Hvor demokratisk er EU's parlament egentligt
Følgende er den første af to artikler om Arbejderens deltagelse i en international mediekonference i Vestsahara. Denne artikel omhandler livet for saharawierne i de flygtningelejre, hvor konferencen fandt sted. Den næste artikel vil gå i dybden med selve konferencen og dens politiske hovedpunkter.
Syd for den algierske by Tindouf ved grænsen til Vestsahara ligger fem flygtningelejre. Lejrene er hjem til saharawi-folket fra Vestsahara og bliver administreret af deres revolutionære frihedsbevægelse Polisario, der kæmper for at befri deres hjemland fra besættelsesmagten Marokko.
Arbejderen er inviteret til lejrene for at deltage i en mediekonference organiseret af Den Saharawiske Journalist- og Forfatterforening (UPES). Arrangementet finder sted fra 1.-5. maj.
Livet i ørkenlejrene gør stort indtryk og vidner om et folk, der trods begrænsninger har formået at opbygge et velorganiseret samfund under barske betingelser.
Baggrund
– Vi saharawier var oprindeligt et nomadefolk, der rejste rundt på kameler og slog sig ned forskellige steder i og omkring Vestsahara. Der var ikke nogen landegrænser, der begrænsede os fra at bevæge os ind i det, der i dag er Mauretanien eller Algeriet, siger Jadiya til Arbejderen.
Hun er en lokal saharawisk oversætter og en af arrangørerne bag mediekonferencen.
Kolonitiden betød, at europæiske magter kom til Afrika for at overtage områder, udnytte arbejdskraft og udvinde naturressourcer. I Vestsahara var det først portugisere og franskmænd, der blev slået tilbage af lokalbefolkningen, inden det i 1884 lykkedes Spanien at kolonisere området.
I 1973 blev frihedsbevægelsen Polisario oprettet af de oprindelige folk, saharawierne, der ville befri deres land fra det spanske imperium.
Vestsahara forblev en spansk koloni op til 1975, da Marokkos kongeherredømme organiserede en såkaldt “Grøn March” med 350.000 demonstranter, som marcherede ind i Vestsahara for at gøre krav på landet. Demonstranterne pressede Spanien til at forlade Vestsahara, der i stedet blev koloniseret af Marokko.
I dag er Vestsahara fortsat besat af Marokko og bliver dermed anset som Afrikas sidste koloni.
Ørkenlejre
Det er omkring 35-40 grader varmt i Wilayah of Bojador, den mindste af de fem flygtningelejre på grænsen til Vestsahara. Det er her, at mediekonferencen finder sted, og det er her, jeg i fem dage skal bo.
Mine fødder koger i mine sko, men at gå i bare tæer er ikke en mulighed. Sandet er alt for varmt.
Foto: Marc B. Sanganee
Ifølge Filipe, en lokal saharawisk ingeniør uddannet i Sovjetunionen, er det fem til seks år siden, at det sidst regnede i lejrene.
– Ikke en eneste dråbe fra himmelen, siger han til Arbejderen.
I flygtningelejrene bor folk enten i simple hytter med bliktag eller i ‘getouns’, firkantede telte med indgange på alle sider og et stort farvet tæppe som gulv.
Foto: Marc B. Sanganee
Skeletter af biler strippet for hjul, døre, vinduer, sæder og al interiør får mine tanker over på apokalyptiske tv-serier.
Foto: Marc B. Sanganee
Foto: Marc B. Sanganee
Bildøre bliver blandt andet genbrugt som indhegning til landsbyens mange geder, der ofte ses traske rundt i flok på sandbakkerne i lejren.
Foto: Marc B. Sanganee
De mange bilskeletter fungerer imidlertid godt som legepladser for børn, der ellers ikke har adgang til rutsjebaner, gynger eller klatrestativer.
Foto: Marc B. Sanganee
Foto: Marc B. Sanganee
Skammens mur
Vestsahara er i dag delt op i tre områder. Der er de besatte områder af Vestsahara, hvor besættelsesmagten Marokko sidder på magten. Der er de befriede områder af Vestsahara, hvor frihedsbevægelsen Polisario sidder på magten. Og så er der flygtningelejrene i Algeriet, hvor det ligeledes er Polisario, der sidder på magten.
For at adskille de forskellige områder fra hinanden og bevare kontrollen over besættelsen, har det marokkanske kongeherredømme bygget en 2700 kilometer lang mur tværs gennem Vestsahara.
Foto: Marc B. Sanganee
“Skammens Mur”, som saharawierne kalder den, kan let sammenlignes med Israels apartheidmur i Palæstina, da begge er blevet bygget af besættelsesmagter og i praksis tvinger indfødte familier og andre fællesskaber til at leve adskilt fra hinanden.
