Et år senere
For 50 år siden – omkring årsskiftet 1972-73 – kunne man endelig læse Karl Marx’ Kapitalen uforkortet på dansk. Med Bibliotek Rhodos’ 11 smalle, karrygule bind blev der sat foreløbigt punktum for cirka 100 års skiftende bestræbelser på at oversætte og formidle kæmpeværket. I de 150 års danske brug af Marx’ hovedskrift kan man også se væsentlige træk af venstrefløjens lange bestræbelser på både at forstå og forandre verden.
Pio, Knudsen og Kapitalen
Den første af Kapitalens tre store bøger var udkommet på tysk i 1867. De to sidste bøger efterlod Marx sig ved sin død i 1883 som enorme stakke af manuskriptfragmenter, som vennen og samarbejdspartneren Friedrich Engels stykkede sammen til udgivelse i henholdsvis 1885 og 1894.
Det, der tiltalte socialdemokraterne ved Marx og Engels teorier, var opfattelsen af deres socialisme som en omfattende videnskabelig lære om samfundets struktur og nødvendige udvikling.
Ingen steder opnåede værket nogen større udbredelse i de første årtier. Første bog vakte dog interesse nok til at udkomme i fire udgaver på tysk før århundredskiftet samt i oversættelser til fransk, engelsk og russisk. Til Danmark nåede bogen i 1875, da Marx selv sendte et eksemplar af den franske udgave til Socialdemokratiets stifter, Louis Pio. Partistifteren oversatte et fyldigt uddrag af kapitel 23 om det britiske landproletariat til partiets dagblad. Noget mere indgående studium af bogen synes han dog ikke at have fundet tid til. Socialdemokratiets teoretiske grundlag var og blev et sammensurium.
En mere systematisk beskæftigelse med Marx’ tanker begyndte dog, da bevægelsen efter sen-1870’ernes krise og politiforfølgelse blev genstartet af en gruppe politisk talentfulde faglærte arbejdere omkring den ny formand, P. Knudsen. Med det tyske Socialdemokrati som forbillede gjorde den nye ledelseskreds Marx og Engels til de dominerende teoretiske og ideologiske forbilleder for også det danske parti, også selv om socialdemokraterne til stadighed byggede på blandt andet en tiltro til staten, som stod i modsætning til Marx’ og Engels’ understregninger af dens forankring i kapitalens interesser.
Det, der tiltalte socialdemokraterne ved Marx og Engels teorier, var ikke mindst opfattelsen af deres socialisme som en omfattende videnskabelig lære om samfundets struktur og nødvendige udvikling. Med henvisning til den lære kunne arbejderbevægelsens ledere se sig forvisset om støtte i selve historien, forstået som en fremadskridende proces fra nød og undertrykkelse til velstand, retfærdighed og frihed. I en karakteristisk sammenligning hævdede Social-Demokraten i 1884, at Marx havde opdaget ”Loven for den menneskelige Histories Fremadskriden og udgrundede den moderne Kapitals Væsen og Betingelserne for de økonomiske Samfundsformers Tilblivelse og Udvikling”, ligesom Charles Darwin pegede på arternes udvikling, og Newton små 200 år før havde sat tyngdekraften på formel.
Det var, hvad socialdemokraterne læste i navnlig Det kommunistiske Partis Manifest, skrevet af Marx og Engels i fællesskab, samt Socialismens Udvikling fra Utopi til Videnskab, skrevet af Engels alene. Socialdemokratiet udgav begge tekster på dansk i 1884. Den samme forståelse af marxismen lå også bag den socialdemokratiske interesse for Marx’ Kapitalen. P. Knudsen var blandt initiativtagerne til en fuld oversættelse af værket, og efter flere års forberedelse udkom de to første, store bøger af Kapitalen uforkortet på dansk i 1888 og 1889 – som de første udgaver i verden, der blev udgivet af arbejderbevægelsen og tydeligt henvendte sig til arbejderne selv. Af samme grund blev prisen holdt lav.
