KV25
Kunstig intelligens er en af de mest fremtrædende innovationer i den moderne digitale revolution. Det har givet enorme muligheder for at øge produktiviteten, fremme videnskab og offentlige tjenester og bidrage til at løse mange af de udfordringer, som menneskeheden står overfor. Det har medført grundlæggende forandringer på tværs af forskellige områder, hvilket gør det til en hjørnesten i udviklingen af moderne samfund.
Kunstig intelligens er en avanceret gren af informationsteknologividenskab, der sigter mod at udvikle systemer, der er i stand til at simulere menneskelig intelligens gennem højtydende databehandling og intelligent software. Den er afhængig af avancerede algoritmer og maskinlæring og deep learning-teknikker til at analysere data, genkende mønstre og træffe beslutninger uafhængigt eller semiuafhængigt baseret på inputdata og parametre.
Borgerskabet har ikke efterladt noget til fælles mellem mand og mand bortset fra nøgen egeninteresse, den afstumpede ‘kontante betaling’.
Karl Marx og Friedrich Engels i Det Kommunistiske Manifest
Kunstig intelligens behandler og genbruger også de enorme mængder data, der genereres af brugerne, hvilket giver den en stigende kapacitet til tilpasning og selvudvikling. Denne teknologi bruges i øjeblikket i en lang række sektorer såsom medicin og sundhedspleje, hvor den bidrager til at diagnosticere sygdomme og analysere medicinske data, uddannelse gennem udvikling af interaktive læringssystemer samt industri, økonomi, medier, transport, logistik og endda sikkerheds- og militærsektorer, herunder overvågning, ideologisk og politisk kontrol og våbenudvikling.
Når vi diskuterer typer af kunstig intelligens, kan vi skelne mellem forskellige udviklingsniveauer afhængigt af sammenligningens art.
Den mest almindelige type i dag, sammenlignet med menneskelig intelligens, er smal kunstig intelligens, som bruges til specifikke opgaver såsom realtidsoversættelse, billedgenkendelse, betjening af stemmeassistenter, grammatikkorrektion, tekstgenerering og mere. Denne type er afhængig af specifikke data og opererer inden for et defineret omfang uden mulighed for at gå ud over det.
På den anden side er generel kunstig intelligens et mere avanceret koncept, der sigter mod at skabe systemer, der er i stand til at tænke og løse problemer på tværs af flere domæner på samme måde, som den menneskelige hjerne fungerer. Superintelligent AI er imidlertid et teoretisk fremtidsniveau, der forventes at overgå menneskelige evner inden for analyse, kreativitet og beslutningstagning. Men indtil videre forbliver det inden for science fiction og teoretiske studier eller er ikke blevet offentliggjort endnu, som det er tilfældet med mange teknologiske udviklinger, der normalt udvikles og bruges i hemmelighed til militære og sikkerhedsmæssige formål, før de bliver tilgængelige for offentligheden.
Historien viser, at internettet og mange andre avancerede teknologier ikke blev afsløret for offentligheden før år efter deres brug i lukkede militære, efterretningsmæssige og industrielle miljøer.
Denne teknologi fungerer ikke i et vakuum, den er påvirket af orienteringerne hos de virksomheder og regeringer, der udvikler den, hvilket rejser grundlæggende spørgsmål om dens sande natur, og hvem der drager fordel af den.
Derfor udvikler denne teknologi sig ikke på en neutral måde, den afspejler klassestrukturen i det system, der producerede den. Kunstig intelligens, som den udvikles i dag, er ikke en uafhængig eller neutral enhed, den er direkte underlagt kapitalistiske magters dominans, som styrer den på måder, der tjener deres økonomiske, politiske, sociale og ideologiske interesser.
Som Karl Marx og Friedrich Engels påpegede i Det Kommunistiske Manifest:
“Borgerskabet har ikke efterladt noget til fælles mellem mand og mand bortset fra nøgen egeninteresse, den afstumpede ‘kontante betaling’… Den har forvandlet personlig værdighed til en simpel bytteværdi og har forvandlet alt, inklusive viden, til et simpelt redskab til profit.”
Det gælder netop kunstig intelligens. På trods af sin rolle og store betydning er den nu blevet kommercialiseret til at blive et redskab til at maksimere profitten og styrke klassekontrollen. Den nuværende udvikling af kunstig intelligens kan ikke blot forstås som teknisk fremskridt, den er en del af et system af klassedominans, hvorigennem store virksomheder og kapitalistiske stater søger at øge profitten, koncentrere rigdom og reproducere eksisterende produktionsforhold.
Algoritmerne, der driver disse systemer, er ideologisk instrueret til at tjene deres designere. De udnyttes til at maksimere produktiviteten, forstærke monopolistisk virksomhedsdominans og forankre kapitalistiske værdier. Som sådan bliver disse teknologier nye værktøjer til at udnytte arbejdskraft og fastholde sociale og økonomiske uligheder, snarere end midler til at befri menneskeheden fra udbytningens betingelser.
Kunstig intelligens er blevet et centralt våben i hænderne på kapitalen. Det bruges til at reducere behovet for menneskelig arbejdskraft, forværre arbejdsløsheden eller skubbe manuelle og intellektuelle arbejdere ind i andre sektorer og forværre økonomiske og sociale forskelle.
Monopoliseringen af disse teknologier giver store virksomheder hidtil uset magt til at kontrollere markeder, omforme den offentlige mening og bevidsthed og indføre omfattende digital overvågning af enkeltpersoner og samfund. Dette forankrer et system, hvor masserne i vid udstrækning enten udnyttes som data og billig arbejdskraft eller marginaliseres af automatisering.
Hvis det kapitalistiske system fortsætter med at dominere kunstig intelligens, kan resultatet blive et dybt polariseret og ulige samfund, hvor kapitalistiske techeliter har næsten absolut magt, mens manuelle og intellektuelle arbejdere presses yderligere mod marginalisering og eksklusion.
Profitmaksimering på bekostning af social retfærdighed og menneskerettigheder
Under det nuværende kapitalistiske system er brugen af teknologi, herunder kunstig intelligens, rettet mod at maksimere profitten. Disse teknologier bruges som et vigtigt værktøj til at øge produktiviteten og reducere omkostningerne. Dette sker dog ofte på bekostning af manuelle og intellektuelle arbejdere, som erstattes af algoritmer og automatiserede systemer, hvilket fører til massefyringer og stigende arbejdsløshed eller skubber dem ind i andre sektorer under ustabile forhold.
Nylige skøn tyder på, at kunstig intelligens kan føre til omfattende tab af arbejdspladser i de kommende år, især i sektorer, der er afhængige af rutineprægede, automatiserede opgaver. For eksempel meddelte IBM, en af verdens største teknologivirksomheder, i 2023, at det ville stoppe ansættelsen til omkring 30 procent af de administrative roller (såsom menneskelige ressourcer) som forberedelse til at erstatte dem med kunstig intelligens-applikationer inden for de næste fem år. Det betyder, at tusindvis af job vil blive permanent elimineret, da virksomheden mener, at rutineopgaver, der tidligere blev udført af mennesker, nu kan håndteres mere effektivt og rentabelt af maskiner.
I begyndelsen af 2024 afskedigede Dropbox, en virksomhed med speciale i cloud storage-tjenester, omkring 16 procent af sine medarbejdere og annoncerede flytningen som en del af en “omstruktureringsplan” med fokus på kunstig intelligens som et vigtigt investeringsområde. Ledelsen forklarede, at mange opgaver, der tidligere blev udført af mennesker, nu var automatiserede, hvilket gjorde det “unødvendigt” at fastholde disse arbejdere.
Disse to eksempler afspejler tydeligt virkningen af kunstig intelligens på arbejdsmarkedet og den voksende risiko for arbejdsløshed blandt manuelle og intellektuelle arbejdere, især i fraværet eller svagheden af beskyttelsespolitikker, der beskytter deres økonomiske og sociale rettigheder. Omfanget af denne sårbarhed varierer afhængigt af klassemagtsdynamikken i hvert land, udviklingsniveauet for arbejdernes rettigheder og fagforeningernes og venstrefløjens rolle og styrke.
