Den 24. juni fejrede Venezuela to vigtige helligdage: 205-årsdagen for Slaget ved Carabobo, det slag, der beseglede landets uafhængighed, og festen for Johannes Døberen, der af UNESCO er udnævnt til menneskehedens immaterielle kulturarv, en fest med dyb åndelig betydning, især for de afro-afstammende samfund i Venezuela.
En festdag, der blev afbrudt klokken 18.04 og 18.05 af to jordskælv, der målte henholdsvis 7,2 og 7,5 på Richterskalaen, med 39 sekunder imellem dem.
På tidspunktet for denne artikels udarbejdelse angiver de officielle oplysninger, der er offentliggjort af formanden for Nationalforsamlingen, Jorge Rodríguez, 1719 døde, 5034 sårede, 15.866 fordrevne, 855 beskadigede bygninger (hvoraf 189 er fuldstændig sammenstyrtet), 38 berørte hospitaler samt 1645 andre konstruktioner – såsom broer og veje – der er beskadiget. Dette omfang af ødelæggelse er uden fortilfælde i landet.
Med det samme iværksatte medier og de såkaldte “influencere” som gribbe en kampagne for at nedgøre den venezuelanske regerings indsats.
Jordskælvene, der fandt sted den 24. juni, udgør en unik begivenhed, der kaldes en seismisk dobbeltbegivenhed. Den indebærer brud på én forkastning (i dette tilfælde Boconó-forkastningen), hvilket igen udløser brud på en anden (San Sebastián-forkastningen). (En forkastning er en brudzone i jordskorpen, hvor underjordiske klippelag forskydes lodret eller vandret i forhold til hinanden, red.)
Dette fænomen frembringer et yderst asymmetrisk, overlappende og kaotisk bølgefelt. Bruddet fandt sted fra vest mod øst, hvilket er årsagen til, at de alvorligste følger blev observeret øst for epicenteret.
Det, der gør dette “dobbeltjordskælv” så dødbringende, er, at bølgerne fra det andet jordskælv overlapper dem fra det første, hvilket forstærker dets ødelæggende kraft.
Overlappet medførte også, at et jordskælv, der normalt varer 30-40 sekunder, strakte sig over to til tre minutter og udløste en “perfekt geodynamisk storm”. Indtil videre er der registreret 609 efterskælv. Et uhyre som ingen kunne have været forberedt på.
Smædekampagne
Med det samme iværksatte medier og de såkaldte “influencere” som gribbe en kampagne for at nedgøre den venezuelanske regerings indsats.
De hævdede, at de sammenstyrtede bygninger var opført af Venezuela Housing Mission – et program, der er unikt i verden og har skaffet boliger til mere end fire millioner familier.
Virkeligheden er, at 80 procent af de sammenstyrtede bygninger er blevet opført af den private sektor.
De hævdede, at civilbeskyttelsesmyndigheder, brandmænd og redningsfolk ikke var mødt op – alt sammen i et forsøg på at skabe endnu mere uro og usikkerhed blandt befolkningen.
Dette er en virkelig beskidt kampagne, der burde bringe skam over dem, der fra deres komfortable computere tjener på andres lidelser og – i mangel af seriøse forslag – kritiserer regeringen ved at sprede løgne og skabe kaos i en i forvejen yderst følsom situation.
Virkeligheden er, at der per 29. juni var 30.000 redningsarbejdere indsat – herunder militærpersonale, politi, brandmænd, civilbeskyttelsespersonale og Røde Kors-medarbejdere – og at 75.238 familier har modtaget hjælp.
Der er uddelt 7.237.000 kilo mad, 222.478 fødevareposer er blevet uddelt i delstaten La Guaira (det hårdest ramte område), 4200 mennesker har modtaget lægehjælp, 90 procent af strømforsyningen er blevet genoprettet, og selv fem dage efter tragedien fortsætter eftersøgningen efter overlevende.
Denne indsats er blevet støttet af 10.834 frivillige, der er blevet udpeget til at forhindre uroligheder, som ville hæmme redningsindsatsen.
