Læserbrev
I maj måned i år var jeg på besøg på den besatte Vestbred i Palæstina. Det har jeg været mange gange før siden 1995, men det var første gang siden udbruddet af coronaen, som i øvrigt også ramte den palæstinensiske befolkning hårdt.
Palæstinenserne er i krig, påført dem af en årtier lang besættelse og gradvis annektering af deres land og deres ejendom.
Det gjorde måske, at det var lettere at se den hastige udvikling, der sker på Vestbredden, både politisk, socialt og økonomisk. Verden ændrer sig i et hastigt tempo, og det gør den så sandelig også på det besatte Vestbred. Og for den sags skyld også i Gaza, men da indrejse i Gaza ikke længere er mulig på grund af den israelske blokade, vil jeg alene fortælle om mine indtryk fra den besatte Vestbred.
Turen gik denne gang til Østjerusalem, Ramallah, Tulkarm, Hebron og Jenin.
Zionismens historiske strategi
For overhovedet at begribe den aktuelle situation er det nødvendigt med et kort historisk tilbageblik.
Den nuværende zionistiske strategi tager sin begyndelse og første form allerede ved staten Israels oprettelse i 1948. Målet var en ren jødisk stat befolket af jøder på den jord, hvor den palæstinensiske befolkning tidligere boede. Det skete gennem terror og fordrivelse af over 800.000 palæstinensere. Over 530 palæstinensiske landsbyer blev fuldstændig slettet fra Jordens overflade. Ved man det ikke, vil man aldrig opdage, at der engang eksisterede et levende palæstinensisk samfund. Det er også det, som palæstinenserne kalder Nakba.
Men den zionistiske strategi har aldrig alene været begrænset til det nuværende Israel. Zionismen har ønsket at erobre hele det historiske Palæstina. Lige præcis derfor har der ikke alene været tale om en langvarig besættelse af Vestbredden, men om en langvarig proces med det mål at annektere Vestbredden og gøre den til en del af Israel. Skiftende regeringer i Israel har aldrig rystet på hånden, når det gjaldt at forfølge denne strategi, men har ud fra skiftende politiske omstændigheder sat mere eller mindre tempo på denne proces.
Annektering af Vestbredden
Den årelange besættelse og den stadig mere målrettede plan for annektering af Vestbredden bestemmer hele den politiske dagsorden på Vestbredden. På mine tidligere besøg diskuterede man internt mellem palæstinenserne, om kampen gælder en tostatsløsning eller én fælles stat. Denne debat var nu næsten helt fraværende.
Ingen tror længere på opnåelsen af en selvstændig og vel at mærke levedygtig palæstinensisk stat på Vestbredden. Vestbredden er en hullet ost, og hullerne bliver større og større. Områderne, hvor palæstinenserne bor og lever, bliver mindre og mindre og ikke mindst mere og mere isolerede fra hinanden.
Samtidig gør erkendelsen af Israel som en apartheidstat, hvor palæstinenserne er fjerde- eller femterangsborgere, naturligvis sit indtryk. Ingen palæstinensere har lyst til at leve i en zionistisk stat, som i den grad diskriminerer palæstinenserne.
Den internationale udvikling gør bestemt heller ikke palæstinenserne mere optimistiske. Mellemøsten og især det palæstinensiske spørgsmål fylder meget mindre i international politik, end det gjorde tidligere. USA-imperialismen trusler over for Kina og krigen i Ukraine tager næsten alt fokus.
Som en del af denne udvikling er de højrerabiate og åbenlyse racistiske kræfter i Israel nu trængt helt ind i regeringen. Zionismen har friere tøjler end nogensinde før, imens størstedelen af verden lukker øjnene for Israels krigsforbrydelser og krænkelser af menneskerettighederne.
Mange har spurgt mig, hvad de store protester i Israel omkring højesterets placering i det politiske system betyder i forhold til udviklingen. Protesterne vedrører imidlertid hverken besættelsen, den kommende annektering af Vestbredden eller palæstinensernes rettigheder i Israel. Ved protesternes begyndelse deltog nogle palæstinensere medbringende det palæstinensiske flag. De blev bortvist fra demonstrationen, de var uønskede.
Den politiske atmosfære blandt mange israelere er blevet radikaliseret, med den såkaldte sikkerhedsminister Ben-Gvirs udtalelser for et halvt år siden om at palæstinenserne skal “knuses én efter én”. Så den højreradikale regering skærper ikke blot modsætningerne internt mellem forskellige jødiske befolkningsgrupper, men også generelt i forholdet mellem jøder og palæstinensere i Israel selv.
