Udtalelse
Trods alle investeringer og installationer inden for vedvarende energi fortsætter de globale drivhusgasemissioner med at vokse. Det skyldes i høj grad den økonomiske vækst: Mens udbuddet af vedvarende energi er vokset i de seneste år, er verdens energiforbrug steget endnu mere – og forskellen leveres af fossile brændstoffer. Jo mere verdensøkonomien vokser, jo sværere bliver det for tilførslen af vedvarende energi at vende udviklingen ved faktisk at erstatte energi fra fossile brændstoffer i stedet for blot at supplere den.
I øjeblikket forhindrer den politisk forankrede insisteren på fortsat økonomisk vækst en sandfærdig og seriøs planlægning af, hvordan vi kan leve godt med mindre.
Forestillingen om en frivillig opbremsning af den økonomiske vækst for at minimere klimaforandringerne og gøre det lettere at erstatte fossile brændstoffer er politisk uacceptabelt, ikke kun i de rige lande, hvor befolkningen har vænnet sig til at forbruge ekstraordinært meget, men i endnu højere grad i de fattige lande, som er blevet lovet muligheden for “udvikling”.
Det er trods alt de rige lande, der har været ansvarlige for langt størstedelen af de historiske udledninger (som er drivkraften bag klimaforandringerne i dag); disse lande er nemlig i høj grad blevet rige på grund af den industrielle aktivitet, som kulstofudledningerne var et biprodukt af. Nu er det verdens fattigste lande, der oplever de største konsekvenser af de klimaændringer, som verdens rigeste lande har forårsaget. Det er hverken bæredygtigt eller retfærdigt at videreføre udnyttelsen af jord, ressourcer og arbejdskraft i de mindst industrialiserede lande såvel som af historisk udnyttede befolkningsgrupper i de rige lande, for at opretholde den rige minoritets levevis og forventninger om yderligere vækst.
Fra perspektivet for folk i mindre industrialiserede lande er det naturligt at ønske at forbruge mere, hvilket kun virker rimeligt. Men det betyder mere global økonomisk vækst og gør det sværere at erstatte fossile brændstoffer med vedvarende energikilder globalt set. Kina er eksemplet på dette dilemma: I løbet af de sidste tre årtier har verdens mest folkerige land løftet hundredvis af millioner af indbyggere ud af fattigdom, men er i processen blevet verdens største producent og forbruger af kul.
Ressourceknaphed
Vores stigende behov for mineraler og metaller udgør også et enormt problem for en samfundsmæssig overgang fra fossile brændstoffer til vedvarende energikilder. Verdensbanken, IEA, IMF og McKinsey & Company har alle i de seneste par år udsendt rapporter, der advarer om dette voksende problem. Der vil være behov for store mængder mineraler og metaller, ikke blot til fremstilling af solpaneler og vindmøller, men også til batterier, elbiler og nyt industrielt udstyr, der kører på elektricitet i stedet for kulstofbaserede brændstoffer.
Nogle af disse ressourcer viser allerede tegn på tiltagende knaphed: Ifølge World Economic Forum er de gennemsnitlige produktionsomkostninger for kobber steget med over 300 procent i de seneste år, mens kobbermalmkvaliteten er faldet med 30 procent.
Optimistiske vurderinger af ressourceudfordringen tyder på, at der er nok globale reserver til en engangsopbygning af alle de nye apparater og den nødvendige infrastruktur (hvis man antager, at der sker en vis udskiftning, hvor for eksempel lithium til batterier med tiden erstattes af mere rigelige grundstoffer som jern). Men hvad skal samfundet gøre, når den første generation af udstyr og infrastruktur bliver ældre og skal udskiftes?
Cirkulær økonomi: En illusion?
