I 2010 sagde Cubas tidligere præsident Fidel Castro: “López Obrador vil være personen med den største moralske og politiske autoritet i Mexico, når systemet kollapser og dermed imperiet.” Han henviste til Andrés Manuel López Obrador (kendt som AMLO), som er Mexicos nuværende præsident og leder af det politiske parti Morena (National Regenerationsbevægelse).
På trods af den store føring, han havde i alle meningsmålinger før valget, overraskede López Obradors sejr i 2018 næsten alle. Selv Morena-militanterne var i nogle dage tvivlende, da dynamikken ved valgsvindel i mexicansk politik havde fået nederlaget til at virke uundgåeligt.
De færreste af os vidste, hvad vi kunne forvente af Mexicos nye regering, da AMLO er den første venstreorienterede præsident i vores lands moderne politiske historie. De første to år af hans embedsperiode var præget af fraværet af en konkret udenrigspolitik, i hvert fald offentligt. Teorien om, at den bedste udenrigspolitik er indenrigspolitik, fik præsident López Obrador til at koncentrere sine bestræbelser på at forsøge at løse de større problemer, som det mexicanske folk står over for, samt at håndtere den tidligere amerikanske præsident Donald Trumps aggressive anti-immigrationspolitik, der primært var rettet mod den mexicanske migrantbefolkning, der rejser ind i eller allerede befinder sig i USA.
Fjerde transformation
Mexicos eneste bemærkelsesværdige offentlige diplomatiske initiativ, som López Obrador tog i løbet af de første tre år af sin seksårige embedsperiode, var at gå ind for den Omfattende Udviklingsplan for Mellemamerika. Denne plan blev udarbejdet af El Salvador, Guatemala, Honduras, Mexico og FN’s Økonomiske Kommission for Latinamerika og Caribien (ECLAC). Præsident López Obradors regering begyndte at arbejde på planen fra den dag, han tiltrådte. Initiativet tog fat på begge spørgsmål, nemlig de angreb, som migranter fra Mellemamerika udsættes for i USA, og de reelle behov hos de mennesker, der er tvunget til at migrere til andre lande fra regionen. De strukturelle årsager til migration – fattigdom, ulighed og usikkerhed – dannede rammen for diskussionen mellem de interessenter, der arbejdede på at færdiggøre initiativet. Planen udfordrede USA’s doktrin om grænsesikkerhed, som behandler socioøkonomiske problemer som militære problemer.
Den generelle stemning i Latinamerika er, at USA ikke bør spilde sin tid på at blande sig syd for grænsen, men i stedet bruge sin energi på at forsøge at løse sin kaskade af interne kriser.
Morenas triumf i et af Latinamerikas største lande åbnede en cyklus af håb blandt progressive kræfter i regionen; latinamerikanske ledere og intellektuelle har talt om Mexico som epicenteret for den nye progressive bølge på halvkuglen. Men Morenas triumf blev mødt af tre kompleksiteter. For det første de vanskeligheder, som López Obrador har stået overfor, da han har forsøgt at lægge fundamentet for national udvikling og tage fat på de grelle uligheder i landet (10 procent af mexicanerne har 79 procent af landets rigdom); dette omfattede et nationalt projekt for at gøre en ende på ulighed og diskrimination, som skulle finansieres gennem genoplivningen af olieindustrien, nationaliseringen af litium og gennemførelsen af forskellige infrastrukturelle projekter.
For det andet, fordi pandemien har fremskyndet den neoliberale kriseproces på globalt plan, herunder i Mexico, har López Obrador talt om behovet for at “gøre en ende på” neoliberalismen i landet i 2022. For det tredje har der været en fornyet aggression fra USA’s side gennem dets blokader og sanktionskampagner mod flere latinamerikanske lande, herunder Cuba, Nicaragua og Venezuela. López Obradors fjerde transformation (4T), som er navnet på hans politiske projekt – der henviser til “et øjeblik af forandring i det politiske system” – har ført til stridigheder med den amerikanske regering og USA-kontrollerede institutioner (herunder Organisationen af Amerikanske Stater). Det er det, der gradvist har trukket Mexicos regering ind i en mere fremtrædende rolle i Amerika (Syd- og Nordamerika, red.)
