STARK bryder sympatikonflikt
Denne artikel er første gang udgivet i Monthly Review i april 2022. Gå på opdagelse i forfatterens noter og henvisninger i den oprindelige tekst. Alle citater er oversat efter forfatterens gengivelse.
Den 28. oktober 2021 underskrev politiske ledere i den malaysiske delstat Sabah på øen Borneo en aftale med det singaporeanske skuffeselskab Hoch Standard, uden at de oprindelige samfunds viden, som gav selskabet ret til at forvalte og markedsføre “naturkapital/økosystemtjenester” på to millioner hektar af et skovøkosystem i hundrede til to hundrede år. Selv om aftalens fulde karakter ikke er blevet afsløret, har journalistiske undersøgelser og en retssag anlagt af Adrian Lasimbang, en leder af en oprindelig befolkning i det malaysiske Borneo, afsløret, at naturbeskyttelsesaftalen gav Hoch Standard – et holdingselskab med to ledende medarbejdere og en indbetalt kapital fra aktionærerne på blot 1.000 amerikanske dollars, men støttet af private equity-investorer i form af skjulte milliarder af dollars – mulighed for at erhverve kommercielle rettigheder til den naturlige kapital i Sabahs skovøkosystem. Indtægterne fra rettighederne til økosystemtjenester som f.eks. vandforsyning, kulstofbinding, bæredygtigt skovbrug og bevarelse af biodiversitet blev i løbet af det næste århundrede anslået til omkring 80 milliarder dollars, hvoraf 30 procent, eller 24 milliarder dollars, skulle gå til Hoch Standard. Det blev fastsat, at Sabahs regering ikke kunne trække sig ud af aftalen, mens Hoch Standard kunne sælge sine rettigheder til naturkapitalen i Sabahskoven til andre investorer uden regeringens samtykke. Singaporeaneren Ho Choon Hou, som angiveligt har udgivet sig for at være direktør for Hoch Standard (han var ikke opført blandt ledelsen, men er angiveligt Hoch Standards projektleder og strategiske finansieringskilde), er administrerende direktør for den private kapitalfond Southern Capital Group, som fokuserer på virksomhedsopkøb. Finansielle dokumenter afslørede, at Hoch Standard som et skuffeselskab har en enkelt aktionær, Lionsgate Ltd., et selskab registreret på De Britiske Jomfruøer, hvor det som et skattely og en finansiel base for “mørke penge” er ulovligt at offentliggøre navnet på selskabets aktionærer.
Naturbeskyttelsesaftalen mellem Sabahs regering og Hoch Standard blev formidlet af det australske konsulentfirma Tierra Australia, der har specialiseret sig i finansialisering af naturkapital. Peter Burgess, administrerende direktør for Tierra Australia, har forsvaret udelukkelsen af oprindelige folk fra aftalen med det neokoloniale, racistiske argument, at hvis det var nødvendigt at “sidde omkring hvert eneste lejrbål” og tale med oprindelige folk om de “jungler”, de tilfældigvis bor i, ville der slet ikke blive opnået noget som helst. Ifølge Burgess ved de oprindelige samfund – der er 39 etniske grupper af oprindelige folk i skovreservaterne i Sabah, som udgør en befolkning på mere end 25.000 – “faktisk ikke, at deres jungler … vil blive bevaret i 200 år” af aftalen, som har til formål at “genoprette [deres] jungler”, give dem fordele for at “opløfte” dem og “bringe dem tilbage i det normale samfund”. Tierra Australia er tæt forbundet med store multinationale banker i den kapitalistiske kerne, såsom Credit Suisse og HSBC, sammen med store Singapore-banker, som alle har været stærkt involveret i investeringer i naturkapital. Den har indgået et samarbejde med Hoch Standard sammen med Harvard, Massachusetts Institute of Technology og Cornell om at udtænke naturkapitalplatforme for private investeringer.
De to ledende aktører bag Sabah-Hoch Standard-aftalen var Stan Lassa Golokin, der underskrev for Hoch Standard, og Jeffrey Kitingan, der repræsenterede Sabahs regering. Golokin er Burgess’ forretningspartner i Tierra Australia og er forbundet med 11 selskaber registreret på De Britiske Jomfruøer. Han er opført som associeret med fire selskaber, der står opført i Panama-papirerne, en lækket database over den globale elites finansielle transaktioner. Kitingan er second deputy chief minister og minister for landbrug og fiskeri i Sabah og var vidne til underskrivelsen af aftalen af Frederick Kugan, Sabahs øverste chefkonservator for skove. Kitingan har vist sig at være den vigtigste forsvarer af aftalen i Sabahs regering. I 1980’erne og 90’erne var både Kitingan og Golokin involveret i Sabah Foundation, som fik en århundrede lang koncession på en million hektar skov, der skulle forvaltes på grundlag af bæredygtigt udbytte. Kitingan var direktør for Sabah Foundation, mens Golokin var koncerngeneraldirektør for et holdingselskab for Sabah Foundations kommercielle aktiver. Som et bevis på den ekstraordinære korruption på det tidspunkt forsvandt der under deres ledelse omkring 1,6 milliarder dollars i indtægter fra skovbrug, mens Kitingans personlige formue i løbet af sine ni år som direktør for fonden pludselig steg til 1 milliard dollars. I samme periode var Kitingans bror chief minister i Sabah.
Den globale finansverdens planer om ekspropriation og akkumulation af naturkapital er i dag primært rettet mod det globale syd.
Fra februar 2022 befinder naturbeskyttelsesaftalen mellem Sabahs regering og Hoch Standard sig ifølge Sabahs statsadvokat i en slags juridisk limbo, da centrale aspekter af aftalen ikke er bindende eller ikke kan håndhæves. Men selv om naturbeskyttelsesaftalen mellem Sabah og Hoch Standard i øjeblikket er i bero, kan den ses som en del af den massive “guldfeber” for at sikre rettigheder til verdens “naturkapital”, der nu finder sted på globalt plan. Det er ikke tilfældigt, at underskrivelsen den 28. oktober af Sabah-aftalen om naturkapital for flere milliarder dollars fandt sted kun en måned efter, at New York Stock Exchange og Intrinsic Exchange Group annoncerede oprettelsen af en ny aktiekategori i form af Natural Asset Companies, der skal fungere som finansielle formidlere af ejerskab, forvaltning og kontrol af verdens naturkapitalaktiver.
Kun tre dage efter indgåelsen af aftalen om Hoch-standarden blev FN’s klimakonference i Glasgow indledt. Dette faldt sammen med konsolideringen af Glasgow Financial Alliance for Net Zero, der blev styrket og fik global betydning, og som reklamerede med at repræsentere multinationale banker og pengeforvaltninger, der tilsammen tegner sig for 130 billioner dollars i finansielle aktiver, og som ledes af nogle af de samme multinationale banker, såsom Credit Suisse og HSBC, med hvilke Tierra Australia også er forbundet. Golokin var til stede ved FN’s klimaforhandlinger i Glasgow, hvor han forsøgte at skaffe global finansiering til Hoch Standard-Sabah naturbeskyttelsesaftale, som han hævder er designet til at trække potentialet i Sabahs skoves “dovne aktiver” frem, et begreb, der henviser til økosystemtjenester, der ikke er indarbejdet i markedet. Burgess holdt en præsentation på den internationale Heart of Borneo-konference i november 2021, der havde til formål at tiltrække investeringer i naturkapital til Borneo. Han beskrev Borneos naturlige miljø som et hovedmål for den globale bevægelse, der sigter mod “monetarisering af verdens naturkapitalaktiver”.