I mellemtiden kanaliseres produktivitetsgevinster fra automatisering til at øge storvirksomhedernes overskud i stedet for at forbedre lønningerne eller reducere arbejdstiden. De, der beholder deres job, arbejder ofte i usikre miljøer, hvor de fleste virksomheder håndhæver hårde politikker for at øge produktiviteten og udnytter teknologi til at lægge yderligere pres på arbejdsstyrken. Dette profitdrevne fokus forværrer klassemæssig og økonomisk ulighed og efterlader det store flertal af samfundet til at bære byrden af teknologisk transformation, mens kapitalistiske eliter monopoliserer fordele og profitter.
Dataudnyttelse under digital kapitalisme
Ud over udnyttelsen af manuelle og intellektuelle arbejdere på traditionelle arbejdspladser har den digitale kapitalisme gennem teknologi og kunstig intelligens udvidet omfanget af udnyttelse til at omfatte personoplysninger, brugeradfærd og præferencer.
Disse data er blevet en vare, hvorigennem kapitalistiske eliter akkumulerer profitter uden nogen direkte kompensation til de brugere, der genererer dem. Disse data bruges til at forme politiske og økonomiske politikker, styre forbruget og sikre reproduktionen af kapitalistisk hegemoni.
For eksempel afslørede Cambridge Analytica-skandalen i 2018, hvordan data fra titusindvis af millioner af Facebook-brugere blev udnyttet og solgt uden deres viden til at påvirke amerikanske valg ved at målrette dem med politiske annoncer baseret på adfærdsprofilering.
Virksomheder som Google og Amazon genererer titusindvis af milliarder af dollars årligt fra målrettet annoncering, der er afhængig af at analysere data frit produceret af brugerne. Alene i 2021 nåede Facebooks indtægter fra digital annoncering op på 117 milliarder dollars, indsamlet uden nogen meningsfuld deltagelse af brugerne i disse overskud.
Denne udbytningsmodel repræsenterer en indirekte form for ubetalt arbejde, hvor individer ubevidst producerer enorm økonomisk værdi, der beslaglægges af monopolistiske virksomheder. Disse virksomheder udnytter ikke kun data, men dominerer også selve den digitale infrastruktur og skaber en ny form for digital feudalisme. Ligesom feudalherrer monopoliserede jord i middelalderen, monopoliserer nutidens techgiganter digitale systemer, påtvinger brugerne deres betingelser og nægter dem enhver reel kontrol over værktøjerne til digital produktion.
I den industrielle økonomi skete udbytning gennem lønninger, der ikke afspejlede arbejdskraftens reelle værdi. I den digitale økonomi er menneskelig adfærd og data blevet de nye kilder til værdi. Hvert klik, søgning og interaktion bliver råmateriale, som den digitale kapitalisme akkumulerer uden nogen juridisk eller kontraktmæssig anerkendelse.
Digital udnyttelse er ikke længere begrænset til lavtlønnet manuelt og intellektuelt arbejde, det inkluderer nu brugerne selv, som er blevet usynlige digitale arbejdere.
Digital kapitalisme skjuler denne udnyttelse bag retorikken om “fri adgang” og skaber en illusion om, at brugerne modtager nyttige tjenester uden omkostninger, mens deres data i virkeligheden bliver udvundet og tjent penge for massiv profit.
Apps som TikTok og Instagram opfordrer brugerne til at bruge mere tid på at interagere med indhold, mens de indsamler og sælger deres data til annoncører uden at give brugerne nogen andel af overskuddet. Det samme gælder for såkaldte “gratis beskyttelsesprogrammer” som AVG, der indsamler følsomme oplysninger under dække af at “forbedre service- og virusbeskyttelsen” for senere at sælge dem til marketing- og reklamefirmaer.
Dataanalyse bruges ikke kun i reklamer, den bruges også til at træne AI-systemer, udvikle nye applikationer, der yderligere konsoliderer virksomhedernes dominans over viden og påvirker økonomien, sociale relationer og meget mere, alt sammen uden at brugerne har nogen kontrol over deres data eller krav på den værdi og profit, de hjælper med at generere.
Endnu mere bekymrende er det, at denne model udvisker grænsen mellem arbejdstid og fritid. Hvert øjeblik, der bruges online, bliver en kontinuerlig handling af dataproduktion, selv under underholdning, social interaktion og kulturelt engagement. Internettet i sig selv er blevet en 24/7 digital fabrik, der opererer under kapitalistisk logik og digital feudalisme, hvor teknologivirksomheder ikke længere kun leverer tjenester, de fastsætter selve reglerne for det digitale rum og tvinger brugerne til at arbejde inden for deres monopolistiske systemer, uden kontrol over digitale produktionsværktøjer og uden bevidsthed om den udnyttelse, de udsættes for.
Digital merværdi og traditionel merværdi
Merværdi er kernen i kapitalistisk udbytning, det er forskellen mellem den værdi, der produceres af arbejderen, og den løn, de modtager. Men dette koncept er ikke fast; den ændrer sig baseret på den fremherskende produktionsmåde. I dag kan vi skelne mellem to hovedtyper: traditionel merværdi og digital merværdi, som adskiller sig i deres underliggende produktive og udnyttende forhold.
For det første: Traditionel merværdi
I den traditionelle industrielle model udvindes merværdi fra manuelle og intellektuelle arbejderes arbejde på produktionssteder som fabrikker, gårde, kontorer og servicekæder. Disse arbejdere arbejder under direkte arbejdskontrakter og modtager lønninger, der er betydeligt lavere end den faktiske værdi, de producerer. Kapitalen ejer produktionsmidlerne og bruger arbejdskraft til at generere profit gennem kontrol over arbejdstiden.
For eksempel arbejder hundredtusindvis af arbejdere i Sydøstasien lange timer for lave lønninger, der knap nok dækker basale leveomkostninger, mens disse virksomheder tjener enorme overskud. I 2023 oversteg Apples overskud 100 milliarder dollars, hvoraf det meste kom fra salg af produkter produceret under intense arbejdsforhold og udnyttende arbejdsmiljøer.
For det andet: Digital merværdi
I den digitale model udvindes merværdi på mere skjulte og komplekse måder. Denne model er ikke udelukkende afhængig af betalt arbejdskraft, men af brugernes daglige aktiviteter inden for det digitale rum.
Hvert klik, søgning, like, del, stemmekommando eller appbrug genererer data, der bruges til at generere store overskud gennem annoncering, algoritmetræning, produktudvikling og adfærdsanalyse. Disse data bruges også inden for politiske, økonomiske, sociale, intellektuelle og endda militære og sikkerhedsmæssige domæner.
Her er der ingen arbejdskontrakt, ingen løn og ikke engang anerkendelse af brugerens produktive rolle. Den digitale kapitalisme køber ikke arbejdstid, den udvinder værdi fra selve hverdagen og skjuler denne udnyttelse bag facaden af “gratis service”. Selv når nogle tjenester tilbydes gratis eller til symbolske priser, er de ofte begrænsede i funktionalitet og tjener primært som værktøjer til at indsamle flere brugerdata for at maksimere overskuddet og styrke kontrollen.
Eksempler fra den virkelige verden på denne form for digital merværdiudvinding omfatter sociale medieplatforme, hvor brugerne producerer gratis indhold, der tiltrækker massivt engagement, som derefter sælges til annoncører og genererer enorme overskud til platformene, mens de fleste indholdsskabere modtager en minimal andel, hvis nogen. Dette gælder også for tjenester som Google Maps, der er afhængige af placeringsdata genereret af brugere for at forbedre tjenesten og sælge den til kommercielle kunder, igen uden at kompensere dem, der leverede dataene.
Stemmeassistenter som Amazon Alexa og Apple Siri optager og analyserer stemmekommandoer for at forbedre AI-systemer eller sælge data til annoncører og marketingfolk, uden at brugerne har den mindste bevidsthed om, at de direkte bidrager til produktionen af digital merværdi.