Af denne grund deltager palæstinenserne ikke i de store demonstrationer. Dertil kan man tilføje, at hver gang konkrete sager om udvidelse af bosættelser og palæstinensernes rettigheder på Vestbredden har været til behandling i højesteret, har højesteret hovedsagelig godkendt ikke bare den fortsatte udvidelse af bosættelser, men også hærens krigsforbrydelser. Alt dette skaber en fortvivlet stemning blandt palæstinenserne på Vestbredden og i øvrigt også blandt palæstinenserne i Israel selv. Midt i dette geopolitiske mareridt virker den fortsatte væbnede kamp mod besættelsen og udvidelsen af bosættelserne dog usvækket.
Oslo-fredsaftalens betydning
For at forstå den aktuelle situation bliver man nødt til at gå tilbage til indgåelsen af Oslo-fredsaftalen i 1995. Det var en aftale, som opdelte Vestbredden i tre zoner – se kortet til venstre:
A zonen 18 procent – mørkebrun. Palæstinensisk civil og sikkerhedsmæssig kontrol.
B zonen 22 procent – lysebrun. Palæstinensisk civil kontrol, sikkerhedsmæssige kontrol underlagt israelsk militær.
C zonen 60 procent – blå. 100 % israelsk militær kontrol, underlagt over 1500 militære forordninger.
Jeg var i Palæstina umiddelbart efter indgåelsen af Oslo-fredsaftalen og oplevede, hvordan den udløste en enorm optimisme og forhåbning blandt palæstinenserne, om at dette – trods alt – kunne være vejen til en selvstændig palæstinensisk stat på Vestbredden sammen med Gaza.
Men der skulle kun gå få år, før det stod klart, at det ikke var det, Israel ønskede, og dermed var grundlaget skabt for den anden intifada fra 2000 til 2005. Israel ønskede ikke fred og forsoning, men fortsat besættelse og annektering.
Oslo-fredsaftalen kom ikke ud af det blå, men cementerede blot den strategi, som zionismen havde lagt allerede ved besættelsen af Vestbredden i 1967. Allerede et år efter besættelsen, i 1968, besluttede den israelske regering det første bosætterprogram, den såkaldte Allon-plan. Derfra og frem til i dag har udbygningen af bosættelserne kun taget fart til i dag at antage et omfang og et samlet system af bosættelser, bosætterveje og apartheidmuren, som har forvandlet Vestbredden til et fuldstændig fragmenteret område.
Det var den israelske hær og den gradvise militære nedlukning af stadig større dele af Vestbredden, der skulle bane vejen for udbygningen af bosættelserne. Den gradvise annektering skete blandt andet ved oprettelse af såkaldt statsjord. Allerede i 1977 var Østjerusalem blevet gjort til en del af Israel, men i 1992 udgjorde omfanget af såkaldt statsjord 22 procent af Vestbredden. Palæstinensere har ingen adgang til disse områder, medmindre de har særlige tilladelser.
Dette banede vejen for bosættelser, både de udvidelser, som skiftende israelske regeringer besluttede, men også de såkaldte out poster, som rabiate bosættere tog initiativ til.
Oslo-fredsaftalen blev en forlængelse af en årelang og gennemtænkt zionistisk strategi, og den accelererede i virkeligheden udbygningen af bosættelserne. Fra i 1995 omkring 280.000 bosættere samlet i Østjerusalem og Vestbredden til i dag over 700.000. Og tempoet er slet ikke aftagende. Med styrkelsen af de fascistiske kræfter i Israel og deres deltagelse i regeringen er både omfanget og brutaliteten og aggressiviteten taget voldsomt til.
Et vidnesbyrd på dette er den voldsomme stigning i antal likvideringer af palæstinensere. I 2022 blev 151 palæstinensere, hvilket er det højeste antal på Vestbredden siden 2005, og 29 israelske bosættere – det højeste antal siden 2014 – dræbt. I 2023 er der til dags dato (medio september) likvideret mindst 227 palæstinensere, og 32 israelske bosættere har mistet livet.