Men modtagelsen var ringe. Og ikke mindst af den grund opgav udgiverne det ambitiøse forehavende, inden Engels stod klar med Kapitalens tredje bog. Til gengæld søgte de socialdemokratiske ledere i talrige foredrag, pjecer og avisartikler fra de år at forbinde den danske arbejders erfaringer med elementer af Kapitalens analyser af udbytning og kapitalismens forestående fald. Det gjaldt især første bogs analyser af merværdi og udbytning samt forudsigelsen af kapitalismens uundgåelige forfald. Det sidste havde Marx ganske vist kun skitseret i korte, meget generelle vendinger i Kapitalen, men i for eksempel P. Knudsens ret grundige fremlæggelse fra 1892 af Marx’ samfundsteorier stod det helt centralt, at kapitalismen ikke alene var moralsk uretfærdig. I selve sit væsen var den et dybt irrationelt system. Derfor gik den også sin snarlige undergang i møde:
”Ved at berøve Kapitalistklassen Herredømmet over Produktionsmidlerne og gøre disse til Samfundsejendom sker der dette, at Produktionsmidlerne stilles i Arbejdets Tjeneste, i Stedet for, at det nu er Produktionsmidlerne, eller disses Besiddere, der kommanderer over Arbejdet. Samfundet er da i Stand til at drive Produktionen planmæssig efter sit Behov af Livsgoder. Man undgaar at udføre unyttigt Arbejde, og den Tid, der behøves til at udføre det nødvendige Arbejde, kan indskrænkes til et Minimum. Menneskeheden faar da først den fulde Nytte af Maskinerne og andre tekniske Fremskridt, idet disse da udelukkende benyttes til, ved Hjælp af det mindst mulige Arbejde, at fremskaffe det størst mulige Kvantum Livsgoder”.
Arbejdet ville endda kunne minimeres så meget, bemærkede partiformanden året efter, at det ville blive grundforvandlet. Det ville ikke længere være ”en Byrde, men langt snarere en Rekreation”. Måske arbejdet ligefrem ville blive en glæde under socialismen?
Den socialdemokratiske akademiker
Fra århundredskiftet og frem til Første Verdenskrig fik den socialdemokratiske marxisme et solidt skud vitaminer med den talentfulde historiker Gustav Bang, der som halvofficiel partiteoretiker udfoldede marxismen mere stringent og kvalificeret end tidligere danske socialdemokrater. Hans grundige udlægning af Marx’ Kapitalen over adskillige numre af Social-Demokraten i 1906-7, fem år senere omarbejdet til en bog på små 150 sider, var langt den klareste og mest dækkende præsentation af grundtankerne i værket – nu på grundlag af alle tre bøger, om end stadig mest bog 1.
Læs også
Knudsen og andre tidlige socialdemokratiske ledere havde især holdt sig til Marx’ enkle bestemmelser af absolut merværdi og kapitalens behov for at øge mængden af arbejde. Her nuancerede Bang den danske Marx-forståelse afgørende. Blandt andet viste han med afsæt i Marx’ begreb om relativ merværdi, hvorledes voksende produktivitet og nye opfindelser kunne øge merværdien og dermed udbytningsraten, også i tilfælde hvor arbejdsdagen blev kortere, eller arbejderne tilkæmpede sig højere løn. Det forhindrede ifølge Bang ikke de strukturelle problemer, der udsprang af profitratens faldende tendens, som Marx beskrev i Kapitalens tredje bog. Men sammen med ikke mindst indlemmelsen af nye områder i det kapitalistiske verdensmarked udgjorde de modtendenser, der til en vis grænse kunne opveje profitratefaldet og dermed udsætte sammenbruddet.
Ikke alene præsenterede Bang dermed grundlaget for en mere righoldig analyse af kapitalismen og dens potentialer for krise og sammenbrud. Han præsenterede Marx-baserede argumenter for, hvorfor arbejderne ikke bare blev fattigere og fattigere, og hvorfor kapitalismen ikke blot brød sammen.
Navnlig det sidste indebar, at Bangs fremstilling i sit indhold var et væsentligt bidrag til at bringe Socialdemokratiets teoretiske standpunkter i bedre overensstemmelse med den praktisk-politiske satsning på reformer inden for kapitalismen. Han flyttede med andre ord udlægningen af Marx tættere på Socialdemokratiets aktuelle handlingshorisont. Frem for at se hen til kapitalismens totale sammenbrud som afsæt for den socialistiske reorganisering af samfundet lagde han vægt på, hvordan produktionens samfundsmæssiggørelse og tekniske udvikling allerede under kapitalismen banede vejen for en rationel reorganisering af produktionen i det socialistiske samfund. Det betød dog selvsagt også, at den egentligt socialistiske fremtid hinsides kapitalismens formforandringer her forekom noget fjernere end i Knudsens principformuleringer fra 1800’erne og 1890’erne.
Bang kunne altså i højere grad end sine danske forgængere levere et Marx-baseret grundlag for partiets reformpolitik. Og dog fastholdt han til sin tidlige død som 43-årig i 1915 nødvendigheden af en grundlæggende revolutionær samfundsforandring.