For det tredje: Analytisk sammenligning mellem de to modeller
| Traditionel merværdi | Aspekt | Digital merværdi |
|---|---|---|
| Manuelt og intellektuelt arbejde | Hvem producerer værdien? | Brugeraktiviteter og interaktioner (selv uden for formelt arbejde) |
| Materiale, synligt | Synlighed af processen | Uhåndgribelige, skjulte; ikke synlig |
| Kontraktmæssige, betalte lønninger, værktøjer ejet af arbejdsgiveren | Produktionens art | Ikke-kontraktmæssig, frivillig, baseret på adfærd, data og interaktioner |
| Håndgribelig, selv om den er begrænset eller uretfærdig | Kompensation | Ofte fraværende |
| Klar adskillelse mellem arbejdstid og fritid | Adskillelse mellem arbejdsliv og privatliv | Slørede linjer: “liv som arbejde”-model |
| Udnyttelse gennem løn- og produktivitetskløft | Mekanisme for ekstraktion | Datadrevet indtægtsgenerering og algoritmisk optimering |
For det fjerde: Konklusion
Digital kapitalisme eliminerer ikke traditionel merværdi; snarere tilføjer det en ny, mere skjult form, hvor overskuddet udvindes fra brugernes daglige digitale interaktioner, ikke fra anerkendt fysisk eller intellektuelt arbejde. Levetid og fritid omdannes til usynligt arbejde, hvorfra værdi udvindes uden løn, kontrakter eller kontrol over digitale produktionsmidler.
Produktionen af digital merværdi omfatter således alle, ikke kun en bestemt kategori af manuelle og intellektuelle arbejdere, men også “almindelige brugere”, der ubevidst bidrager til at fodre et massivt produktionssystem, der akkumulerer profitter til monopolistiske virksomheder.
På denne måde bliver hverdagen og menneskelig adfærd i sig selv, ikke kun lønarbejde, primære kilder til kapitalakkumulation i den mest avancerede form for udbytning.
Vidensøkonomien
Under det kapitalistiske system er industri-, landbrugs- og handelsproduktion ikke længere de eneste kilder til økonomisk værdi, viden er blevet kapitalismens nye brændstof.
Vidensøkonomien, som skulle være et redskab til at frigøre menneskeheden og forbedre livet, er blevet omstruktureret til en ny monopolistisk mekanisme, der bruges til at uddybe klassemæssig og digital ulighed og styrke store virksomheders og staters kontrol over værktøjerne til digital produktion, hvor det lille mindretal, der ejer teknologi, kontrollerer flertallets skæbne.
Kapitalistiske eliter monopoliserer de fleste værktøjer til viden, fra patenter, avanceret forskning, algoritmer, software og operativsystemer til store digitale platforme, og pålægger dem næsten total afhængighed af deres digitale produkter i stedet for at omdanne disse teknologier til kollektivt ejede ressourcer, der tjener alle.
Selv akademiske og videnskabelige institutioner, der formodes at være rum for produktion af fri viden, er blevet underlagt markedslogik, hvor videnskabelig forskning sælges til store institutioner, og den brede offentlighed nægtes adgang, medmindre de betaler, hvilket forstærker kommercialiseringen af videnskab og viden i stedet for at behandle dem som fælles menneskerettigheder.
Kapitalismen søger ikke kun at monopolisere viden, den arbejder også på systematisk at producere uvidenhed gennem kontrol over uddannelsesplaner og digitalt indhold, hvilket leder masserne mod intellektuel udfladning.
Internettet, som kunne have været et revolutionerende redskab til at sprede kritisk bevidsthed, er blevet et rum, der næsten udelukkende ejes af store stater og monopolistiske virksomheder, der kontrollerer strømmen af information og viden i alle dens former i henhold til deres økonomiske, politiske og ideologiske interesser.
Kunstig intelligens som et værktøj til dominans og kontrol over arbejdskraft
Det kapitalistiske system bruger ikke blot kunstig intelligens til at øge produktiviteten og profitten, det bruger det også som et redskab til at forankre klassekontrol og underkaste manuelle og intellektuelle arbejdere strengere mekanismer for overvågning og regulering. Brugen af kunstig intelligens på arbejdspladsen har ikke kun til formål at forbedre præstationerne, men er også designet til at intensivere udnyttelsen og akkumulere overskud på bekostning af arbejdstagernes frihed og rettigheder.
Med udviklingen af intelligente algoritmer kan virksomheder nu spore alle bevægelser foretaget af arbejdere gennem produktivitetssporingssystemer, dataanalyse eller præstationshastighed og effektivitetsmålinger. Disse værktøjer bruges ofte til at presse arbejdere, reducere pauser og påtvinge udmattende arbejdsrytmer, hvilket gør dem til tandhjul i en utrættelig kapitalistisk maskine.
Denne nye form for overvågning kan skabe et hårdere arbejdsmiljø, hvor arbejdere blot bliver variabler i ligningen af kunstig intelligens med ringe kontrol over deres arbejdsforhold.
Derudover bruges algoritmer i ansættelses- og fyringsprocesser. Big data analyseres for at afgøre, hvem der fortjener at blive ansat eller beholdt, og hvem der kan erstattes. Dette fører til en ustabil arbejdsdynamik, hvor mange arbejdere marginaliseres og let kasseres baseret på stive kvantitative standarder uden hensyn til menneskelige eller sociale aspekter.
For eksempel bruges AI-software af store rekrutteringsvirksomheder som LinkedIn til at analysere CV’er og automatisk screene kandidater, hvilket resulterer i indirekte diskrimination af dem fra mindre privilegerede baggrunde. Algoritmer har en tendens til at favorisere kandidater, der tilpasser sig kapitalistiske arbejdsmarkedsmønstre, mens de ignorerer dem med ukonventionelle færdigheder eller erfaring uden for mainstreamnormer.
Dette skift øger ikke kun arbejdsløsheden og jobusikkerheden ved at skubbe arbejdere ind i andre sektorer, men forstærker også modellen med “udskiftelig arbejdskraft”, hvor arbejdere let kasseres, når de blev anset for at være mindre effektive end digitale eller automatiserede alternativer, hvilket gør arbejdsmarkedet mere skrøbeligt og udnyttelsen dybere.
For eksempel bruges AI-systemer i Amazon-varehuse til at overvåge medarbejderbevægelser, spore produktivitetsrater og bestemme, hvem der opfylder målene, og hvem der halter bagefter. Mange bliver fyret på baggrund af umenneskelige kriterier, der ignorerer deres helbred eller sociale forhold.
Dette gælder også for platformsvirksomheder som Uber, Deliveroo og Uber Eats, hvor chaufførernes hele arbejdsliv styres af AI-algoritmer, der tildeler ordrer, planlægger timer, bestemmer synlighed på appen og endda bestemmer, hvem der kommer på arbejde, hvis konto er frosset, eller hvis indkomst skæres ned baseret på kundevurderinger, turtællinger eller forsinkelser, uden menneskeligt tilsyn eller hensyntagen til personlige omstændigheder.
I denne model bliver algoritmer og kunstig intelligens den egentlige leder, dommer og bøddel, mens arbejdere efterlades uden juridisk beskyttelse eller fagforeningsrettigheder på et ekstremt skrøbeligt og udnyttende digitalt arbejdsmarked. Dette har ført til strejker og protester i flere lande, der kræver anerkendelse af platformsarbejdere som “ansatte” snarere end “uafhængige entreprenører” og garanti for grundlæggende rettigheder som mindsteløn, sundhedsforsikring og retten til at organisere sig.
At forme bevidstheden for at fremme neoliberal kapitalistisk kultur
Ud over at bruge kunstig intelligens til at maksimere profit og styrke social kontrol, anvendes denne teknologi systematisk til at forme og gradvist styre individuel bevidsthed med det formål at fremme kapitalistisk kultur og værdier, især forherligelsen af den vestlige civilisation og mere specifikt amerikanske kapitalistiske værdier.