Den ekstrem skærpede situation oplevede vi flere gange under vores besøg. Da vi skulle til Tulkarm, var der om natten likvideret tre palæstinensere i en landsby ikke langt derfra. Da vi ankom til Tulkarm om formiddagen, var det meste af byen lukket i solidaritet med de dræbte. En planlagt tur i flygtningelejren måtte ligeledes aflyses – det var simpelthen for usikkert. Da vi var på besøg ved checkpointet al-Jalama ved Jenin, hørte vi, at fire palæstinensere var skudt i løbet af natten ikke langt fra Jenin. En time senere kom den israelske dødspatrulje så kørende for at vende tilbage til deres militærforlægning i Israel.
Et udueligt og korrupt selvstyre
Internt mellem palæstinenserne bliver de politiske spændinger større og større. Dette skyldes i høj grad en voksende og i dag massiv utilfredshed med det Palæstinensiske Selvstyre (PA). Utilfredsheden skyldes især tre forhold: Et politisk system der er fuldstændig stivnet, PA’s sikkerhedspolitiske samarbejde med den israelske hær og den udbredte korruption.
Det politiske system er i dag fuldstændig fjernet fra det palæstinensiske folk. Det bygger på aftaler og indretninger, efter at PLO og Yasser Arafat tog den politiske kontrol over det palæstinensiske selvstyre i 1994. Dengang blev der lavet en række politiske aftaler baseret på det daværende politiske styrkeforhold mellem de forskellige politiske partier. Næsten ingen af disse aftaler er i dag ændret, og i mange tilfælde er det også de samme mennesker, som dengang blev valgt. Sidste regulære parlamentsvalg var i 2006. Siden har der kun været ét lokalvalg på Vestbredden i 2012, hvor Fatah i øvrigt led nederlag. Hamas boykottede valget, og der fandt ikke noget valg sted i Gaza.
Den politiske struktur er således slet ikke repræsentativ, og derfor er kravet om et valg også udbredt. Men PA nægter, under henvisning til at Israel ikke vil tillade palæstinensere i Østjerusalem at deltage. Men, som vi ofte hørte, dette kan man i dag omgå ved at stemme digitalt. Sandheden skal nok mere findes i, at PA er bange for at lide et ydmygende nederlag.
Samme stivnede ledelsesforhold og struktur gælder også en række organisationer som for eksempel den palæstinensiske fagbevægelse PGFTU, som tilmed er økonomisk afhængig af penge sendt fra Israel. Penge som trækkes fra palæstinensiske arbejderes løn, som arbejder i Israel. Både PA og mange organisationer er i realiteten i lommen på israelerne.
Det palæstinensiske selvstyre deltager og har gjort det i årevis i det sikkerhedspolitiske samarbejde med den israelske hær. Et samarbejde som der er en massiv utilfredshed med blandt palæstinensere. Et samarbejde med besættelsesmagten som har kostet mange palæstinensere livet, men som PA fastholder for sikre deres egne magtpositioner og privilegier.
Den israelske hærs massive angreb på flygtningelejren i Jenin, som omfattede flere hundrede israelske soldater og brugen af et stort antal droner, var den største militære aktion på Vestbredden siden 2002 og kostede 10 livet og mere end 50 sårede. Efter denne militære aktion satte Det palæstinensiske selvstyre sikkerhedssamarbejdet på pause. I realiteten var det en symbolsk handling uden indhold, og samarbejdet fortsætter da også i dag som hidtil.
Mistilliden til PA kom offentligt til skue ved bisættelsen af de dræbte i Jenin-flygtningelejren. Her ønskede repræsentanter fra PA af deltage, men de fik ikke lov og måtte vende om.
Endelig er det kendt, at der eksisterer en udbredt korruption. En korruption som ikke kun foregår på den palæstinensiske side, men også på den israelske. Og begge steder helt op i toppen af regeringerne. I en situation hvor uligheden øges, og hvor de offentligt ansatte på Vestbredden i månedsvis må gå på arbejde uden at få løn, er det kun naturligt, at man ser korruptionen som et udtryk for en fuldstændig uduelig politisk administration.
At PA samarbejder med Israel og den manglende evne til at skabe både politiske og økonomiske resultater for den brede palæstinensiske befolkning har skabt en kæmpe kløft mellem befolkningen og PA. Og internt mellem palæstinenserne tales der om risikoen for en borgerkrig, den dag den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas dør.