Vestens tvangsforanstaltninger
Det er vigtigt at bemærke, at al denne mobilisering og indsats finder sted på trods af de mere end 1000 ensidige tvangstiltag (fejlagtigt kaldet “sanktioner”), som USA’s regering har pålagt Venezuela – foranstaltninger, som EU også har tilsluttet sig.
Både USA og nogle EU-lande tilbød “humanitær hjælp” for at imødegå tragedien. Men der kan ikke være tale om større kynisme og hykleri fra dem, der i mere end et årti har udsat landet for lidelser med det ene formål at fremtvinge et regeringsskifte og plyndre Venezuelas mange ressourcer, herunder verdens største oliereserver.
Faktisk er ensidige tvangsforanstaltninger udformet for at undergrave befolkningens vilje ved at angribe økonomien, ved restriktioner, der forhindrer frihandel med andre lande, eksport af landets produkter samt import af alt, hvad der ikke produceres indenlands, men som der er behov for – herunder ikke blot reservedele og maskiner, men også fødevarer og medicin.
Det er et faktum, at Venezuela under pandemien for eksempel blev forhindret i at få adgang til COVAX-fonden for at købe vacciner – en situation, der let kunne karakteriseres som et forsøg på folkemord.
Ensidige tvangsforanstaltninger er en pervers mekanisme. En nylig undersøgelse offentliggjort i Lancet viser ved hjælp af stringente statistiske metoder og databaser fra FN og Verdensbanken, at tvangsforanstaltninger – især dem, der gennemføres ensidigt af USA (uden FN’s godkendelse) – har en direkte indvirkning på folkesundheden.
De resulterer i 564.258 dødsfald årligt, et tal der kan sammenlignes med antallet af krigsrelaterede dødsfald.
USA har dræbt mere end 28 millioner mennesker i løbet af de seneste 50 år gennem indførelsen af ensidige tvangsforanstaltninger. Disse foranstaltninger er ulovlige og strider mod folkeretten og FN’s pagt.
En rapport, der blev udgivet i 2021 af FN’s særlige rapportør, beskriver den alvorlige situation, Venezuela stod overfor det år som følge af disse tvangsforanstaltninger, hvilket bekræfter konklusionerne i den undersøgelse, vi netop har nævnt.
Oprigtig solidaritet
Det er dette land, der er hårdt ramt af disse ulovlige og kriminelle foranstaltninger – med hospitaler og beredskabssystemer, der er svækket af årelange angreb – som i dag står over for en tragedie af uovertruffent omfang.
Heldigvis har der været oprigtig solidaritet fra lande som blandt andre Cuba, Mexico og Nicaragua, der stiller redningsfolk, tungt udstyr, medicin og stor medfølelse til rådighed og støtter det krævende arbejde, der udføres af venezuelanske hold.
Hvad angår USA – det land, der den 3. januar i år bombede og bortførte præsidenten – kan vi kun kræve en øjeblikkelig ophævelse af de tvangstiltag, det har indført, samt løsladelse af præsident Nicolás Maduro og kongresmedlem Cilia Flores. Den hykleriske hjælp, de tilbyder, er ikke velkommen.
I Venezuela arbejder regeringen, de væbnede styrker og befolkningen – organiseret med hjælp fra sande venner – utrætteligt på at redde så mange liv som muligt og genoprette normaliteten så hurtigt som muligt.
Denne artikel er udarbejdet af Globetrotter.
Om forfatteren: Guillermo R. Barreto er venezuelaner og har en ph.d. i naturvidenskab (Oxford Universitet). Han er pensioneret professor ved Simón Bolívar-universitetet (Venezuela).
Han har været viceminister for videnskab og teknologi, formand for Den Nationale Fond for Videnskab og Teknologi samt minister for økosocialisme og vand (Den Bolivariske Republik Venezuela). Han er i øjeblikket forsker ved Tricontinental Institute for Social Research og gæsteforsker ved Center for the Study of Social Transformations – IVIC.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