Dette er baggrunden for den ret pludselige og udbredte interesse for at skabe en cirkulær økonomi, hvor alting genbruges i det uendelige. Desværre er genanvendelse altid ufuldstændig og koster altid energi, som økonomen Nicholas Georgescu-Roegen opdagede i sit pionerarbejde om entropi. Materialer nedbrydes typisk i løbet af hver brugscyklus, og noget materiale går til spilde i genbrugsprocessen.
En fransk foreløbig analyse af energiomlægningen, der antog maksimal genanvendelse, viste, at en krise i materialeforsyningen kunne forsinkes med op til tre århundreder. Men vil den cirkulære økonomi (som i sig selv er et enormt projekt og et fjernt mål) kunne nå frem i tide til at købe den industrielle civilisation de ekstra 300 år? Eller vil vi løbe tør for kritiske ressourcer i løbet af de næste par årtier i vores hektiske bestræbelser på at bygge så mange vedvarende energianlæg som muligt på så kort tid som muligt?
Sidstnævnte udfald synes at være mest sandsynligt, hvis de pessimistiske ressourcevurderinger viser sig at være korrekte. Simon Michaux fra Geological Survey of Finland konstaterer, at “de globale reserver er ikke store nok til at levere tilstrækkeligt med metaller til at opbygge et industrielt system af vedvarende ikke-fossile brændstoffer (…) Opdagelsen af mineralforekomster er faldet for mange metaller. Kvaliteten af den forarbejdede malm for mange af de industrielle metaller er faldet over tid, hvilket har resulteret i faldende udbytte af mineralforarbejdningen. Dette medfører en stigning i energiforbruget ved minedrift pr. metalenhed.”
Stålpriserne er allerede på vej opad, og lithiumforsyningerne kan vise sig at være en flaskehals for den hurtigt voksende batteriproduktion. Selv sand er ved at blive en mangelvare: Kun visse kvaliteter af sand er nyttige til fremstilling af beton (som forankrer vindmøller) eller silicium (som er afgørende for solpaneler). Der forbruges mere sand om året end noget andet materiale ud over vand, og nogle klimaforskere har udpeget det som en af de største udfordringer for bæredygtigheden i dette århundrede. Som forventeligt bliver sand i takt med, at lagrene udtømmes, et større og større geopolitisk brændpunkt, hvor Kina for nylig har forbudt sandleverancer til Taiwan med henblik på at lamme Taiwans evne til at fremstille halvlederkomponenter som for eksempel mobiltelefoner.
Vil du reducere risikoen, skal du reducere omfanget
I den fossile brændsels æra var den globale økonomi afhængig af en stadig stigende udvinding og afbrænding af kul, olie og naturgas. De vedvarende energikilders æra (hvis den bliver en realitet) vil være baseret på en storstilet udvinding af mineraler og metaller til paneler, turbiner, batterier og anden infrastruktur, som vil kræve periodisk udskiftning.
Disse to økonomiske epoker indebærer forskellige risici: Den fossile brændselsordning indebar risiko for udtømning og forurening (især kulstofforurening i atmosfæren, der fører til klimaforandringer); regimet med vedvarende energi vil ligeledes indebære risiko for udtømning (fra udvinding af mineraler og metaller) og forurening (fra dumpning af gamle paneler, turbiner og batterier og fra forskellige fremstillingsprocesser), men med mindre sårbarhed over for klimaforandringer. Den eneste måde at mindske risikoen helt og holdent ville være at reducere samfundets energi- og materialeforbrug betydeligt – men meget få politikere eller klimaorganisationer beskæftiger sig med denne mulighed.
Klimaændringer bremser indsats for bekæmpelse af klimaændringer
Selv om de finansielle, politiske og materielle udfordringer i forbindelse med energiomstillingen er skræmmende, er listen over potentielle hindringer ikke udtømt. Klimaændringerne i sig selv er også en hindring for energiomstillingen – som naturligvis gennemføres for at afværge klimaændringerne.