Marx mellem socialdemokratisk symbol og revolutionær tænker
Efter Første Verdenskrig og den russiske revolution blev Socialdemokratiets reformisme mere udtalt, og ingen tog arven som marxistisk partiteoretiker op efter Bang. Alligevel hyldede partiet fortsat den symbolske arv fra Marx. Det lagde store kræfter i at markere blandt andet 50-året for Marx’ død i 1933. Ved den lejlighed udgav partiforlaget Fremad atter Kapitalen, nu dog i en stærkt forkortet version på under 400 sider, redigeret af den tyske arbejderunderviser Julian Borchardt. Den udgivelse var ”et værdifuldt Minde over Marx”, skrev partidagbladet ved lanceringen 14. marts samme år, mens Weimarrepublikkens flag blev flået ned i nabolandet mod syd, så Hitler dagen efter kunne proklamere det tredje rige.
Et minde var netop, hvad Kapitalen var blevet for de danske socialdemokrater. De kunne godt hylde Marx i brede vendinger. Men der var ikke længere bestræbelser på at skabe forbindelse fra Marx og de marxistiske læresætninger til de socialdemokratiske strategier for danske forhold. For hovedstrømmen i det danske Socialdemokrati stod Marx nu dels som en fortidig grundlæggelsesfigur, dels som et symbolsk varsel om en fremtid så fjern, at den virkede uvedkommende. Altså en i stigende grad fortidig fremtid.
Når partiets nye, markante leder, Thorvald Stauning, en sjælden gang imellem bragte Marx i erindring, var høflighedsfraserne blandet op med umiskendelig distancering. Under sin afgørende tale til partiets kongres i 1935 understregede han, at ”Karl Marx næppe nogensinde har tænkt sig en Verden som den, der nu frembyder sig”. Samme kongres formaliserede partiets skift fra klasseparti til folkeparti, da den godkendte Staunings programskrift fra året før, Danmark for Folket.
Den gamle fremtidsorientering blev i stedet varetaget på nye, ofte mere markant revolutionære måder på mellemkrigstidens nye venstrefløj. Den omfattede også kredse af intellektuelle, der tog initiativer til nylæsninger af Marx. I foråret 1930 startede en flok af dem en ambitiøs nyoversættelse af Kapitalen, udgivet som en serie af tillæg til tidsskriftet Monde. Her skulle ikke forkortes, understregede de i et programskrift for udgivelsen. Både økonomen og arbejderen kunne nemlig let genkende Marx’ skildring af det kapitalistiske samfund som højaktuel virkelighed. Den komplette udgivelse af Kapitalen på dansk tegnede sig dermed ikke kun som en oversættelsesopgave. Den skulle også være et led i sammensmeltningen af åndens og håndens arbejdere med henblik på den nært forestående socialistiske revolution.
Det ambitiøse projekt faldt dog til jorden efter et års tid, da man kun var nået et stykke ind i værkets første bog. Den formelle begrundelse var, at værket alligevel var ved at blive oversat til norsk. Den reelle grund var, at Monde var blevet overtaget af DKP-tro kræfter, der trængte gruppen af Kapitalen-oversættere ud. Og i DKP var der på den tid ikke den store interesse for nylæsninger af Marx’ hovedværk.
Kold krig og fremmedgørelse
Den kolde krig fra 1946 og frem fik drastiske konsekvenser for Marx-forståelser overalt. Navnlig med den kommunistiske magtovertagelse i Tjekkoslovakiet to år senere blev det oplagt at associere alt, hvad der blot lugtede af marxisme, med den sovjetiske stat og dens proselytter. Socialdemokratiet overlod det nu i praksis alene til DKP at varetage arven efter Marx.
DKP’s væsentligste indsats på denne front i de næste mange år begrænsede sig imidlertid stort set til den udvidede andenudgave fra 1952 af Marx Engels Udvalgte Skrifter, hvoraf de mest klassiske tekster også blev optrykt i pjeceform. Her spillede kritikken af den politiske økonomi en meget begrænset rolle.
Fra slutningen af 1950’erne dukkede dog nylæsninger op med den nye venstrefløj, der gradvist voksede uden for de gamle arbejderpartier med afsæt i Kampagnen mod Atomvåben og etableringen af Socialistisk Folkeparti, siden også bevægelsen mod Vietnamkrigen og partiet Venstresocialisterne. Her fattede man interesse for Marx’ ungdomsskrifter med deres tanker om fremmedgørelse og menneskelig frigørelse. I Danmark blev det fremmeste udtryk for den strømning filosoffen Villy Sørensens samling fra 1962 af tidlige Marx-skrifter under titlen Økonomi og filosofi afgørende. Men ikke alene læste man her Marx uden om arbejderbevægelsens traditionelle kanon. Man læste også uden om Kapitalen.
