Ikke siden 2017 har så mange mennesker på flugt mistet livet i de tre første måneder på den centrale Middelhavsrute, der strækker sig fra Nordafrika til Italien og i mindre grad til Malta.
Staterne er nødt til at reagere.
António Vitorino, IOM
FN’s organisation for migration (IOM) har med Missing Migrants Project dokumenteret 441 dødsfald alene fra perioden fra januar til marts i år – og peger samtidigt på, at det reelle antal sandsynligvis er væsentligt højere.
IOM efterforsker således fortsat flere rapporter om såkaldte usynlige skibsvrag – som er tilfælde, hvor både er meldt savnet, men hvor der ikke er nogen optegnelser om overlevende eller eftersøgnings- og redningsaktioner.
Sådanne usynlige skibsvrag dækker over 300 menneskers skæbner, vurderer IOM.
Ifølge IOM skyldes stigningen i antallet af dødsfald forsinkelser i statslige redningsaktioner samt hindringer for eftersøgnings- og redningsoperationer udført af NGO’er.
– Den vedvarende humanitære krise i det centrale Middelhavsområde er uacceptabel, siger IOM’s generaldirektør, António Vitorino.
Han tilføjer:
– Med mere end 20.000 dødsfald registreret på denne rute siden 2014 er jeg bange for, at disse dødsfald er blevet normaliseret. Staterne er nødt til at reagere.
Forhindrer redningsaktioner
Forsinkelser i de statsledede redningsaktioner bliver udpeget som en faktor i mindst seks hændelser, som førte til mindst 127 dødsfald, mens den fuldstændige mangel på reaktion i et syvende tilfælde kostede mindst 73 mennesker livet.
Imens rapporterer IOM om, at stater direkte stiller forhindringer i vejen for NGO’ernes redningsarbejde i området.
Således affyrede den libyske kystvagt den 25. marts varslingsskud, da NGO-redningsskibet Ocean King reagerede på en melding om en gummibåd i nød.
Dagen efter blev et andet NGO-skib, Louise Michel, tilbageholdt i Italien efter at have reddet 180 mennesker, en hændelse som minder om situationen for redningsskibet Geo Barents, der blev tilbageholdt i februar og efterfølgende løsladt igen.
António Vitorino minder om, at såvel stater som private skibsfartsfirmaer har en juridisk forpligtelse til at redde liv på havet.
– Vi har brug for en proaktiv statsledet koordinering af eftersøgnings- og redningsindsatsen, siger han og opfordrer samtidigt til, at der gøres en indsats fra staternes side for at støtte NGO’er, der yder livreddende hjælp til søs – og først og fremmest gøre en ende på kriminaliseringen, hindringerne og afskrækkelsen af de personer, der yder hjælp til flygtninge i havsnød.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