López Obradors offentlige diplomati
López Obradors øgede aktiviteter i forbindelse med internationalt diplomati har været gradvist og velberegnet. López Obrador har gradvist introduceret nogle af disse udenrigspolitiske spørgsmål i den nationale politiske debat, før han stak en finger i jorden med dem i regionen. Hver morgen holder han en pressekonference, hvor mange af disse idéer først bliver introduceret. López Obradors engagement i at opbygge en bevidsthedsrevolution har forvandlet det mexicanske diplomati til et offentligt fænomen.
Før López Obrador blev udenrigspolitiske spørgsmål drøftet bag lukkede døre. Nu bruger López Obrador sin pressekonference for at give offentligheden de historiske og politiske årsager til Mexicos holdning til eksempelvis USA’s blokade af Cuba og dets økonomiske krig mod Venezuela, USA’s voldelige anti-immigrationspolitik og krigen mellem Rusland og Ukraine. Fordi López Obrador har forsøgt at forklare årsagerne bag de diplomatiske beslutninger, som Mexico har truffet i forskellige globale spørgsmål, har det været med til at skabe konsensus blandt store dele af befolkningen om disse beslutninger, herunder den seneste beslutning, som han traf om ikke at deltage i Topmødet for Nord- og Sydamerika.
Topmødet for Nord- og Sydamerika
USA’s præsident Joe Biden meddelte i januar, at USA og Organisationen af Amerikanske Stater (OAS) ville være værter for topmødet i Los Angeles fra den 6. til den 10. juni. López Obrador foretog inden topmødet en rundrejse i Mellemamerika og Caribien, som sluttede i Cuba. Under turen udviklede López Obrador Mexicos holdning til topmødet. Dette synspunkt var også tydeligt tidligere, da Mexico var vært for topmødet i Fællesskabet af Latinamerikanske og Caribiske Stater (CELAC) i september 2021, hvor Cuba, Nicaragua og Venezuela kunne deltage – i modsætning til under Topmødet for Nord- og Sydamerika, hvor disse lande var udelukket fra at deltage i arrangementet. På dette topmøde i 2021 foreslog López Obrador at lukke OAS og erstatte den med “en blok som EU”, såsom CELAC.
Inden Topmødet for Nord- og Sydamerika begyndte, meddelte López Obrador, at Mexico ikke ville deltage i det på grund af to principper i Mexicos udenrigspolitik: For det første var USA’s beslutning om ikke at invitere Cuba, Nicaragua og Venezuela i strid med princippet om ikke-indblanding i andre landes indre anliggender. For det andet bør princippet om alle landes juridiske lighed gøre det muligt for alle folk at blive repræsenteret på internationalt plan gennem deres regeringer. López Obradors beslutning om at trække sig fra topmødet overraskede både Washington og de latinamerikanske hovedstæder; hans beslutning blev fulgt af både Bolivia og Honduras og blev bakket op af lande som Argentina.
Biden, USA’s udenrigsminister Antony Blinken og USA’s ambassadør i Mexico Ken Salazar forsøgte i mellemtiden at forhandle for at sikre den mexicanske præsidents tilstedeværelse ved topmødet, men uden held. OAS’ hegemoni var begyndt at falde efter CELAC-topmødet i 2021, men synes at have nået sin afslutning med den seneste udvikling på Topmødet for Nord- og Sydamerika i Los Angeles.
Men topmødets vigtigste resultat var reaktionen fra de forskellige latinamerikanske ledere, som sluttede sig til Mexicos værdighedstegn og viste folkets styrke og indtog støttepositioner for en ny form for regional organisation, som ikke kræver USA’s støtte. Den generelle stemning i Latinamerika er, at USA ikke bør spilde sin tid på at blande sig syd for grænsen, men i stedet bruge sin energi på at forsøge at løse sin kaskade af interne kriser.
Rodrigo Guillot arbejder i den internationale afdeling af Instituto Nacional de Formación Política (INFP), det politiske uddannelsesinstitut for det mexicanske parti Morena (Movimiento de Regeneración Nacional). Han studerer på Mexicos Nationale Autonome Universitet (UNAM) i Mexico City. Du kan finde ham på Twitter @RodrigoGuillot.
Denne artikel er bragt via Globetrotter.
Oversættelse, billede, lead, trompet og fremhævet citat udarbejdet og/eller indsat af Arbejderens redaktion.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