Striden om de gule bind
Rhodos’ Kapitalen-udgivelse i begyndelsen af 1970’erne faldt imidlertid sammen med, at større dele af den læsende unge venstrefløj atter begyndte at interessere sig for arbejderklassen som revolutionært subjekt – alt imens arbejderklassen selv begyndte at røre på sig i nye strejker og protestbevægelser. Så for at forstå verden omkring sig begyndte unge venstreintellektuelle at nær- og nylæse Marx’ kritik af den politiske økonomi. I et tilbageblik godt ti år senere karakteriserede to danske venstreintellektuelle fra kredsen omkring 14-dagesbladet Politisk Revy, Nils Bredsdorff og Morten Thing, læsningen af Kapitalen som ”den hidtil største intellektuelle oplevelse”: ”Det gik op for os, at det, som vi hidtil havde forstået som marxisme, i bedste fald var små hjørner af et gigantisk intellektuelt projekt.”
Læs også
Snart begyndte grupper af de unge intellektuelle marxister dog at finde Rhodos’ nye fordanskning utilstrækkelig. Under ledelse af den fremtrædende DKP’er Gelius Lund havde forlagets oversætterhold stræbt efter at gengive Marx’ hovedværk på et relativt mundret dansk. Det var gået ud over det, der i kritikernes øjne var det afgørende nye ved Marx’ kritik af den politiske økonomi – ikke mindst den begrebsforståelse, han havde udviklet gennem kritiske refleksioner over G.W.F. Hegels filosofi.
De uenigheder lagde grunden til omfattende og energiske polemikker om oversættelsesprincipper – og hele to komplette, sideløbende oversættelser af Marx’ store Grundrids hen over midten af 1970’erne. I tilbageblik kan det godt virke helt ude af proportioner. Men for deltagerne gjaldt oversættelsesstriden ikke bare spørgsmål om terminologi, men også fundamentale principper for tænkning, videnskab og revolutionær politik.
De mest markante unge danske Kapitalen-læsere, de såkaldte ’kapitallogikere’, kritiserede nu de tidligere Marx-læsninger for at videreføre vante borgerlige forestillinger om økonomi som specialvidenskab og om skarpe skel mellem teori og empiri. Dermed, lød indvendingerne videre, veg de gamle marxister uden om det helt afgørende ved Marx’ Kapitalen, at den netop var en kritik af sådanne videnskabsforståelser.
Ifølge de nye læsninger skulle Kapitalen heller ikke bare læses som et omfattende del-eksempel på Marx’ generelle samfundslære, sådan som både socialdemokratiske og partikommunistiske læsere havde antaget gennem næsten et århundrede. Kapitalen var altså ikke en anvendelse eller specificering af, hvad Marx og Engels først havde hævdet i Det kommunistiske Partis Manifest og Engels siden udfoldet i Socialismens Udvikling fra Utopi til Videnskab. Tværtimod betegnede Marx’ kritik af den politiske økonomi et nybrud i hans tænkning og måtte betragtes som selve kernen i hans tænkning. Og den tænkning handlede ikke om samfund i almindelighed, men specifikt om kapitalismens bærende funktioner. Marx’ teorier om basis, overbygning og så videre var dermed ikke nødvendigvis gyldige ud over de dele af historien og samfundet, som var specifikt kapitalistisk organiseret.
Kapitallogikken var som udgangspunkt et udpræget teoretisk forehavende. De nye Kapitalen-læsere holdt venstrefløjens ’praktikere’ ud i strakt arm. Og dog var deres erklærede mål gennem rekonstruktionen af det kritiske og frigørende potentiale i Marx’ kapitalismeanalyse at nå frem til en egentligt frigørende praksis. Det gjaldt ikke bare om at skaffe arbejderne bedre løn- og arbejdsforhold. Det gjaldt om at bryde med kapitalismens fundamentale mekanismer, herunder dens systematiske tilsløringer af udbytningen.
Med andre ord: Man skulle ikke bare læse Marx’ Kapitalen for at analysere og ændre samfundet. Man måtte derimod studere værket indgående for overhovedet at få et begreb om, hvad det ville sige at lave samfundet grundlæggende om.