Det er umuligt at overdrive omfanget af dette rush på naturkapital, som nu fremmes af den globale spekulative finansverden, der siden den store finanskrise i 2007-2010 har forsøgt at erhverve reelle aktiver i det fysiske miljø for at understøtte den fortsatte gældsekspansion. Omdannelsen af såkaldt naturkapital til omsættelig bytteværdi i løbet af det sidste årti anses for at åbne næsten ubegrænsede muligheder for virksomheder og kapitalforvaltere. Corporate EcoForum – en gruppe på 24 multinationale selskaber, herunder Alcoa, Coca-Cola, Dell, Disney, Dow, Duke Energy, Nike, Unilever og Weyerhaeuser – offentliggjorde i 2012 “The New Business Imperative: Valuing Natural Capital” i samarbejde med Nature Conservancy, hvori man insisterede på, at de dengang “anslåede 72 billioner dollars af ‘gratis’ varer og tjenester”, der er forbundet med den globale naturkapital og økosystemtjenester, skulle monetariseres med henblik på en mere bæredygtig vækst”. Rapporten understregede de enorme muligheder for “udnyttelse” af gæld, som de “nye markeder for naturkapital som f.eks. handel med vandkvalitet, bankvirksomhed med vådområder og truede arter samt naturlig kulstofbinding” udgør. Som følge heraf var det bydende nødvendigt at “sætte en pris på naturens værdi” eller, sagt på en anden måde, “en monetær værdi på det, naturen gør for … virksomhederne”. Den kapitalistiske økonomis fremtid lå i at sikre, at markedet betalte “for engang gratis økosystemtjenester”, som derved kunne skabe ny økonomisk værdi for de virksomheder, der var i stand til at omdanne rettigheder til naturkapital til finansielle aktiver.
I 2016 gik mere end 50 multinationale selskaber, anført af virksomheder som Dow, Coca-Cola, Nestle og Shell, sammen med Conservation International i Natural Capital Coalition (nu kendt som Capitals Coalition) for at udvikle Natural Capital Protocol. Formålet var at udforme en ramme for monetarisering af verdens økologi ved hjælp af fabrikerede skyggeprissystemer baseret på det kapitalistiske markedssystem. Naturkapitalprotokollen blev snart ledsaget af andre initiativer som f.eks. Natural Capital Charter, der blev indført samme år af Den Internationale Naturfredningsunion.
Økonomen Robert Costanza og hans medarbejdere vurderede i 2011 verdens “sytten” økosystemer til 145 billioner dollars om året (i 2007-dollars). Den nuværende nettoværdi af disse økosystemtjenester, diskonteret med 1 procent i resten af dette århundrede, anslås at være over 4 quadrillioner dollars (4.000 billioner) værd. Dette sidste tal er blevet fremhævet af Intrinsic Exchange Group som værende et næsten ubegrænset sæt metaforiske guldminer, som naturaktivkoncerner frit kan udnytte. Økonomen Wilhelm Buiter fra Citigroup forventer “at se et globalt integreret marked for ferskvand inden for 25-30 år. Når først spotmarkederne for vand er integreret, vil fremtidige markeder og andre afledte vandbaserede finansielle instrumenter … følge med…. Vand som en [naturlig] aktivklasse vil … i sidste ende blive den vigtigste fysiske råvarebaserede aktivklasse, som overgår olie, kobber, landbrugsråvarer og ædelmetaller”. I dette perspektiv vil verdens ferskvandskilder, som udgør en af de planetariske grænser, der er udpeget af naturvidenskaben, blive monopoliseret som naturkapital af relativt få virksomheder, der vil være i stand til at opkræve en markedspris for økosystemtjenesterne.
Den globale finansverdens planer om ekspropriation og akkumulation af naturkapital er i dag primært rettet mod det globale syd. Ifølge FN’s miljøprogram viser en geografisk kortlægning af naturkapital, at der er “en høj koncentration af terrestriske økosystemaktiver i de ækvatoriale regioner, især i det brasilianske Amazonasområde og Congobækkenet”. De marine økosystemaktiver er størst i Sydøstasien (det Sydkinesiske Hav) og langs kysterne. Oprindelige territorier dækker omkring 24 procent af jordens landoverflade og “indeholder 80 procent af jordens resterende sunde økosystemer og områder med global biodiversitetsprioritet”, hvilket gør dem til primære mål for ekspropriation og omdannelse til omsættelig naturkapital. Afrika syd for Sahara er et mål, da “det anslås, at cirka 90 procent af jorden ikke er omfattet af nogen ejendomsrettigheder”, hvilket betyder, at mange oprindelige samfund, der har boet i disse områder i utallige år, ikke har officielle ejendomsrettigheder, og at deres jord derfor er åben for landgrabbing. African Forum on Green Economy, der samarbejder med Natural Capital Coalition og World Wildlife Fund, erklærede i 2020, at “naturkapital er en del af et bredere økonomisk system”, hvilket indebærer, at Afrikas økosystemer kan indordnes fuldstændigt under den kapitalistiske økonomi.
Konsekvenserne af denne hastige finansialisering af naturen, som fremmer omfattende ekspropriation af de globale fælles ressourcer og berøvelse af menneskeheden i et omfang, der overgår al tidligere menneskelig historie, er enorme. Denne store ekspropriation retfærdiggøres med, at man vil redde naturen ved at gøre den til et marked og dermed erstatte naturens love med varens værdilove. Men ikke alene er logikken bag dette fejlagtig, men det vil sandsynligvis også udvide de tilhørende kolossale finansielle bobler, samtidig med at ødelæggelsen af planetariske økosystemer og af jorden som et sikkert hjem for menneskeheden accelereres.
For at forstå den monumentale tåbelighed i monetarisering af jorden er det nødvendigt at tage en teoretisk udflugt til den klassiske kritik af “kapitalens fetichkarakter” og sammenblandingen af reel rigdom og gæld, som den er udviklet af tænkere som Karl Marx og Frederick Soddy. Dette vil gøre det muligt for os at forstå de nødvendige betingelser for forsvaret af jorden over for den nuværende finansialiserings enorme kræfter, hvilket kræver den største alliance af arbejdere, folk og bevægelser i menneskehedens historie.
Myten om kapitalens iboende produktivkraft
I sin kritik af “kapitalens fetichkarakter” i Grundrisse og Kapitalen fremhævede Marx synspunkterne – som langt oversteg “alkymisternes fantasier” – hos den britiske politisk-økonomiske forfatter og nonkonformistiske præst Richard Price, en ven af Benjamin Franklin og Joseph Priestley, i slutningen af det 18. århundrede. Price hævdede, at man ved hjælp af forrentningens magi kunne opnå et univers af rigdom. I sin appel til offentligheden om den offentlige gæld fra 1772 gik Price så langt som til at sige “ÉN PENNY, sat ud ved vor Frelsers fødsel til 5 procents renters rente, ville inden denne tid være vokset til et større beløb, end der ville være indeholdt i HUNDRED OG FEMTI MILLIONER JORDKLODER, alt af massivt guld.”
