STARK bryder sympatikonflikt
At læreren Pedro Castillo i juni sidste sommer overraskende vandt præsidentvalget i det sydamerikanske land Peru har fået borgerskabet til at frygte for sin pengepung.
Ikke blot er Pedro Castillo en almindelig skolelærer, han er også tidligere fagforeningsleder og var frontfigur under en strejke i landet i 2017. Desuden er han født i en fattig bondefamilie. Castillos valgslogan var: “Ingen fattige i et rigt land!”
Regeringen er folkelig, demokratisk og antiimperialistisk.
Gustavo Espinoza Montesinos, kommunistisk redaktør
– Ja, de rige i mit land er virkelig bange. Alle lag i borgerskabet er bange. De er bange for at miste deres privilegier, fortæller den tidligere mangeårige formand for Perus største centrale faglige forbund CGTP, Gustavo Espinoza Montesinos.
Borgerskabet i det sydamerikanske land udgør blot tre procent af befolkningen.
Gustavo Espinoza Montesinos bliver i Peru betragtet som kommunisternes og den militante arbejderbevægelses “grand old man”. Han var i flere år gruppeleder for Partido Comunista Peruano, PCP i parlamentet. I dag er han fortsat medlem af PCP’s ledelse og redaktør for nyhedsportalen resumenlatinoamericano.org.
PCP, der er det ældste kommunistparti i landet, må ikke forveksles med den såkaldte Sendero Luminoso (Lysende Sti red.) – der også kalder sig PCP – og som fører guerillakamp i dele af landet.
Præsident ikke socialist
Da Arbejderen møder Gustavo Espinoza Montesinos på en fortorvscafe i Nicaraguas hovedstad Managua, smiler han. Ja, han kender udmærket Pedro Castillo.
– Hverken Castillo eller hans regering er kommunister, de er heller ikke socialister. De er end ikke socialdemokrater. Der er tale om en progressiv, folkelig, demokratisk regering. De er i alle de bedste henseender en antioligarkisk og antiimperialistisk regering, siger Gustavo Espinoza Montesinos til Arbejderen.
Med antioligarkisk mener han en regering rettet imod fåmandsvældet, hvor magten er i hænderne på en lille gruppe mennesker.
Foto: lamula.pe
Derfor opfordrede kommunistpartiet i juni vælgerne til at sætte kryds ud for netop Pedro Castillo. En stemme for nye tider, et opgør med nyliberalismen, lød det fra PCP.
– Millioner af fattige peruvianere viste deres utilfredshed med konsekvenserne af mere end 30 års brug af den neoliberale “model”, som blev indledt af Alberto Fujimoris regeringer fra 1990, lyder analysen fra Gustavo Espinoza Montesinos.
Pedro Castillos budskab vandt konkret over “den antikommunistiske kampagne”, mener peruvianeren og tilføjer, at der nu er en chance for at opbygge “et mere retfærdigt samfund med suverænitet”.
“Vi forsvarer demokrati”
Han mener, at arbejderne og bønderne “fra skyttegrave” må forsvare den proces, som valgsejren og dannelsen af Castillos regering har sat i gang.
Blandt andet er der skabt en fælles front – den nationale front for demokrati – af fagforbundet CGTP, lærernes fagforbund og en række politiske grupper – udenfor regeringen – for at forsvare demokratiet.
Omkring denne brede front – som også direkte konfronterer højrefløjen – bliver der skabt en social blok, der er i stand til at fremme de forandringer, som Peru har brug for.
Ifølge peruvianeren er højrefløjens kampagne mod regeringen altomfattende og voldsom.
– Unægteligt har denne regering ikke blot brug for støtte, men endnu mere for konkret hjælp. Det er vigtigt, at denne regering kan skabe de betingelser, der skal til, for at landet udvikler sig frem mod national og social frigørelse – en befrielse fra liberalismen. Det er ud fra denne bestræbelse, at venstrefløjen bør positionere sig, mener peruaneren, der også er leder af José Carlos Mariátegui-museet i Lima.
