Boykot Israel forbudt
Det er aldrig en dårlig idé at minde om de principper, der lå til grund. Moderniteten og relevansen af FN-pagten er det afgørende referencepunkt for internationalt samarbejde, baseret på multilateralisme. Dette udtrykkes med stor klarhed i kapitel 9 og artikel 55 og 56 i charteret om internationalt økonomisk og socialt samarbejde. Hvad står der i dem?
Den vestlige udfordring af målene i FN-pagten og den manglende respekt for dets anbefalinger har skabt kaos og en forringelse af menneskerettighederne.
Artikel 55: “Med henblik på at skabe de betingelser for stabilitet og velfærd, som er nødvendige for fredelige og venskabelige forbindelser mellem nationerne baseret på respekt for princippet om folkenes lige rettigheder og selvbestemmelse, skal De Forenede Nationer fremme:
1. højere levestandard, fuld beskæftigelse og betingelser for økonomisk og social fremgang og udvikling.
2. løsning af internationale økonomiske, sociale, sundhedsmæssige og beslægtede problemer samt internationalt kulturelt og uddannelsesmæssigt samarbejde.
3. universel respekt for og overholdelse af menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder for alle uden forskel med hensyn til race, køn, sprog eller religion.”
Artikel 56: “Medlemmerne forpligter sig til, med henblik på at nå de i artikel 55 anførte mål, at træffe fælles og særskilte foranstaltninger i samarbejde med organisationen.”
I overensstemmelse med FN-pagten var vedtagelsen af Wien-erklæringen i 1993 og dens handlingsprogram for menneskerettigheder først og fremmest præget af den meget politiske beslutning om at oprette et kontor for Højkommissæren for Menneskerettigheder (OHCHR). Denne beslutning var uadskillelig fra den reform af FN, der blev gennemført på det tidspunkt under pres fra USA og dets vestlige allierede, finansielle institutioner og transnationale selskaber (TNC’er).
Efter Sovjetunionens sammenbrud og med blik for den nye internationale magtbalance var USA’s og dets vasallers mål at sætte en stopper for multilateralisme som en hindring for deres unilaterale vision om en unipolær verden. Dette mål, der blev forfulgt i går, er særligt relevant i dag. Dette mål har ikke ændret sig, selv om magtbalancen ikke længere er den samme.
I 1993 skulle FN’s Center for Menneskerettigheders mission og virke nedlægges under påskud af at fremme menneskerettighederne. Centrets beføjelser blev derefter begrænset til rollen som administrativt sekretariat for FN’s Mellemstatslige Kommission for Menneskerettigheder. Med etableringen af højkommissæren og oprettelsen af OHCHR ændrede situationen sig, og centret fik en politisk funktion.
At tage højde for den nye internationale virkelighed betød, at vesterlændingene var nødt til at matche mål med midler for at distancere sig fra FN-pagten, som i deres øjne var forældet og uforenelig med deres ambitioner om at omforme verden.
Til dette formål blev OHCHR oprettet med omfattende politiske og økonomiske ressourcer for at gøre “forsvaret af menneskerettighederne” til et våben, som imperialismen kunne bruge til at underkue resten af verden.
I dag arbejder omkring 1.300 ansatte i Genève og New York med et budget i 2019 på over 200 millioner amerikanske dollars og en voksende brug af frivillige fonde, hvis midler er endnu et pressionsmiddel, som de vestlige lande bruger til at gennemføre deres strategier over for lande, hvis politiske orientering ikke falder sammen med deres egen. Det er også tilfældet med afviklingen af de internationale offentlige tjenesteydelser, som er blevet erstattet af en form for lejesoldater! Fra nu af vil denne nye type “embedsmand” blive rekrutteret i samarbejde med midlertidigt ansatte fra NGO’er og repræsentanter for civilsamfundet.
Den ensidige vision om en stat
Denne påmindelse er vigtig, hvis vi skal forstå det egentlige formål med oprettelsen af OHCHR. Faktisk var hensigten at erstatte en multilateral vision et væsentligt princip i grundlæggelsen af FN, med én stats ensidige vision, i dette tilfælde USA, som aldrig har lagt skjul på, i hvor høj grad FN-systemet i deres øjne er en rest af en svunden fortid, en slags anakronisme, der er dømt til enten at udvikle sig eller forsvinde.
