et højt CO2-forbrug fra andre lande kan nationerne effektivt “eksportere” deres emissioner. Siden århundredeskiftet har de førende økonomier fulgt den nu berygtede strategi, foreslået af Larry Summers, hvor man eksporterer forurenende industrier til udviklingslandene og føjer CO2-udledende industrier og produktionsprocesser til denne liste. Overgangen fra direkte udledninger til “indirekte” udledninger gennem grænseoverskridende handel betyder, at de fulde udledninger, der er indbygget i de rige landes forbrug og investeringer, ikke tælles med.
I den lækkede videnskabelige konsensus “Summary for Policymakers” fra arbejdsgruppe III om begrænsning i IPCC’s sjette årlige ekspertvurdering forklares det, at over 40 procent af udviklingslandenes udledninger skyldes eksportproduktion til udviklede lande. Dette blev fjernet af regeringerne i den endelige offentliggjorte udgave af rapporten. OECD-landenes eksportemissioner steg hurtigt fra 2002 (især efter Kinas tiltrædelse af World Trade Organization) og toppede i 2006 med en negativ kulstofbalance på 2.278 millioner tons, hvilket svarede til 17 procent af OECD-landenes produktionsbaserede udledninger. De har derefter været faldende, men ligger stadig på omkring 1.577 millioner tons.
Så snart der tages hensyn til den endelige aftagers andel af udledningerne, er forskellene mellem landene per indbygger endnu større, og de udviklede økonomier er stadig langt de største udledere. Mens USA udviste otte gange så store CO2-emissioner per indbygger som Indien i produktionstal i 2019, var USA’s emissioner mere end tolv gange så store som Indiens, når udledningerne fra efterspørgsel er medregnet for 2015. USA’s udledninger per indbygger baseret på efterspørgsel var mere end tre gange så store som Kinas, selv om Kina i samlede produktionsbaserede tal ses som tidens største udleder.
Nationale gennemsnit kan være misvisende og skjule en betydelig ulighed inden for et land, som blandt andet afhænger af indkomstniveau, bopæl og beskæftigelse. Ifølge 2022 World Inequality Report skyldes den globale ulighed i kulstofemissioner nu hovedsageligt uligheder inden for landene, som i dag tegner sig for næsten to tredjedele af den globale ulighed i kulstofemissioner, idet andelen næsten er fordoblet fra lidt over en tredjedel i 1990. Faktisk er den fattigste halvdel af befolkningen i de rige lande allerede på (eller tæt på) 2030-klimamålene, som de rige lande har sat sig, når disse mål er udtrykt per indbygger.
Det er interessant, at der globalt set er store udledere i lav- og mellemindkomstlande og globale lavudledere i rige lande. Som forventet er den rigeste decil i Nordamerika de mest ekstravagante kulstofudledere i verden, med et gennemsnit på 73 tons CO2 per indbygger hvert år, hvilket er 73 gange så meget som udledningen per indbygger i den fattigste halvdel af befolkningen i Syd- og Sydøstasien. De rige i Østasien udleder også meget store mængder, men stadig betydeligt mindre end i Nordamerika.
Det overraskende er imidlertid, at de relativt lave udledninger fra den nederste halvdel af befolkningen i de rige regioner. I Europa udleder de 50 procent af befolkningen med den laveste udledning omkring fem tons om året per person, de nederste 50 procent i Nordamerika omkring ti tons, og de nederste 50 procent i Østasien omkring tre tons. Disse relativt små CO2-fodaftryk står i skarp kontrast til de 10 procent af de største udledere i deres egne lande, men også til udledningerne fra de rigeste i relativt fattige regioner. Den øverste decil i Syd- og Sydøstasien udleder eksempelvis mere end dobbelt så meget kulstof som den fattigste halvdel af befolkningen i Europa, og selv den øverste decil i Afrika syd for Sahara udleder mere end den fattigste halvdel af befolkningen i Europa.