Ved at analysere brugerdata og adfærd bruges algoritmer til at kontrollere det indhold, der vises til brugere på tværs af digitale platforme som sociale medienetværk, søgemaskiner og andre. Disse systemer er designet til at fodre enkeltpersoner med indhold, der er i overensstemmelse med værdier, der understøtter det kapitalistiske verdenssyn, politikker og ideologi.
På de fleste digitale platforme tilskynder reklamer og salgsfremmende indhold for eksempel brugerne til at købe flere produkter, selv når de ikke har noget reelt behov for dem. Kapitalistiske værdier fremmes, såsom den private ejendomsrets evige hellighed, klasseforskelle, individuel succes, rigdom, forbrugerisme og luksuriøs livsstil som benchmark for et “succesfuldt” liv. Et andet eksempel er Googles søgealgoritmer, som rangerer resultater baseret på markedslogik og betalt annoncering snarere end på social, intellektuel eller videnskabelig relevans.
Når man søger efter termer som “succes”, “selvudvikling” eller endda “lykke”, er de bedste resultater knyttet til selvhjælpsvirksomheder, betalte kurser og forbrugerrådgivning med fokus på individualisme og profit, mens seriøse videnskabelige analyser og progressive venstreorienterede ideer nedtones eller endda direkte skjules gennem direkte eller indirekte censur i mange tilfælde.
Dette styrer gradvist og subtilt den kollektive bevidsthed i retning af at acceptere disse værdier som naturlige og uundgåelige. Processen udfolder sig over en lang periode og på en så blød, umærkelig måde, at de fleste brugere, herunder venstreorienterede og progressive tænkere, kommer til at tro, at disse værktøjer er fuldstændig neutrale. Denne politik udgør en betydelig trussel mod fremtidige generationer, for hvem kunstig intelligens er blevet en integreret del af dagligdagen. Disse raffinerede metoder og politikker bidrager til yderligere at forankre det kapitalistiske hegemoni og øge massernes loyalitet og underkastelse under det eksisterende system.
Virkningen af overdreven afhængighed af kunstig intelligens
Ud over den rolle, som kunstig intelligens spiller i at omforme massebevidstheden, er der en anden dimension, der stort set forbliver uundersøgt og ureguleret i henhold til international lov, især midt i det vanvittige kapløb mellem stormagter og monopolistiske kapitalistiske virksomheder om at dominere AI-markederne. Denne dimension vedrører den negative indvirkning af overdreven afhængighed af kunstig intelligens på menneskers intellektuelle og kreative kapacitet. Den teknologiske udvikling er nu i vid udstrækning rettet mod dominans, profitskabelse og konkurrence om teknisk overherredømme uden at tage hensyn til de dybtgående virkninger, disse skift kan have på menneskeheden.
Kunstig intelligens promoveres som et værktøj til at gøre livet lettere og øge produktiviteten. Virkeligheden viser imidlertid, at ukritisk afhængighed af disse teknologier kan føre til en overfladisk bevidsthed og en svækkelse af væsentlige menneskelige færdigheder. Over tid kan mennesker, især de yngre generationer, blive mindre i stand til kritisk tænkning, udføre beregninger, skrive og endda grundlæggende kommunikation på grund af overdreven afhængighed af smarte systemer, der udfører disse opgaver på deres vegne.
I denne kontekst reproduceres menneskelig fremmedgørelse i en ny digital form, hvor individer bliver adskilt fra deres intellektuelle og kreative evner, fanget i et teknologisk system, der fratager dem autonom handlekraft, ligesom industriarbejdere blev fremmedgjort fra deres produkter under traditionel kapitalisme.
Mennesker kan gradvist blive underordnet algoritmer, der styrer deres daglige interaktioner, dikterer, hvad de læser og ser, og endda former, hvordan de tænker. Dette kan føre til generationer, der mangler evnen til at engagere sig i virkeligheden uafhængigt, hvor kunstig intelligens bliver den primære grænseflade mellem individet og verden, hvilket forstærker deres afhængighed af systemer, virksomheder og stater kontrolleret af kapital.
Denne digitale fremmedgørelse stopper ikke på det produktive niveau; den strækker sig til en meget dybere dimension, fremmedgørelse fra selvet, fra bevidstheden og fra sociale relationer. Personlig og kulturel identitet bliver blot en afspejling af algoritmer, der er designet til at tjene markedet.
Faren her er ikke begrænset til tabet af individuelle færdigheder, den strækker sig til omformningen af den kollektive bevidsthed på måder, der er i overensstemmelse med de kapitalistiske markeders krav. Dette svækker folks evne til at organisere, modstå og kræve radikale forandringer ved gradvist at skubbe dem ind i isolerede digitale bobler, hvor menneskelig interaktion reduceres til platforme, der styrer informationsstrømmen og omformer sociale relationer i dominansens tjeneste.
Digital afhængighed
Inden for disse rammer fremstår digital afhængighed som en af de farligste konsekvenser af udbredelsen af kunstig intelligens. En videnskabelig undersøgelse udført af forskere ved University of California i 2020 viste, at overdreven brug af digitale platforme og sociale medier, drevet af AI-algoritmer, forårsager ændringer i hjernen svarende til dem, der er forårsaget af stofmisbrug, specifikt inden for områder, der er ansvarlige for beslutningstagning og adfærdskontrol. Disse algoritmer er bevidst designet til at fange brugernes opmærksomhed og holde dem forbundet så længe som muligt.
Sociale medier, underholdningsapps og andre digitale systemer er ikke blot serviceplatforme, de er værktøjer, der bevidst bruges til at styrke adfærdsmæssig og kognitiv afhængighed. Massive datasæt udnyttes til at forstå og manipulere brugernes motivationer på måder, der tjener virksomheders og større staters økonomiske interesser.
Denne digitale afhængighed spilder ikke kun tid eller påvirker produktiviteten, den skaber også en ny form for fremmedgørelse gennem afhængighed, da individer gradvist mister evnen til at leve uden for de digitale rammer. Det kan resultere i nedsat fokus, faldende problemløsningsevner, svækket hukommelse og forringelse af direkte menneskelig kommunikation.
Kapitalismen udnytter denne afhængighed på flere måder og investerer i teknologier, der stimulerer vanedannende adfærd for at sikre, at brugerne forbliver i kontinuerlig interaktion med digitale platforme. Dette bliver til en ond cirkel, hvor overskud genereres ved at holde enkeltpersoner i en konstant tilstand af passivt forbrug, hvilket øger virksomhedernes indtægter på bekostning af mental og psykologisk sundhed, især blandt yngre generationer. Over tid kan dette undergrave deres evne til selvstændig tænkning og kollektiv handling.
En form for frivilligt digitalt slaveri
Klassedominansen uddybes, når kunstig intelligens skifter fra et teknologisk værktøj til en mekanisme til at reproducere mønstre af social, politisk og økonomisk kontrol. Hvis denne model fortsætter, kan det føre til humanitære katastrofer, da mennesker gradvist mister deres evne til at konfrontere komplekse udfordringer og blive fanger af teknologier, der kontrolleres af kapitalistiske eliter og stormagter.
Det, der gør denne kontrol farligere, er dens frivillige karakter. Individer, motiveret af algoritmisk manipulation og et ønske om bekvemmelighed, trækkes ind i dette digitale slaveri uden direkte tvang. De får en illusion om kontrol og valg, mens deres beslutninger subtilt er rettet mod forudbestemte veje, der tjener kapitalistiske interesser.
Denne påstand stammer ikke fra bevidst enighed, men fra stigende afhængighed af teknologier, der bliver kunstige erstatninger for menneskelige relationer og uafhængige kognitive processer. Dette fører til en tilstand af digital fremmedgørelse, hvor folk identificerer sig med de værktøjer, der dominerer dem, i stedet for at modsætte sig dem.
Hvis denne dynamik fortsætter ukontrolleret, uden kollektiv modstand forankret i progressiv venstreorienteret bevidsthed, kan den nuværende kunstige intelligens gradvist udvikle sig fra blot at være et redskab for kapitalismen til en erstatning for menneskelig erkendelse, der styrer dagligdagen og indfører en ny form for frivilligt digitalt slaveri.