Selv om Skammens Mur er bygget af sand, “er det verdens farligste mur”, fortæller en Polisario-soldat til Arbejderen.
Muren er delt op i flere linjer: Pigtråd, hunde, voldgrav, selve muren, 150.000 soldater og otte millioner landminer.
Den yderste linje er de mange miner. Foruden at gøre det sværere for Polisarios soldater at trænge igennem, bliver civile nomader eller lokalbefolkningens kvæg ofte sprunget i luften ved at træde på minerne.
En midlertidig situation
Som følge af den marokkanske besættelse flygtede tusindvis af saharawier i 1970’erne til flygtningelejrene i Algeriet, hvis regering har givet Polisario tilladelse til at administrere lejrene som værende en del af de befriede områder.
De fem flygtningelejre er opkaldt efter byer i Vestsahara. Wilayah of Bojador er eksempelvis opkaldt efter byen Bojador, der ligger i et af de områder, hvor besættelsesmagten Marokko sidder på magten.
– Hver lejr er opkaldt efter en af vores byer for at signalere, at lejrene er midlertidige. Det er for at vise, at vi vil vende tilbage til vores rigtige byer en dag, siger ingeniøren Filipe.
Foto: Marc B. Sanganee
Nok er Wilayah of Bojador den nyeste og mindste af de fem flygtningelejre administreret af Polisario. Men når jeg stiller mig på lejrens største bakketop, kan jeg se huse og telte langt ud i horisonten.
Rundt omkring i lejrene hænger Vestsaharas flag, der med de sorte, hvide, grønne og røde farver minder meget om det palæstinensiske flag. Den eneste forskel er, at der på Vestsaharas flag er en rød halvmåne og stjerne i midten.
Foto: Marc B. Sanganee
– Den sorte farve symboliserer besættelsen. I dag er den sorte farve øverst, men når vi opnår vores frihed, vil vi fra den dag flage med den sorte farve nederst, oplyser Filipe.
Et velorganiseret samfund
Selv om livet i lejrene er en simpel tilværelse uden adgang til alverdens ressourcer, har saharawierne på mange måder formået at opbygge et velorganiseret samfund.
Eksempelvis er hver lejr – der betragtes som en region – delt op i en række små distrikter. Hvert distrikt har en lille sundhedsklinik, og hver lejr har et regionalt hospital. Desuden er der en administrativ lejr, hvor det største hospital ligger.
Foto: Marc B. Sanganee
– Hvis du er syg, besøger du først sundhedsklinikken i dit distrikt. Hvis ikke de kan hjælpe dig, tager du til det regionale hospital. Kan de heller ikke hjælpe dig, tager du til den administrative lejrs hospital, så til hospitalet i den nærliggende algierske by Tindouf, så til Algeriets hovedstad Algiers og til sidst til Spanien, beretter Filipe og tilføjer: “Det er meget velorganiseret”.
Foto: Marc B. Sanganee
Rundt i Wilayah of Bojador er der små butikker, hvor du kan købe dagligvarer som ris, pasta, kartofler og dåsetun. I lejren støder jeg på alt fra en skole, børnehave, kvindeforening og bibliotek til en frisør, mekaniker og små stande med tobak og parfume.
Foto: Marc B. Sanganee
En lastbil kommer kørende på de smalle ujævne veje fra hjem til hjem og fylder sække – på størrelse med hoppepudder – op med vand, så familier kan drikke, tage et bad og vaske deres tøj.
Foto: Marc B. Sanganee
Ifølge den norske interesseorganisation The Norwegian Support Committee For Western Sahara betegner internationale observatører de saharawiske flygtningelejre som “de bedst organiserede flygtningelejre i verden”.
Foto: Marc B. Sanganee
Et liv udenfor lejren
Saharawierne og frihedsbevægelsen Polisario gør det bedste de kan for at skabe en værdig tilværelse for befolkningen i flygtningelejrene. Men det er ikke uden udfordringer.
Ifølge Fatima, der er medlem af Den Saharawiske Ungdomsunion (UJSARIO), er en af de største udfordringer i dag, at der er en ældre generation, der kan huske et liv før lejrene, mens en stor yngre generation har levet hele deres liv i lejrene.
– For at undgå at børn i lejrene vokser op uden at kende til livet udenfor lejrene, har vi oprettet en ordning, hvor børn i en periode bliver sendt til Spanien for at bo med en familie. På den måde bliver de både ambassadører for Vestsahara i Spanien, og de ser, at der findes et liv udenfor lejrene, siger Fatima til Arbejderen.
