Mindretal af modstand
Sidste år faldt de globale CO2-udledninger med syv procent. Det er den største nedgang på et år, der endnu er set. Nedgangen skyldtes ikke klimaaftaler eller investeringer i bæredygtig energi, men coronapandemien.
De, der troede, at pandemien ville være et alarmopkald og vise, at det er muligt at skære ned på forbrug, produktion og dermed udledninger, tog fejl. For nogle uger siden kunne Den Meteorologiske Verdensorganisation, WMO, rapportere, at udledningerne igen er steget i 2021.
Sådan har det også set ud tidligere i historien. CO2-udledningen er gået kortvarigt ned enkelte år, næsten altid i forbindelse med kriser. Således faldt udledningen i 1974-75 og 1980-82 som følge af 1970’ernes to oliekriser.
De værste klimaskurke er Luxembourg, efterfulgt af Qatar, Forenede Emirater og Kuwait. Disse er meget rige lande med en forholdsvis stor rig elite, som forbruger derefter.
De olieeksporterende OPEC-landes olieembargo og revolutionen i det olierige Iran førte til en nedgang i energiforbruget i Vesten – og til at USA gennemførte indsatser for at udvikle brændstofbesparende motorer og energieffektivt byggeri. Da embargoen blev løftet, og oliepriserne faldt, steg udledningerne igen.
Udledningerne faldt også i 1992 (efter krigen i Kuwait og krisen i 90’erne) og i 2009 (finanskrisen), men blot i en kort periode.
Selv om den samlede udledning er fladet noget ud de seneste 10 år, har klimaforanstaltninger og grønne investeringer ikke ført til mindre udledninger. Det har derimod været ydre faktorer og oliepriser, som har styret udledningsniveauerne.
Industrien står for 24 procent af CO2-udledningen
Hvorfor fortsætter udledningerne så med at stige til trods for fakta og videnskaben om klimaforandringer og trods alle politikernes smukke ord om at satse på miljø og klima? Lad os se nærmere på, hvem eller hvad der udleder drivhusgasser.
Verdens 10 virksomheder med størst udledning af miliarder tons CO2-ækvivalenter siden 1965.
- Saudi Aramco, statsejet saudiarabisk olieselskab: 59,26 tons.
- Chevron, privatejet amerikansk olieselskab: 43,35 tons.
- Gazprom, statsejet russisk gasselskab: 43,23 tons.
- Exxon Mobil, privatejet amerikansk olieselskab: 41,9 tons.
- National Iranian Oil Co., statsejet iransk olieselskab: 35,66 tons.
- BP, privatejet britisk olieselskab: 34.02 tons.
- Royal Dutch Shell, privatejet britisk/hollandsk selskab: 31,95 tons.
- Coal India, statsejet indisk selskab: 23,12 tons.
- Pemex, statsejet mexicansk olieselskab: 22,65 tons.
- Petróleos de Venezuela, statsejet: 15,75 tons.
Kilde: The Guardian, Richard Heede, Climate Accountability Institue
CO2-ækvivalent er ifølge Klimaleksikon en omregningsfaktor, der viser effekten af en drivhusgas på den globale opvarmning angivet som den tilsvarende mængde CO2.
Energiforbruget udgør 73 procent af alle drivhusgasudledninger, og industrisektoren er værst. Energiforbruget indenfor industrien står alene for 24 procent af de samlede udledninger. Vareproduktionen er helt grundlæggende for kapitalismen, og at masseproducere og transportere varer kræver meget energi.
De største udledninger sker indenfor jern- og stålindustrien og kategorien øvrig industri, som omfatter alt fra tekstil- til bil- og mineindustri.
Først og fremmest må vi afskaffe den rige elite, som ikke bare selv står for størstedelen af verdens udledninger, men også er dem, der tjener på det nuværende klimafjendtlige økonomiske system.
Byggeriets energiforbrug står for 18 procent af udledningen. Transportsektorens energiforbrug for 16 procent. Alene vejtransporten (fragt, person- og kollektiv trafik) står tilsammen for 12 procent.
Jord- og skovbrug står for 18 procent af alle udledninger, for eksempel ved udledninger fra kødproduktion, skovrydning, udpining af marker og så videre. Regner man derimod hele produktionskæden indenfor fødevareindustrien sammen, lander vi på omtrent 25 procent.
De værste virksomheder finder vi, ikke helt uventet, indenfor oliesektoren. Det saudiske statsejede firma Saudi Aramco står alene for godt og vel fire procent. Derefter kommer det amerikanske privatejede Chevron, det russiske statsejede Gazprom og amerikanske privatejede Exxon Mobil.
Men en af de allerstørste forbrugere af olie er ikke en virksomhed, men USA’s militærapparat. Alene udleder det flere drivhusgasser end hele Sverige gør tilsammen, ifølge et studie fra Brown University i USA.