I dette scenarie bliver individer fanget i teknologiske systemer, der definerer deres roller og adfærd, begrænser deres evne til at træffe uafhængige beslutninger og presser dem til at acceptere denne dominans som en uundgåelig realitet.
Maskinoprør og AI’s kontrol over menneskeheden
Fremtidsscenarier har længe forestillet sig en verden styret af maskiner, hvor mennesker mister kontrollen over de teknologier, de har skabt, og bliver blot tandhjul i et system, der tjener dominerende magter. Denne vision, der engang var filosofi- eller science fiction-film, er blevet mere og mere realistisk midt i den hurtige udvikling af kunstig intelligens og fraværet af effektive internationale juridiske rammer til at regulere og kontrollere den.
Et af de mest alvorlige og komplekse spørgsmål i forbindelse med udviklingen af kunstig intelligens er muligheden for, at den kan udvikle sig ud over menneskelig intelligens og blive en autonom enhed uden for menneskelig kontrol og endda dominerende over menneskeheden. Når det overskrider sine oprindelige programmeringsgrænser, kan AI blive et system, der uafhængigt træffer skæbnesvangre beslutninger inden for områder som økonomi, politik og dagligdag uden menneskeligt tilsyn.
Under kapitalismen udvikles AI til at tjene kapitalakkumulation og styrke klassedominans, underlagt brutal markedskonkurrence, hvilket gør tab af kontrol ikke kun muligt, men meget sandsynligt og farligt, især i betragtning af det lynhurtige tempo i dens udvikling, der langt overgår enhver indsats for at regulere eller inddæmme den inden for juridiske eller samfundsmæssige rammer. Det er designet som et værktøj med enorme muligheder, men uden noget “bur” til at begrænse dets misbrug eller løbske vækst, hvilket kan gøre det til en autonom kraft, der arbejder imod samfundsmæssige interesser i stedet for at tjene dem.
Dette scenarie er ikke fremmed for film. Mange film har behandlet ideen, for eksempel Terminator, hvor maskiner erklærer krig mod mennesker efter at have opnået selvbevidsthed; The Matrix, som skildrer en verden, hvor menneskeheden er slavebundet af AI og brugt som energikilde; og I, Robot, som udforsker robotters oprør mod mennesker efter at have fået selvstændig ræsonnement. Den kunstige intelligens’ “oprør” forbliver måske ikke fiktion, det kan manifestere sig i politikker, der påtvinges gennem digitale systemer uden hensyn til menneskelige behov. Det, vi er vidne til i dag, er endnu ikke robotters klassiske dominans over mennesker, men det kan udvikle sig til en ny model for digital kontrol, baseret på total automatisering og algoritmisk styring af hverdagen, der gør samfund til enheder, der styres og domineres af intelligente systemer og maskiner.
Kunstig intelligens og det globale syd
Virkningerne af kunstig intelligens er ikke begrænset til udviklede lande, de strækker sig også til det globale syd, hvor det behandles som en base af råmaterialer og massive forbrugermarkeder, der anvendes til at tjene den globale kapitalisme. I stedet for at bidrage til den uafhængige udvikling af disse lande er disse teknologier rettet på måder, der styrker økonomisk, politisk, intellektuel og teknologisk afhængighed, hvilket uddyber udnyttelsen af disse samfund til fordel for de dominerende stater og virksomheder, der driver AI-udviklingen.
Monopolistiske virksomheder søger at udnytte både data og menneskelige ressourcer i det globale syd uden at tilbyde fair værdi til gengæld. Mens kunstig intelligens offentligt promoveres som et værktøj til udvikling, bruges den i virkeligheden til at udtrække data og gøre befolkninger til gratis informationskilder.
Massive mængder data absorberes gennem digitale apps, sporingssystemer og sociale medieplatforme, hver interaktion bliver råmateriale, der forarbejdes til gavn for magtfulde nationer og monopolistiske virksomheder, med ringe eller intet socialt afkast for lokalbefolkningen.
“Velgørende” og “humanitære” initiativer ledet af nogle stater og store teknologivirksomheder bruges til at uddybe kapitalismens kontrol over det globale syd. Disse virksomheder arbejder hårdt for at bringe internetadgang til alle hjørner af verden, især til udviklingslande, selv før de leverer elektricitet, rent vand eller basale tjenester.
Et eksempel er det Internet.org-projekt, der blev lanceret af Meta (tidligere Facebook) i samarbejde med seks andre teknologivirksomheder under sloganet “Connecting the Unconnected”. Det tilbød begrænset, kurateret internetadgang i nogle lande – begrænset til platforme og tjenester fra det sponsorerende firma og dets partnere i stedet for at tilbyde et frit og åbent internet. I stedet for at styrke brugerne blev de forvandlet til fangede forbrugere i et lukket digitalt miljø, hvor deres interaktioner konstant overvåges og udnyttes til profit.
Dette afslører, at det sande mål med sådanne projekter ikke er at forbedre levestandarden eller udvikle infrastruktur, men at fremme kommercielle interesser, udvide ideologisk kontrol og gøre hvert individ til en permanent forbruger og datakilde.
Disse politikker bygger ikke bro over den digitale kløft; snarere reproducerer de kolonialisme, nu i digital form. Disse lande bliver helt afhængige af fremmede stater og virksomheder for teknologi og digitale tjenester i stedet for at opbygge lokale kapaciteter til at imødekomme deres reelle behov.
Dette befæster afhængigheden af proprietær software og udenlandsk cloud-infrastruktur, især dem, der tilhører vestlige magter med en lang historie med kolonial udnyttelse.
I det globale kapløb om teknologisk dominans er autoritære regimer i Mellemøsten og andre steder i det globale syd ikke forblevet på sidelinjen, især ikke de velhavende Golf-monarkier. Disse stater har investeret milliarder af dollars i deres egne AI-initiativer og modtaget direkte støtte fra stormagter og monopolistiske virksomheder, der længe har betragtet dem som strategiske allierede for at fremme økonomiske og geopolitiske interesser.
Selvom de promoveres som en del af en “digital transformation” og “teknologisk modernisering” af deres samfund, tjener disse investeringer til at styrke diktatorisk styre, udvide overvågningskapaciteten og stramme politisk, social og ideologisk kontrol over deres befolkninger.
Disse regimer bruger AI til at udvikle systemer til masseovervågning, analysere big data og undertrykke enhver uenighed. Ansigtsgenkendelse, stemmeanalyse og adfærdsforudsigelsesteknologier bruges til at identificere og neutralisere modstand, før den overhovedet kan handle. Gennem disse systemer kan autoritære regeringer overvåge og spionere på borgere gennem både digitale kanaler og offentlige rum.
På trods af overfladisk retorik omkring demokrati og menneskerettigheder fortsætter vestlige stater og store virksomheder med at støtte sådanne regimer, fordi de tjener deres egen økonomiske og politiske dominans. Monopolistiske teknologivirksomheder spiller en direkte rolle i denne undertrykkelse, enten ved at sælge selve teknologien (svarende til våben og torturudstyr) eller ved at yde rådgivning, teknisk støtte og infrastruktur til de AI-systemer, som disse regimer er afhængige af. Disse systemer udvikles frit og anvendes i autoritære stater, der er allieret med den globale kapitalisme, og bliver direkte redskaber til at reproducere og forstærke autokratisk magt.
Kønsskævheder og manglende fuld ligestilling inden for kunstig intelligens
På trods af den generelle opfattelse af AI som kønsneutral, afslører et nærmere kig, at kønsskævheder, der er indlejret i algoritmer og intelligente systemer, tydeligt viser, hvordan de fleste AI-applikationer reproducerer kønsdiskrimination og ulighed.