Den internationale situation
Et sidste forhold, der øver indflydelse på den politiske situation for palæstinenserne både på Vestbredden og i Gaza, er naturligvis ændringerne i den internationale situation. Internationalt er der ikke længere samme fokus på konflikten i Mellemøsten og slet ikke palæstinensernes legitime kamp. Krigen i Ukraine og USA-imperialismens raslen med sablen over for Kina har flyttet fokus. Resultatet er, at Israel har endnu længere løbepas, end det tidligere har haft. Var verden tavs før, så er der nu larmende tavshed. Ikke kun om den stadig mere aggressive besættelse og den øgede bosættervold, men også Israels fortsatte og massive bombardementer i Syrien.
Samtidig har en række reaktionære arabiske regimer indgået fredsaftaler med Israel – for eksempel de Forenede Arabiske Emirater og Bahrain. En udvikling som ikke kun berører snævre diplomatiske korridorer, men også andre områder som for eksempel sportens verden. Det er således første gang, at israelske sportsudøvere deltager i en sportsbegivenhed i Forenede Arabiske Emirater, som tilfældet var ved VM i vægtløftning.
Tavsheden over for Israels aggressioner og krigsforbrydelser har i den grad også ramt den danske regering. Først var der det fuldstændige meningsløse samarbejde omkring coronavaccinen, (som nu endelig er lagt på is), men senest Danmarks køb af missilsystemer i Israel. Det var aldrig sket for blot nogle få år siden. Både fordi den internationale situation har ændret sig, men også fordi Danmark i stilhed har skiftet udenrigspolitisk kurs i 2016, hvad angår våbenindkøb fra krigsførende lande, og som især kan komme Israel til gode som en såkaldt tæt allieret. Den danske regering får mere og mere palæstinensisk blod på hænderne i en situation, der skriger efter ikke bare danske, men internationale reaktioner over for Israel.
Hvem er terrorister?
Det er fuldstændig korrekt, at modstandsbevægelsen blandt andet i Jenin og Nablus er bevæbnet, men terrorister er de ikke. De er frihedskæmpere.
Terroristerne er de over 800.000 bosættere, som i årevis har stjålet palæstinensisk jord og ejendom. En terrorisme som understøttes og er en del af den statsterrorisme, som skiftende israelske regeringer i årevis har gjort sig skyldige i.
Alene i år har over 170 palæstinensere på Vestbredden mistet livet, enten ved såkaldte målrettede likvideringer foretaget af civilklædt militær eller ved egentlige militære aktioner. Det er flere myrdede palæstinensere i første halvdel af 2023 end det samlede antal i 2022. 45 af de likviderede er børn.
Også bosættervolden på Vestbredden sætter rekord med flere end 500 tilfælde alene i år. Ligeledes det højeste antal nogensinde. Og så er bosættervold i Østjerusalem ikke medregnet i dette tal.
Bosættervolden har en langt mere klar politisk brod end tidligere. Med en fascistisk minister i ryggen og en voldsom øget bevæbning er det i dag ikke en udvidelse af bosættelserne i sig selv, som står i centrum, men en faktisk annektering af Vestbredden. Dette oplevede jeg, ved at israelske soldater var langt mere aggressive end tidligere, som for eksempel da jeg blev standset i Østjerusalem med et armbånd i palæstinensiske farver, fremturede de med, at det var et illegalt armbånd, og at jeg straks skulle tage det af. Det nægtede jeg, og efter en længere diskussion frem og tilbage var der andre problemer, som var vigtigere, de tog sig af. Det var nemlig fredag formiddag med den store fredagsbøn i Al-Aqsa-moskeen. Og nu vi er i Østjerusalem, er det ikke længere tilladt palæstinensiske beboere at flage med det palæstinensiske flag.
Modstandskampen
Et nyt træk i udviklingen er den kendsgerning, at den væbnede palæstinensiske modstandsbevægelse har overvundet deres interne splittelse og opdeling i forskellige fraktioner.
Fraktionerne eksisterer stadig, men nu kæmper modstandsfolkene under en samlet paraply. Det er sket i Jenin og Nablus og breder sig nu til andre dele af Vestbredden.
Tidligere, under Arafats ledelse, havde det Det palæstinensiske selvstyre en stor politisk indflydelse på modstandskampen. Den autoritet og indflydelse er i dag helt væk. Forsvundet efter år med korruption, samarbejde med besættelsesmagten og manglende politiske resultater for det palæstinensiske folk.