Da Fatima var seks år gammel var hun selv en del af ordningen.
– Jeg havde aldrig i mit liv set en fisk eller set så mange grønne træer det samme sted. Jeg troede, at det kun var sådan noget, man så på film. At det ikke var ægte. Men i Spanien lærte jeg, at det findes i virkeligheden, husker hun.
Udfordringer
Der er fortsat problemer, som Polisario og lokalbefolkningen i lejrene kan have store udfordringer med at løse.
Flere unge mænd fortæller Arbejderen, at jobmulighederne svinger, og at de ofte er arbejdsløse. Selv de mænd og kvinder, der er ansat på hospitaler og politistationer, modtager kun løn én gang hver tredje måned, og lønnen er ikke høj.
Foto: Marc B. Sanganee
Mange unge arbejdsløse saharawier må søge mod udlandet for at finde et job. I mellemtiden står de klar som frivillige arbejdere i lejrene, når forskellige praktiske opgaver skal løses.
I flygtningelejrene er man afhængige af internationale donationer fra organer som FN eller fra andre lande. Når en bus i Spanien bliver beskadiget og ikke længere lever op til de nationale sikkerhedskrav, kan den blive sendt til Vestsahara. Her kører busserne, der minder meget om danske bybusser, rundt i sandet med passagerer.
Foto: Marc B. Sanganee
Men på mange måder lever saharawierne altså et begrænset liv i lejrene ved Tindouf. Under hele mit ophold ser jeg ikke én eneste skraldespand. Manglen på et affaldssystem betyder, at der ligger cigaretpakker, plastikflasker og andet skrald rundt overalt i lejren.
Strømmen går ofte, og det er generelt et problem at få forbindelse til internettet. Sidstnævnte anses for at være et stort problem for saharawierne, der gerne vil forbinde sig med folk ude i den store verden, så der kan komme internationalt fokus på deres modstandskamp.
Fremmer sagen
Til mediekonferencen bliver der flere gange sat fokus på, hvordan saharawiernes befrielseskamp mangler fokus fra det internationale samfund. Der er ikke mange mennesker i verdens lande, der kender til den marokkanske besættelse og kampen imod den.
Men man kan umuligt anklage saharawierne for ikke at gøre et ihærdigt forsøg på at skabe opmærksomhed på deres sag.
I ørkensamfundet har de eksempelvis etableret et museum ved navn Modstandsmuseet, hvor turister tages med på en rejse fra saharawiernes oprindelige nomadeliv gennem kolonitiden og den marokkanske besættelse til Polisarios kamp for befrielse. På museet kan man blandt andet se en miniatureudgave af Skammens Mur samt flere af de tanks og våben, som Polisarios soldater har formået at tage fra Marokkos militær.
Foto: Marc B. Sanganee
I ørkenen finder du også et mediehus, hvor journalister sidder bag stationære computere, skriver artikler og opdaterer Polisarios hjemmeside samt sociale medier med nyheder fra lejrene. Der er lydtætte rum, mikrofoner og soundboards til at optage radioudsendelser, og der er studier med greenscreens og filmkameraer til at optage tv-nyheder. Polisario har sin egen tv-kanal.
Foto: Marc B. Sanganee
Desuden organiserer saharawierne den anerkendte internationale filmfestival FiSahara, som bringer folk til fra store dele af verden. Da Arbejderen deltager i FiSahara den 5. maj, kommer Vestsaharas præsident Brahim Ghali for at holde tale og svare på spørgsmål fra journalister foran det internationale publikum. På den måde bliver også filmfestivalen brugt til at fremme saharawiernes sag.
Foto: Marc B. Sanganee
Mange af de internationale gæster ved filmfestivalen kommer fra Spanien. Vestsaharas præsident Ghali bruger i den forbindelse muligheden til at kritisere, at den spanske premierminister Pedro Sánchez i 2022 stod i spidsen for at ændre Spaniens holdning til spørgsmålet om den marokkanske besættelse.
Før har Spanien anset Vestsahara som et land besat af Marokko, men i 2022 skrev den spanske premierminister et brev til den marokkanske konge Muhammad VI. I brevet erklærede Pedro Sánchez sig nu enig med Marokko i, at den mest realistiske løsning på konflikten ville være at lade Vestsahara operere som en region med selvstyre men hørende under Marokko.
– Vi har frosset vores forbindelser til Spaniens regering, men vi har stadig gode forbindelser med det spanske folk, siger den saharawiske præsident Brahim Ghali.
Foto: Marc B. Sanganee
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
