I flere uger har Israel blokeret for lastbiler med tiltrængt nødhjælp til civilbefolkningen i Gaza, hvor mindst seks børn har mistet livet som følge af undernæring.
Og i går den 29. februar valgte israelske styrker så at angribe en menneskemængde, der ventede på den humanitære assistance i det sydvestlige Gaza.
Vi betragter det som en skammelig forbrydelse.
Egyptens regering
Ifølge Gazas sundhedsministerium dræbte Israel 112 palæstinensere, og 280 kom til skade.
Som følge af det drabelige angreb på civile palæstinensere valgte Algeriet at hasteindkalde FN’s Sikkerhedsråd for at få rådet til at fordømme hændelsen. Men USA valgte at nedlægge veto.
En skammelig forbrydelse
Flere lande har reageret på det israelske angreb mod de palæstinensere, der var samlet for at hente nødhjælp i går.
“Vi betragter det som en skammelig forbrydelse og en åbenlys overtrædelse af international lov at gå efter fredelige borgere, der har travlt med at hente deres del af nødhjælpen”, lyder reaktionen fra Egyptens regering.
Ifølge DR nægter det israelske militær at have angrebet menneskemængden. Militæret mener i stedet, at der var tale om en kaotisk levering af nødhjælp, hvor palæstinensere blev trampet og mast, mens andre blev kørt over i jagten på nødhjælpslastbilerne.
Itamar Ben-Gvir, Israels nationale sikkerhedsminister, anerkender imidlertid, at de israelske soldater gik til angreb. Han er endda gået skridtet videre og har udtalt støtte til de israelske soldater oven på angrebet.
– Vi må give fuld støtte til vores heroiske krigere i Gaza, som handlede fremragende mod en pøbel fra Gaza, der forsøgte at skade dem, sagde Ben-Gvir i går den 29. februar.
Vetoretten lammer
På baggrund af det israelske angreb valgte Algeriet at hasteindkalde FN’s Sikkerhedsråd for at få rådet til at fordømme Israels angreb på civile palæstinensere.
Men som altid når lande forsøger at fordømme Israel, valgte USA at nedlægge veto. Dette er USA i stand til at gøre, fordi USA er et af fem permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd, hvor kun de permanente medlemmer har vetoret.
– En yderligere geopolitisk splittelse har transformeret vetoretten til et effektivt værktøj, der kan lamme Sikkerhedsrådets handlinger, lød reaktionen fra Antonio Guterres, FN’s generalsekretær.
Nødhjælp blokeret
Forinden Israels angreb på de civile palæstinensere, der var samlet for at hente nødhjælp, havde Israel i flere måneder blokeret for lastbiler med nødhjælp til folk i det nordlige Gaza.
Det har fået flere ngo’er på banen med opråb om, at Israels blokering for nødhjælp strider mod kendelsen fra Den Internationale Domstol (ICJ), der den 26. januar påbød Israel at gennemføre “øjeblikkelige og effektive foranstaltninger” for at beskytte palæstinenserne mod risikoen for folkemord.
En måned senere har Israel “ikke engang taget de mest nødvendige skridt for at overholde kravene”, lyder det fra Amnesty International.
“De israelske myndigheder har undladt at sikre, at tilstrækkelige livreddende varer og tjenester når frem til en befolkning, der er i fare for folkemord og på randen af hungersnød på grund af Israels ubarmhjertige bombardementer og stramningen af den 16 år lange ulovlige blokade”, fortsætter ngo’en.
Foruden selv at blokere for nødhjælp til den lidende befolkning i Gaza, har israelske myndigheder kigget væk, mens israelske borgere har slået lejr og afholdt fester ved grænseovergangen Karem Abu Salem for at forhindre nødhjælpslastbiler i at nå frem til Gaza. Over 100 lastbiler er blevet forhindret adgang som følge af festen.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.