Det var det, der i 90’erne fik Washington til at insistere på etableringen af en ny orden baseret på nye regler, rule base order (regelbaseret verdensorden, red.), som gennem reformen af FN førte til definitionen af OHCHR’s missioner og formål, brugen af R2P-begrebet (Rule to Protect, red.), den alt for berømte ret til at beskytte og legitimeringen af retten til at intervenere.
Et andet vigtigt eksempel er skibstrafikken, hvor der tillades en farlig og falsk fortolkning af havets frihed, hvilket gør det muligt for USA og dets allierede at optrappe deres provokationer, især i Taiwan-strædet i Det Kinesiske Hav.
På dette tidspunkt og gennem det pres, de udøver ved at bruge FN-systemet, er USA’s ambition at have et værktøj til rådighed til at sikre deres globale overherredømme ved at give sig selv legitimitet til alle de handlinger og forstyrrelser, de iværksætter. I deres øjne er dette afgørende for forebyggende krige, for aktioner mod angivelig terrorisme og for fremme af markedslove, der garanterer privat ejendom. Derfor er det efter deres mening nødvendigt at indføre “global governance” (global regulering, red.) på menneskerettighedsområdet for at legalisere de rige landes påtvungne betingelser for de fattige lande, de svageste lande og udviklingslandene.
Det gøres ved brug og systematisering af strukturtilpasningsplaner under påskud af respekt for menneskerettigheder, demokrati og god regeringsførelse.
Målet er at umyndiggøre demokratisk valgte regeringer gennem enerådende politiske systemer ved at overføre deres magt og styring indefra til omverdenen og overlade dem til transnationale selskaber og finansielle institutioner, IMF og Verdensbanken. På den måde blev uafhængige stater tvunget til at opgive deres egne institutioner og vedtage en enkelt økonomisk, social og politisk model, der ville gøre det muligt for dem at blive integreret i den kapitalistiske globaliseringsproces, der ledes af Washington.
I slutningen af 1990’erne førte denne tilgang i den neoliberale globaliserings navn til en radikal revision af FN’s Generalforsamlings rolle og begrænsede dens autoritet og kompetencer. Dette var også tilfældet, da UNCTAD, UNESCO og ILO blev svækket ved at fremme idéen om et nyt partnerskab mellem virksomheder og arbejdstagere, en idé, der var blevet støttet af World Economic Forum i Davos og af Den Internationale Sammenslutning af Frie Fagforeninger (ICFTU, som i 2006 blev efterfulgt af Den Internationale Faglige Sammenslutning – ITUC). Der er oprettet en rådgivende arbejdsgruppe bestående af 15 ledere af multinationale selskaber i form af et økonomisk sikkerhedsråd på samme måde som European Round Table of Industrialists (ERT), der støttes af European Trade Union Confederation (ETUC).
Et andet eksempel er den overdrevne brug af underleverandører til at udføre FN’s programmer og aktiviteter, herunder søgningen efter “strategiske partnerskaber” med ikke-statslige aktører fra civilsamfundet (NGO’er) eller den private sektor (transnationale selskaber), såsom Merryl-Lynch Group, der var ansvarlig for at styre FN-reformen. En sådan udvikling, i form af et radikalt brud med FN’s stiftende nationer, bidrager til at eliminere de resterende værdier, principper såvel som den etik, der ligger til grund for det multilaterale system.
(…..)
Som et resultat heraf har vi i de sidste 30 år set et gradvist brud med fortiden, når det gælder menneskerettigheder. Den nye retning indebærer nye organer, nye procedurer, nye arbejdsmetoder og en ny type personale, der har mere at gøre med diplomatiske lejesoldater end med international offentlig tjeneste.
Som man kunne forvente, blev OHCHR meget hurtigt set som et våben, der blev brugt énsidigt af de vestlige lande, en slags “trojansk hest” med det formål at fjerne selve formålet med FN-pagten, det vil sige: Det grundlæggende om nationernes suveræne ligeberettigelse, bilæggelse af internationale tvister med fredelige midler, respekt for staternes suverænitet, respekt for territorial integritet, folkenes frihed og deres frie valg.
