Virksomhederne har presset citronen under covid-19-pandemien og udnyttet arbejderne maksimalt. Desuden har år med nyliberale spareprogrammer fået bægeret til at flyde over, og en strejkebølge, der ikke er set siden 1980’erne, har i de seneste måneder rullet henover Storbritannien med stor kraft.
Dét fortæller Ian Richards til Arbejderen. Han er aktivist i den venstreorienterede kampagne “Rebuild Britain”, der betyder “Genopbyg Storbritannien”.
Brexit har virkelig hjulpet os i klassekampen, fordi vi ikke længere skal følge EU’s regler.
Ian Richards, Rebuild Britain
I gennemsnit har den britiske arbejderklasse opnået lønstigninger på mellem 7 og 10 procent siden brexit.
“Rebuild Britain” er en samling af tillidsfolk og fagforeningsaktivister, der ønsker at øge debatten og aktivismen i det britiske samfund, to år efter at landet forlod EU. Kampagnegruppen ønsker at genskabe et stærkt arbejdsmarked “med bedre forhold for arbejderne”.
– Bosserne i selskaberne har virkelig sat tommelskruen på de ansatte under covid-19-pandemien og gjort arbejdet mere fleksibelt. Det har betydet, at mange har arbejdet hjemmefra og måttet omstille sig. Nu forventer arbejdsgiverne, at folk fortsat er lige så fleksible – og ansatte bliver ligefrem fyret via Zoom eller fax, hvis ikke der er brug for dem mere, fortæller Ian Richards Arbejderen.
– Og dét finder folk sig bestemt ikke i, tilføjer han.
Ian Richards nævner, at en bølge af strejker har ramt landet i de seneste måneder. Det bekræftes af en række opslag på sociale medier fra en række fagforbund, blandt andet UNITE, GMB og andre. Strejkerne har også omfattet læger på hospitalerne.
I dag ruller strejker blandt buschauffører, men også rengøringsfolk i togene. De sidste arbejder for en mindsteløn på 79 kroner i timen.
Og arbejdere ved Exxons olieraffinaderi Fawley indledte strejke 8. april. De kræver højere løn og fuld løn ved sygdom.
Ved P&O-rederiets færger i kystbyen Dover har der siden marts været strejke, efter at rederiet fyrede 800 søfolk og andre ansatte og erstattede dem med indonesere og filippinerne til to pund i timen, hvilket svarer til knap 18 kroner i timen.
Mange af de 800 fyrede oprettede blokader på færgerne, men blev med magt fjernet fra blokader af tilkaldte sikkerhedsvagter.
– Arbejderbevægelsen vil ikke tolerere, at medlemmer bliver slæbt bort fra deres færger af paramilitære sikkerhedsvagter med balaclavaer om hovedet og medbragte håndjern, sagde transportarbejderforbundet RMT’s næstformand Eddie Dempsey i en tale den 2. april i London.
RMT – der står for National Union of Rail, Maritime and Transport Workers – har i dag over 80.000 medlemmer, og ifølge fagforeningens vedtægter kæmper RMT “imod kapitalisme og for socialisme”.
RMT organiserer de fyrede matroser og andre ansatte ved P&O-færgerne.
I byen Coventry har 70 af byens skraldefolk strejket siden 31. januar for kravet om højere løn, skriver dagbladet Coventry Telegraph.
Skraldemændenes grundløn er på 22.183 pund om året svarende til 196.126 kroner, hvilket er langt under lønsatserne for skraldemænd i nabokommuner.
Coventrys bystyre har ifølge fagforbundet Unite anvendt 2,8 millioner pund eller godt 25 millioner kroner på at stoppe strejken. Desuden er Pete Randle, tillidsmand for skraldefolkene, blevet fyret.
Unite opfordrer til solidaritet, også fra udlandet, og fagforbundet appellerer til at sende penge med det samme til strejkefonden.
I øvrigt overvejer lokale fagforeninger på området at stoppe støtten til det socialdemokratiske parti Labour, fordi partiet ikke har vist solidaritet med de strejkendes krav og direkte er gået imod dem gennem sin magt i bystyret, Coventry City Council.
I slutningen af marts vandt lærerne på Girls’ Day School Trusts 23 privatskoler over hele Storbritannien en strejkekampagne mod arbejdsgivernes ønske om at kunne “fire and rehire” – fyre og genansætte lærere, som ville forringe lærernes arbejdsforhold.
Strejker har stort set ikke fundet sted på skoler drevet af Girls’ Day School Trust i hele 149 år, så flere medier beskriver lærernes aktion med ordene “uhørt radikalisme under strejken”, der endte med total sejr for lærerne. De fik højere løn og bedre pension.
De strejkende lærere har fået stor støtte fra lærernes fagforening, NEU, samt fra forældrene til eleverne, skriver dagbladet Inews.