For Marx var Prices “150 millioner jordkloder, alle af massivt guld” en kosmisk fantasi om “kapitalens iboende produktivkraft” (the innate power of capital), hvor kapitalen bliver “et selvreproducerende væsen … en værdi, der evigt vokser og vokser i kraft af en iboende egenskab”, uden nogen henvisning til virkelige materielle og historiske forhold. “Den gode Price blev simpelthen blændet af de enorme mængder, der er resultatet af den geometriske progression af tallene…. Han betragter kapitalen som en selvvirkende ting, uden at tage hensyn til reproduktionsbetingelserne eller arbejdsbetingelserne” eller – som Marx også skulle insistere på – de materielle betingelser og begrænsninger, som jorden selv opstiller. På denne måde opfattes kapitalen, med Marx’ ord, “som et rent selvforøgende tal”, og Price “var i stand til at tro, at han havde fundet vækstlovene i denne formel”. Faktisk var kapitalen for Price ifølge Marx “en selvvirkende automatisering”, der legemliggjorde “en iboende egenskab som evigt vedvarende og voksende værdi”. Hvordan kapitalakkumulationen rent faktisk foregik, sammen med dens begrænsninger og modsætninger, var “helt ligegyldigt for ham”, da alt dette blev afløst af “den rentebærende kapitals iboende egenskab”. For Price og dem, han påvirkede, skrev Marx derfor, at “Adam Smiths teori om akkumulation” som grundlaget for nationernes rigdom er forvandlet “til en nations berigelse ved akkumulation af gæld”. Dermed er “kapitalens fetichkarakter” komplet.
I Marx’ kritik af den politiske økonomi har al menneskelig produktion et reelt grundlag i et “materielt substrat … som er tilvejebragt af naturen uden menneskelig indgriben”, mens arbejdsprocessen “formidler stofskiftet mellem mennesket og naturen”. En vare har et dobbelt aspekt som både en natur-materiel brugsværdi, der opfylder sociale behov, og som bytteværdi, der skaber merværdi for kapitalisterne. Brugsværdier, der udgør den reelle rigdom, var et produkt af både natur og menneskeligt arbejde. En bestemt brugsværdi “dingler ikke i luften. Den er betinget af varens fysiske egenskaber og har ingen eksistens adskilt fra sidstnævnte.” Det menneskelige arbejde selv havde en dobbeltkarakter som både en materiel-biofysisk kraft, der transformerede natur-materielle brugsværdier gennem produktion, og som en generator af bytteværdi/værdi under kapitalismen. Det var konflikten mellem produktion af varer som brugsværdier på den ene side og bytteværdi på den anden side, som var kernen i alle kapitalistiske modsætninger. Det, som naturen selv leverede, bortset fra arbejdstiden, var i det kapitalistiske system blot en “gratis gave … til kapitalen” og indgik ikke direkte i dens regnskab for værdiproduktion, hvor det blev behandlet som en ren eksternalitet. Ikke desto mindre gav monopoliseringen af dele af den knappe jord/natur anledning til monopolrenter, som blev trukket fra den samlede merværdi, der fodrede naturressourcernes ejeres kasser.
Kapitalismens eksklusive fokus på produktion af bytteværdi frem for brugsværdi og dens behandling af naturen som en gratis gave førte i Marx’ analyse til, at naturen blev berøvet de grundlæggende bestanddele af produktionen og således skabte den metaboliske kløft mellem natur og samfund, eksemplificeret ved det 19. århundredes jordkrise, hvor vigtige jordnæringsstoffer blev fragtet til de nye industrielle produktionscentre i byerne, hvor de bidrog til forurening og gik tabt for jorden. I Marx’ og Friedrich Engels’ politisk-økonomiske kritik blev de materielle produktionsbetingelser integreret med tidens spirende termodynamiske videnskab, som understregede de miljømæssige/energimæssige begrænsninger for produktionen. I overensstemmelse med den antikke epikuræiske materialisme kom intet fra intet, og intet, der blev ødelagt, blev reduceret til intet. Marx citerede Pietro Verris udtalelse: “Alle universets fænomener, hvad enten de er frembragt af menneskets hånd eller af fysikkens universelle love, skal ikke opfattes som skabelseshandlinger, men udelukkende som en omordning af materien.”
I den neoklassiske økonomi, som den opstod i slutningen af det 19. og 20. århundrede, og som adskilte sig fra den klassiske politiske økonomi, blev begrebet natur- og brugsværdier fjernet fra de grundlæggende rammer i økonomien, og kun bytteværdi blev tilbage i opfattelsen af rigdom. Land som en produktionsfaktor, siden det blev antaget, at menneskeskabt kapital kunne erstatte den, blev til sidst helt udelukket fra den neoklassiske produktionsfunktion, der blot bestod af arbejdskraft og kapital. Dermed blev alle kapitalens nødvendige relationer til naturen udslettet sammen med enhver opfattelse af, at den materielle produktion var afhængig af termodynamikkens love. Ideen om, at kapitalens vækst på nogen måde var begrænset af det naturlige miljø, blev også elimineret.
Alt dette gav næring til myten om kapitalens iboende produktivkræft. Som den økologiske økonom Herman Daly har skrevet: “Måske er standardeksemplet på fejlplaceret konkretisering [reifikation] i økonomien “pengefetichisme”, hvor man anvender pengenes karakteristika, symbolet for og målestokken for rigdom, på selve den konkrete rigdom. Hvis penge kan vokse for evigt med renters rente, så kan [reel] rigdom formentlig også vokse for evigt”, som om der ikke var nogen fysiske begrænsninger.
Den økologiske/energetiske kritik af pengenes iboende produktivkræft, som Marx introducerede, blev for et århundrede siden videreudviklet af Frederick Soddy, vinderen af Nobelprisen i kemi i 1921 og en pioner inden for økologisk økonomi, som begyndte med udgivelsen af Cartesian Economics: The Bearing of Physical Science on State Stewardship i 1922. Soddy var en af pionererne inden for studiet af stråling, idet han introducerede begrebet isotoper. Han var tidligt bekymret over det destruktive potentiale ved at udnytte atomkraft og anførte i 1926 i Wealth, Virtual Wealth, and Debt: “Hvis opdagelsen [af, hvordan man frigør atomkraft] blev gjort i morgen, er der ikke en nation, der ikke ville kaste sig med liv og sjæl ind i opgaven med at anvende den i krig, ligesom de nu gør det med de nyudviklede kemiske våben til giftgas-krigsførelse. … Hvis [atomkraft] kom under de eksisterende økonomiske forhold, ville det betyde en reductio ad absurdum for den videnskabelige civilisation, en hurtig udslettelse i stedet for et ikke alt for langvarigt sammenbrud.”
Soddy så det kapitalistiske økonomiske system, og især den gældsøkonomi det fremmede, som den største fare for stabiliteten i verden. I begyndelsen af det 20. århundrede, i sin mest produktive periode som kemiker i Glasgow, stiftede han bekendtskab med socialistiske idéer, især den romantisk-radikale tradition, hvor de vigtigste inspirationskilder på det tidspunkt var skikkelser som Percy Bysshe Shelley, Thomas Carlyle, John Ruskin, Walt Whitman og William Morris. Dette var et kritisk miljø, som var blevet påvirket af Morris’ Socialist League og af udviklingen af municipal socialism. Minearbejderstrejken i 1911-12 lammede den britiske industri og satte fokus på produktionens afhængighed af fossil energi, og Soddy påpegede dengang, at den moderne økonomiske verden fandt sit grundlag i denne særlige form for laventropisk stof/energi.