Ydermere synes den voksende ulighed også at øge kulstofemissionerne generelt. Mens den nederste halvdel af indkomstgrupperne i USA og Europa reducerede udledningerne per indbygger med 15-20 procent mellem 1990 og 2019, øgede de rigeste 1 procent deres udledninger ganske betydeligt overalt. I dag er de rigeste 10 procent af verdens befolkning ansvarlige for næsten halvdelen af alle CO2-udledninger. Dette kommer måske ikke som nogen overraskelse for dem, der har set de superrige tage på smutture til det ydre rum for 55 millioner dollars per billet, blot et af de mange eksempler, på hvordan deres ekstravagante forbrug skader økosystemet.
Efterhånden som de rige i de forskellige lande er blevet endnu rigere (og mere politisk magtfulde), er de endnu mere skamløse og ligeglade med deres miljøpåvirkning – eller er glade for at yde en læbesang i stedet for at foretage reelle forandringer i deres investeringsmønstre og levevis. Dette stemmer fint overens med det mønster, som kunne forudses gennem en forståelse af imperialismen. Eliterne i både rige og fattige lande er i stand til at drage fordel af et økonomisk system, hvor de tilegner sig flere og flere af de tilgængelige ressourcer, herunder udvinding af naturens ressourcer og udpining af planeten.
Dette tyder på, at klimapolitikken bør være mere målrettet de rige forurenere. I stedet rammer CO2-afgifter i højere grad lav- og mellemindkomstgrupper og har relativt lille indvirkning på de rigeste gruppers forbrugsmønstre, både i rige og fattige regioner. Det er tydeligt, at strategierne for at reducere CO2-udledningerne er nødt til at starte med at fokusere på at begrænse de riges forbrug, både i de enkelte lande og globalt. Dette kræver et stort skift i den måde, hvorpå klimapolitikker udtænkes og gennemføres.
Rige nationer har været hovedansvarlige for at skabe den nuværende klimakrise, men fattigere nationer står over for uforholdsmæssigt store omkostninger som følge af konsekvenserne og har større økonomiske vanskeligheder med at gennemføre grønne tiltag. For at rette op på denne ubalance lovede de udviklede lande på FN’s klimakonference i København i 2009 at yde klimafinansiering til udviklingslandene på 100 milliarder dollars om året. Dette beløb var helt sikkert langt fra det faktiske behov, som det fremgår af en nyere IPCC-rapport: Skøn over tilpasningsomkostningerne alene (uden at medregne begrænsning) varierer mellem 15 og 411 milliarder dollars om året for konsekvenserne af klimaændringerne frem til 2030, og de fleste af disse skøn overstiger 100 milliarder dollars. Og så er der ikke taget højde for nyere skøn over de økonomiske konsekvenser af de tab og ødelæggelser som er en følge af de klimaforandringer, der allerede nu påvirker store dele af verden.
Men selv dette forholdsvis beskedne beløb blev dog aldrig udbetalt. Siden 2013 udgør de anslåede totalbeløb til finansieringen i gennemsnit kun 60 milliarder dollars, hvoraf en brøkdel er bilateral bistand. Ifølge de seneste skøn for 2020 blev omkring 80 milliarder dollars tilvejebragt – hvoraf en betragtelig del, omkring en tredjedel, blev ydet gennem multilaterale institutioner og en anden betydelig del gennem privat finansiering, som strengt taget ikke bør betragtes som en del af de rige landes forpligtelser til at finansiere konsekvenserne af klimaændringer. Bilateral offentlig finansiering, som i virkeligheden er det, der blev lovet, har udgjort mellem en fjerdedel og en tredjedel af beløbet, hvilket svarer til et sølle gennemsnit på mindre end 18 milliarder dollars om året fra 2013 til 2019. Sammenlign dette med de enorme beløb, bogstaveligt talt flere billioner af dollars, som de rige landes regeringer var i stand til at finde frem “ud af hatten” som ekstra udgifter til at håndtere COVID-19-pandemien og dens konsekvenser i deres egne økonomier i 2020 og 2021.