Munkemarxister og ny Marxinteresse
Omkring midten af 1970’erne begyndte den intense og udbredte venstreintellektuelle Marxinteresse imidlertid at vige. Det skyldtes ikke kun, at borgerlige og socialdemokratiske politikere på dette tidspunkt indledte en indædt kamp mod universiteternes ’munkemarxister’. Det skyldtes også, at der inden for den unge intellektuelle venstrefløj bredte sig kritik af kapitallogikken for at indsnævre teorien og fortabe sig i den, så både konkrete samfundsanalyser og frigørende praksis blev udskudt til uoverskueligt fjerne fremtider. Samtidig blev det bærende håb om at bidrage til arbejderklassens revolutionære bevidsthed sværere at se. Og selv i den hårde kerne af kapitallogikere begyndte der at brede sig tvivl om de videre udsigter for deres forehavende. Så lige så stille tørrede den kapitallogiske Marxinteresse ud.
I 1980’erne og 1990’erne fortsatte de tendenser. Marx og marxismen blev igen reduceret til et skræmmebillede – enten politisk reduceret til en fejlslagen ideologi for totalitære stater eller teoretisk reduceret til åbenlyst tåbelige former for ensidig økonomisk determinisme og gammeldags halleluja-skæbnetro, der var tilpas lette at affærdige som kontrast til de nye tiders dominerende tankestrømninger. Sovjetunionens og dens lydstaters fald omkring år 1990 styrkede begge aspekter af afvisning af arven efter Marx. De marxistiske traditioners reelle mangfoldighed, deres kritisk-emancipatoriske sigte og kendskabet til, hvad der faktisk stod i Marx’ tekster – alt det gik mere og mere i glemmebogen i de årtier.
Siden årtusindskiftet er interessen for Marx dog atter begyndt at spire. Ikke alene betyder den voksende distance til den kolde krig, at det kan blive nemmere, ikke mindst for yngre generationer, at gå til Marx med friske øjne. Den seneste bølge af Marx-interesse er også vokset frem i tæt samspil med kritikken af de fænomener, der i dag typisk kendes som globaliseringen og den magtfulde neoliberalisme.
Både på den intellektuelle venstrefløj og i den bredere samfundsdebat vakte navnlig finanskrisen fra 2008 og frem fornyet interesse for Marx’ Kapitalen – ikke kun som historisk dokument, men også som perspektiv på aktuelle problemer i kapitalismen. Søren Maus bog Stum tvang fra 2021 og de omfattende debatter om den er det tydeligste udtryk for denne tendens hertillands.
Som i mange andre lande har nye Marx-inspirerede perspektiver forbundet sig ikke blot med kritiske debatter om kapitalismen i almindelighed, men også med udforskninger af temaer som racisme, sexisme, økologi og miljøkrise, som nok var på dagsordenen i 1970’erne, men dengang ikke spillede den store rolle i de mest intense læsninger af Marx’ hovedværk.
Det er meget store spørgsmål, man kan stille til en aktuel diskussion om arven efter Marx’ Kapitalen og 150 års skiftende læsninger og brug af den. Hvad har mere end fire årtiers neoliberalistisk kombination af deregulering, monetarisme, finansialisering af kapitalen, afindustrialisering, individualistisk forbrugerideologi, programmatiske afsværgelser af staten og praktisk udbygning af statens støtte til det store erhvervsliv betydet i så henseende? Hvad har EU’s og Kinas udvikling betydet? Hvilke konsekvenser kan en kritisk kapitalismeanalyse have for klimapolitik, feminisme og modstand mod racistisk undertrykkelse – og omvendt? Og hvordan kan disse store spørgsmål relateres til forståelsen af den danske kapitalisme?
Det er åbenlyst, at disse spørgsmål diskuteres. På internationalt plan findes også mere samlede analyser af dette med afsæt i Marx’ kapitalismeanalyse, og med den skærpede interesse for de analyser i kredse af yngre danske intellektuelle er de så småt begyndt at gøre sig gældende her også. Men et mere samlet forum hertillands for både nylæsninger af Marx og seriøse diskussioner af hans aktualitet er stadig hovedsagelig en opgave for fremtiden.
Magnus Møller Ziegler, Jakob Bek-Thomsen, Anne Engelst Nørgaard.
Denne artikel bygger på forfatterens langt mere detaljerede bidrag til antologien ”Kapitalen på dansk”, udgivet i 2022 på forlaget Slagmark. I bogen findes også kildehenvisninger til citaterne ovenfor. Artiklen har været bragt i Magasinet Arbejderen nr. 5, 2022.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