Soddy var i en årrække tilknyttet Independent Labour Party. I 1918 blev han medlem af den nyoprettede National Union of Scientific Workers, hvorigennem han stiftede et nært bekendtskab med zoologen, marxisten, ultra-materialisten og forfatteren af An Outline of Psychology, Henry Lyster Jameson, som Soddy førte en omfattende korrespondance med. I forbindelse med sin korrespondance med Jameson indledte Soddy studier af Marx og Ruskin samt af det sene 19. århundredes bank- og kreditteoretiker Henry Dunning Macleod. Resultatet af disse studier var Cartesian Economics (oprindeligt to foredrag, der blev holdt for studenterforeningerne på Birkbeck College og London School of Economics), hvori Soddy anfægtede pengenes iboende produktivkræft. Cartesian Economics blev udgivet samme år som præsentationen af Soddys Nobelforelæsning i 1922 og markerede et afgørende skift i hans arbejde fra forskning i kemi til kritik af økonomi og pengenes rolle ud fra termodynamikkens energimæssige standpunkt.
Soddy gik ligesom Ruskin ind i den økonomiske diskussion som en outsider med kun et overfladisk kendskab til selve økonomien, kombineret med et radikalt perspektiv. Derfor er hans synspunkter generelt blevet ignoreret af de økonomiske fagfolk. Ved at nærme sig økonomien ud fra et naturvidenskabeligt udgangspunkt bragte han begrebet reel rigdom (real wealth) tilbage som den brugbare legemliggørelse af stof/energi og satte dermed spørgsmålstegn ved den kapitalistiske økonomis bytteværdiorientering. Ligesom Ruskin så han rigdom som liv eller som stofskifte, der er forbundet med rationel udnyttelse af energistrømme, der i sidste ende stammer fra solen. Rigdom var “de menneskeligt nyttige former for stof og energi”. Al menneskelig produktion var rodfæstet i energistrømme, og det var heraf, at den virkelige rigdom var sammensat.
Den illusoriske stræben efter en evighedsmaskine drev kloden mod en ny verdenskrig, mens land efter land søgte ubegrænset konkurrencemæssig ekspansion og djævelen tog det sidste.
I denne sammenhæng genoplivede Soddy den klassiske politiske økonomis brugsværdiperspektiv, idet han betragtede den reelle rigdom som bestående af naturlige-materielle brugsværdier og adskilte dette fra bytteværdi og rene finansielle påstande om rigdom. Via John Stuart Mill fremhævede Soddy Lauderdale-paradokset, opkaldt efter James Maitland, den ottende jarl af Lauderdale, hvorved ødelæggelsen af offentlig rigdom øgede den private rigdom. Ved at illustrere Lauderdale-paradokset pegede Mill på en katastrofal situation, hvor ren luft blev så knap og monopoliserbar, at den kunne blive til en vare, hvorved den private rigdom blev forøget på bekostning af samfundet gennem monetarisering af naturens “gratis gaver”.
Den største fejl i kapitalistisk økonomi var for Soddy, at den reelle rigdom, som var styret af fysik, blev forvekslet med penge/gæld, som var en matematisk størrelse. Penge i sig selv skulle først og fremmest betragtes som et pant i fremtidig produktion og dermed som en gæld fra offentligheden (seddeludstederen) til indehaveren af pengene. Han hævdede, at al “gæld” i en vareøkonomi “er underlagt matematikkens love snarere end fysikkens” og dermed er løsrevet fra fysiske processer og grænser. I forbindelse med penge/gæld gælder entropiloven – de fysiske systemers tendens til større uorden – ikke, men er erstattet af renters rentes magi. Reel rigdom derimod udgik fra solenergi og fotosyntese og var i sagens natur begrænset og underlagt entropiloven – selv om den ikke desto mindre kunne udvikles yderligere med hensyn til udnyttelse af energistrømme. I forlængelse af Aristoteles og Ruskin hævdede Soddy, at økonomien, som den blev praktiseret af kapitalismen, havde antaget form af krimatistik eller den rene kunst at erhverve, snarere end oikonomia eller husholdningsforvaltning (hvorfra ordene økonomi og økologi er afledt). Han hævdede, at Storbritanniens og de andre udviklede økonomiers økonomiske succeser hovedsagelig skyldtes udnyttelsen af fossile brændstoffer og udøvelsen af moderne imperialisme og ikke fantasien om kapitalens iboende produktivkræft.
Soddy fremhævede flere gange Marx’ insisteren på, at den reelle rigdom i form af brugsværdier var rodfæstet i både naturen og det materielle arbejde (sidstnævnte er i sig selv en naturkraft). Hvis udnyttelsen af den samfundsmæssigt nødvendige arbejdskraft i Marx’ kritik af den politiske økonomi, som Soddy forklarede, var den eneste kilde til “bytteværdi eller pengepris” under kapitalismen, skulle dette sondres fra den reelle rigdom, hvor natur og arbejde tilsammen udgjorde det fundamentale grundlag – noget, som mange af Marx’ egne tilhængere ikke havde forstået. Marx havde derfor understreget det naturfysiske grundlag for rigdom. Selv om Soddy på forskellige punkter gav udtryk for sin beundring for Marx’ analyse og læring fra marxistiske tænkere som sin ven Jameson, var han dog selv langt fra marxist. Desuden havde han, da han skrev The Role of Money i 1930’erne, bevæget sig helt væk fra den socialistiske kritik af kapitalismen og hen imod planer om en radikal monetær reform. I modsætning til Marx var Soddy slet ikke interesseret i det sociale grundlag for værdi og kapital – til dels fordi han ud fra et fysikerperspektiv var af den opfattelse, at planter, der var involveret i fotosyntese, var de ultimative kilder til rigdom – men snarere i det mere snævre spørgsmål om konflikten mellem den monetære verden og fysikkens verden.
Marx kritiserede i skarpe vendinger Macleod for hans påståede “opdagelse” i The Theory and Practice of Banking, at “valuta … er kapital”, hvorved spørgsmålet om værdi blev ignoreret. Soddy skulle ligeledes se Macleod som repræsentant for pengekapitalens fetich i sin videreførelse af argumentet om, at gæld ikke skulle behandles som en “negativ” størrelse, men snarere som en positiv økonomisk værdi i sig selv. For Macleod var det nemlig “den store moderne opdagelse at gøre gælden selv til salgbare varer” og at opbygge et helt suverænt kredit- og finanssystem baseret herpå, som i stigende grad ville komme til at styre den kapitalistiske verden. Banker var, med Macleods ord, “butikker med det udtrykkelige formål at købe og sælge gæld” eller “kreditfabrikker”. Macleods fremhævelse af, hvordan bankerne under kapitalismen internt (eller endogent) skabte kreditpenge ud af ingenting, kombineret med den eksplosive karakter af renters rente, der var afskåret fra alle relationer til den fysiske verden, udtrykte for Soddy den moderne pengefetich, der var dybt forankret i den kapitalistiske økonomi, og som i sin irrationelle finansielle eksplosion bragte hele tilværelsen i fare.
Faktisk var de ekstreme fantasier om kapital, penge og finanser efter Soddy’s mening ved at lede verden mod en endegyldig katastrofe. Den illusoriske stræben efter en evighedsmaskine drev kloden mod en ny verdenskrig, mens land efter land søgte ubegrænset konkurrencemæssig ekspansion og djævelen tog det sidste. Desuden skabte den mytologiske opfattelse af, at renters rente havde et reelt grundlag i den materielle virkelighed i strid med entropiloven, et sæt ustabile økonomiske relationer, der yderligere truede menneskets selvforsyning. Hvis økonomien ikke blev lagt på et solidt, fysisk grundlag, ville gældsøkonomiens vækst føre menneskeheden mod en katastrofe. I sit forord fra 1935 til The Frustration of Science, et værk, hvis bidragydere omfattede førende britiske venstreorienterede videnskabsfolk som J. D. Bernal og Patrick M. S. Blackett, henviste Soddy til tabet af jordens frugtbarhed og det generelle spild i økonomien og argumenterede for, at samfundet burde styres af de produktive elementer i samfundet, der var optaget af “skabelsen af sin rigdom snarere end af sin gæld”, og som bevarede en forbindelse til jorden. Videnskaben “bør fortælle sandheden, selv hvis himlen falder ned”.
