Stormen på Capitol i Washington den 6. januar 2021 var et vendepunkt i demokratiets historie. Når man undersøger det demokratiske systems sygdomsbillede i dag, er der et før og et efter.
Jeg vil her analysere en specifik begivenhed – stormen på Capitol – som fandt sted i et specifikt land, USA, og på et specifikt tidspunkt, i slutningen af den republikanske præsident Donald Trumps embedsperiode.
Tilhængerne af det nye ekstreme højre er taberne af den sparepolitik og de sociale nedskæringer, der er fulgt med neoliberalismen.
Men lektien gælder også for andre nationer i Europa (for eksempel Boris Johnsons Storbritannien, Jaroslaw Kaczynskis Polen, Viktor Orbans Ungarn, Giorgia Melonis Italien, Geert Wilders’ Holland), i Latinamerika (Jair Bolsonaros Brasilien, Nayib Bukules El Salvador, Javier Mileis Argentina) og endda i Asien (Rodrigo Dutertes og Ferdinand “Bongbong” Marcos’ Filippinerne).
Trump som profet
I alle disse tilfælde er en anfører, en leder, en fører i centrum. Forbilledet er Donald Trump, som definerer sig selv som en karismatisk leder, en messiansk leder, som er blevet udvalgt til at redde Amerika.
Trump dominerer det offentlige rum ved at manipulere med sandheden og benytte sig af symbolmagt. Via sine direkte relationer til sociale medier bilder han sine tilhængere ind, at hans regering er “en regering af folket og for folket”.
Han fordømmer det etablerede samfund og den politiske elite. Han præsenterer sig selv som landets frelser, som landets nye grundlægger. Han formulerer enkle, konkrete og bevægende slogans, som ofte er krydret med racisme og chauvinisme. Han forstår at lege med formler og klichéer (“Let’s make America great again”, “Let’s build the wall”), som hans tilhængere gentager som mantraer, således at enhver selvstændig tænkning og kritisk stillingtagen forhindres.
Trump vil gerne være en myte, indhyllet i en glorie af narcissisme og offentlig tilbedelse (“Jeg kunne stå midt på Fifth Avenue og skyde nogen, og jeg ville ikke miste nogen stemmer”). Ved hjælp af et chokerende og forvirrende sprog formår han at sløre sandheden med det formål at opdele folk i et “os” og “dem” og sprede en ideologi baseret på mottoet om, at “målet helliger midlet”. Han har ingen skrupler over at opildne til hadforbrydelser.
Trump optræder ikke blot som politisk leder, men mere som en profet, oplyst og udvalgt af Gud. Han får millioner af mennesker til frivilligt at underkaste sig ham, acceptere hans styre og underkaste sig hans vilje.
Trumps tilhængere er blevet en veritabel sekt; de identificerer sig krampagtigt med ham. De adlyder hans diktater. De tror på hans historier. De tilbeder hans personlighed, ja, de forguder ham. De er under hans kommando. De er parate til at kaste sig ud i ethvert eventyr, hvis det er nødvendigt, for i sidste ende at holde deres idol ved magten, selv med magt.
Hvad angår angrebet på Capitol, må vi forstå de kulturelle omstændigheder bag det og søge svar på følgende spørgsmål: Hvad foregik der i hovedet på tusindvis af fanatiske trumpister, da de gik til angreb på Capitol? Hvilke narrativer ønskede de at tjene? Hvilket ansvar bar de sociale medier?
Jeg vil forsøge at besvare disse spørgsmål. Det handler også om at analysere den globale samfundskrise, som er fremkaldt af de sociale mediers misinformationssystem. Med andre ord: Hvordan indvirker den fremvoksende løgnekultur på det politiske lederskab?
Medier af misinformation
En af hovedårsagerne til demokratiets svækkelse er den dybtgående forandring, der er sket i den måde, vi kommunikerer og forbruger information på.
I internettets tidlige dage var der stor glæde over at finde nye måder at interagere, kommunikere og organisere på. Men det har ændret sig, selvom det at søge efter nyheder på sociale medier for mange stadig er som et vindue til et uendeligt ocean af viden. Udsigten fra dette vindue giver imidlertid kun et forvrænget billede af en virkelighed, der er gennemsyret af falske nyheder og manipulation.
Den information, som folk forbruger, fremmer politisk polarisering. Den ene del af landet er sig slet ikke længere den anden del bevidst. Disse skadelige virkninger er en følge af, at millioner af mennesker pludselig er blevet koblet op på en hurtig og permanent global informationsstrøm. Vores hjerner er ikke vant til at modtage og bearbejde så meget information så hurtigt. Mange af os oplever overbelastning. Med tiden mister vi evnen til at skelne mellem fakta, meninger og fiktiv information.
Det nye informationsøkosystem vækker nogle af menneskehedens mest basale instinkter. I nogle lande har dette nye system af misinformation skabt samfund, der ikke længere ved, hvad der er virkeligt, og hvad der ikke er.