Mariategui stiftede de første fagforeninger og blev leder af Perus Kommunistiske Parti i 1928.
Ikke nationaliseringer
Gang på gang har den nye præsident Pedro Castillo præciseret, at han ikke er kommunist, og at hans mål ikke er at nationalisere industrier, men at genforhandle kontrakter med multinationale virksomheder, så mere af overskuddet forbliver i lokalsamfundene.
Pedro Castillo var medlem af det socialliberale centrumparti Perú Posible indtil 2017.
- Tidligere mangeårig formand for Perus største landdækkende fagforbund CGTP, der er medlem af verdensfagforbundet WFTU (World Federation of Trade Unions).
- 83 år.
- Medlem af Partido Comunista Peruano, PCP, grundlagt i 1928 af José Carlos Mariátegui.
- PCP er det ældste kommunistparti i landet og må ikke forveksles med den såkaldte Sendero Luminoso (Lysende Sti red.) – der også kalder sig PCP – og som fører guerillakamp i dele af landet.
- PCP leder i dag fagforbundet CGTP med 140.000 medlemmer.
- Gustavo Espinoza Montesinos var i flere år gruppeleder for PCP i parlamentet.
- Fortsat medlem af PCP’s ledelse.
- Redaktør for nyhedsportalen resumenlatinoamericano.org.
- Leder af José Carlos Mariátegui-museet i Lima.
- Præsident for Perus solidaritetsbevægelse med Nicaraguas sandinister, “Nicaraguas Venner”.
- Var leder af den peruvianske komité (Comité Peruano de Solidaridad con los 5) for få løsladt fem cubanske anti-terrorister fra fængsler i USA i årene 2001-2014.
Nationaliseringer og ekspropriationer af jord er der da heller ikke garanti for, mener Montesinos.
Foto: pcperuano.com
– Nej, det tror jeg ikke, der er betingelser for. Men en politisk proces har en konkret dynamik. Det er den dynamik, der er fremtvunget af virkeligheden, så lad os se, hvad der sker, siger han til Arbejderen.
I oktober sidste år gentog den nye premierminister, Mirtha Vasquez, i parlamentet, at regeringen vil “respektere den private ejendomsret”.
Hendes forgænger på posten, Guido Bellido, blev fjernet af præsidenten, da han i september i et tweet truede med at nationalisere Camisea-konsortiet, der producerer naturgas.
Improviseret regering
Præsident Pedro Castillo har i alt skiftet syv ministre ud, og der har været tre indenrigsministre, siden præsidenten indtog præsidentpaladset den 28. juli 2021.
Den erklærede marxist, udenrigsminister Hector Béjar, måtte gå af 17. august sidste år. Han står ved sine anklager om, at Perus flåde deltog i terror mod civile i 1980’erne og 1990’erne, og at flådens ledelse arbejdede for USA’s udenlandske efterretningstjeneste CIA.
– Hector Béjar var den eneste reelt revolutionære minister og den eneste “sande” venstreorienterede i Castillos regering. Den eneste med en politisk vision i overensstemmelse med sin klasse. De fjernede ham fra magten eller tog magten fra ham. Det var klart, at USA ikke accepterede ham på posten, siger Gustavo Espinoza Montesinos.
- Et land i det vestlige Sydamerika. Det grænser op til Ecuador og Colombia mod nord, Brasilien mod øst, Bolivia mod sydøst, Chile mod syd og Stillehavet mod vest.
- Uafhængighed: Fra 1500-tallet spansk koloni. Uafhængighed i 1824.
- Befolkning 32,5 millioner.
- Næsten halvdelen af landets befolkning har baggrund i de oprindelige folk quechua og aymara, der er de to største folkegrupper i landet.
- Hovedstad: Lima.
- Sprog: Spansk, quechua og andre indfødte sprog.
- Valuta: nuevo sol.
- Areal 1.285.220 kvadratkilometer.
- Analfabetisme: Mellem 76-88 procent kan læse og skrive.
