Et år senere
Ved COP26 i Glasgow, Skotland, som sluttede 13. november 2021, var der to væsentlige gevinster: Den første var, at der vil blive afholdt endnu en COP i 2022 i Egypten, og den anden var, at verdenslederne udtrykte deres forhåbning om at holde målet om en temperaturstigning på under 1,5 grader i live. Det var til gengæld også de eneste vindinger med hensyn til at adressere det presserende spørgsmål om klimaforandringer, da COP26 nåede til sin afslutning.
Efter mere end to ugers intense diskussioner – og mange afteners virksomhedsfinansierede cocktailparties – var verdens mest magtfulde lande godt tilfredse med ikke at have ændret på status quo, da de forlod konferencecentret.
Verdensledernes diskussioner og forhandlinger under COP26 syntes at være fokuseret på ændringen af et enkelt ord i Glasgow-klimapagten, slutdokumentet der vil blive vedtaget af næsten 200 nationer. Indledningsvist havde landene lagt an til at blive enige om at “udfase” kul. I den endelige version af dokumentet var ordlyden dog kun, at landene vil “nedfase” kul. I de sidste timer af COP26-topmødet den 13. november tog den schweiziske miljøminister, Simonetta Sommaruga, mikrofonen og udtrykte sin “dybe skuffelse” over ændringen. “Formuleringerne angående kul og subsidier til fossile brændstoffer, som vi var blevet enige om, er blevet endnu mere udvandede som resultat af en uigennemsigtig proces”, udtalte hun.
At lade COP26 handle om kul bevirkede, at brugen af fossile brændstoffer generelt (inklusiv olie og naturgas) fik et pusterum i klimaforhandlingerne.
Sommaruga har ret. Processen har været “uigennemsigtig”. Kun en håndfuld verdensledere – fra de mest magtfulde lande – har fået mulighed for at få indflydelse på teksten. Hovedparten af verdens ledere så kun et udkast til Glasgow-klimapagten og fik derefter det endelige dokument. Foreninger fra civilsamfundet fik knap nok lov til at sætte fod i forhandlingsrummet, og de fik slet ikke lov til at læse aftalen igennem og komme med input. “Aldrig før har så stort et ansvar ligget på så få hænder”, som formanden for EU, Ursula von der Leyen, kontant formulerede det. Hvad grundene er til, at dette “ansvar” blev overladt til så få, kom hun dog ikke nærmere ind på i sin tale.
Ord og betydninger
I løbet ad COP26 dukkede tusindvis af dokumenter op på UNFCCC’s (United Nations Framework Convention on Climate Change) hjemmeside, inklusive rapporter, udtalelser og forslag relateret til COP26. Det ville kræve en hel hær af jurister at bladre sig igennem alle dokumenterne og få teksterne til at give mening. De fleste er indlæg udarbejdet af en række regeringer, virksomheder og virksomhedsfinansierede platforme såvel som civilorganisationer.
Fra begyndelsen af COP26 var det tydeligt, at fokus med hensyn til at opnå “net zero”-udledninger i 2050 lå på kul og ikke på alle fossile brændstoffer. Hele vejen igennem forhandlingerne var dette skillelinjen, idet de vestlige lande – der mestendels ikke er afhængige af kul – lagde vægten på kul, der primært anvendes i Det Globale Syd med Indien og Kina som de største kulnationer.
At lade COP26 handle om kul bevirkede, at brugen af fossile brændstoffer generelt (inklusiv olie og naturgas) fik et pusterum i klimaforhandlingerne. Selvom der var et vist pres for at fjerne subsidier til fossile brændstoffer, lykkedes det Det Globale Nord at opnå enighed om, at kun “ineffektive” subsidier skal fjernes, og der er ingen tidsrammer for disse planer. Sommaruga, der talte så indædt imod formuleringen “nedfase” angående kul, sagde intet om fortsat at lade “effektive” subsidier understøtte brugen af fossile brændstoffer. Det er langt nemmere at bebrejde Indien og Kina for deres kulafhængighed, end det er at blive enige om at nedfase alle fossile brændstoffer.
Klimafinansiering
Den 15. november udtalte talspersonen for Kinas udenrigsministerium, Zhao Lijian, at Kina “tillægger energiomstilling en stor betydning”. Men han forklarede, at der først er nogle andre spørgsmål, der må adresseres.
