Mindretal af modstand
På topmødet for Sammenslutningen af Uafhængige Stater (CIS), der blev afholdt den 14. oktober i Astana i Kasakhstan, kom Tadsjikistans præsident Emomali Rahmon med hidtil utænkelige udsagn.
Hans offentlige formaning til den russiske præsident Vladimir Putin om at behandle de centralasiatiske stater med mere respekt viste de centralasiatiske lederes voksende selvtillid i lyset af Ruslands indblanding i Ukraine og Kinas voksende regionale indflydelse.
Efter at have været under russisk herredømme i det 18. og 19. århundrede blev fem centralasiatiske stater – Kasakhstan, Kirgisistan, Tadsjikistan, Turkmenistan og Usbekistan – uafhængige af Sovjetunionen i 1991.
Mens disse lande fortsat var stærkt afhængige af Rusland med hensyn til sikkerhed, økonomisk og diplomatisk støtte, så Kina en mulighed ved dets omfattende ressourcer og potentiale til at lette handelen i hele Eurasien. Den kinesisk støttede udvikling og handel steg efter Sovjetunionens sammenbrud og blev yderligere udvidet efter lanceringen af Kinas nye silkevej (BRI) i 2013.
Milliarder af dollars i investeringer, adgang til kinesiske varer og åbning af Kinas enorme forbrugermarked gjorde det muligt for Beijing at omstrukturere de centralasiatiske økonomier.
Eksempelvis har gasrørledningsnet fra sovjettiden traditionelt tvunget en stor del af regionens naturressourcer til at strømme gennem Rusland for at få adgang til det europæiske marked. Rørledningen mellem Centralasien og Kina og olierørledningen mellem Kasakhstan og Kina er blot to af de nyere rørledninger, der er bygget for at transportere ressourcerne til det kinesiske marked i stedet.
Handelsspørgsmål
Denne udvikling har øget gnidningerne mellem de centralasiatiske stater og Rusland. Uenigheder mellem Turkmenistan og Rusland om gaspriser og en mystisk rørledningseksplosion i 2009 fik den russiske gasimport fra Turkmenistan til at falde, indtil den helt ophørte i 2016, hvilket satte Turkmenistans adgang til Europa over styr.
Turkmenistan omdirigerede en stor del af sine leverancer til Kina i de næste tre år, før en tilnærmelse til Moskva i 2019 fik Ruslands import genoptaget.
Denne sag viste de økonomiske muligheder, som Kina kunne give de centralasiatiske stater, der tidligere var afhængige af Rusland. Konkurrerende kinesiske og russiske forsøg på at forsyne Centralasien med covid-19-vacciner var et andet bevis på Beijings mangesidede tilgang til at øge sin regionale indflydelse.
Øgede spændinger med Vesten vil bringe Kina og Rusland tættere på hinanden.
Kreml fornemmede, at kinesiske investeringer ville være uundgåelige for at revolutionere de regionale økonomier, og annoncerede i 2015 det “Større Eurasiske Partnerskab“. Dette partnerskab forsøgte at integrere den russisk-ledede Eurasiske Økonomiske Union (EAEU), som Kasakhstan og Kirgisistan er medlemmer af, med Kinas nye silkevej.
Selv om dette partnerskab kun har været delvist vellykket, har Putin forsøgt at bruge kinesiske investeringer til at hjælpe med at udvikle Ruslands fjernøstlige område.
Ruslands forbindelser til de tilbageværende sovjetiske politiske netværk og militær magt i regionen har gjort det muligt for Moskva at kæmpe mod Kinas voksende økonomiske overtag i Centralasien i de sidste to årtier. Men det stigende internationale pres på Rusland efter landets invasion af Ukraine har forstyrret den traditionelle “arbejdsdeling” mellem Rusland og Kina i Centralasien.
Selv om Rusland stadig er en vigtig partner for de centralasiatiske stater, risikerer det at miste mere økonomisk og sikkerhedsmæssigt terræn til Kina i de kommende år.
Efter at den tværnationale handel mellem EU og Rusland og Hviderusland blev reduceret efter Ruslands invasion af Ukraine, satte Kina eksempelvis fornyet fokus på at udvikle den Internationale Trans-Kaspiske Transportrute (TITR), eller “Mellemkorridoren”, i den nye silkevej.