De rige landes ekstraordinære nærighed med hensyn til at dække resten af verdens behov for klimafinansiering er endnu mere slående, når det står klart, at en sådan finansiering stort set kunne tilvejebringes omkostningsfrit, f.eks. ved at udnytte de nye særlige trækningsrettigheder (supplementary foreign exchange reserve assets), som Den Internationale Valutafond (IMF) for nylig udstedte – hvoraf de rige lande modtog omkring 400 milliarder dollars. Alligevel har selv de rige landes forpligtelser fra april 2022 til IMF’s Resilience and Sustainability Trust, der er oprettet med henblik på at yde klimafinansiering (ganske vist til en meget begrænset gruppe af lande og på muligvis problematiske betingelser), indtil videre kun beløbet sig til omkring 40 milliarder dollars.
Den beskedne klimafinansiering er endnu mere slående, når man sammenligner den med de rige landes støtte til fossile brændstoffer. Disse regeringer har ydet store tilskud til deres egne fossile brændstofindustrier, selv om de har opfordret langt fattigere lande til at gøre mere for at reducere drivhusgasemissionerne. Men det fulde omfang af disse støtteordninger bliver sløret som følge af de metoder, der anvendes til at måle dem. Standardmetoden til at måle statslig støtte til produktion eller forbrug af fossile brændstoffer er at se på direkte budgetoverførsler og subsidier samt skattelettelser til sektoren. Ved hjælp af denne metode har OECD og Det Internationale Energiagentur (IEA) anslået, at regeringerne i 52 højtudviklede økonomier og vækstøkonomier – der tegner sig for omkring 90 procent af den globale forsyning af energi fra fossile brændstoffer – har ydet subsidier til fossile brændstoffer til en værdi af i gennemsnit 555 milliarder dollars om året fra 2017 til 2019.
Dette er imidlertid en massiv underdrivelse af den faktiske støtte til fossile brændstoffer, som regeringerne yder. En mere omfattende måling, som IMF-forskere anvender, og som omfatter både eksplicitte subsidier, eller lavere priser for forsyningsomkostninger, og implicitte subsidier, eller lavere priser til dækning af miljøomkostninger og undladte forbrugsafgifter, giver et meget større totalbeløb for støtte til fossilt brændstof. Således ville den globale støtte til fossilt brændstof i 2020 udgøre 5,9 billioner dollars, hvilket er mere end ti gange så meget som OECD-IEA-estimatet. Dette er ikke overraskende: de implicitte subsidier tegnede sig for 92 procent af det samlede beløb.
Kina var den største leverandør af brændstofsubsidier i absolutte tal efterfulgt af USA, Rusland, Indien og EU. Den samlede støtte, som alene USA ydede til fossilbrændstofindustrien, var 662 milliarder dollars i 2020, hovedsagelig i form af implicitte subsidier. I modsætning hertil var Joe Biden-regeringens forpligtelser til klimafinansiering kun på 5,7 milliarder dollars (og det er kun meningen, at de skal øges til 11,4 milliarder dollars inden 2024). IPCC anslår faktisk, at den globale klimafinansiering fra både offentlige og private kilder kun udgjorde omkring 640 milliarder dollars det år. Dette understreger, i hvor høj grad statslig indgriben skævvrider priserne og dermed markedsincitamenterne til fordel for fossile brændstoffer i stedet for imod dem.