Det er alle principper, hvis modernitet og relevans gør det muligt at forsvare og holde multilateralismen i live, samtidig med at vi vender ryggen til unilateralismen. Unilateralisme betyder direkte indblanding i en stats indre anliggender, lige til interventionisme, indblanding, sanktioner og andre tvangsforanstaltninger, herunder krig.
Resultatet er, at 30 år efter Wien-konferencen er balancen yderst tvivlsom, og der er stadig meget, der skal gøres. Vi blev lovet en verden med fred, samarbejde, udvikling og sociale fremskridt. Men det, vi fik, var krige, regimeskifteaktioner, at gøre sanktioner til almen praksis, at direkte udfordre staters suverænitet og forårsage et socialt tilbageslag, som for nogle lande har resulteret i et tilbageslag for civilisationen. Faktisk har denne vestlige udfordring af målene i FN-pagten og den manglende respekt for dets anbefalinger skabt kaos og en forringelse af menneskerettighederne. Verden er blevet mere ustabil, mere ulige, mere farlig og mindre sikker.
Kapitalismens krise og dens neoliberale system har svækket de fleste nationer, deres økonomier og deres institutioner. Deres offentlige tjenester er blevet ødelagt, massefattigdommen er steget, og samtidig har vi været vidne til en hidtil uset ophobning af rigdom og privilegier til fordel for et parasitisk og korrupt oligarki, der har til hensigt at regere verden.
(…..)
Verden forandrer sig hurtigt
Den internationale situation er grundlæggende præget af det globale geopolitiske vendepunkt. Dette paradigmeskift giver anledning til hidtil usete og bekymrende farer. Og samtidig til genoplivning af en universel og lovende bevægelse for frigørelse baseret på tilvalget af udvikling, samarbejde og respekt for suverænitet. Denne udvikling er kendetegnet ved en voksende bevægelse af stater, som med udgangspunkt i deres egne og deres befolkningers behov forener sig, finder sammen, lader deres stemmer høre selvstændigt og uafhængigt, men frem for alt handler i overensstemmelse hermed. Denne hidtil usete situation illustreres af antihegemoniske alliancer. De er politiske, økonomiske, finansielle, monetære, sociale og kulturelle. De gør det muligt for os at give erklæringen om retten til udvikling og opfyldelsen af menneskers grundlæggende behov ny mening.
(…..)
De, der som Francis Fukuyama profeterede “historiens afslutning” i kølvandet på Berlinmurens fald, indrømmer nu, at de tog fejl. Siden da har den samme Fukuyama i en slags skræmt hovedkulds hast hævdet, at “hvis vi sænker paraderne, vil den liberale verden forsvinde”. Denne angst er betydelig, og dette påfaldende ordvalg betyder, at vi er vidne til de vigtigste internationale forandringer, vi har set i næsten et århundrede.
Derfor bør vi hilse de nye bilaterale og multilaterale initiativer velkommen og opmuntre dem, der forsøger at frigøre sig fra despotiet blandt de bagmænd, der stadig klynger sig til dollarstandarden eller euroen, som befinder sig i en kritisk situation og midlertidigt er blevet reddet af kreditkrisen. Faktisk er tiden inde til en fuldstændig revision af den forældede arv fra Bretton Woods-aftalerne. Verden har brug for et samarbejde, der kan forny den internationale orden. Tiden er inde til at sætte en stopper for dollarens diktatur og forsøgene på genkolonisering, såvel som for den udplyndring, som dette system, udtænkt af USA gennem dets neoliberale vision forankret i Washingtons konsensus, medfører.
Og det er derfor!
Reformen af den internationale finansielle struktur kan ikke længere udskydes. Udviklingslandenes stemme og deltagelse i den internationale økonomiske beslutningstagning skal styrkes. For at fremme bæredygtig udvikling i tre dimensioner, der effektivt kan bidrage til den fulde virkeliggørelse af FN’s 2030-dagsorden. Disse er som følger:
1. Der er et presserende behov for at fremme teknologioverførsel og kapacitetsopbygning samt teknologisk og videnskabeligt samarbejde – fra udviklede lande til udviklingslande. Dette er presserende handlinger, der er mulige og derfor troværdige.