I stedet for at den kinesiske handel flyder fra Rusland til Europa, transporteres den i stigende grad gennem Centralasien, Kaukasus og Tyrkiet. Den nybyggede jernbane Baku-Tbilisi-Kars (BTK) og andre projekter som for eksempel jernbanen Kina-Kasakhstan-Usbekistan (CKU) vil yderligere undergrave Ruslands betydning for Kinas nye silkevej.
Kinesisk investering
Den 14. september rejste Kinas præsident Xi Jinping til Kasakhstan på sin første udenlandsrejse, siden covid-pandemien begyndte. Hans destination var symbolsk – den nye silkevej blev første gang annonceret af Xi i Kasakhstan i 2013, og landet har gjort sig selv til “spændepunktet” for bæltet.
Ud over at underskrive økonomiske aftaler under sit besøg i september lovede Xi at støtte Kasakhstan “i forsvaret af dets uafhængighed, suverænitet og territoriale integritet”. Dette står i kontrast til russiske politiske figurer, herunder Putin, der tidligere har sat spørgsmålstegn ved gyldigheden af Kasakhstans status som stat.
Xi rejste derefter til Usbekistan for at deltage i topmødet i Shanghai Cooperation Organization (SCO) den 15. og 16. september og underskrev aftaler til en værdi af 16 milliarder dollars med Tashkent, hvilket langt overgår de 4,6 milliarder dollars, der blev underskrevet mellem Usbekistan og Rusland.
Kinas bilindustri har også øget sin produktionstilstedeværelse og markedsandel i Centralasien i 2022, da sanktioner har hæmmet Ruslands produktionskapacitet.
Militære forbindelser
Kinas voksende militære tilstedeværelse i Centralasien har ligeledes været en stor bekymring for Kreml. I løbet af det seneste årti har Kina hastigt øget sin våbeneksport til regionen.
Og selv om Kina har gennemført bilaterale militærøvelser i Centralasien siden 2002 i koordination med SCO, afholdt Kina i 2016 sine første terrorbekæmpelsesøvelser med Tadsjikistan, og afholdt “Samarbejde 2019“-øvelser med Tadsjikistan, Kirgisistan og Usbekistan, “hvilket var første gang, at deres nationalgardeenheder havde trænet terrorbekæmpelse sammen med Kina”.
I 2021 godkendte Tadsjikistan også opførelsen af en kinesisk finansieret militærbase nær grænsen til Afghanistan – selv om Kinas fokus på Tadsjikistan er “mere knyttet til Afghanistan end til Centralasien som helhed”. Brugen af kinesiske private militær- og sikkerhedsselskaber (PMSC’er) i Afrika og Mellemøsten har imidlertid også ført til bekymring i Moskva for, at Kinas PMSC’er kan udvide sig yderligere på tværs af Centralasien.
Moskvas belastede militære situation blev tydelig i september, da Tadsjikistan og Kirgisistan, der begge er medlemmer af den russisk-ledede militæralliance Kollektiv Sikkerhedstraktatorganisation (CSTO), var involveret i dødelige grænsesammenstød. Mens Rusland og CSTO ikke var i stand til at dæmpe fjendtlighederne, mødtes Tadsjikistans og Kirgisistans ledere på sidelinjen af SCO-topmødet den 16. september for at mindske spændingerne.
Russisk indflydelse opretholdt
Ikke desto mindre er der flere faktorer, der forhindrer Kina i at overskygge Ruslands geopolitiske indflydelse i Centralasien.
Beijing har typisk været tilbageholdende med at indsætte militære styrker i udlandet og ser fortsat det russiske militær som et godt middel mod ustabilitet i regionen. Den russisk-ledede CSTO-intervention i Kasakhstan i januar 2022 viste, at Kreml var i stand til at stabilisere sårbare nationale regeringer, der står over for social uro i regionen, samt at cementere sin autoritet og internationale legitimitet.
Rusland driver også en militærbase i Tadsjikistan, mens Kirgisistan huser en russisk militærluftbase. Kasakhstans store mindretal af etniske russere har i mellemtiden lokal økonomisk og politisk magt, og den kasakhiske regering er fortsat bange for en russisk militær intervention, som angiveligt skulle beskytte dem.