I en sådan kontekst med skæve incitamenter, der er drevet af offentlig støtte til fossile brændstofindustrier, er det ikke overraskende, at privat finansiering fortsat er stærkt orienteret mod disse “sorte” energiinvesteringer, på trods af al snakken om offentlig-private partnerskaber og “blandet finansiering” for at muliggøre “grønne” energiinvesteringer. En effektiv analyse af private finansielle strømme hæmmes af manglen på pålidelige, systematiske og gennemsigtige data om grænseoverskridende finansielle strømme, især inden for fossile brændstofindustrier. Bedre offentliggørelse af data om brændselsfinansiering efter kilde, destination og den tilsvarende elproduktionskapacitet er afgørende for den politiske koordinering. Men de foreliggende data tyder på, at størstedelen af den oversøiske finansiering af kulindustrien kommer fra private aktører, især kommercielle banker og institutionelle investorer, primært fra de højtudviklede økonomier. Ud af de femten største långivere til nye kulinvesteringer på verdensplan var fjorten baseret i de udviklede økonomier. På samme måde er de dominerende institutionelle investorer i obligationer eller aktier i virksomheder, der anvender fossile brændstoffer, også fra disse vestlige økonomier, idet de tre største er BlackRock, Vanguard og Capital Group – alle fra USA. En undersøgelse har vist, at de CO2-emissioner, der indirekte genereres af kontanter og investeringer (herunder omsættelige værdipapirer) i store multinationale selskaber, herunder angiveligt mere grønne “digitale” virksomheder, er enorme på grund af de fossile brændstofinvesteringer hos de banker, som de investerer i. Man fandt frem til, at for eksempelvis Alphabet, Meta og PayPal overstiger de emissioner, der genereres af deres kontanter og investeringer (finansierede emissioner), alle deres andre emissioner tilsammen.
Det synes indlysende, at enhver seriøs politik, der sigter mod begrænsning og tilpasning, bør rette op på denne ubalance mellem klimafinansiering (til både reduktion og tilpasning) og den støtte og finansiering, der fortsat ydes til de traditionelle fossile brændstofindustrier. Desværre har krigen i Ukraine fået mange regeringer – især regeringer i det globale nord, som har råd til at se mere langsigtet på det mellemlange sigt – til hurtigt at bryde selv de relativt magre og åbenlyst utilstrækkelige klimaløfter, som de afgav blot få måneder tidligere på FN’s klimatopmøde i Glasgow. I stedet for at se olieprisstigningen som en mulighed for at fremskynde skiftet væk fra fossile brændstoffer har regeringerne i de kapitalistiske kerneøkonomier samt lav- og mellemindkomstlande af kortsigtede politiske årsager forsøgt at mindske smerten ved at holde de indenlandske energipriser lave.
Udviklingen af nye teknologier har aldrig været en vej ud af imperialismen som defineret her, men den kan og vil ændre karakteren af de ressourcer, som stormagterne søger at kontrollere. Dette gælder i lige så høj grad for den nødvendige energiomstilling, som nødvendigvis kræver en betydelig stigning i brugen af visse kritiske mineraler. Disse har allerede oplevet betydelige stigninger i både efterspørgsel og udbud i de seneste år, og IEA’s prognoser viser, at udvindingen af kritiske mineraler vil vokse mindst 30 gange i løbet af de næste to årtier.
Som eksempel kan nævnes lithium, som er særlig vigtigt for den globale økonomis dekarbonisering, fordi det er nødvendigt for at understøtte elektriske køretøjer, intelligente gadgets og apparater i hjem og på kontor, digitale kameraer, mobiltelefoner, bærbare computere og tablets. Genopladelige lithium-ion-batterier er afgørende for elbiler, bærbare elektroniske apparater, elektrisk værktøj og applikationer til lagring af elektricitet. Ud over anvendelsen i batterier (der anslås at udgøre omkring tre fjerdedele af den endelige anvendelse af dette mineral) er der behov for lithium til keramik, glas, smørefedt, flusspulver til strengstøbning, polymerproduktion, luftbehandling og andre anvendelser. I IEA’s scenarie for bæredygtig udvikling forventes efterspørgslen efter lithium at stige med toogfyrre gange frem til 2040.