Som Daly, i en kommentar til Soddy, forklarer i “Capital, Debt, and Alchemy”, er kapital, når den defineres i finansielle termer, en forventet “flerårig nettoindtægtsstrøm”, der stammer fra et underliggende aktiv “divideret med den forventede rente og ganget med 100”. Den bliver i den nuværende pengeform til beregningen af en “permanent pant i økonomiens fremtidige reelle produktion”. Derfor står den kapitalistiske vækstøkonomi, mens den fortsætter med at profitere i løbet af sin skabende ødelæggelse, i sidste ende over for fysiske grænser for et jordsystem, der ikke, ligesom renters rente, vokser eksponentielt. Reel fysisk rigdom, der udgår fra naturen og i sidste ende stammer fra solenergi, er underlagt entropiloven og kan ikke generere endeløs hurtig vækst som i tilfældet med “symbolsk pengegæld!” Konflikten mellem den finansbaserede økonomiske ekspansion og det økologiske grundlag for samfundet er således uundgåelig.
Finansialisering af naturen som et nyt økologisk regime
2009 vil blive husket i verdenshistorien for to globalt destabiliserende begivenheder, som hver især var et vigtigt vendepunkt. 2009 var ikke blot højdepunktet for den store finanskrise, som begyndte i 2007 i USA, men markerede også den ekstraordinære fiasko for klimaforhandlingerne i København. Perverst nok skulle den finansielle eksplosion, der har kendetegnet den moderne monopolfinanskapital, da den kort efter blev genoptaget, nu kobles sammen med en søgen efter nye reelle aktivbaser, hvorfra den globale finanssektor kunne få yderligere løftestangseffekt. Denne søgen kom straks til at fokusere på finansialiseringen af økosystemtjenester, som ikke tidligere var blevet indarbejdet i økonomien, og som byggede på globale kulstofmarkeder og finansiering af naturbevarelse, idet man som løsning på den globale økologiske krise tilbød en monetarisering af jordkloden, der udgjorde et nyt finansialiseret økologisk regime.
Begrebet naturkapital, det er godt at huske på, blev indført i begyndelsen af det 19. århundrede, før selve begrebet kapitalisme, i et forsøg på at forsvare jord og naturressourcer mod den industrielle kapitalismes logik og bytteværdiens dominans, der var under udvikling. I denne oprindelige sammenhæng blev det hævdet, at naturkapitalen eller jordens kapitalbeholdning – et begreb, der opstod på samme tid – skulle forsvares mod den kunstige kapital, der blev genereret af systemet med kontant nexus. Denne brug af begrebet naturkapital som værende udtryk for de naturmaterielle brugsværdier, der ligger til grund for produktionen, fortsatte ind i det 20. århundrede, men har i de sidste tre årtier måttet vige for en opfattelse af naturkapital i form af bytteværdi og dermed som et omsætteligt aktiv, der kan internaliseres i den kapitalistiske økonomi. Det er det, som George Monbiot i et foredrag i 2014 for Sheffield Political Economy Research Institute betegnede som “Natural Capital Agenda: prisfastsættelse, værdiansættelse, monetarisering og finansialisering af naturen under påskud af at redde den”.
Et vendepunkt i denne henseende var den oprindelige artikel fra 1997 om “The Value of the World’s Ecosystem Services and Natural Capital” af Costanza og hans medarbejdere, der havde til formål at fastsætte prisen på planeten. Denne var baseret på en reducerende tilgang, hvor der blev anvendt et system af kunstigt fremstillede priser, der var afledt af kapitalistiske markedsforhold, på væsentlige dele af en given “økosystemtjeneste” eller funktion, f.eks. produktionen af atmosfærisk ilt eller planternes syntese af kulhydrater. Hver økosystemtjeneste blev derefter tildelt en enkelt dollarpris, hvorefter alle “sytten” af verdens økosystemtjenester blev samlet. Et sådant system med fastsatte omsættelige værdier er baseret et system, hvor uoverensstemmende naturlige processer behandles som overensstemmende. I en sådan beregning af jordens priser konstrueres efterspørgselskurver ved at bestemme forbrugernes betalingsvilje. Da der imidlertid ikke findes egentlige markeder for økosystemtjenester – dvs. at de ikke er råvarer, som rent faktisk købes – beregnes forbrugernes betalingsvilje ved hjælp af forskellige metoder, der er kendt som hedonisk prissætning og betinget værdiansættelse. Ved hedonisk prissætning foretages værdiansættelsen ved at drage paralleller til nært beslægtede markedsførte tjenester. I USA har man således i forbindelse med cost-benefit-analyser anvendt en kategori, der kaldes “wildlife fish user days”, til at beregne værdien af forskellige arter af vilde dyr og planter – f.eks. når man skal afgøre, om det er økonomisk rentabelt at fjerne vilde dyr og planter ved at bygge en dæmning. Med “wildlife fish user days”-modellen vurderes de forskellige former for vildtlevende dyr ud fra det gennemsnitlige beløb, som en enkelt sportsudøver er villig til at betale for at jage en bestemt type vildtlevende dyr i forventning om at dræbe dem, hvorved deres værdi fastsættes. På samme måde bestemmes værdien af et bestemt vildmarksområde i hedonisk prisfastsættelse af forbrugernes villighed til at betale for parkering for at besøge det. Ved betinget værdiansættelse skabes der derimod hypotetiske markeder, hvor forbrugerne bliver bedt om at bestemme, hvad de hypotetisk set ville betale for en bestemt miljøtjeneste, og hvilken kompensation de ville skulle have for at miste den.
På grundlag af sådanne undersøgelser af forbrugerpræferencer anvender Costanza og hans medarbejdere en “benefit transfer”-metode (eller værdioverførsel), hvor de ekstrapolerer den beregnede værdi af en bestemt økosystemtjeneste i en lokal kontekst, f.eks. den vandrensende funktion i et bestemt flodsystem, hvor forbrugerpræferencerne er blevet fastlagt, og derefter udvider den til helt andre økologiske sammenhænge, hvor der ikke er foretaget undersøgelser. Resultaterne sammenfattes derefter for at bestemme prisen/værdien af økosystemtjenesten på planetarisk plan. Den samme metode anvendes på alle “sytten” af de udpegede globale økosystemtjenester for at beregne prisen for hele planeten.