- Fattigdom: 39,3 procent er fattige, og 13,7 procent ekstremt fattige.
- Økonomi: minedrift, landbrug og fiskeri.
- Hovedeksport: kobber, guld, zink, tekstiler og fiskekød.
- Vigtigste handelspartnerne: USA, Kina, Brasilien og Chile.
- Væbnede styrker: 125.000.
- Styreform: Såkaldt repræsentativt demokratisk republik med et flerpartisystem.
- Etkammersystem med 120 medlemmer valgt i en periode på fem år.
- Præsidenten er statsoverhoved og regeringschef og bliver valgt i en periode på fire år.
- Præsidenten udpeger premierministeren.
Kilder: leksikon.org
– Undervejs gik det også op for den skuffede Hector Béjar, at der var andre ministre i Castillos regering, som ønskede hans afgang. Og dette påvirkede helt sikkert hans moral, lyder det fra peruaneren, der tilføjer, at Castillos regering “ikke er en homogen regering, men meget improviseret”.
Gustavo Espinoza Montesinos håber, at Castillos regering vil vise sig stærk nok til at imødegå presset i de kampe, der vil komme.
– Castillo er nødt til at samle styrke for at kæmpe den kamp, der ubønhørligt vil finde sted, mener peruvianeren.
Pres på præsident
Gustavo Espinoza Montesinos mener, at Castillo og hans folk er under hårdt pres fra den højreorienterede fløj i parlamentet, der har et flertal, selv om de er splittet i fem-seks forskellige, indbyrdes stridende partier.
– Deres mål er på enhver måde at gøre alt vanskeligt for regeringen! Deres argumenter lyder, at “en kommunistisk regering er uforeneligt med demokratiets overlevelse i landet”. De forsøger også at få præsidenten erklæret moralsk ude af stand til at regere, så han trækker sig, beretter Gustavo Espinoza Montesinos.
Ifølge peruaneren kontrollerer rige personer mere end 80 procent af den skrevne presse og 100 procent af TV-stationerne og deltager i hetzen mod regeringen og præsidenten.
– Den “politiske klasse” bestående af tidligere parlamentarikere og tidligere ministre, teknikere, specialister, kommentatorer, politikere og endda journalister, gentager dag og nat den samme kampagne med løgne og trusler mod regeringen og befolkningen, siger Gustavo Espinoza Montesinos.
Han tilføjer, at de fleste af landets statslige institutioner, såsom ombudsmandens
kontor og retsvæsenet stadig er domineret af reaktionære elementer, der aktivt
modsætter sig Castillos politik.
Præsident på kant med støtter
Omvendt er Pedro Castillo også kommet på kant med dét selvsamme parti, der stillede ham op som præsident i juni, nemlig Perú Libre, Frit Peru.
Partiet er erklæret marxistisk-leninistisk og er nu parlamentets største med 37 mandater ud af 130 pladser. Perú Libre er ledt af neurokirurgen Vladimir Cerron, der er uddannet i Cuba.
Trods sin kritik af Castillo ønsker partiet dog ikke at støtte den højreorienterede opposition, så Perú Libre har fortsat holdt hånden “kritisk” under regeringen.
Ifølge Gustavo Espinoza Montesinos er partiet ligesom regeringen en “temmelig underlig størrelse”.
– Som Perú Libres egen generalsekretær har sagt, så havde de før valget sidste år ikke troet, at det ville være muligt at vinde. De ønskede blot at passere spærregrænsen ved at opnå mindst fem procent af stemmerne og desuden et par parlamentariske pladser, siger han.
Men Castillo vandt både første og anden runde af præsidentvalget, og Perú Libre endte som parlamentets største parti.
– Perú Libre, ledt af Vladimir Cerron, er kun et regionalt parti med indflydelse i det centrale Peru og ikke en landsdækkende organisation, siger Montesinos.
Hvem er Perú Libre?
Gustavo Espinoza Montesinos forklarer, at Cerron er en af de mest kvalificerede kirurger i landet efter at være vendt hjem efter 12 års studier i Cuba – på et stipendium. Hans far blev dræbt i 1990 af hærenheder i Peru, der bekæmpede folkelige protester med vold.