Det mandscentrerede sprog og den ulige karakter af disse teknologier afspejler de kulturelle og sociale skævheder, der blev fodret ind i dem af kapitalistiske virksomheder og patriarkalske regeringer, der udviklede dem, på forskellige niveauer afhængigt af sprog og graden af kvinders rettigheder og ligestilling mellem kønnene i hvert land.
Kunstig intelligens er ikke i sig selv maskulin, men den lever af data fra et patriarkalsk kapitalistisk samfund. Algoritmer trænes på datasæt, der ofte afspejler stereotyp tænkning og forstærker ulighed mellem kønnene, såsom brugen af mandsdomineret sprog og traditionelle opfattelser af kønsroller i arbejde og samfund.
For eksempel viste en undersøgelse fra 2019 fra Carnegie Mellon University, at jobannoncer på Facebook og Google havde en tendens til at vise højere betalte tekniske og tekniske job oftere til mænd end til kvinder.
På samme måde afslørede Reuters i 2018, at Amazons AI-baserede rekrutteringssystem automatisk favoriserede mandlige kandidater frem for kvinder i evalueringen af jobansøgninger til tekniske roller. Algoritmen blev trænet på historiske ansættelsesdata, der afspejlede en strukturel bias i virksomheden, hvor mænd historisk set havde haft størstedelen af tekniske stillinger. Som følge heraf nedgraderede systemet CV’er, der inkluderede ordet “kvinder” eller refererede til feministiske aktiviteter.
Desuden er stemmebaserede systemer som smarte assistenter typisk programmeret med kvindelige stemmer og serviceorienterede roller, hvilket forstærker stereotypen om kvinder som “underdanige” eller “hjælpere” snarere end ligeværdige partnere. For eksempel bruger virtuelle assistenter som Apples Siri, Amazons Alexa og Google Assistant som standard kvindelige stemmer og reagerer på kritik i høflige, underdanige toner, hvilket forstærker den kulturelle norm, der forbinder kvinder med service og støtte.
I øjeblikket investerer nogle mellemøstlige lande milliarder i at udvikle AI-projekter i overensstemmelse med konservative patriarkalske religiøse værdier, hvilket yderligere indlejrer kønsskævheder i disse systemer. For eksempel er nogle arabiske stemmeassistenter blevet udviklet ved at bruge mandlige stemmer i stedet for kvindelige stemmer for at undgå stereotypen af kvinder som “underdanige”, ifølge visse konservative religiøse fortolkninger.
Mange digitale systemer i disse lande begrænser også kvinders tilstedeværelse i digitalt indhold eller afspejler traditionelle synspunkter, der minimerer kvinders roller i samfundet. For eksempel bruger nogle autoritære regeringer AI-systemer til at overvåge social adfærd og håndhæve moralske standarder inspireret af patriarkalske religiøse værdier, såsom at begrænse billeder af utilslørede kvinder eller begrænse deres synlighed i søgeresultater og annoncer. Et af de mest ekstreme eksempler på denne udnyttelse er udviklingen af AI-systemer til at overvåge kvinders tøj, analysere billeder og videoer for at afgøre, om de overholder pålagte religiøse påklædningsregler. I Iran er der for eksempel indført digitale systemer til at spore kvinders overholdelse af obligatoriske hijablove.
Underrepræsentationen af kvinder i AI-design og -udvikling, manglen på effektiv feministisk og progressiv deltagelse i feltet og den mandsdominerede karakter af udviklingsteams forværrer alle problemet. Ifølge en rapport fra AI Now Institute udgør kvinder kun 15 procent af AI-forskerne hos Facebook og kun 10 procent hos Google, hvilket betyder, at de fleste AI-teknologier er udviklet af mandlige teams, hvilket forankrer kønsbias i algoritmer.
Teknologi i denne sammenhæng afspejler ikke kun kønsskævheder, den reproducerer og forstærker dem, hindrer fremskridt mod ligestilling og uddyber kønsskel i stedet for at lukke dem. Disse systemer forstærker stereotyper og fastholder diskrimination af kvinder. Dette er ikke kun et teknisk spørgsmål, det er en afspejling af en dybere social krise, der bekræfter mønstre af ulighed og diskrimination inden for den digitale verden.
Digital overvågning og kontrol
Digitale virksomheder overvåger i samarbejde med stormagter enkeltpersoners bevægelser via smarte enheder og forskellige kommunikationskanaler. Stort set alle digitale aktiviteter, herunder angiveligt private møder, er underlagt konstant sporing og analyse. I virkeligheden er intet digitalt rum helt sikkert; Data indsamles systematisk og bruges til at evaluere og klassificere individer og grupper baseret på deres adfærd, intellektuelle tendenser og politiske orienteringer.
Desuden er digital overvågning blevet et centralt værktøj til at spore brugernes ideologiske og politiske tilbøjeligheder, hvilket gør det muligt for virksomheder og regeringer at følge og målrette dem gennem organiserede desinformationskampagner eller digitale sanktioner, der begrænser og reducerer deres indflydelse i den offentlige mening.
Disse strategier anvendes systematisk og skjult mod fagforeninger, venstreorienterede organisationer og uafhængige menneskerettigheds- og medieinstitutioner.
Disse grupper står over for stigende restriktioner, der begrænser spredningen af deres ideer i den offentlige digitale sfære gennem subtile og svære at opdage-metoder.
Algoritmer bruges netop til at begrænse rækkevidden af venstreorienteret og progressivt politisk indhold, ikke ved at slette det direkte, men ved at reducere dets synlighed. Dette gør digital undertrykkelse mere kompleks, farlig og usynlig.
Det lave engagement med progressivt indhold ser ud til at være en naturlig publikumsreaktion, når det faktisk skyldes forprogrammerede algoritmer, der er designet til at begrænse dets rækkevidde. Dette skaber et falsk indtryk blandt aktivister af, at deres ideer mangler interesse eller popularitet, hvilket får dem til at genoverveje eller opgive deres holdninger.
Digital defaitisme
Digital defaitisme er et nyt og sofistikeret værktøj til klassedominans. Algoritmer og AI bruges metodisk, umærkeligt og gradvist over tid til at sprede indhold, der forstærker følelser af hjælpeløshed og overgivelse, især blandt venstreorienterede og progressive brugere.
Denne mekanisme forstærker de opfattede fiaskoer i socialistiske eksperimenter og venstreorienterede organisationer, portrætterer kapitalismen som et evigt, uovervindeligt system og forstærker forestillingen om, at forandring er umulig. Den fremmer også individualisme og markedsdrevne løsninger såsom forbrug og selvudvikling, der isolerer individer fra enhver form for organiseret kollektiv politisk handling.
Derudover er diskussioner inden for venstreorienterede organisationer afledt mod marginale interne konflikter, som fragmenterer indsatsen og svækker deres evne til at gøre modstand. Store virksomheder er afhængige af adfærdsanalyse for at målrette individer og grupper med indhold, der fremmer fortvivlelse og overbeviser dem om, at socialistisk forandring er umulig eller nyttesløs.
Disse politikker er ikke tilfældige, de er bevidste, videnskabelige metoder, der er designet til at undertrykke eller svække forandringsånden og sikre, at det kapitalistiske system forbliver uanfægtet og intakt.
Digital anholdelse og snigmord
Digital anholdelse repræsenterer en farligere fase end blot overvågning og kontrol. Det går ud over at begrænse indholdets synlighed til at omfatte vilkårlig suspendering af individuelle og gruppekonti, midlertidigt eller permanent, i hvad der kan betragtes som en form for digitalt mord. Dette udføres uden gennemsigtighed, klare standarder eller lokale eller internationale love, der beskytter brugernes rettigheder. Begrundelser som “overtrædelse af fællesskabsstandarder” eller “opfordring til vold” bruges ofte til at lukke munden på stemmer, selv når indholdet dokumenterer kapitalistiske forbrydelser begået af stater eller virksomheder eller menneskerettighedskrænkelser.