I sommeren 2022 oplevede Kina sin mest intense hedebølge i seks årtier. Den ramte et stort område fra den centrale Sichuan-provins til kysten i Jiangsu med temperaturer, der ofte oversteg 40 grader celsius eller 104 grader Fahrenheit og nåede op på rekordhøje 113 grader Fahrenheit i Chongqing den 18. august. Samtidig tvang en tørkebetinget strømkrise Contemporary Amperex Technology Co., verdens førende batteriproducent, til at lukke produktionsanlæg i Sichuan-provinsen i Kina. Leverancerne af vigtige dele til Tesla og Toyota blev midlertidigt afbrudt.
Samtidigt udspillede der sig en tilsvarende dyster historie i Tyskland, hvor en historisk tørke reducerede vandgennemstrømningen i Rhinen til et niveau, der lammede den europæiske handel, standsede leverancer af diesel og kul og truede driften af både vandkraftværker og atomkraftværker.
En undersøgelse, offentliggjort i februar 2022 i tidsskriftet Water, viste, at tørke (som bliver hyppigere og mere alvorlig med klimaforandringerne) kan skabe udfordringer for amerikansk vandkraft i Montana, Nevada, Texas, Arizona, Californien, Arkansas og Oklahoma.
Imens har franske atomkraftværker, der er afhængige af Rhône-floden som kilde til kølevand, været nødt til at lukke ned gentagne gange. Hvis reaktorerne udleder for varmt vand nedstrøms, bliver vandlivet udslettet som følge heraf. Så i løbet af den sviende sommer 2022 lukkede Électricité de France (EDF) ikke kun reaktorerne langs Rhône, men også en anden stor flod i syd, Garonne, ned for strømmen. Samlet set er Frankrigs atomkraftproduktion blevet reduceret med næsten 50 procent i sommeren 2022. Lignende tørke- og varmebetingede nedlukninger skete i 2018 og 2019.
Kraftig regn og oversvømmelser kan også udgøre en risiko for både vandkraft og atomkraft – som i øjeblikket tilsammen leverer omkring fire gange så meget kulstoffattig elektricitet globalt set som vind- og solenergi tilsammen. I marts 2019 beskadigede alvorlige oversvømmelser i det sydlige og vestlige Afrika efter cyklonen Idai to store vandkraftværker i Malawi, hvilket afbrød strømmen til dele af landet i flere dage.
Vindmøller og solpaneler er også afhængige af vejret og er derfor også sårbare over for ekstreme forhold. Kolde, overskyede dage med næsten ingen vind giver problemer for regioner, der er stærkt afhængige af vedvarende energi. Ekstreme storme kan beskadige solpaneler, og høje temperaturer reducerer panelernes effektivitet. Orkaner og stormfloder kan ødelægge havvindmølleparker.
Overgangen fra fossile brændstoffer til vedvarende energi vil være en vanskelig opgave. Alligevel er dette skift en vigtig nødløsning for at holde elnettene i gang, i det mindste i minimal skala, efterhånden som civilisationen uundgåeligt vender sig bort fra et svindende lager af olie og gas. Verden er blevet så afhængig af elnettet til kommunikation, finansiering og bevarelse af teknisk, videnskabelig og kulturel viden, at hvis elnettet skulle gå ned permanent og snart, er det sandsynligt, at milliarder af mennesker ville dø, og de overlevende ville være kulturelt forarmede. Vi har i det væsentlige brug for vedvarende energi til en kontrolleret blød landing. Men den barske virkelighed er, at energiomlægningen for øjeblikket og inden for en overskuelig fremtid ikke går godt og har dårlige overordnede udsigter.
Vi har brug for en realistisk plan for energiafvikling i stedet for tåbelige drømme om evig forbrugeroverflod – blot ved hjælp af andre midler end fossile brændstoffer. I øjeblikket forhindrer den politisk forankrede insisteren på fortsat økonomisk vækst en sandfærdig og seriøs planlægning af, hvordan vi kan leve godt med mindre.
Denne artikel er produceret af Earth | Food | Life, et projekt under Independent Media Institute.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