For det første kan en omstilling af energien ikke finde sted uden at anerkende, at “ikke alle har adgang til elektricitet, og elforsyningen er ikke tilstrækkelig”. Hvis vi stoppede brugen af kul i morgen, ville milliarder af mennesker være dømt til at leve uden strøm (cirka én milliard mennesker i verden har i dag ikke eltilslutning, og størstedelen af dem bor i Det Globale Syd). For det andet, siger Zhao, “opfordrer vi de udviklede lande til at føre an med hensyn til at stoppe brugen af kul og til samtidig at levere tilstrækkelig finansiering, teknologisk og kapacitetsopbyggende støtte til en energiomstilling i udviklingslandene”.
De udviklede lande forpligtede sig til at indbetale 100 milliarder dollars per år til Green Climate Fund fra 2020, men de reelle beløb, landene har udbetalt indtil videre, er meget lavere. Ved COP26 blev der ikke nået nogen aftaler om finansiering. “Vi har brug for mere konkrete handlinger”, sagde Zhao, “mere end bare flotte ord”.
Glasgows COP26 var fyldt med virksomhedsledere. Hoteller og restauranter blev oversvømmet af dem, imens de holdt private møder med regeringsledere og med Prince Charles. Det Internationale Handelskammer sagde til regeringer, at de skulle “få øjnene op”, og USA’s Business Roundtable udtalte, at “den private sektor kan ikke bære byrden alene”. Dette ville antyde, at store virksomheder stiller sig på den rigtige side af klimadiskussionerne, hvorimod politikerne tøver med handling. Det er dog til dels spindoktorernes fortjeneste. De fleste af de virksomheder, der har aflagt løfter om “net zero”, har gjort det uden en bindende aftale og uden en tidsramme.
Ved afslutningen af klimatopmødet syntes det klart, at hverken de mest magtfulde regeringer eller deres virksomheder var villige til at binde sig til en reel aftale om at afbøde klimakrisen.
People’s Summit
Nogle få gader væk fra det officielle topmøde mødtes folkebevægelser, oprindelige folks organisationer, fagforeninger, ungdomsgrupper, grupper af migranter, miljøorganisationer og mange, mange flere i dagene 7.-10. november til folketopmødet People’s Summit for Climate Justice. Her var budskabet enkelt: Virksomhederne og deres føjelige regeringer løser ikke problemerne, og derfor bliver folket nødt til at finde en metode til at sætte en dagsorden for “systemforandring”. De mere end 200 events, der var organiseret som en del af People’s Summit, behandlede emner, der spændte fra udledningsrelateret militarisme til opbygning af en global Green New Deal og endda afholdelse af en folkedomstol for at stille det ineffektive UNFCCC for retten.
Følelserne under People’s Summit bølgede fra først glæde over at være sammen på gaden efter næsten to års indespærring på grund af covid-19 og derfra over i forfærdelse over de lavtliggende ønationers overhængende undergang. Deltagere fra Tuvalu og Barbados, som ser deres øer forsvinde, deres hjem blive oversvømmet og nutiden forsvinde foran deres øjne, talte om konsekvenserne af Det Globale Nords passivitet. “Hvorfor beder I os risikere vores liv?” spurgte Mitzi Jonelle Tan, klimaaktivist fra Filippinerne og talsperson for Fridays For Future.
People’s Summit efterlyser, at UNFCCC opløses og rekonstrueres helt fra bunden som et Klimaforum, hvor forurenerne ikke får lov til at bestemme. Dette nyetablerede Klimaforum ville kræve fornuftig finansiering til en grøn omstilling såvel som et stop for rovdrift på naturressourcerne og en ende på angrebskrige.
Asad Rehman fra War on Want adresserede COP26-formandskabet med ord, der gav genlyd fjernt fra Glasgow: “De rige har nægtet at gøre deres rimelige andel – kun flere tomme ord om klimafinansiering. I har vendt ryggen til verdens fattige, som allerede nu på grund af de rigestes adfærd er ramt af kriser med hensyn til covid, økonomisk apartheid og klimaapartheid. Det er umoralsk af de rige at tale om deres børn og børnebørns fremtid, når børnene i Det Globale Syd dør lige nu”.
Vijay Prashad er en indisk historiker, journalist, kommentator og marxistisk intellektuel. Han er administrerende direktør for Tricontinental: Institute for Social Research og chefredaktør for LeftWord Books.
Zoe Alexandra er journalist og medudgiver af Peoples Dispatch. Hun dækker sociale bevægelser og venstrebevægelsens politik i Latinamerika og i Caribien.
Denne artikel er oversat af Karoline Enevold fra New Frame den 23. november 2021. Artiklen har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 5, 2021.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