2. Der er også behov for dybtgående reformer af handelssystemet for at fremme økonomisk vækst, investere i bæredygtige projekter, bekæmpe klimaforandringer og deres negative virkninger, afdæmpe fødevarepriserne ved at øge fødevareproduktionen for at opbygge et globalt system, hvor intet land lades i stikken.
3. For at komme tilbage på sporet er det afgørende at få et solidt og effektivt handels- og investeringssystem på plads.
Så som vi kan se, er der konkrete løsninger, der kan bringe det internationale samfund sammen på en meget bred skala.
Så selv om det, der tegner sig, er fuldt af potentiale og muligheder, må vi også være klarsynede nok til at se, at der er store risici for menneskehedens fremtid. Vi er nødt til at indrømme, at den unipolære verden, som har affødt skiftet i magtbalancen, faktisk har skabt global ustabilitet: En form for kaos, en mangedobling af kriser, som den i Ukraine er et vidnesbyrd om, en eksplosion af social ulighed, tvangsforanstaltninger som styreform, klimaforstyrrelser, flygtningetragedien, intolerance og fremkomsten af ekstremer, hvor vi troede, de var blevet udryddet.
Selvom det er sandt, at intet er uundgåeligt, og at alt afhænger af politisk vilje, skal vi have modet til at konfrontere de årsager, der karakteriserer den nuværende internationale systemiske krise: De 16 kriser, som den tidligere nicaraguanske udenrigsminister Miguel D’Escotto Brockman henviste til. De er alle indbyrdes afhængige og bestemmer indholdet af de grundlæggende menneskerettigheder og dermed niveauet for de løsninger og reformer, der skal iværksættes.
Folkene mangler ikke redskaber til at tage disse udfordringer op! Verden er ikke dømt til at se sin udvikling gå tilbage eller til at løse sine problemer med magt alene. Debat, udveksling og deling til fordel for kreative beslutninger og forslag, der svarer til konkrete behov, kan bidrage til at finde veje ud af alvorlige krisesituationer, som vi oplever. Og det kan bidrage til alternativer, der muliggør samarbejde om udvikling for alle.
For at gøre dette er vi nødt til at frigøre os fra unilateralisme, udstødelse, énsidigt anvendte sanktionspolitikker, der er i modstrid med FN-pagten og fra vilkårligheder og endda fantasifostre hos nogle. Det kræver en ny tankegang, fri for den konservatisme, der fastlåser og splitter. Det altoverskyggende mål må være valget om at samles om principper og værdier og samtidig respektere de enkelte folks forskelligheder og suverænitet og deres frie valg. Det er en afgørende betingelse. Vi er nødt til at fremhæve selve principperne i FN’s charter igen og gøre noget for at omsætte det til praksis.
Som følge heraf er vi gået ind i en periode, hvor der skal træffes vigtige valg, som er afgørende i lyset af de betydelige indsatser og udfordringer, som menneskeheden står overfor. Indholdet af de beslutninger og retningslinjer, der tages, vil afgøre fremtiden for de kommende generationer.
Autokrati og demokrati ifølge Joe Bidens topmøder
I december 2021 og igen i marts 2023 indkaldte Joe Biden til to på hinanden følgende “demokrati”-topmøder, hvis internationale effekt er forblevet temmelig fortrolig. Disse to initiativer var langt fra overbevisende, men havde til formål at legitimere USA’s ubestridte lederskab inden for demokrati. Men sådan gik det ikke!
Uden tvivl fordi demokrati ikke er et nordamerikansk varemærke, men et fælles gode, der er blevet skabt gennem århundreder af alle menneskelige samfund med respekt for hinanden. En universel og håndgribelig rettighed, der eksisterer og repræsenterer en arv af principper og værdier, som accepteres af næsten alle lande i verden. Det samme gælder det stærke krav, som FN-charteret repræsenterer, og hvis indhold er i overensstemmelse med det, der skal eller bør dominere strukturen i de internationale relationer.