Formålet med disse omhyggelige øvelser er at tillægge økosystemtjenester eller naturværdier, som i øjeblikket ikke er tilgængelige på markedet, en værdi. Begrundelsen herfor er, at medmindre naturens tjenester tillægges en økonomisk værdi, vil de fortsat blive behandlet som en gratis gave eller eksternalitet, der er til at stjæle. Men selv om det hævdes, som den heterodokse økonom Guy Standing siger, at “medmindre der sættes en pris på hver eneste del af naturen, vil den ikke blive behandlet som værende værdifuld”, er det ikke desto mindre sandt, at “en pris kommer først, når noget er til salg, når det bliver en vare”. Den britiske regering hævder nu, at jordejere i kraft af blot at eje og monopolisere jord er “udbydere af økosystemtjenester”, som fortjener at få økonomisk kompensation for at tilbyde disse “tjenester”, der er forbundet med jorden, og som tidligere blev betragtet som gratis gaver fra naturen, såsom økosystemtjenester i form af vandrensning, bestøvning af afgrøder, biodiversitet og kulstofbinding. (Naturligvis er det i mange situationer, især på konventionelle landbrug, almindeligt, at den nuværende praksis genererer økosystem-“ulemper” såsom vandforurening og tab af biodiversitet). Monetarisering af miljøet giver således mulighed for en enorm udvidelse af kredsløbet af bytteværdi og monopolrente i den økologiske bæredygtigheds navn. Med Monbiots ord betyder det, at “man effektivt skubber naturen endnu længere ind i det system, der æder den levende…. Alle de ting, der har været så skadelige for den levende planet, sælges nu til os som dens redning; varebetegnelse, økonomisk vækst, finansialisering, abstraktion. Nu får vi at vide, at disse ødelæggende processer vil beskytte den.”
Kapitalens bevægelseslove er styret af akkumulationsprocessen. At tjene penge på miljøet er i sidste ende at trække det ind i markedet og underkaste det akkumulationens ukontrollable dynamik, som pr. definition umuliggør et rationelt og bæredygtigt forhold til miljøet. Ifølge standardprincipperne for kapitalistisk skovforvaltning består en skov f.eks. af et antal millioner fod brædder af stående tømmer. Sådanne træydelser skal ifølge markedsreglen “høstes”, når renten overstiger væksten i træets værdi, som bestemmes af træernes naturlige vækstrate. Da en gammel skov, hvor træerne undertiden er et århundrede eller mere gamle, betyder, at væksten i de modne træer er meget reduceret og falder under rentesatsen, kræver markedet, at en sådan gammel skov afvikles på stedet og erstattes af yngre, hurtigere voksende træer. Disse skal fældes inden for 20-30 år, og der skal i stigende grad anvendes kemikalier under forarbejdningen af træet til tømmer for at kompensere for den lavere kvalitet.
Generelt vil en monetarisering af jordens komplekse biologisk-fysisk-kemiske system, selv i bevaringens navn, have en tendens til at erstatte systemer for naturlig reproduktion og evolution med reduktionistiske, markedsbaserede kriterier, hvor profitabel ekspansion er målet. Ifølge markedsreglerne er økosystemtjenester analytisk set indlejret i varemarkeder, der er domineret af en given akkumulering af private rigdomme. Dette er imidlertid i modstrid med økosystemernes og jordsystemets bæredygtige krav. I forbindelse med kapitaliseringen vil de globale fælles goder blive opsplittet og monopoliseret af nogle få private interesser, som vil omdanne dem til indtægtsstrømme, der kan bundtes sammen som finansielle aktiver, herunder forskellige former for derivater.
Når det drejer sig om egentlig bevarelse af naturværdier, anvendes der typisk en “blandet” finansiel ordning, hvor regeringerne påtager sig de fleste af omkostningerne ved at eje og investere i skovene, mens private virksomheder høster fordelene og modtager en uforholdsmæssig stor del af de deraf følgende indtægter. I dag gør alternative finansieringskilder som kulstofkreditter og gældsfinansiering, der lægges oven i udviklingslandenes i forvejen alt for store gældsbyrder, investeringer i skove, der kan handles på markedet, mere rentable for den internationale kapital. På det frivillige CO2-marked kan CO2-kreditter, der tilbydes for allerede eksisterende skove (taget fra oprindelige beboere), købes eller forvaltes finansielt, så de angiveligt udgør kompensation for CO2-emissioner andre steder i den globale økonomi, hvorved reelle emissionsreduktioner bliver unødvendige inden for en netto-nul-ordning. Kulstofkreditter kan opnås ved simpelthen at afvikle et naturkapitalaktiv mindre hurtigt, end det ellers angiveligt ville have været tilfældet, idet man baserer sig på fabrikerede basislinjer. Nogle af de problemer, der er forbundet med brugen af kulstofkompensationer – ud over at forurenere ikke reelt er forpligtet til at reducere deres forureningsniveau – kan imidlertid ses i de tilfælde, hvor de skove, der blev handlet som kompensation for emissioner andre steder, allerede er brændt op i de massive globale skovbrande, der er forårsaget af klimaforandringerne, og dermed har øget kuldioxidemissionerne.
I 2012 henviste UK Ecosystems Market Task Force til behovet for “at udnytte Citys finansielle ekspertise til at vurdere, hvordan disse blandede indtægtsstrømme og securitisationer [af naturkapitalaktiver] forbedrer investeringsafkastet af en miljøobligation”. I en kommentar til dette og til den overordnede logik i Natural Capital Agenda skrev Monbiot:
Det drejer sig om at overlade naturen til City of London, finanscentret, til at passe på den. Hvad skulle der kunne gå galt? Her har vi en sektor, hvis rigdom er bygget på skabelse af gæld. Således fungerer det, når fremtidige forpligtelser stables op. At give fremtiden en røvfuld for at tjene nutiden: Det er modellen. Og så bliver denne gæld opdelt i gældsforpligtelser med sikkerhedsstillelse og alle de andre vidunderlige mekanismer, som fungerede så godt sidste gang. Nu skal naturen indfanges og overlades til den finansielle sektor…. samme taskforce siger, at vi skal “adskille” økosystemtjenesterne [fra resten af jordsystemet], så de kan handles individuelt.
De negative konsekvenser, man kan forvente af en udvidelse af kapitalfetichismen til at omfatte naturen som helhed, er af planetarisk omfang.
Når disse økosystemtjenester først er blevet adskilt fra resten af naturen, kan de nu omdannes til finansielle aktiver for at fremme finansielle gevinster. På det nuværende CO2-marked, der fokuserer på udligning, køber finansielle interessenter kreditter i stort antal fra leverandører for at “bundte” dem, kombinere forskellige derivattrancher og samle dem i porteføljer, der består af kulstof og udligning i forbindelse med vidt forskellige former for naturkapital. Finansialiseringen af biodiversitet inden for naturbeskyttelsesfinansiering omfatter nu mekanismer til “stabling og bundtning”, der henviser til “forskellige måder at pakke flere økosystemgoder og -tjenester, herunder biodiversitet, til salg i miljøkompensationsordninger eller for at tiltrække [monetariseret] incitamentbaseret naturbeskyttelsesfinansiering”.
Som det fremgår af Credit Suisse’s rapport fra 2016, Levering Ecosystems, bliver finansiering af naturbevarelse i stigende grad afhængig af gældsfinansiering baseret på forventninger om hurtigt voksende indtægter fra naturkapital. Sådanne tilgange er i første omgang afhængige af forestillingen om “kapitalens iboende produktivkraft” (det, som Marx kaldte “kapitalens fetichkarakter”), kombineret med en anerkendelse af den stigende knaphed på naturkapital, hvilket giver mulighed for at udvide kredsløbet af bytteværdi til alle økosystemtjenester. Det finansielle mål under disse omstændigheder er at “tjene penge på økologiske kreditter” og generere et “blandet afkast” af forvaltningen af naturkapital, “som kan være astronomisk”. Det endelige resultat er imidlertid at påtvinge et system, der er gearet til økonomisk vækst og gældsekspansion, ned over naturlige systemer, som er fysisk begrænsede, og hvor de afgørende betingelser er reproduktion og bæredygtighed. Ifølge Burgess fra Tierra Australia, i en artikel om kapitalisering af verdens økosystemer, der begynder med den naturlige kapital hos de oprindelige befolkninger i Australien og Malaysias Sabah-stat på Borneo, kan monetarisering af verdens økosystemtjenester understøtte et helt nyt globalt finanssystem, der gennem “dets produktionsværdi … udgør det underliggende aktiv for et stabilt universelt byttemiddel”. I virkeligheden er det, der menes, at kredit-/gældssystemet på verdensplan skal oprustes gennem en finansialisering af jorden med ekspropriation af de oprindelige folks landområder som grundlag.