I øjeblikket produceres og eksporteres lithium hovedsageligt af lande i det globale syd, med undtagelse af Australien, som i øjeblikket er den største producent af kommercielt lithium. Rent elementært lithium er meget reaktivt og kan derfor ikke findes i naturen. I stedet findes det i form af koncentrationer i saltlage eller i mineralske malme. I Australien udvindes det direkte fra hårde stenforekomster, mens det udvindes fra saltvandsreservoirer i visse latinamerikanske lande (“salares” i Bolivia, Chile og Argentina), og der anvendes forskellige udvindings- og behandlingsteknikker i hver af disse lande. De identificerede lithiumressourcer er meget større end den nuværende produktion og er steget betydeligt til næsten 89 millioner tons i 2021 som følge af fortsat efterforskning. De fleste af de identificerede lithiumforekomster findes i Bolivia, Argentina og Chile. Selv om Kina er en vigtig aktør på dette område, især med hensyn til at beherske forsyningskæderne, landets import overstiger i øjeblikket dets eksport, hvilket gør Kina til nettoimportør af lithiumkarbonat, der anvendes til fremstilling af lithium-ion-batterier.
Der er store bekymringer om lithiumminedriftens miljøpåvirkning, især i udviklingslandene. Lithiumtrekanten i Latinamerika, der består af Chiles Salar de Atacama, Bolivias Salar de Uyuni og Argentinas Salar de Arizaro, rummer de største kendte lithiumreserver i verden under saltsletterne (salares). Litiummet skal pumpes op fra undergrunden og derefter koncentreres ved fordampning. Lithiumudvinding har allerede haft en negativ indvirkning på økosystemet og de oprindelige samfund i disse latinamerikanske lande, hvilket har resulteret i udtømning af ferskvand, reduceret adgang til ferskvand og forurening af lokale vandløb, der bruges af mennesker og husdyr, samt til kunstvanding i Argentinas Salar de Hombre Muerto. Regionen er hjemsted for adskillige oprindelige Atacameñosamfund, som traditionelt har været afhængige af jorden og naturressourcerne for at kunne ernære sig – husdyrhold, minedrift i mindre målestok, tekstiler og kunsthåndværk. I mangel af formelle forhandlinger er mineselskabernes interesser overrepræsenteret på bekostning af lokalsamfundene, som bliver fattiggjort. Minedrift har også ført til krænkelser af menneskerettighederne, åndedrætsbesvær, udnyttelse af arbejdskraft og endelig fordrivelse af de traditionelle ejere af disse områder. Der er også problemer med kvaliteten, tilgængeligheden og udformningen af de oplysninger, der er nødvendige for at opnå samtykke fra disse samfund. Sammenlignet med de eksterne virkninger har de økonomiske fordele for disse regioner været ubetydelige.
Udvindingsteknikkerne i lithiumtrianglen omfatter saltvandspumpning og solinddampning, hvor der bruges næsten 800.000 liter vand til at producere et ton lithium. Overudnyttelse af vand ændrer den naturlige hydrodynamik i disse regioner og reducerer tilgængeligheden af vand for lokalsamfundene. Industriel udvinding og den deraf følgende varergørelse af vand i mineindustrien udgør grundlaget for oprindelige folks anfægtelse af ejendomsretten til vandressourcerne. Nationale og multinationale virksomheder bruger ofte deres magt og penge til at erhverve og tilegne sig vandkilder fra oprindelige samfund i al evighed. Stridigheder om vandforvaltning har også manifesteret sig i form af ulighed i adgangen til grundvand mellem store og småbønder i Chile. Lithiumminedrift udgør også en trussel mod vandforurening: i Kina har udledningen af giftige kemikalier som saltsyre fra lithiumminer og den dermed forbundne død af yakokser og fisk i Liqi-floden ført til stridigheder og protester fra de lokale landsbyboere.
Minedrift og relaterede aktiviteter i forbindelse med disse strategiske mineraler har også en negativ indvirkning på den lokale flora og fauna. Den betydelige miljøforringelse, der er sket i løbet af de sidste to årtier, omfatter tilbagegang i vegetationen, forhøjede dagtemperaturer, faldende jordfugtighed og stigende tørke i de nationale reservatområder. Der er også bekymring for potentielle trusler mod den eksisterende biodiversitet.