Og det vil kun blive værre med den hurtige udvikling af kunstig intelligens. Online fake news er en svøbe, der underminerer demokratiets fundament. Og det hele vil blive meget mere komplekst, efterhånden som den kunstige intelligens bliver smartere og smartere. Det vil gøre det stadig sværere at genkende usandheder, konspirationsteorier, manipulation og desinformation.
Kombineret med den forvirring, som tempoet i kommunikationsteknologierne skaber, indvarsler den neoliberale kapitalismes globale krise en periode med hidtil uset social ustabilitet, ekstrem polarisering og politisk uro.
Mistillid til det herskende system og frustrationer forårsaget af 40 års ultraliberalisme spreder sig. Mange mennesker leder efter alternativer til det etablerede. Det nye yderste højres fremvækst er en del af dette klima af generel utilfredshed, som også er kendetegnet ved blandt andet polarisering, stigende had, social intolerance og vrangforestillinger om sammensværgelser.
Trumps forfølgelsesvanvid og hans konstante løgne har fremmet et meget aktuelt politisk fænomen: Ekstrem social polarisering, stigende intolerance, flere voldelige konfrontationer og påkaldelse af had som den dominerende diskurs.
I dag cirkulerer hadet overalt i vores samfund. Det er ikke begrænset til ét parti eller én leder. Det er en stærk følelse, lige så menneskelig, lige så blind og lige så besættende som kærlighed eller frygt, grådighed eller misundelse.
Problemet forværres, når en leder, et parti eller en regering – med andre ord en person, der har magt i den offentlige debat – mobiliserer dette had mod en etnisk gruppe, en social klasse, en ideologi eller en bestemt person for at dehumanisere dem og foreslå deres udslettelse. Det er den neofascistiske dimension i dag. For det nye ekstreme højre har gjort had til sit vigtigste middel til politisk handling.
Mistillid til sandheden
Det, der skete i Washington onsdag den 6. januar 2021, kan med andre kendetegn gentage sig i morgen i andre dele af verden. Troen på sammensværgelser er nu så udbredt, at den påvirker alle, uanset social klasse, intelligens- eller uddannelsesniveau.
Derfor er det afgørende spørgsmål for mange mennesker ikke længere: “Hvilke videnskabelige beviser er der for, at dette eller hint er sandt?” I stedet stilles spørgsmålet: Hvordan kan det være, at de insisterer så meget på at overbevise mig om det og vise mig, at sådan er det? En epistemisk (erkendelsesmæssig o.a.) mistillid breder sig på de sociale medier i vores samfund; især blandt middelklassen(*), der er blevet forarmet af 40 års neoliberal politik, altså i den mest vrede, desperate og fanatiske kerne af vælgere på den nye yderste højrefløj.
Det er, som om vi er vidne til, at Joseph Goebbels’ berømte udsagn – en løgn skal bare gentages ofte nok, før den opfattes som sand – vendes på hovedet. I dag mener mange konspirationsteoretikere, at en sandhed, der gentages tusind gange, højst sandsynligt er en løgn. Dette er et fundamentalt vendepunkt i kommunikationens historie og markerer en krise i den moderne fornuft.
Alt dette sker midt i en slags individuel og vild reaktion på teknovidenskabernes overvældende dominans i vores omverden. Det er jo videnskaber og teknologier, som på den anden side er ude af stand til at foreslå løsninger på nogle af de mest presserende problemer, som menneskene står overfor: Arbejdsløshed, forarmelse, tvangsudsættelser, usikre arbejdsvilkår, marginalisering, udgrænsning … Og frem for alt: faren for uophørligt at blive deklasseret.
Dette er så meget desto mere sandt, som den nye digitale kapitalisme på et bagtæppe af voksende ulighed og fagforeningernes krise indfører “Amazon-modellen” som norm for ansættelser. Ligeledes frembringer myten om, at “du kan og skal det hele selv” (egentlig myten om det entreprenante selv, o.a.) og de voldsomme præstationskrav i det postmoderne arbejdssamfund, mennesker der er besat af at præstere og frivilligt accepterer en voldsom selvudnyttelse. Det skaber individer, der er i konstant krig med sig selv, som er hyperaktive, udmattede og deprimerede, og som forsøger at redde sig selv med beroligende midler.
I løbet af de sidste 40 år har neoliberalismen kastet tusindvis af familier fra middelklassen ud i fattigdom i kølvandet på globaliseringen. Selvom nogle af disse familier endnu ikke oplever deklasseringen som en realitet, mærkes den i USA, Europa, Argentina og mange andre lande som en overhængende trussel mod dem selv og deres efterkommere. De frygter, at deres børn eller børnebørn ikke længere vil være i stand til at klatre op ad den sociale rangstige.
Det siger sig selv, at disse ydmygede menneskers tillid til efterkrigstidens ideal om social fremgang er svundet ind. Desuden lider de under identitetstab. Mange føler, at der bliver sørget uforholdsmæssigt godt for etniske minoriteter, afroamerikanere, latinoer, asiater og indvandrere. Denne uro forværres af en følelse af, at de konstante bølger af indvandring fra Afrika, Asien eller Latinamerika vil føre til yderligere nedskæringer i deres egne lønninger.