– Cerron satte sig for at lære om marxisme og leninisme. Men efter min mening er der også personlige grunde til hans “opstigen”. Han siger, at Perú Libre skal have en “national vision” og udvikle en særegen peruviansk marxisme. Men de adskiller sig klart fra marxisme som globalt eller internationalt fænomen, mener Gustavo Espinoza Montesinos.
Montesinos eget parti, PCP, Partido Comunista Peruano, blev grundlagt i 1928 af José Carlos Mariátegui. Det leder i dag den faglige centralorganiation CGTP med 140.000 medlemmer.
Montesinos tilføjer, at der er stor risiko for, at mange nye medlemmer af Perú Libre nu vil bruge deres nye positioner til at “stige til vejrs” og gøre “karriere”.
USA’s ni militære baser
Forud for valget lovede præsidentkandidaten Pedro Castillo, at USA’s militærbaser i landet skal lukke. Hvad er der kommet ud af løfterne?
– Indtil videre, intet. Pedro Castillo og Perú Libre har ganske rigtigt fordømt, at ni af Perus militærbaser bliver benyttet af USA, der forbinder dem til sit net af baser på kontinentet med mål om “imperialistisk dominans”. En del af disse baser i Amazonas-området af Peru er specifikt rettet mod “truslen” fra Venezuela. Men vi får se, hvad der kommer til at ske, siger Gustavo Espinoza Montesinos.
Del af latinamerikansk enhed?
Gustavo Espinoza Montesinos er “afventende” i forhold til Castillo-regeringens løfter om at styrke CELAC, den brede samarbejdsorganisation for lande i Latinamerika og Caribien, og unionen af sydamerikanske nationer (UNASUR), så landet tilnærmer sig “den røde bølge i Latinamerika” og ideologisk vender sig bort fra USA.
– De reaktionære kræfter i mit land lægger pres på præsidenten for at vende sig imod Cuba og angribe Venezuela, fordømme Nicaragua og distancere sig fra Bolivia og i det hele taget afvise hele den latinamerikanske frigørelsesproces, siger peruvianeren til Arbejderen.
– Castillo er nødt til at omstille sig til virkelighedens verden. Der er ingen alternativer. Udviklingen kommer til at rulle, men endnu uklart med hvilken hastighed det kommer til at ske. Vi får se. Det kommer til at afhænge af dynamikken i processen, tilføjer Gustavo Espinoza Montesinos.
Han befinder sig i Nicaragua som præsident for Perus solidaritetsbevægelse med Nicaraguas sandinister, “Nicaraguas Venner”.
Peruvianeren var samtidig leder af den peruvianske komité (Comité Peruano de Solidaridad con los 5) for få løsladt fem cubanske antiterrorister fra fængsler i USA i årene 2001-2014.
Nyliberalismen på losseplads
Gustavo Espinoza Montesinos er håbefuld i forhold til, at både Castillo og Perú Libre tilsyneladende ønsker at holde fast i en folkeafstemning om landets forfatning. Den gamle forfatning er fra 1993 og er ifølge peruvianeren “udemokratisk, diskriminerende, racistisk og til fordel for landets monopolkapitalister”.
– Den beskytter frækt kapitalens privilegier til skade for befolkningens rettigheder, mener Gustavo Espinoza Montesinos.
Han mener, at den øjeblikkelige hovedkamp “står mellem folket og den fascistiske klike repræsenteret af Keiko Fujimori og hendes allierede, som søger at erobre magten for enhver pris for at beskytte den herskende klasses interesser”.
– Fascismen chikanerer den nye regering og forsøger at tvinge den til at gå af. At besejre disse planer og udbygge den folkelige og demokratiske magt udgør vor tids hovedopgave, slutter Gustavo Espinoza Montesinos.
Interview på spansk i Managua: Brenda Castillo. Ovesættelse: Karoline Enevold
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