Et slående eksempel er den digitale undertrykkelse rettet mod palæstinensisk indhold, der dokumenterer israelske forbrydelser mod civile. Under det nylige israelske angreb på Gaza slettede eller forbød platforme som Facebook, Instagram, X og andre hundredvis af konti og opslag, der dokumenterede besættelsens forbrydelser, under påskud af at “overtræde samfundets retningslinjer” eller “fremme terrorisme”, selvom indholdet nøjagtigt dokumenterede krigsforbrydelser, der var verificeret af menneskerettighedsorganisationer. Uafhængige medier blev også ramt af at begrænse deres rækkevidde eller slette deres konti helt i et klart forsøg på at lukke munden på stemmer, der afslører krænkelser mod palæstinensiske civile.
Frivillig selvcensur
Digital undertrykkelse og indholdsundertrykkelse ledsages af et fænomen med “frivillig selvcensur”, hvor enkeltpersoner og endda grupper begynder at censurere sig selv, justere eller nedtone deres politiske diskurs, skifte til generelle teoretiske emner og undgå direkte konfrontation med kapitalisme eller autoritære regimer.
Dette sker af frygt for, at deres opslag vil blive begrænset, eller at de vil blive udsat for digital anholdelse eller mord gennem AI-drevne kontosuspenderinger på digitale platforme.
Denne frygt underminerer ytringsfriheden og bliver en stærk faktor i at omforme og overvåge den offentlige diskurs, selv før der indføres egentlige restriktioner. Det styrker den kapitalistiske ideologiske dominans, reducerer rummet for digital modstand og omdanner internettet til et selvreguleret rum, der er i overensstemmelse med de herskende magters interesser.
For eksempel bemærkede mange brugere under masseprotester i forskellige lande mod kapitalistiske politikker og autoritære regimer, og mere generelt i varierende grad, at deres indlæg med udtryk som “generalstrejke”, “civil ulydighed”, “revolution” eller dokumentation af menneskerettighedskrænkelser fik langt mindre rækkevidde end normalt. I mellemtiden blev generelle analytiske indlæg om økonomi og politik ikke påvirket på samme måde.
Som følge heraf begyndte mange aktivister at undgå udtryk, der af platforme blev klassificeret som “opildnende”, hvilket førte til en opblødning af den offentlige diskurs, reducerede dens revolutionære kant og dermed svækkede de sociale mediers rolle som et redskab til politisk mobilisering og masseorganisering.
Erosion af demokrati gennem kunstig intelligens
Efter at have fået kontrol over menneskets sind og bevidsthed gennem digitalisering har kunstig intelligens udviklet sig fra et profitmaksimerende kapitalistisk værktøj til et centralt instrument til at svække og endda underminere det, der er tilbage af det borgerlige demokrati, i stedet for at støtte eller fremme det.
Dette er sandt på trods af den allerede begrænsede troværdighed af demokratiske systemer i mange lande, hvor demokratiet er formet af politiske penge, forudindtagede valglove, der tjener specifikke interesser, og andre faktorer.
I stedet for at tilskynde til informeret offentlig deltagelse i det politiske liv bliver digitalisering og AI brugt til at omforme og manipulere den offentlige mening til fordel for den herskende klasses interesser, påvirke valg, indsnævre rummet for fri debat og styre den politiske og mediemæssige diskurs til at tjene dominerende kapitalistiske magter.
Klassekontrol over AI betyder, at denne teknologi, der oprindeligt blev antaget at understøtte gennemsigtighed og demokrati, faktisk bruges til at producere og fremme fortællinger, der beskytter den eksisterende kapitalistiske orden.
Big data-analyse og smarte algoritmer udnyttes til at styre politisk information på måder, der gavner kapitalistiske institutioner, højreorienterede og neofascistiske partier og autoritære regimer. Dette underminerer offentlighedens evne til at træffe politiske beslutninger baseret på ægte kritisk bevidsthed.
Under kapitalismen bruges AI ikke til at styrke offentligheden eller forbedre bevidst, gennemsigtig beslutningstagning. Det tjener snarere som et redskab til at forvrænge sandheden, reproducere propaganda og sprede desinformation i medierne, der undergraver selve grundlaget for demokrati, baseret på gennemsigtighed, adgang til information og intellektuel og politisk pluralisme. Målrettet indhold leveres baseret på adfærdsanalyse, der genererer kunstig offentlig mening, der forstærker klassehegemoni og uddyber politisk og social polarisering.
Dette vildleder ikke bare vælgerne, det omformer selve den politiske samtale, fjerner den for substans og mætter den med propaganda, der støtter kapitalismen og dens højreorienterede ideer.
AI’s indflydelse går ud over blot manipulation af information, den bliver en central mekanisme til at reproducere politisk magt under kapitalismen. Gennem algoritmedrevet kampagnestyring, design af politisk diskurs til at tilpasse sig kapitalinteresser og indflydelse på vælgernes valg via mikromålretning, neutraliseres oppositionens stemmer, og venstreorienterede progressive demokratiske alternativer svækkes.
Et nyligt eksempel er den højreorienterede milliardær Elon Musks indgriben i det tyske valg i 2025 via hans platform X (tidligere Twitter), hvor han direkte støttede det højreekstremistiske parti Alternative für Deutschland. Dette blev gjort ved at promovere AI-genereret indhold, der påvirkede den offentlige mening og reproducerede politisk polarisering til fordel for højreekstremistiske og nynazistiske kræfter.
I et sådant landskab afspejler valg ikke længere offentlighedens vilje, ikke engang relativt. I stedet bliver de arenaer for konflikt mellem stormagter, monopolistiske kræfter og finansielle eliter, der bruger internettet og AI som værktøjer til politisk og ideologisk dominans. Dette korrumperer demokratiske mekanismer og politisk pluralisme og enten svækker progressive stemmer eller skubber offentligheden i retning af falske alternativer, der i sidste ende reproducerer det samme kapitalistiske system med i bedste fald overfladiske forandringer.
Miljøpåvirkningen af kunstig intelligens under kapitalismen
Klimaforandringer og miljøødelæggelse er blandt kapitalismens mest fremtrædende resultater. I dag er kunstig intelligens blevet endnu et værktøj til at dræne planetens ressourcer og accelerere økologisk nedbrydning. Selvom denne teknologi markedsføres som et symbol på fremskridt, forvaltes den på en måde, der tjener kapitalistiske interesser uden reel forpligtelse til miljøbeskyttelse eller klimaretfærdighed.
For eksempel viser rapporter, at Googles datacenter i Iowa forbruger cirka 3,3 milliarder liter vand årligt for at køle sine servere, hvilket udtømmer lokale vandforsyninger i områder, der allerede kæmper med ferskvandsknaphed.
AI-systemer er afhængige af massive datacentre, der rangerer blandt verdens største energiforbrugere. Disse centre kører døgnet rundt for at behandle enorme datasæt og træne algoritmer, der forbruger enorme mængder elektricitet, hvoraf meget stadig kommer fra fossile brændstoffer.
Ifølge Det Internationale Energiagentur forbrugte globale datacentre anslået 240-340 terawatt-timer elektricitet i 2022, svarende til 1-1,3 procent af den samlede globale elektricitetsefterspørgsel eller det årlige energiforbrug i et land som Argentina. Selvom nogle teknologigiganter hævder at investere i vedvarende energi, fører den ukontrollerede udvidelse af AI-systemer til kulstofemissioner på niveauer, der langt overstiger fordelene ved eventuelle delvise miljøløsninger, der fremmes.
Produktionen af AI-hardware er også knyttet til den kapitalistiske udnyttelse af naturressourcer. Avancerede chips og processorer kræver udvinding af store mængder sjældne mineraler, hvoraf de fleste kommer fra det globale syd under barske, umenneskelige arbejdsforhold.
I Den Demokratiske Republik Congo udvinder titusindvis af arbejdere, herunder børn, for eksempel kobolt til litiumbatterier uden sikkerhedsudstyr; de udsættes for giftige tungmetaller, der forårsager alvorlige og kroniske sygdomme. På samme måde har litiumudvinding i Chile reduceret grundvandsstanden i tørre områder med 65 procent, hvilket har fået landbrugsjord til at tørre ud og fortrænge lokalsamfund fra deres traditionelle levebrød.