I sidste ende er Beijing fortsat mere optaget af Taiwan, Det Sydkinesiske Hav og den bredere Asien-Stillehavsregion.
Desuden har Rusland stadig en vis økonomisk indflydelseskraft over for de centralasiatiske stater.
Rusland handler med dem for milliarder af dollars om året og opretholder flere projekter fra sovjettiden, som har bundet Centralasien til Rusland, eksempelvis fælles gas- og olieledninger, sejlrender, jernbanenetværk og elnetværk.
De centralasiatiske stater har også nogle af de største årlige pengeoverførsler i verden, idet pengeoverførsler fra Rusland til Kirgisistan og Tadsjikistan tegnede sig for omtrent 30 procent af deres bruttonationalprodukt i 2021.
Kreml har også mulighed for at forme de lokale opfattelser af Rusland gennem sine dominerende medier og sociale medier i Centralasien.
Men den positive offentlige holdning til Kina i hele regionen faldt gradvist mellem 2017 og 2021 af forskellige årsager, især i Kasakhstan, Kirgisistan og Usbekistan. Mange centralasiatere er bekymrede over Kinas “gældsfældediplomati“, mens et stort antal kinesiske arbejdere, der er hentet til regionen for udvikle projekter til den nye silkevej, nogle gange har resulteret i dødbringende protester og sammenstød med lokalbefolkningen.
Konkurrencen mellem Kina og de centralasiatiske stater om de knappe regionale vandforsyninger samt Kinas behandling af uighurerne i Xinjiang, en turkisktalende, overvejende muslimsk etnisk gruppe, der “ser sig selv som kulturelt og etnisk tæt på de centralasiatiske lande”, har også skadet Kinas forbindelser i regionen.
Lanceringen af handelskrigen mellem USA og Kina i 2018 under den daværende præsident Donald Trump markerede en alvorlig drejning i de amerikansk-kinesiske forbindelser.
Kinas egne hindringer og Ruslands vedvarende tilstedeværelse i regionen har tydeligvis været med til at opretholde den geopolitiske balance i Centralasien. Men Kinas og Ruslands gensidige løfter om at respektere hinandens centrale interesser, hvilket senest blev gentaget i juni, har bidraget mest til at forhindre større uro i regionen. Selv om Beijing og Moskva er dømt til at konkurrere i Centralasien, vil forsigtigt diplomati sandsynligvis forlænge deres omhyggelige samarbejde.
I sidste ende er Beijing fortsat mere optaget af Taiwan, Det Sydkinesiske Hav og den bredere Asien-Stillehavsregion, mens Moskva er mere optaget af sine østlige og sydlige regioner, især (i forbindelse med, red.) Ukraine.
Rusland har indtil nu båret byrden af de USA-ledede bestræbelser på at begrænse landets udenrigspolitik. Men lanceringen af handelskrigen mellem USA og Kina i 2018 under den daværende præsident Donald Trump markerede en alvorlig drejning i de amerikansk-kinesiske forbindelser, hvilket er fortsat under præsident Joe Biden.
Biden-administrationen (såvel som EU) har kritiseret og sanktioneret Kina på grund af dets politik i Xinjiang, og senest, den 7. oktober, indført omfattende eksportkontrol af teknologi over for Kina.
Øgede spændinger med Vesten vil bringe Kina og Rusland tættere på hinanden. Selv om Centralasien er det område, hvor deres interesser kolliderer mest, vil Beijing og Moskva fortsat undgå konflikter dér for at fokusere på at slå tilbage mod den vestlige magt andre steder i verden.
Denne artikel er produceret af Globetrotter.
Om forfatteren:
John P. Ruehl er en australsk-amerikansk journalist, der bor i Washington, DC. Han er medredaktør på Strategic Policy og medarbejder på flere andre publikationer om udenrigsanliggender. Han er i øjeblikket ved at færdiggøre en bog om Rusland, der skal udgives i 2022.
Oversættelse, billede, trompet og fremhævede citater indsat og/eller udarbejdet af Arbejderens redaktion.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