Det er gennem respekt for charteret, for specifikke regler og forpligtelser, for konventioner og resolutioner – som pagten om sociokulturelle rettigheder, om retten til udvikling, om borgerlige og politiske rettigheder, med respekt for folkenes ret til selvbestemmelse og uafhængighed som forudsætning – at menneskeheden har kunnet fortsætte sin fremmarch efter to verdenskrige og mange andre konflikter.
(…..)
Hvis vi følger Joe Biden og anbefalingerne fra hans “Democracy Summit”, burde der kun være én logisk konklusion: FN’s charter fra 1945, som definerer FN’s mål og principper, skal omskrives i kraft af en kendsgerning, som i deres øjne ikke kan bestrides, nemlig at “USA er den første forsvarer af verdens demokrati”. De er derfor dets eksklusive vogtere og den autoriserede referencekilde. Denne falske legitimitet giver dem mulighed for at omskrive reglerne, så de passer til deres eksklusive interesser.
(…..)
Den nødvendige fornyelse af De Forenede Nationer
De, der har forstået, i hvor høj grad USA er en katastrofe og repræsenterer en stadig større fare, må være klare i deres handlinger for effektivt at forsvare fred, samarbejde og liv på Jorden. Dette retfærdiggør eksistensen af et uafhængigt og demokratisk verdensforum, der er forpligtet til en reel og effektiv beskyttelse af menneskerettighederne. Det er derfor, vi må insistere på og gentage, at FN, hvis det skal nyde tillid og udvise troværdighed, ikke kan være et instrument for USA.
Institutioner for regional og global koordinering og samarbejde er afgørende for et effektivt forsvar af menneskers liv. Men regeringer, herunder mange af de mest progressive, er ikke tilstrækkeligt overbeviste om dette. For dem, der som USA ønsker at opnå total og absolut kontrol over planeten, er krigen allerede erklæret. Dette er så alvorligt, at vi uden tvivl kan sige, at hvis FN ikke ændrer sig radikalt, hvis det ikke genopfindes, kan det forsvinde. Det er derfor, befolkningerne må generobre det, fjerne det fra indflydelsen fra dem, der har tilranet sig dets navn, så de, der er oprigtigt interesserede i andre internationale relationer, kan bidrage til en ny gavn og effektivitet af den eneste verdensorganisation, der er sit navn værdigt.
Vores overlevelse vil afhænge af den grad af beslutsomhed, vi lægger i forsvaret af livet, og den hastighed, hvormed vi opfylder vores pligt til at skabe et FN, der er uafhængigt af USA eller andre, og som er i stand til effektivt at bekæmpe de forskellige sammenfaldende kriser, der plager os, og frem for alt mod det absolutte krav om dominans over vores planet.
Det er derfor, vi insisterer på, at FN genopfindes så hurtigt som muligt som en organisation til kamp, til effektivt forsvar for overlevelsen af den menneskelige art og livet på Jorden, der er truet som aldrig før i historien. Det, der især bør dominere de internationale relationer, er respekten for folkenes integritet, deres frie valg, svaret på deres sociale krav, især de unges, deres suverænitet, deres værdighed. Og at sætte en stopper for trusler, indblanding, umenneskelige tvangsforanstaltninger, destabilisering eller forsøg på regimeskifte. Hver stat og hver regering må derfor beslutte sig, tage stilling og afvise enhver form for pres.
Det er uacceptabelt at overtræde international lov eller erstatte den med regler, der er udarbejdet i hemmelighed, som USA og dets vasaller gør, at blande sig i andre landes interne anliggender og generelt at gøre noget, der er i modstrid med FN’s charter. Omvendt bør det bemærkes, at de dokumenter, som Ruslands og Kinas ledere underskriver med andre nationer, altid understreger det faktum, at bilateralt strategisk samspil og mangesidet partnerskab ikke kan være rettet mod nogen, men udelukkende skal fokusere på de berørte folks og landes interesser. De hviler på et klart og objektivt grundlag af overlappende og sammenfaldende interesser.
