Den 2. juni 2016 endte en debat om Vestsahara i Folketinget med, at alle partier stemte for beslutningsforslag V 79. Forslaget fraråder offentlige danske institutioner at handle med eller investere i Afrikas sidste koloni, Vestsahara, som er besat af nabolandet Marokko.
Beslutningsforslaget opfordrede ligeledes danske virksomheder til at udvise særlig agtpågivenhed ved engagement i Vestsahara og sikre, at deres kommercielle aktiviteter ikke skader lokalbefolkningen.
Forslaget opfordrede desuden til, at den fredsbevarende FN-styrke MINURSO’s mandat blev udvidet til at omfatte overvågning af menneskerettighedssituationen i kolonien.
Når det nye Folketing engang kommer i gang, håber jeg, at nogen vil rejse en forespørgselsdebat, stille spørgsmål til ministeren og eventuelt indkalde til et samråd for at få sagen belyst.
Mette Bock, tidligere medlem af Folketinget for Liberal Alliance
Handel og andre aftaler med ikke-selvstyrende områder som Vestsahara er i strid med international lov, uden at områdets oprindelige befolkning giver deres samtykke, samt at det kommer dem til gode. Ingen af disse forudsætninger er opfyldt, når det gælder Vestsahara og kolonimagten Marokko.
’Tragedie’ at vi ignorerer saharawierne
Dengang sagde daværende udenrigsminister, Venstres Kristian Jensen, under debatten i Folketinget, at ”Danmarks bedste mulighed for at bidrage til en løsning […] fortsat [er] at bakke op om FN’s bestræbelser”.
En af forslagsstillerne, Rasmus Nordqvist (der dengang var folketingsmedlem for Alternativet, men i dag er medlem af EU-parlamentet for SF), sagde derimod, at han gerne havde set, ”at der var blevet indført et reelt forbud mod aktiviteter, der understøtter en fremme af Marokkos økonomiske interesser i Vestsahara”.
En anden af forslagsstillerne, Enhedslistens Christian Juhl, pointerede, at det er en uholdbar situation, ”hvor vi risikerer, at de unge tager våbnene i hånden igen, fordi de mister tålmodigheden og troen på en fredelig løsning”.
Det er til dels sket, efter at Marokko i 2020 brød våbenhvilen med Vestsaharas befrielsesbevægelse Polisario, der blev indgået tilbage i 1991. Den skulle have afstedkommet en folkeafstemning om uafhængighed for Vestsahara. Siden har de to parter jævnligt bombet hinanden, i hvad FN kalder ”lavintensitetsfjendtligheder”.
Og en tredje, MF’er for færøske Tjóðveldi, Magni Arge, påpegede, at der er ”en tragedie, at verdenssamfundet tilsyneladende totalt ignorerer den ulykkelige situation, som saharawifolket befinder sig i”, men samtidig glædeligt, ”at et enigt Folketing med det forslag til vedtagelse, som ligger på bordet, bakker folket i Vestsahara op”.
Masser af danske virksomheder i Vestsahara
På Udenrigsministeriets hjemmeside kan man læse, at ministeriet ikke rådgiver danske virksomheder om kommercielle aktiviteter i Vestsahara, men at ”danske virksomheder opfordres til at udvise særlig agtpågivenhed ved engagement i områder med uafklaret suverænitet som Vestsahara og til at sikre, at deres kommercielle aktiviteter ikke skader lokalbefolkningen”, som det fremhæves i V 79.
Siden beslutningsforslaget blev vedtaget for ti år siden, har der dog været masser af dansk engagement i Vestsahara på den ene eller den anden måde.
For eksempel transporterede danske Ultrabulk fosfat fra Vestsahara, kort tid efter forslaget blev vedtaget. Danmarks Statistik har samarbejdet med Marokko uden at kunne garantere, at samarbejdet ikke vil understøtte besættelsen af Vestsahara.
Danske banker og pensionskasser har investeret i selskaber, der er aktive i kolonien. Ligesom danske skibe har fisket ud for Vestsaharas kyst, og danske Rud Pedersen har udført lobbyarbejde for Marokko, der tilsyneladende har fremmet erhvervsinteresser i Vestsahara.
Og så har andre danske firmaer importeret salt og tomater fra Vestsahara, leveret vindmøller, bygget et fosfatlager og på anden vis opereret i det besatte Vestsahara.
Og så har den danske regering støttet Marokkos autonomiplan for Vestsahara, der reelt vil bibeholde Vestsahara som en marokkansk koloni. Samt støttet en amerikansk resolution i FN’s Sikkerhedsråd, der opfordrede til forhandlinger baseret på autonomiplanen, og en ny fiskeripartnerskabsaftale mellem EU og Marokko, der inkluderer vandene ud for Vestsahara, selv om en række lignende fiskeriaftaler er blevet underkendt af EU-domstolen.
Derudover er MINURSO’s mandat ikke blevet udvidet til at omfatte overvågning af menneskerettighedssituationen i Vestsahara.
Der skal følges op
Så hvilken betydning, om nogen, har beslutningsforslaget så haft, og har den nogen i dag?
Mette Bock – der dengang var medlem af Folketinget for Liberal Alliance, men har forladt politik for længst – var en af de 12 forslagsstillere af V 79. Hun mener i dag, at handelssanktioner kan være et effektivt middel, når diplomati på den ene side ikke virker, og drastiske indgreb via militær ikke er en vej frem, men at det forudsætter, at der følges op.
– Kan der kastes lys over aktiviteterne i offentligheden, synes jeg, at det vil være rigtig fint, for jeg synes, det er pinligt. Desværre er det et eksempel på, at verdens store konflikter tager lyset væk fra de mindre, siger Mette Bock til Global Aktion.
– I dag vil jeg – med mit begrænsede kendskab til den aktuelle situation – opfordre til, at man fortsat arbejder ad diplomatiets vej. Og når det nye Folketing engang kommer i gang, håber jeg, at nogen vil rejse en forespørgselsdebat, stille spørgsmål til ministeren og eventuelt indkalde til et samråd for at få sagen belyst, tilføjer hun.
Det har ikke være muligt at få en kommentar fra resten af forslagsstillerne.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.