De negative konsekvenser, man kan forvente af en udvidelse af kapitalfetichismen til at omfatte naturen som helhed, er af planetarisk omfang. Ifølge en kritisk undersøgelse foretaget af økologiske økonomer,
“Produktionssystemer, der er afhængige af høj gæld, har negative virkninger på det økonomiske systems evne til at fremme en bæredygtig udnyttelse af naturressourcerne…. Modellen for gældsdrevet vækst kræver stadig hurtigere vækstrater for at muliggøre tilbagebetalingen af den stadigt stigende gæld…. Virksomhedernes og de spekulative aktørers profithungrende adfærd…fører således til en uhensigtsmæssig anvendelse af kreditter (gæld), som følgelig medfører systemisk ustabilitet…. Gældsbærende økonomiske systemer kan føre til et fuldstændigt sammenbrud af både naturlige og økonomiske systemer.”
Som John Maynard Keynes bemærkede i The General Theory of Employment, Interest, and Money i 1936, midt under den store depression: “Spekulanter gør måske ingen skade som bobler i en stabil strøm af aktiviteter. Men situationen er alvorlig, når aktiviteterne bliver boblen i en spiral af spekulation.” I dag er situationen blevet endnu mere alvorlig, i en tid, hvor den “aktivitet”, der er ved at blive forvandlet til en “boble i en spiral af spekulation”, er selve jordsystemets stofskifte.
De første offentliggjorte skøn over den globale værdi af naturkapital/økosystemtjenester førte til en fejring i finansielle kredse af denne nye “aktivklasse” og det enorme marked, som den betød, bestående af hundredvis, hvis ikke tusindvis af billioner af dollars, der nu potentielt er åbne for ekspropriation og udnyttelse af kapitalen. I denne optik havde prisfastsættelsen af planeten resulteret i en enorm stigning i den globale rigdom. Men i henhold til det princip, som tænkere som Marx, Ruskin, Soddy og Daly har anvendt, hvor den reelle rigdom består af naturmaterialets brugsværdier og faktisk af selve jorden, var det, der blev målt i forbindelse med prissætningen af økosystemtjenesterne, ikke den reelle rigdom, men snarere den øgede udtømning af verdens ressourcer, deres voksende knaphed. På baggrund heraf blev varebytteområdet udvidet – ikke med henblik på bevarelse, men som et yderligere grundlag for kapitalakkumulation, der repræsenterede en acceleration af de processer, der i første omgang havde skabt metaboliske brud i naturens økosystemprocesser. Hvis ikke den globale kollektive indsats stopper den, går den nuværende udvikling i retning af en verden med en voksende katastrofekapitalisme, der er præget af indbyrdes forbundne finansielle og økologiske kriser, baseret på myten om, at naturen kan omdannes til en ny spekulativ aktivklasse.
Økologisk kapital og miljøproletariatet
Fra og med Filosofiens elendighed i 1846 skulle Marx – der ligesom andre sociale og radikale kritikere i begyndelsen havde henvist til “naturlig kapital” i brugsværdiudtryk og sat denne i modsætning til bytteværdi og kunstig menneskeskabt kapital – opgive denne tilgang, da den havde en tendens til at naturalisere kapitalen selv. I stedet skelnede han mellem jordmaterie, dvs. materiel eksistens, og jordkapital; mellem naturmaterielle forhold og processer og kapitaliseringen af jorden. Naturen, eller jordmaterien, var evig (i betydningen af termodynamikkens første og anden lov), mens jordkapitalen ikke var det. Skabelsen af jordkapital som en særskilt social form krævede skabelsen af private ejendomsrettigheder og dermed en oprindelig ekspropriation af land/jord, hvilket forvandlede det, der tidligere var fælleseje, til et område med privat vareværdi. Monopoliseringen af jorden gav anledning til et system af renter, som jordbesidderne pålagde samfundet som helhed, og som blev betalt af det samlede merværdiprodukt.
Ralph Waldo Emerson bemærkede, at “naturen er uudtømmeligt betydningsfuld”, da vi som materielle væsener må vende tilbage til den igen i hver eneste handling, vi foretager os. Historiske materialister har traditionelt henvist til menneskehedens “uopløselige enhed” med “naturens universelle stofskifte”. I dag er naturen imidlertid, ligesom med arbejdet, blevet fremmedgjort og danner grundlaget for det kapitalistiske udbytningssystem. Begrebet naturkapital, som det anvendes i dag, er intet andet end et forsøg på at udvide denne fremmedgørelse til at omfatte naturen og menneskeheden som helhed, idet økosystemtjenesterne gøres til penge for at skabe et nyt finansielt økologisk regime: et socialt og historisk forhold, hvor hele jorden er til salg. For Paul Hawken, Amory Lovins og L. Hunter Lovins kan man ikke tale om kapitalisme, medmindre den er en “naturlig kapitalisme”, der inddrager hele naturen i sin logik.
Udfoldelsen af logikken i ekspropriationen af jorden kan ses i den neoklassiske miljøøkonom Edward Barbier’s forsøg på at fremme ideen om, at økosystemer, herunder selve jordsystemet, ikke er andet end kapital, forstået som bytteværdi. Al tilværelse er således kapital. “Hvis økosystemer … betragtes som kapitalgoder”, så er de pr. definition, siger han, “økologisk kapital”, som skal opfattes i form af bytteværdi. Den økologiske kapital som helhed står således for verdens samlede økosystemer, der betragtes som værende blot “kapitalformer”. Alle økologiske problemer har for Barbier en enkelt løsning: “at kapitalisere på naturen”. I dette synspunkt er naturen, jorden, grundlaget for alt liv og eksistens, formentlig endda universet selv, kapital, målt i penge. Dette overdøver selv Prices forestilling om, at renters rente fører til en rigdom svarende til “150 millioner af jordkloder, der alle er af massivt guld”, da Price henviste til en matematisk proces med renters rente – ikke til forestillingen om, at selve jorden og universet ikke var andet end massiv kapital. Her ser vi den kapitalfetich, som Marx og Soddy fremhævede, i sin mest ekstreme form. Ikke alene opfattes kapitalen som en naturlig kraft; den har i nutidens økonomers fantasier effektivt erstattet selve materien, hvilket skaber det, som Marx kaldte en “kosmisk forvirring”.
