Reportage
Den moderne verdens politiske forestillinger er i høj grad blevet formet af to historiske begivenhedskomplekser: reformationen og revolutionen. Begge repræsenterede afgørende brud med eksisterende magtordener og skabte de institutionelle og ideologiske betingelser for den moderne kapitalismes udvikling.
Reformationen frigjorde individet fra kirkens universelle autoritet og bidrog til fremvæksten af den borgerlige stat, den private ejendomsret og den protestantiske arbejdsetik. Revolutionen – fra den franske revolution over arbejderbevægelsens socialistiske tradition til det tyvende århundredes revolutionære erfaringer – blev den historiske form, hvori kampen mod kapitalens dominans blev tænkt og organiseret.
Erfaringerne peger ikke mod opgivelse af samfundsforandring, men mod nødvendigheden af at formulere et nyt begreb … rekonstruktion.
Begge traditioner har haft en progressiv historisk betydning. Begge har samtidig nået deres historiske grænser.
Den kritiske materialisme må derfor stille spørgsmålet, om de begreber, der engang var frigørende, fortsat er egnede til at forstå og forandre den kapitalistiske verdensorden i det enogtyvende århundrede. Hvis kapitalismen har gennemgået en kvalitativ transformation – fra industriel nationaløkonomi til global finansialiseret, digital og økologisk destabiliserende kapitalisme – må også den politiske strategi gentænkes.
Denne artikel tager udgangspunkt i marxismen som analytisk metode. Ikke som dogme, men som en historisk-materialistisk kritik af samfundets produktions- og magtforhold. Marx’ analyse af kapitalens bevægelseslove udgør fortsat et uomgængeligt redskab til forståelsen af samtidens kriser. Men marxismen må samtidig frigøres fra de strategiske forestillinger, der var knyttet til det nittende og tyvende århundredes revolutionære paradigmer.
Vi skriver ud fra en politisk tradition, der gennem mere end et halvt århundrede har været forankret i den ekstra-parlamentariske venstrefløj, formet af 1968-oprøret, den nye venstrefløj og de sociale bevægelser. Denne erfaring giver både et historisk perspektiv og en kritisk distance.
Vi har oplevet reformismens begrænsninger, men også revolutionens strategiske og organisatoriske blindgyder. Erfaringerne peger ikke mod opgivelse af samfundsforandring, men mod nødvendigheden af at formulere et nyt begreb.
Dette begreb kalder vi rekonstruktion.
Rekonstruktion forstås ikke som en genopbygning af det bestående og heller ikke som en modereret revolution. Rekonstruktion betegner en historisk proces, hvor samfundets økonomiske, politiske og kulturelle institutioner omformes gennem en bevidst demokratisk reorganisering af de materielle livsbetingelser.
Hvor revolutionen traditionelt har været tænkt som magtovertagelsens øjeblik, retter rekonstruktionen opmærksomheden mod den langvarige opbygning af nye produktionsformer, nye ejerskabsformer, nye demokratiske institutioner og nye sociale relationer.
Rekonstruktionen bygger derfor på en dobbelt kritik. Den overskrider reformationens individualistiske og borgerlige samfundsforståelse, som historisk blev en del af kapitalismens ideologiske fundament. Samtidig overskrider den revolutionens forestilling om det afgørende brud som den centrale mekanisme for samfundets transformation.
Begge historiske modeller var produkter af deres tid. Ingen af dem kan uden videre fungere som strategisk model under nutidens globale, teknologiske og økologiske betingelser.
Den centrale tese er derfor, at vor tids opgave ikke først og fremmest er revolution, men rekonstruktion. Ikke i betydningen gradvis reform, men som udviklingen af en ny samfundsmodel, hvor demokrati, fælles ejerskab, økologisk bæredygtighed og social reproduktion udgør de strukturerende principper for produktionen og den politiske organisering.
Hvis revolutionen var industrialismens politiske sprog, må rekonstruktionen blive den postindustrielle og planetære tids emancipatoriske projekt.
Tilføjelse til artiklens teoretiske ramme
Artiklen tager udgangspunkt i, at kapitalismen ikke alene reproducerer økonomiske relationer, men også udvikler forskellige politiske former for at sikre sin fortsatte eksistens. Liberal parlamentarisme er én historisk form. Den autoritære stat er en anden.
Fascismen må derfor analyseres materialistisk og ikke primært moralsk. Den opstår ikke som en historisk tilfældighed eller som et resultat af enkeltpersoners ideologi, men som en mulig politisk organiseringsform under dybe kapitalistiske kriser, hvor de eksisterende institutioner mister deres evne til at sikre samfundets reproduktion.
Under sådanne betingelser kan dele af den herskende klasse søge løsninger, der bygger på autoritær statsdannelse, national mobilisering, militarisering og nedbrydning af arbejderbevægelsens og civilsamfundets demokratiske organisationer.
Denne analyse er samtidig aktuel. Nutidens globale kapitalisme er præget af voksende ulighed, klimakrise, teknologisk omstilling, migration og geopolitiske konflikter. Disse udviklinger har skabt grobund for nye autoritære strømninger, som ikke nødvendigvis gentager den klassiske fascismes former, men som deler centrale træk:
En koncentration af den udøvende magt, en svækkelse af demokratiske institutioner, identitetspolitisk polarisering, nationalisme og en stigende accept af undtagelsestilstande som normal regeringsform.
Den politiske konflikt i det enogtyvende århundrede står derfor ikke alene mellem kapitalisme og socialisme i deres traditionelle former. Den står også mellem autoritær samfundsbevarelse og demokratisk samfundsrekonstruktion.
Rekonstruktionen bliver i denne sammenhæng ikke blot en økonomisk model, men et demokratisk projekt, der søger at overvinde både den neoliberale opløsning og den autoritære reaktion gennem en bevidst omorganisering af samfundets materielle og institutionelle reproduktion.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