Stridigheder om ejendomsret til jorden på grund af minedrift har givet sig udslag i konflikter i Argentina (mellem organiserede bevægelser på kommunalt plan og provinsregeringer om jordrenter fra minedrift), Guatemala (med kollektive aktioner fra oprindelige samfund), Peru (med bondebevægelser, der afholder folkelige høringer om mineprojekter), Venezuela (protester mod mineaktiviteter i Orinoco Mining Arc) og andre regioner. I Chile er spændingerne mellem Mapuche-folket og de lokale myndigheder fortsat store.
Der er vidnesbyrd om, at oprindelige samfund er blevet fordrevet. Eksempelvis faldt antallet blandt landbefolkningen i de nordlige kommuner i Tarapacá-regionen i Chile fra næsten 46 procent til 6 procent mellem 1940 og 2002. Der er andre former for tvister, der skyldes manglende korrekt kompensation til de oprindelige samfund eller manglende betaling af den lovede kompensation. Minera Exar, et canadisk-chilensk joint venture, havde aftaler med seks lokalsamfund om udvinding af lithium i Argentina. Med et forventet salg på omkring 250 millioner dollars om året blev hvert af disse oprindelige samfund lovet en kompensation på mellem 9.000 og 60.000 dollars om året. Men vidneudsagn fra lokale beboere tyder på noget andet, som Luisa Jorge, en beboer og leder i Susques, påpeger: “Lithiumselskaberne tager millioner af dollars fra vores jord… de burde give noget tilbage. Men det gør de ikke.”
Det er muligt at gøre tingene på en anden måde. Udvinding af lithium behøver ikke nødvendigvis at være dyrt for lokalsamfundene, hvis de rette institutionelle og lovgivningsmæssige rammer er til stede. For eksempel kan statsstyret ressourceudvinding i institutionelt stærke stater effektivt opkræve ressourceindtægter og kanalisere dem til gavn for den indenlandske økonomi. Regeringerne kan skaffe yderligere indtægter gennem progressiv selskabsbeskatning af overskud og skat på ressourceafkast samt opkrævning af licenser for at sikre en indtægtskilde på forhånd. Men licensafgifterne på strategiske mineraler blev sænket drastisk under the Washington-consensus’ højdepunkt (Washington consensus er et sæt regler for økonomisk politik i udviklingslande formuleret i 1990 Den Internationale Valutafond (IMF), USA’s finansministerium og Verdensbanken, red.) under dække af at sænke selskabsskatterne for at tilskynde til udenlandske direkte investeringer. I dag fastsættes licensafgifterne i de fleste økonomier på et såkaldt ad valorem-grundlag, der svinger mellem 2 og 30 procent. Dette kræver nødvendigvis, at staten inddrages i hele processen, især for at sikre, at lokalsamfundenes rettigheder ikke kompromitteres. (I denne forbindelse har det vist sig, at det at bevare mindst 51 procent af aktierne i udvindings- og forarbejdningsvirksomhederne kan mindske afhængighed og magtudøvelse fra supermagter som USA og Kina).
Naturligvis kræver alt dette dog også gennemsigtighed og ansvarlighed hos de involverede regeringer for at forhindre en topstyret tilgang, som ofte ender med yderligere koncentration af udbyttet i hænderne på eliten. Gennemsigtighed gennem uafhængige inspektioner af profit, omkostninger, indtægter og fordeling af indtægter kan forhindre og reducere en sådan udbytning.
Lithium er blot et af de mineraler, som der vil blive hård kamp om i det næste årti. Sjældne jordarter (som faktisk ikke er sjældne, men vanskelige og dyre at udvinde, fordi de findes som bestanddele af andre mineraler) er en gruppe på 17 metaller, som vil spille en afgørende rolle i fremtiden, fordi de er nødvendige for alt fra LED-skærme til våbensystemer. De nuværende former for udvinding kræver, at de gennemgår mange faser af kompleks og dyr behandling, som også kan være miljøskadelige. De forskellige grundstoffer adskilles kemisk for at blive til forarbejdede metaller.