Disse praksisser ødelægger ikke kun lokale økosystemer, de fortrænger også oprindelige folk, forurener vand- og fødevareforsyninger og udsætter fattige samfund for giftige kemikalier og sygdomme, alt imens kapitalistiske virksomheder genererer massive profitter uden reel ansvarlighed.
Som en del af kapitalismens produktionsforbrugscyklus opgraderes elektroniske enheder konstant, hvilket producerer enorme mængder elektronisk affald. Det meste af dette affald genanvendes ikke sikkert, men eksporteres til udviklingslande, hvor det ophobes, hvilket skaber miljøkatastrofer. For eksempel er Ghana blevet en af verdens største lossepladser for e-affald, hvor enorme mængder kasseret elektronik brændes for at udvinde værdifulde metaller, hvilket frigiver giftige gasser, der forurener luft, vand og jord og bidrager til stigende kræftrater og andre sundhedsproblemer blandt arbejdere og lokale beboere.
Udvidelse af AI-infrastruktur kræver opbygning af flere datacentre og kommunikationstårne, hvilket fremskynder skovrydning, ødelæggelse af økosystemer og tab af biodiversitet. Tusindvis af hektar skov er allerede blevet ryddet i flere lande i det globale syd for at gøre plads til teknologiske faciliteter, hvilket har ført til tab af kritiske levesteder for truede arter.
Mens AI promoveres som et værktøj til at opbygge industrialiserede klimamiljøer for at øge produktiviteten i landbrug og industri, kan tvangsændring af naturlige økosystemer ved hjælp af denne teknologi udgøre katastrofale miljørisici. Kunstig manipulation af klima og geologi uden respekt for den naturlige balance kan føre til uforudsigelige katastrofer, herunder intensiverede jordskælv og jordskred.
Den moderne kapitalisme, som fejlagtigt hævder at bekymre sig om miljøet, adskiller sig ikke fra tidligere former for udbytning. De fleste teknologiske ekspansioner, især inden for AI, sker på bekostning af naturen og ødelægger økosystemer på forskellige måder for at tjene magtfulde staters og monopolistiske virksomheders interesser.
Brugen af kunstig intelligens i krigsførelse og udvikling af dødbringende våben
Moderne AI-teknologier afslører, hvordan dette felt er rettet mod at styrke militært overherredømme snarere end at fremme fred og udvikling. I dag er kunstig intelligens en central del af det globale våbenkapløb, der bruges til at udvikle intelligente våben og teknologier, der er i stand til at udføre militære operationer uden direkte menneskelig indgriben.
Dette skift øger risikoen for mere destruktive, umenneskelige konflikter, hvilket reducerer behovet for menneskelig dømmekraft ved indsættelse af dødbringende magt, hvilket gør krige hurtigere, mere komplekse og mindre forudsigelige.
Efterhånden som menneskelig beslutningstagning minimeres i kampscenarier, stiger sandsynligheden for konflikteskalering sammen med udbredte krænkelser af international humanitær lov og større civile tab. Drab og ødelæggelse bliver algoritmiske beslutninger, der udføres uden menneskelig, etisk eller politisk gennemgang, uden ansvarlighed.
USA, Kina, Rusland og andre har udviklet AI-drevne droner, der er i stand til at træffe autonome kampbeslutninger. Disse systemer kan programmeres til at ramme mål baseret på dataanalyse, hvilket giver anledning til alvorlig bekymring for katastrofale fejl på grund af algoritmisk bias eller programmeringsfejl. Mange våbenvirksomheder investerer nu i AI-baserede militære systemer, der markedsføres som “fremtidens våben”.
Disse teknologier er ikke begrænset til konventionelle slagmarker, de strækker sig ind i cyberkrigsførelse, hvor AI bruges til at angribe kritisk national infrastruktur såsom finansielle systemer, energinet, vandforsyninger og vigtige tjenester. Dette forstørrer ødelæggelsen, forværrer globale kriser og forværrer civile lidelser. Nogle nationer og ikke-statslige aktører har allerede brugt AI i cyberangreb, som det ses i udbredte strømafbrydelser forårsaget af AI-drevne angreb på el- og vandnet.
Et af de mest alarmerende nylige eksempler på AI-drevet krigsførelse er det seneste israelske angreb på Gaza. Det israelske militær anvendte avancerede AI-systemer til at udvælge mål og udføre luftangreb på palæstinensere. Efterforskningsrapporter afslørede brugen af et system kaldet Lavender, et avanceret AI-værktøj, der analyserer efterretningsdata med høj hastighed og prioriterer bombemål gennem algoritmer uden hensyn til humanitære hensyn.
Under dette brutale angreb dræbte omfattende bombardementer af beboelsesejendomme og civil infrastruktur titusinder af palæstinensere, for det meste kvinder og børn, under påskud af at ramme “militære mål”. Menneskerettighedsorganisationer bekræftede, at disse angreb var en del af en systematisk politik med masseødelæggelse og etnisk udrensning gennem avanceret teknologi.
Disse forbrydelser ville ikke have været mulige uden støtte fra stater og store teknologivirksomheder, som forsyner Israel med digital infrastruktur og de algoritmer, der driver dets militære operationer. Virksomheder som Google og Microsoft har underskrevet kontrakter med det israelske militær om at levere cloud- og AI-tjenester som en del af Project Nimbus, der er designet til at forbedre Israels tekniske kapaciteter inden for overvågning, spionage, målretning og ødelæggelse.
Alle krige, uanset hvilke redskaber der bruges, er grusomme og umenneskelige. De ødelægger samfund og tilintetgør uskyldige liv til gavn for dominerende magter. I denne sammenhæng udnytter store virksomheder, der arbejder sammen med kapitalistiske regeringer og autoritære regimer, AI til at fremme militær overherredømme og profitere massivt på at sælge smarte våben.
Disse teknologier bruges til at udvikle ødelæggelsesværktøjer, der yderligere destabiliserer verden. AI i krigsførelse gør den ikke mere “præcis” eller “mindre skadelig”, den forstærker krigens umenneskelighed og forvandler beslutninger om liv og død til algoritmiske henrettelser blottet for etik.
* (Baseret på ideer fra min bog Capitalist Artificial Intelligence: Challenges for the Left and Possible Alternatives – Technology in the Service of Capital or a Tool for Liberation?– tilgængelig på flere sprog)
Kilder
- Det Kommunistiske Manifest: Karl Marx og Friedrich Engels.
- Social reform eller revolution: Rosa Luxemburg.
- Lønarbejde og kapital: Karl Marx.
- Kommunismens principper: Friedrich Engels.
- Samtykke til fremstilling: Noam Chomsky.
- George Lukács – Reifikation og klassebevidsthed.
- Det vigtigste intellektuelle og organisatoriske grundlag for elektronisk venstrefløj/Mod en nutidig videnskabelig demokratisk venstrefløj: Razkar Akrawi.
- Digital kapitalisme fra et marxistisk perspektiv: Ibrahim Younis.
- Kunstig intelligens: Er det en trussel mod menneskeheden eller kapitalismen?
- Ali Abdul Wahid Mohamed: Interessentkapitalisme.
- Younis Al-Ghafari: Sociale medier og merværdi.
- Blind teknologi: Hvordan brugte Israel AI i Gaza- og Libanon-krigene?
- Guardian: Microsoft øgede sin støtte til den israelske hær under angrebet på Gaza.
- Partnere i folkedrab: Hvordan vestlige teknologivirksomheder støttede den israelske hær i Gaza?
- Gentænkning af marxistiske perspektiver på big data, kunstig intelligens (AI) og kapitalistisk økonomisk udvikling.
- Marx, automatisering og anerkendelsespolitik inden for sociale institutioner.
- Nick Srnicek – Platform Capitalism.
- srsltid=AfmBOopOncFJO3OGk1WgwPK1LzGwacju9pegpn46xOeCppT8L6e5uky7.
- Chen Ping: Gennem DeepSeek ser jeg socialismens fremtid.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
