Den 18. juli afslørede The Guardian og 16 andre medieorganisationer, at “autoritære regeringer” har brugt det israelske firma NSO’s spionsoftware ved navn Pegasus til at spionere på mennesker i hele verden.
Ngo’en Amnesty International og medieorganisationen Forbidden Stories har delt lækket data om overvågning gennem Pegasus med The Guardian og en række medier. Dataene inkluderer en liste på 50.000 telefonnumre, som medieorganisationerne undersøger. Efterforskningen er blevet døbt “Pegasusprojektet”.
De lækkede telefonnumre tilhører blandt andre aktivister, fagforeningsfolk, ngo-ansatte, journalister, advokater, akademikere og politikere fra hele verden.
Over halvdelen af en gruppe efterforskede telefonnumre fra den lækkede liste bar allerede spor af Pegasus. Blandt andet dét indikerer, at listen består af telefonnumre tilhørende mennesker, som NSO’s kunder ønsker at overvåge, fortæller medieorganisationerne bag Pegasusprojektet.
Edward Snowden, der i 2013 lækkede dokumenter om NSA’s ulovlige overvågning, har på Twitter delt en bid af The Guardian’s rapport vedrørende den nylige afsløring.
“Stop hvad du er i gang med og læs dette. Denne afsløring vil blive årets største historie”, fastslår Snowden i tweetet.
Et våben til inficering og overvågning
Firmaet NSO har hovedkvarter i byen Herzliya i Israel. NSO’s salg af spionsoftwaren Pegasus hjalp firmaet med at opnå en årlig indtjening på omkring 75 millioner dollars i 2015, oplyser Reuters.
Pegasus er en software, der klassificeres som malware, fordi den er designet til at gøre skade eller uønskede ting på de enheder, som den inficerer. Pegasus er i stand til at udtrække beskeder, billeder og emails, optage opkald og tænde mikrofoner i iPhone- og Androidenheder.
Hvis bare noget af det her er sandt, bare halvdelen af det, så er det en af de største nationale sikkerhedsskandaler, jeg har set.
Péter Ungár, medlem af Ungarns Grønne Parti
Ifølge erhvervsmagasinet Forbes proklamerer NSO, at firmaet udelukkende sælger sin spionsoftware til “autoriserede regeringer” for at hjælpe dem med at bekæmpe terror og kriminalitet.
Israel klassificerer Pegasus som et våben, og al eksport af spionsoftwaren skal først godkendes af de israelske myndigheder.
10 regeringer identificeret
De 17 medieorganisationers undersøgelse af det lækkede data er stadig i gang, og ifølge The Guardian vil Pegasusprojektet i den kommende tid dele flere informationer om, hvilke specifikke personer der har været ofre for overvågning gennem spionsoftwaren.
Indtil videre indikerer efterforskningen, at 10 regeringer er kunder hos NSO, fra hvem de har købt sig til Pegasus. De 10 lande er Aserbajdsjan, Bahrain, Forenede Arabiske Emirater, Indien, Kasakhstan, Marokko, Mexico, Ungarn, Rwanda og Saudi Arabien.
I Mexico har flere offentlige myndigheder købt NSO’s spionsoftware. Analysen af den lækkede data antyder, at Mexico er NSO’s største kunde og har ønsket at overvåge 15.000 telefonnumre fra listen.
På den lækkede liste indgår desuden telefonnumre på mennesker i over 45 lande. Over 1000 af disse telefonnumre tilhører mennesker i Europa, hvoraf Frankrig er det land på kontinentet med flest telefonnumre på listen.
Brugt mod politiske modstandere
Den 20. juli afslørede The Guardian yderligere informationer opsporet af Pegasusprojektet. Afsløringen viser en håndfuld enkeltpersoner, der har været ofre for spionage gennem NSO’s software.
Pegasusprojektet afslører, at socialdemokraten Rahul Gandi, der er “den mest fremtrædende politiske rival for Indiens premierminister Narendra Modi”, to gange er blevet valgt som et potentielt mål for overvågning gennem Pegasus.
Carine Kanimba, der er datter af den fængslede rwandiske aktivist Paul Rusesabagina, har flere gange været offer for spionage gennem NSO’s software.
Mindst 50 personer, der var tilknyttet Mexicos præsident Andrés Manuel López Obrador, da han var oppositionspolitiker, står på listen over lækkede telefonnumre.
I Ungarn står Viktor Orbáns højreradikale regering nu anklaget for at have brugt Pegasus til at spionere på journalister.
– Hvis bare noget af det her er sandt, bare halvdelen af det, så er det en af de største nationale sikkerhedsskandaler, jeg har set, siger Péter Ungár, medlem af Ungarns Grønne Parti, til The Guardian.
NSO vil hverken bekræfte eller afkræfte
I en udtalelse publiceret af The Guardian forsikrer NSO’s advokater, at Pegasusprojektet er baseret på “falske påstande”. NSO nægter at være i besiddelse af data om, hvordan dets kunder bruger Pegasus, og firmaet vil hverken bekræfte eller afkræfte identiteten på dets kunder.
– NSO kontrollerer ikke de systemer, som det sælger til undersøgte statslige kunder og har ikke adgang til dataene om sine kunders mål. NSO betjener ikke sin teknologi, indsamler ikke, besidder ikke og har ikke adgang til nogen form for data fra sine kunder, skriver NSO og fortsætter:
– På grund af kontraktmæssige og nationale sikkerhedshensyn kan NSO hverken bekræfte eller afkræfte identiteten af vores statslige kunder såvel som identiteten på de kunder, som vi har lukket systemer for.
Fire lande benægter anklager
Foruden NSO har fire af de 10 identificerede regeringer besvaret en række spørgsmål vedrørende Pegasusprojektet. Rwanda, Ungarn, Marokko og Indien mener alle, at medieorganisationernes rapportering er bygget på falske grundlag.
– Ungarn er en demokratisk stat underlagt retsstatsprincippet, og når det kommer til ethvert individ, har det altid handlet og fortsætter med at handle i overensstemmelse med den gældende lov… Har du stillet de samme spørgsmål til regeringer i USA, Storbritannien, Tyskland eller Frankrig, skriver Ungarn.
– Indien er et robust demokrati, der er forpligtet til at sikre retten til privatlivets fred som en grundlæggende ret for alle dets borgere… Spørgeskemaet, der blev sendt til den indiske regering, indikerer, at historien, der udformes, er en, der ikke kun er frataget fakta, men også baseret på forudtænkte konklusioner, skriver Indien.
Læs også
– De marokkanske myndigheder har siden den 22. juni 2020 afventet materielle beviser fra Amnesty International, som ikke har været i stand til at bevise noget forhold overhovedet mellem Marokko og det førnævnte israelske firma, skriver Marokko.
– Disse falske beskyldninger er en del af en igangværende kampagne for at skabe spændinger mellem Rwanda og andre lande og til at så desinformation om Rwanda nationalt og internationalt, skriver Rwanda.
Saudi Arabien, Forenede Arabiske Emirater, Kasakhstan, Aserbajdsjan, Bahrain og Mexico har endnu ikke besvaret spørgsmålene.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.