Hadet næres
Under sin valgkampagne i 2016 præsenterede Donald Trump en identitær, racistisk og indvandrerfjendtlig fortolkning af disse gruppers situation. I sine taler som republikansk kandidat og i sine tweets fornærmede han mexicanere, muslimer, homoseksuelle, feminister, mennesker med handicap og alle, der ikke passede ind i hans ideal om et hvidt, mandligt, hårdtarbejdende og kristent samfund. Han forsvarede ihærdigt retten til at bære våben.
Som en god populist forstod Trump til perfektion at mobilisere utilfredsheden i middelklassen. Hans propaganda overbeviste i sidste ende mange fattige hvide mennesker i USA om, at de var ofre for et stort forræderi, en enorm løgn. Alt, hvad der overgik dem, var et resultat af elitens endeløse grådighed, som var organiseret i onde kriminelle strukturer, hvor gribbene fra Washington havde allieret sig med ulvene fra Wall Street. Derudover bliver de konstant løjet for af massemedierne, som er fjender af folket.
Tilhængerne af det nye ekstreme højre er taberne af den sparepolitik og de sociale nedskæringer, der er fulgt med neoliberalismen. De er små virksomhedsejere, som har måttet lukke eller er truet af lukning. De er dem, der aldrig tager på ferie, og som ingen lytter til. Det er forarmede, ydmygede, uuddannede hvide, som frygter den voksende indvandring og er bange for etniske minoriteter. Trump tilbød dem en slags identitær tilflugt. For disse forarmede masser udviklede Trump sin protektionistiske diskurs mod indvandring (hans plan om at bygge en mur ved USA’s sydlige grænse til Mexico) og propagandaen mod Wall Street, medierne og eliten.
Identitær fanatisme
I modsætning til Abraham Lincolns advarsler tror Trump, at man kan narre alle hele tiden. I den forstand er “fakta” ikke længere relevante. Den “post-faktuelle sandhed” har sejret. Dette begreb og udtrykkene “alternativ sandhed” eller “fake news” er nu meget udbredte. Statistikkerne er måske sande, men de vækker ikke genklang hos folk.
25 millioner amerikanere er gledet ud af middelklassen. Trump har givet stemme til de følelser, det har udløst. De nye ledere af den nye højreekstremisme mener, at fakta ikke længere virker, men at man er nødt til at etablere en følelsesmæssig forbindelse til folk.
Alle disse fænomener har skabt stor forvirring i den offentlige mening. Rystet af den sociale katastrofe, skræmt af den nylige covid-19-pandemi og skræmt af de nærværende krige i Ukraine og Gaza, leder mange forgæves efter sikkerhed og savner klare forklaringer på deres ulykke.
I dag er følelsen af at tilhøre en gruppe stærkere end fakta. Når vi interagerer på sociale medier, er det, som om vi var på et fodboldstadion med vores egne fans, der lytter til modstanderholdets fans. I sociale medier er vi forbundet til vores gruppe og søger godkendelse fra ligesindede. Vi forbinder os med vores hold ved at råbe ad eller fornærme det andet holds fans. Vi er der ikke for at nuancere, argumentere eller tolerere, nej, vi søger det frontale sammenstød.
Denne logik er ekstremt farlig. Den er grundlaget for fanatisme og fører på den ene eller anden måde til aggression og hadforbrydelser.
Er der plads til optimisme i lyset af denne udvikling? Tja, stormen på Capitol slog fejl. Det skal vi ikke glemme. Demokratiet holdt stand. Demokraten Joseph Bidens valgsejr blev officielt annonceret. Men løgne og konspirationsteorier spredes fortsat på sociale medier 24 timer i døgnet, syv dage om ugen. Den kulturelle borgerkrig er mere intens end nogensinde. I USA anerkender de republikanske vælgere stort set stadig ikke Bidens sejr. Deres mentalitet har ikke ændret sig. Og på trods af sit mislykkede kupforsøg giver Donald Trump ikke op og rækker ud efter magten igen.
Det er derfor, vi fortsat skal forsøge at forklare. Og det er ikke kun vores pligt at komme med indvendinger, men også at tage kampen op.
Note:
* Ignacio Ramonet benytter i sit indlæg betegnelsen middelklasse, mellemstand eller mellemlag (tysk: Mittelschichte). Det dækker i marxistisk forstand både over dele af arbejderklassen og nedre dele af småborgerskabet.
Dette indlæg har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 1, 2024. Det blev oprindelig holdt på Rosa Luxemburg-konferencen i Berlin 14. januar i år under titlen: “Lederen og masserne. Højrefløjens strategier til at gribe magten: Fornuftens forfald, irrationalisme og fascisering i USA”. Det er her oversat fra tysk og er givet en ny titel.
Ignacio Ramonet (f. 1943) er en spanskfødt journalist og forfatter med bopæl i Paris. Han var i perioden fra 1991 til 2008 chefredaktør for Le Monde diplomatique. Han har været medinitiativtager til Attac-bevægelsen og er en af stifterne bag Media Watch Global. Herhjemme er han ikke mindst kendt for sin fyldige biografi om Fidel Castro (Mit Liv, Schultz Forlag, 2006).
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