Rige lande er de største klimaskurke
Hvilke lande er værst? Kina, som ofte udpeges som den største klimaskurk, står for 28 procent af verdens udledninger, fulgt af USA med 15 procent af udledningerne. Men det giver et mere præcist billede at udregne det per indbygger. Så finder vi olieproducenten Qatar på førstepladsen, USA på 11. pladsen og Kina først på en 39. plads.
Den mest anvendte måde er som ovenfor at beregne landes produktionsbaserede udslip. Men mange store virksomheder har flyttet deres produktion til fattige lande, som producerer til forbrug i de rige lande. Det er derfor mere retvisende at se på forbrugsbaserede udslip per indbygger.
De 10 lande med størst forbrugsbaseret CO2-udslip målt per indbygger:
- Luxembourg
- Qatar
- Forenede Arabiske Emirater
- Kuwait
- Brunei
- Singapore
- Trinidad og Tobago
- Saudi-Arabien
- USA
- Mongoliet
Kilde: Our World in Data/Global Carbon Project
De værste klimaskurke er da Luxembourg, efterfulgt af Qatar, Forenede Emirater og Kuwait. Disse er meget rige lande med en forholdsvis stor rig elite, som forbruger derefter.
Hvor lander Kina? Jo, på en 48. plads, et godt stykke efter lande som Sverige, Island, Norge og andre lande, som gerne fremstiller sig selv som førende indenfor klimaarbejdet.
Men er alle luxembourgere eller for den sags skyld svenskere da lige farlige klimaskurke? Tja, indenfor hvert land er der stor forskel på, hvem der står for den største andel af udledningerne.
Verdens rigeste procent står for dobbelt så store udledninger som verdens fattigste halvdel. Denne procent stod for 15 procent af alle udledninger i årene 1990-2015, ifølge en undersøgelse fra Oxfam. Den rigeste tiendedel har stået for over halvdelen af alle udledninger siden 1990.
Og imens den fattigste halvdel af Sveriges befolkning faktisk har sænket sin udledning med 16 procent siden 1990, har den rigeste procent i Sverige øget sine udledninger med 11 procent, ifølge Oxfam. Selv om arbejderklassen i Vesten også deltager i masseforbruget, så er det altså de riges overforbrug, som er det store problem.
Kapitalistisk vækstøkonomi
En kapitalistisk vækstøkonomi bygger på masseproduktion af varer og kræver, at storvirksomheders profitter til stadighed øges. Det kommer til at sætte et tiltagende aftryk på miljø og klima, uanset hvilke varer der produceres. En moderne elbil vil reducere de transportbaserede udledninger, men det kræver fortsat en stor mængde energi at producere den.
At forsøge at overtale eller tvinge store virksomheder til at producere lidt mere miljøvenligt og udvikle bæredygtige energikilder synes virkelig at have ført til, at udledningerne er fladet noget ud, men de falder ikke.
Så hvad er løsningen? Menneskeheden kan selvfølgelig ikke holde op med at producere varer. Hvor meget vi end sparer eller genanvender, så vil der fortsat være behov for at producere nye fødevarer, nye køretøjer, nye maskiner, nye forbrugsvarer og så videre. Her kræves selvfølgelig moderne miljøvenlig teknologi og investeringer i bæredygtige energikilder.
Men spørgsmålet, der burde stilles, er, hvem producerer vi til og hvorfor? I dag går enorme mængder energi til at fremstille og producere varer, bygninger og maskiner, som er fuldstændigt meningsløse og unødvendige. Behøver en millionær at have syv-otte forskellige luksusbiler? Behøver Sveriges rige elite virkelig flere lystyachter?
Verdens rigeste procent står for dobbelt så store udledninger som verdens fattigste halvdel.
Er det virkelig uundgåeligt at bygge flere luksushoteller på kunstige øer i Den Persiske Golf? Er USA’s massive militærapparat virkelig nødvendigt?
I dag produceres varer, ikke fordi der findes et konstateret behov, men for et marked. Reklamefolk skaber opfundne behov for meningsløse produkter. Varer fremstilles til bare at holde i kort tid, for det giver større profit.
I stedet for et marked bygget på anarki og produktion for profit er det nødvendigt, at vi lokalt og globalt planlægger produktionen efter vores behov. Teknikken til at planlægge produktionen findes allerede (hver enkelt virksomhed planlægger jo allerede sin egen produktion). Ressourcerne findes også. Det, der mangler, er viljen.
Selvfølgelig bør vi alle overveje vores forbrug og vores rejsevaner. Men først og fremmest må vi afskaffe den rige elite, som ikke bare selv står for størstedelen af verdens udledninger, men også er dem, der tjener på det nuværende klimafjendtlige økonomiske system.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