I øjeblikket er Kina den førende aktør i alle faser af produktionen af sjældne jordarter. Kina har verdens største reserver af sjældne jordarter, omkring 37 procent. Kinas dominans er endnu større når det gælder de forarbejdede sjældne jordarters mineraler: Det anslås, at kinesiske virksomheder kontrollerer mere end 85 procent af forsyningskædens kostbare forarbejdningsfase. Andre aktører er imidlertid kommet ind på markedet i de seneste år. Australien og USA, der sidste år var de næst- og tredjestørste leverandører, producerede henholdsvis omkring 12 procent og 9 procent af de globale sjældne jordarter. Efterhånden som den globale efterspørgsel efter disse vokser sammen med kravene til investeringer, militær- og forbrugsvarer samt til frontlinjeudstyr til en grøn omstilling, vil der sandsynligvis opstå nye fronter og strategier for kontrol. Kina dominerer desuden produktionen af solcelleanlæg og er hjemsted for mere end 90 procent af verdens produktionskapacitet for siliciumskiver. Alt dette er årsager til, at de kapitalistiske kernelande anser Kina som en stor trussel, og til at det 21. århundredes imperialistiske krige formentlig vil være mere komplekse og udspille sig på andre måder.
Der åbner sig faktisk hele tiden nye fronter, især i takt med at nyere teknologier skaber muligheder for minedrift og udvinding i dele af jorden, som tidligere ikke var så tilgængelige for udnyttelse, eksempelvis de arktiske og antarktiske poler, som allerede er ved at blive ødelagt og samtidig er blevet mere tilgængelige på grund af afsmeltning. På samme måde er der allerede interesse for minedrift på havbunden og private forsøg på at afsøge dybe oceaner for mineraler, uanset de potentielt katastrofale økologiske konsekvenser, som masseudryddelse af havliv.
Denne diskussion har vist, at klimaimperialisme er opstået som en ny – og potentielt endda den mest dødbringende – form for imperialisme i verdensøkonomien i dag. For at imødegå den er det nødvendigt at erkende og forholde sig til alle dens forskellige aspekter. Men det kræver også, at man adresserer de vidensmonopoler, der er skabt af det globale system af intellektuelle ejendomsrettigheder, som er blevet indført og cementeret af WTO-landenes aftale Agreement on Trade-Related Aspects of Intellectual Property Rights. Denne ordning har allerede vist sig at være dødbringende under COVID-19-pandemien, da den gjorde det muligt for Big Pharma (som har nydt godt af massive offentlige tilskud til udvikling af vacciner) at drage fordel af sygdommen, nægte milliarder af mennesker verden over adgang til vacciner og forhindre andre virksomheder andre steder i at producere vacciner og livsvigtige lægemidler. Men det vil være endnu mere dødbringende, når det drejer sig om de nødvendige teknologier, der skal sætte menneskeheden i stand til at afbøde og håndtere klimaforandringer og fremtidige pandemier, som allerede hærger verden over. Vi er nu i lænkerne under en virkelig dødbringende form for imperialisme, som ikke blot vil ødelægge naturen og menneskeliv, men hele planeten.
Intet af dette er naturligvis nødvendigt – andre økonomiske, juridiske og institutionelle ordninger kunne ændre alt dette i en mere retfærdig og solidarisk retning, som samtidigt ville være i harmoni med naturen og planeten. Åbenlyst kræver dette en fuldstændig omdannelse af det globale kapitalistiske system, som har bragt os på katastrofens rand. Hvis vi tror på, at menneskeheden kan træde tilbage fra denne afgrund, er en sådan indsats både nødvendig og presserende.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Intet, varer evigt. Jeg tvivler stærkt på at vi kan bibeholde planetens nuværende stabilitet, håber at Kina er istand til at spekulere i 1000 års fremtidsplaner, for her i vesten, er det som at se babyer savle i en sandkasse. https://www.youtube.com/watch?v=1XGiTDWfdpM
Log ind for at svareDu skal være logget ind for at skrive en kommentar.