I de kommende år vil denne tilgang være afgørende. Det er de politiske svar, der skal gives på valget af udvikling såvel som på bevarelsen af vores miljø. Det er dem, der imødekommer de sociale behov hos det største antal: Kampen mod massefattigdom og frem for alt handling mod den eksplosive vækst af ulighed, spild og korruption. Og, som vi kan se, fortsætter vi alligevel med at finde os i finansiel spekulation, selv om den er blevet irrationel og mafialignende, korrumperer alle menneskelige aktiviteter og altid er til skade for realøkonomien og folks behov. Kan vi anstændigvis have en laissez faire-holdning? Det er ikke nok bare at sige det. Vi er nødt til at sætte handling bag ordene.
(…..)
Hvad er udsigterne?
Det liberale kapitalistiske system er fast besluttet på at rulle de sociale rettigheder tilbage, som er vundet, ofte med store ofre. Den nuværende krise er betydelig, og nogle ser sig nødsaget til at gøre alt, hvad der er muligt, for at reducere det der fejlagtigt kaldes arbejdsomkostningerne.
Der er erklæret en storstilet krig i verden, og den vokser støt og angriber milliarder af fattige, sultende, hjemløse mennesker, mennesker der er berøvet sundhed, beskæftigelse, uddannelse og sikkerhed. Men der er også en krig mod araberne, mod efterkommerne af afrikanere, asiater og latinamerikanere som ejer olien, gassen og de strategiske mineraler, herunder sjældne jordarter.
For 30 år siden bekræftede Verdenskonferencen om Menneskerettigheder i Wien, at ekstrem fattigdom og social udstødelse udgør en krænkelse af den menneskelige værdighed, og at der er behov for øjeblikkelige foranstaltninger for at opnå en bedre forståelse af ekstrem fattigdom og dens årsager, herunder dem der er knyttet til udviklingsproblemet. Dette for at fremme de fattigstes rettigheder, sætte en stopper for ekstrem fattigdom og social udstødelse og fremme at de kan høste frugterne af sociale fremskridt. Alligevel er den dominerende tendens social tilbagegang på alle områder. Det er derfor den største udfordring, vi står overfor.
Som det var tilfældet for 30 år siden, er den kontekst, vi befinder os i, ikke neutral.
(….forkortet….)
I de kommende år vil det være afgørende, hvilke politiske svar der gives på valget om udvikling og bevarelse af vores miljø. Svar der imødekommer flertallets sociale behov, bekæmpelse af massefattigdom og frem for alt handling mod den eksplosive vækst af ulighed, spild og korruption.
Men denne situation bliver i stigende grad afvist, ikke kun i ord, men også i handling. Vi er nødt til at bygge videre på dette momentum og opmuntre det. Så der er et krav her, som ingen er fritaget for at tænke på: At være i stand til at foregribe konturerne såvel som indholdet af et “skæbnefællesskab” der bidrager til at skabe tillid til et troværdigt alternativ og en ambition for alle folk uden forskel. Var det ikke Sun Tzu, der sagde, at “den, der ikke har nogen mål, vil sandsynligvis ikke nå dem”?
Jean-Pierre Page er tidligere fagforeningsleder i CGT, Confédération Générale du Travail, Frankrigs største fagforeningssammenslutning, med ansvar for den internationale afdeling. Han er forfatter til flere artikler og bøger om fagbevægelsens krise, Kina og det globale geopolitiske skift.
Denne artikel har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 1, 2024. Artiklen er en forkortet version af en tale ved “Beijing International Forum on Human Rights Governance”. Den kan ses i sin fulde længde på fransk på Initiative Communiste. Oversættelse via DeepL og lettere bearbejdet.
Forkortelser brugt i artiklen
OHCHR: Office of the United Nations High Commissioner for Human Rights. (Sekretariat for FN’s højkommissæren for menneskerettigheder)
UNCTAD: United Nations Conference on Trade and Development (FN’s konference for handel og udvikling)
UNESCO: United Nations Educational, Scientific and Cultural Organization (FN’s organisation for uddannelse, kultur, kommunikation og videnskab)
ILO: International Labour Organization (FN’s internationale arbejdsorganisation)
ITUC: International Trade Union Confederation (Den Internationale Faglige Sammenslutning)
ETUC: European Trade Union Confederation (Den Europæiske Faglig Sammenslutning)
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