Kapitalens historiske virkelighed, som et system af sociale relationer, er skjult bag denne fetishiserede forestilling om naturkapital som en naturlig kraft med en potentiel kontantværdi, der stammer fra selve jorden og endda erstatter jorden/naturen/materien som det mest grundlæggende element i tilværelsen. Monetarisering og finansialisering af jordens økosystemer, der omdefineres som “økologisk kapital” uden grænser, er samtidig en storstilet ekspropriation, der fører til et bredere miljøproletariat (og økologisk bondestand). Det oprindelige ekspropriationssystem, som var grundlaget for skabelsen af det industrielle proletariat og det moderne system til udnyttelse af arbejdskraften, har forvandlet sig til en planetarisk kæmpestorm, et røverisystem, der omfatter hele jorden, og som fører til en mere universel berøvelse og ødelæggelse. Resultatet er skabelsen af en global miljømæssig reservehær af de besiddelsesløse, som er et produkt af kapitalens bestræbelser på at monopolisere planetens biogeokemiske processer på bekostning af menneskeheden som helhed.
Virkningerne af dette brud i jordens stofskifte og i menneskehedens sociale stofskifte med jorden kan ses overalt, også i de mest udviklede kapitalistiske stater, bevidnet af CO2-markederne og vandprivatisering. Alligevel er angrebet på naturen/naturlig kapital i dag hovedsageligt rettet mod det globale syd, hvor de økonomiske gevinster fra ekspropriationen af jorden i naturkapitalforvaltningens og udligningernes navn er størst. Det er også her, at et miljøproletariat, der i stigende grad er gjort besiddelsesløse, er mest synligt. Overalt smelter produktionens klassekamp sammen med klassebaserede miljømæssige retfærdighedskampe om fødevarer, luft, vand og betingelserne for social og økologisk reproduktion.
Den globale modstand fra oprindelige befolkningsgrupper, sammen med bønder, der lever af selvforsyning, mod den voksende landerobring i forbindelse med den accelererende kapitalisering af naturen, er en af de vigtigste udviklinger i vor tid. I tilfældet med Hoch Standards og Sabah-regeringens forsøg på at beslaglægge naturkapitalen i Malaysias skove på Borneo er det de oprindelige samfund, der trues af ekspropriation og fjernelse, der står i spidsen for den økologiske og kulturelle modstandsbevægelse og forsvarer den uopløselige enhed med naturen. Denne kamp finder sted på alle tre kontinenter i det globale syd og i regioner i det globale nord, hvilket er et tegn på, hvor tætte bånd der er mellem neokolonialismen og naturkapitalens voldsomme magt. I Kenya f.eks. kæmper medlemmerne af Sengwer-samfundet – som i løbet af det sidste halvandet årti har været udsat for tvungne masseudsættelser under trusler med skydevåben og nedbrænding og ødelæggelse af deres landsbyer af den kenyanske skovmyndighed i samarbejde med den internationale kapital – en kamp for at forsvare skoven og vandtårnene (nedbør i bjerge og højland, som bliver til vandkilder til kunstvanding i lavlandet og til menneskeligt forbrug).
De mål, der styrer kampen for en levedygtig fremtid, er nødvendigvis målene om materiel lighed og økologisk bæredygtighed, som tilsammen definerer socialismen i vor tid.
Mange afrikanske stater har arvet et dobbelt jordsystem fra den tidligere koloniale æra, som er fortsat i den postkoloniale periode. I Zambia f.eks. var 94 % af jorden indtil begyndelsen af dette århundrede ejet på grundlag af sædvanerettigheder, mens al jord også var formelt ejet af staten. I dag får oprindelige folk og bondesamfund deres jord beslaglagt af store private, udenlandsk baserede selskaber, ofte med støtte fra regeringer. I Zambia har bønder kæmpet imod Agrivision Africa’s finansielle ekspropriation af deres jord. Agrivision Africa har blandt sine investorer World Bank’s International Finance Corporation. Nogle lande, f.eks. Ghana og Botswana, har indført love, der giver sædvane ret til jord samme juridiske vægt som privat ejendom. Men i det meste af Afrika syd for Sahara er de oprindelige folks jordrettigheder skrøbelige i forhold til privat ejendom. På grund af den voksende knaphed på ressourcer og den uophørlige jagt på naturkapital kæmper oprindelige folk og småbønder for at forsvare deres liv, samfund og landområder. I denne sammenhæng bliver det faktum, at disse befolkningsgrupper generelt er de bedste forvaltere af jorden, ofte tilsidesat af virksomhederne i deres bestræbelser på at forvandle naturen til guld.
Et vigtigt grundlag for modstand mod naturkapital-kolonialismen er agroøkologien, præsenteret som et mere rationelt økologisk alternativ. La Via Campesina indledte sin globale kampagne for landbrugsreformer i 1999. Bevægelsen af jordløse arbejdere The Landless Workers Movement (MST) i Brasilien har også spillet en ledende rolle i kampen mod kapitaliseringen af naturen. João Pedro Stedile, MST’s nationale koordinator, siger: “Når man opretter en bilfabrik, forventer man at opnå en profit på 13 procent om året. Når man tager kontrol over en naturressource og gør den til et produkt, som eksempelvis vand, får man en fortjeneste på over 700 procent. Det er det, de er ude efter.” Indiens massive bondebevægelse i 2020-21 repræsenterede en enorm mobilisering af småbønder mod den voksende agrobusiness-dominans af det indiske landbrug og forsøgene på at omdanne jord og mad til kapital. I USA kan de massive protester i forbindelse med mordet på George Floyd i 2020, der i høj grad udgik fra arbejderklassen og ungdommen til støtte for en bevægelse ledet af sorte, ses som en indikation på omfanget af modstanden mod racekapitalismen, der kun venter på at eksplodere, efterhånden som de materielle forhold, især i byernes boligmiljøer, polariseres.
I alle disse og mange andre kampe er målet i sidste ende en bæredygtig menneskelig udvikling, nødvendigvis kombineret med modstand mod kapitalisme, racisme, kolonialisme, imperialisme og økologisk ødelæggelse. Inden for dette bredere kollektive perspektiv og i overensstemmelse med naturvidenskaben betragtes den menneskelige produktion som komplementær med naturmaterielle systemer og kan ikke reduceres til et universelt system af vareværdi baseret på den fejlagtige forestilling, at al eksistens står i forhold til og kan måles i penge. De mål, der styrer kampen for en levedygtig fremtid, er nødvendigvis målene om materiel lighed og økologisk bæredygtighed, som tilsammen definerer socialismen i vor tid. Videnskabelige og menneskelige udviklingskriterier er komplementære elementer i skabelsen af en integreret vej til en økologisk fremtid. Bag dette ligger erkendelsen af, at et udbyttersystem, der sætter sin lid til “kapitalens fetichkarakter” på bekostning af al menneskelig eksistens og liv på planeten, kun kan føre til den ultimative katastrofe, hvis det ikke bremses.
Som Red Nation erklærede i The Red Deal, er det pengefilosofien, der driver det moderne samfund, og “dens primære metode til at skabe relationer er ødelæggelse. Der er et andet ord for et pengedrevet system, der udtrykker sin eksistens gennem ødelæggelse: kapitalisme. Kapitalisme ødelægger livet. Den forurener floderne. Den ødelægger bjergene. Den udsulter elge, ulve og laks. Den fremmedgør vores bånd til hinanden og til jorden. Dens blotte eksistens kræver, at vi forsvinder.” Det eneste svar på et sådant destruktivt system, der er hævet til et planetarisk niveau, er en universel kamp for naturen og menneskeheden, der kræver folkenes suverænitet over jorden og produktionen. “Den globale økologiske revolution, der stadig er på vej”, betyder “at vi vender tilbage til vores menneskelighed og vores oprindelse som gode slægtninge” til jorden. Det betyder en rationel regulering af det menneskelige samfunds stofskifte med den universelle natur, som vi er en uløseligt forbundet del af.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