Sidste år var der strejke blandt lastbilchauffører. Problemet var, at der ikke var østeuropæiske chauffører nok efter brexit, så derfor manglede vognmændene chauffører. Det førte til konflikt, og de britiske chauffører fik 40 procent mere i lønningsposen.
Flere medier taler decideret om, at der er opstået et nyt styrkeforhold i transportbranchen og andre steder. For eksempel har den dansk-registrerede internationale andelsmejerikoncern Arla Foods givet lønstigning til de fleste ansatte chauffører i Storbritannien.
Ian Richards mener, at mindstelønnen på 80 kroner i timen generelt bliver undermineret i dagens Storbritannien.
– I stedet ligger lønnen de fleste steder i gennemsnit på 45 kroner i timen. Dét skaber frustration i arbejderklassen.
– De transnationale selskaber dikterer alt, uden hensyn til at familier kan få mad på bordet. Og hvis folk alligevel protesterer, truer de med at flytte til et andet land, lyder det fra Ian Richards.
Ifølge det britiske dagblad Morning Star har manglen på arbejdskraft, da landet kom ud af covid-19-pandemien, betydet et “markedspres på lønningerne”, der fik dem til at stige.
“Beslutsom handling fra fagforeningerne betyder store sejre med højere løn på de enkelte arbejdspladser”, skriver avisen, der tilføjer, at Storbritannien siden 1992 har oplevet en voldsom “lavtlønskapitalisme” med stor inflation til følge.
Men trods sejre, er der store problemer, mener Ian Richards. Han oplyser, at udenlandsk arbejdskraft for eksempel bliver kørt i busser til den britiske grænse for at blive sat til strejkeramt arbejde eller arbejder for mellem 18 og 27 kroner i timen, som britiske arbejdere ikke vil nøjes med.
– Men heldigvis har vi fået besked fra vore europæiske kolleger i havne og på arbejdspladser, at man ikke vil samarbejde med skruebrækkere, lyder det fra Ian Richards.
Ian Richards beskriver, at “folk er meget sårbare”.
– Folk kæmper virkelig i det daglige med at overleve – det er blevet et spørgsmål for mange, om de skal have mad på bordet eller betale varmeregningen. Der er i dag flere “fødevarebanker” – de såkaldte food banks – end McDonald’s-restauranter i England, siger Ian Richards.
10 procent af befolkningen er afhængige af at få fødevarer i “food banks”, der udleverer gratis mad og livsfornødenheder til trængende.
Den 2. april samlede tusinder sig i mere end 20 byer i protest mod høje leveomkostninger, der truer med at drive flere millioner mennesker ud i fattigdom. Blandt andet var energipriserne 1. april steget 54 procent. Demonstranter i London krævede højere skat for rige, og at det er “varmepriserne, der skal fryse, ikke de fattige”.
Tidligere Labour-leder Jeremy Corbyn talte til demonstranterne i London.
– Jeg var i en food bank i morges og talte med folk, der ikke kan lave maden derhjemme, fordi der ikke er råd til at tænde for gas og el, sagde Corbyn, der krævede et prisloft på gas og el og nationalisering af energiselskaberne ifølge dagbladet Morning Star.
Ian Richards fortæller, at samtidig med at arbejderklassen virkelig kæmper for at overleve, er den også blevet “mere bevidst”.
Har brexit spillet en rolle i denne større bevidsthed samt for den store opblussen af strejker?
– Brexit har virkelig hjulpet os i klassekampen, fordi vi ikke længere skal følge EU’s regler. Det giver helt klart mere selvtillid.
– Men i den anden ende betyder det også, at fagforeningerne skal mere på banen. De skal ikke blot servicere medlemmerne og sørge for et sikkerhedsnet. De skal tage udfordringen op og både organisere og mobilisere, lyder buddet fra Ian Richards.
Han er yderst tilfreds med, at landets næststørste fagforbund Unite har fået en ny aktiv formand med Sharon Graham.
– Dét har helt klart også ændret på den gode stemning i fagbevægelsen, mener briten.
– Folk her i landet har mistet troen på den konservative regering, der er involveret i den ene skandale efter den anden. “PartyGate” er blot én af dem, beretter Ian Richards om skandalen, hvor premierminister Boris Johnson er anklaget for at have festet, mens landet var underlagt indgribende coronarestriktioner.
– Lige nu forsøger Boris Johnson at redde sit ry ved at spille international statsmand omkring krigen i Ukraine, mens han indenlands hænger i med begge negle.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
(dansk ikke modersmål)
Det er gode nyheder. Jeg husker, mens jeg gik i skole, Dyffryn Comprehensive, Margam, Port Talbot, vi joined the pickett lines på vores lokale stålværk under stålarbejderstrejken i 1980. Godt at se de unge engagere sig i dag.
Log ind for at svareDu skal være logget ind for at skrive en kommentar.