Modstandsgrupperne står så at sige kun til ansvar over for dem selv, og det er en helt ny situation. Det er dette forhold, som ligger bag den zionistiske regerings postulat om, at modstandsgrupperne udgør en “national trussel imod Israel”. Ikke alene betyder det en øget væbnet modstand mod besættelsen og udvidelsen af bosættelsen, men internt i det palæstinensiske samfund at modstandsbevægelserne i Jenin og Nablus står styrket. Jeg oplevede flere gange i samtaler, at modstandsbevægelsen i Jenin nu blev omtalt som “dem, der bestemmer”.
At Israel nu betegner modstandsbevægelserne i Jenin og Nablus som en national trussel mod Israel, oplever man meget tydeligt, når man kommer til flygtningelejren i Jenin. Tidligere kunne man uden problemer gå rundt i lejren. Det kan man ikke mere. Beboerne har nu lavet en sikkerhedsafspærring af lejren og kontrol med alle fremmede, der forsøger at komme ind i lejren.
Meningen med sikkerhedsafspærringer er ikke at forhindre israelske tanks eller militære køretøjer i at trænge ind i lejren, for dertil er afspærringerne ikke massive nok. Det så man også med det massive angreb på Jenin-flygtningelejren den 2. juli, og som for eksempel DR kaldte “en rigtig krig”.
Afspærringerne er rettet imod at forhindre israelsk militær forklædt som civile palæstinensere i at køre ind i flygtningelejren med civile biler og foretage deres likvideringer. En taktik som israelsk militær bruger i langt større udstrækning end tidligere. Det øger naturligvis årvågenheden med, hvem der kommer ind i flygtningelejren, samt forhindrer uhindret indkørsel af biler i lejren.
Hvad kæmper palæstinenserne for?
På mine tidligere rejser i Palæstina har man altid diskuteret kampen for enten en énstatsløsning eller en såkaldt tostatsløsning.
Denne diskussion var denne gang næsten helt fraværende. Tostatsløsningen – forstået om en levedygtig palæstinensisk stat på Vestbredden og Gaza – er der ingen, der længere tror på. Med den fuldstændige nedlukning af Gaza og med over 700.000 bosættere på Vestbredden, som i dag er langt mere massivt bevæbnet end tidligere, og med hævntørstige fascister i den israelske regering er det en umulighed. At bosætterne på noget tidspunkt vil flytte frivilligt, er utænkeligt. At det israelske militær kan tvinge bosætterne væk, er lige så utænkeligt. Dels vil det aldrig ske, og hvis vi også tænker på erfaringerne med tvangsflytningen af 14 bosættelser og 7.000 bosættere i Gaza i 2005, er det en umulighed. I dag bor der hundrede gange så mange bosættere på Vestbredden, og ikke mindst er de langt bedre bevæbnet. Men det er det, der har været målet for den systematiske udbygning af bosættelserne – at skabe en politisk realitet, som sætter dagsordenen.
Hvad så med den såkaldte énstatsløsning? Et demokratiske Israel der vil leve i fred med sine palæstinensiske befolkning, og som ikke diskriminerer? At Israel vil fred og leve i harmoni med den palæstinensiske befolkning, er der ingen, der tror på, og derfor er forhåbningen, om at dette kunne være en løsning, også meget fjern.
Det er i dette fortvivlende militære og politiske landskab, palæstinenserne kæmper. Derfor ligger der efter min opfattelse i dag et endnu større ansvar for at fastholde solidariteten og støtten til det palæstinensiske folks kamp. En støtte som ikke kun er til palæstinensernes ret til en selvstændig palæstinensisk stat under en eller anden form, men også en støtte til palæstinensernes ret til væbnet kamp imod besættelsen. Palæstinenserne er i krig, påført dem af en årtier lang besættelse og gradvis annektering af deres land og deres ejendom.
At udvide og styrke den internationale boykotbevægelse af Israel er fortsat en afgørende aktivitet i vores solidaritet og støtte til det blødende palæstinensiske folk. Lige så utrætteligt må vi lægge pres på den danske regering for at droppe hykleriet og dobbeltmoralen i dansk udenrigspolitik. Nogle må godt, andre må ikke. Israel må godt, og endda som fortsatte venner og tætte allierede.
Kravet må være, at Israel stopper det langsomme folkemord på palæstinenserne.
Jan Mathisen besøgte Vestbredden i maj 2023. Artiklen er skrevet medio september – altså før de seneste voldsomme begivenheder i Gaza – og har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 4, november 2023.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
