Nyhedskommentar
Erfaringen fra Iraks partisaner i Ansar, der blev grundlagt af Iraks Kommunistiske Parti og var aktiv fra 1979 til 1988, er fortsat et af de mest hæderlige kapitler i den kommunistiske kamp i Iraks moderne historie.
Enhver kamp rummer både positive og negative sider, og ingen menneskelig eller politisk stræben undgår denne realitet, uanset hvor retskaffen dens integritet eller ædle dens mål måtte være. Ikke desto mindre står denne erfaring, til trods for den debat og de forskellige synspunkter, der omgiver visse af dens aspekter, som et levende bevis på, at venstreorienteret tænkning kan frembringe nogle af de mest ægte og inspirerende eksempler på kamp, selv under de hårdeste og mørkeste omstændigheder.
Ansars kamp var et bemærkelsesværdigt eksempel på offervilje, loyalitet og beslutsomhed i at forfølge vejen mod frihed og social retfærdighed, til trods for den belejring, forfølgelse og undertrykkelse, den blev udsat for fra det fascistiske ba’athistiske regimes side.
Jeg gentager min opfordring til nødvendigheden af at samle venstreorienterede og progressive kræfter.
Den kommunistiske Ansar-bevægelse udmærkede sig ved mangfoldigheden i sin etniske og religiøse sammensætning. Dens rækker talte arabere, kurdere, kaldæere, assyrere, syrianere, turkmenere og faili-kurdere, sammen med armeniere. Den samlede sunni- og shiamuslimer, kristne, mandæiske sabæere, yazidier og shabakker, hvor mænd og kvinder kæmpede side om side.
Heri var bevægelsen et levende eksempel på broder- og søsterskab mellem den irakiske befolknings forskellige folk.
Denne internationalistiske karakter satte et varigt præg på beboerne i de kurdiske landsbyer, som kom til at forstå, at deres egentlige fjende var det ba’athistiske regime og dets undertrykkende politik, og ikke araberne som folk. Dette stod i modsætning til den fortælling, som visse hårdføre nationalistiske kræfter på begge sider forsøgte at fremme, en fortælling der reducerede konflikten til en snæver etnisk dimension.
Bevægelsen opnåede desuden en bemærkelsesværdig historisk milepæl: de kommunistiske kvindelige kæmpere, kendt som Nasirat, bogstaveligt “kvindelige Ansar”, bar våben for første gang i historien om væbnet kamp i Kurdistan og deltog side om side med deres kammerater i hver eneste kamp og opgave i modstanden.
Kvinders tilstedeværelse i kamp satte et dybt præg på bevidstheden i de kurdiske landsbyer, der husede Ansar, og bidrog til at forankre et mere ligeværdigt syn på kvinders rolle i samfundet samt åbnede en ny horisont, hvor kvinderne i disse landsbyer kunne se sig selv som aktive aktører i det offentlige liv frem for blot som forsørgede i det.
Blandt de mest smertefulde kapitler i dette forløb er Bashtashan-massakren, udført af styrker fra Det Kurdistanske Patriotiske Forbund mod Ansar-partisaner fra det irakiske kommunistparti 1. maj 1983, hvorved mere end 150 kammerater mistede livet. Denne forbrydelse forbliver et dybt sår i Ansar-bevægelsens erindring, og sagen kalder fortsat på yderligere dokumentation og ansvarliggørelse, af hensyn til ofrenes minde.
I 1988 blev de kommunistiske Ansar direkte vidne til et af de mest grufulde folkedrab i moderne historie: Anfal-kampagnen, som det ba’athistiske regime førte mod det kurdiske folk. Den kostede mere end 180.000 mennesker livet, ødelagde tusindvis af landsbyer og involverede brugen af internationalt forbudte kemiske våben.
Midt i disse brutale forhold spillede de kommunistiske Ansar-partisaner en bemærkelsesværdig rolle i forsvaret af de kurdiske landsbyer og i at stå ved deres folks side i denne prøvelse, hvorved de vandt den kurdiske befolknings tillid og respekt og efterlod et varigt præg, der stadig er nærværende i periodens kollektive erindring.
Den væbnede tilstedeværelse var ikke begrænset til de kommunistiske Ansar-partisaner alene, andre venstreorienterede strømninger, såsom organisationen Den Kommunistiske Strømning, opretholdt ligeledes en begrænset væbnet tilstedeværelse og deltog senere i martsopstanden i 1991 efter Den Anden Golfkrig.
Før den kommunistiske Ansar-erfaring antog den form, vi kender i dag, havde den irakiske venstrefløjs historie allerede kendt et tidligere forsøg på væbnet kamp. Det blev ledet af martyren Khalid Ahmad Zaki i marsklandene i syd i 1968, inspireret af den guevaristiske model og de idéer om væbnet revolution, han havde tilegnet sig gennem sine internationalistiske forbindelser.
Khalid Ahmad Zaki faldt sammen med sine kammerater i slaget ved Hor al-Ghomouka, og hans erfaring forblev indpodet i den irakiske venstrefløjs erindring og inspirerede senere litterære og kunstneriske værker, der dokumenterede dette sjældne øjeblik i den irakiske venstrefløjs historie.
Venstrefløjen må stå sammen
Selv om jeg i dag nærer forbehold over for væbnet kamp som modstandsmetode, efterlod datidens forhold, under det rasende angreb, som det fascistiske ba’athistiske regime iværksatte mod venstrefløjen og andre progressive kræfter, efter min vurdering intet andet valg end at gribe til våben, om så blot i selvforsvar mod undertrykkelse og udslettelse, og for at bidrage til at vælte datidens diktatur.
Jeg vender mig her mod min egen personlige erfaring med denne bevægelse. Det er mig en ære at have været blandt dem, der deltog i den, gennem min aktivitet inden for det irakiske kommunistpartis underjordiske organisationer i Irak mellem 1983 og 1990, som medlem af 31. Marts-organisationen, en af partiets største illegale organisationer, hvor jeg havde æren af at deltage i ledelsen. Den samlede snesevis af kammerater fra hele Irak.
Organisationen var oprindeligt knyttet til Ansar-bevægelsen gennem Den Selvstændige Femte Bataljon, og undertiden gennem Den Tredje Bataljon eller direkte med Badinan-sektoren, et geografisk område i det irakiske Kurdistan.
Vi var i vid udstrækning den “underjordiske Ansar”, som ydede Ansar-bevægelsen løbende støtte i form af efterretninger og oplysninger om militære og sikkerhedsstyrkers bevægelser, fremskaffelse af våben, udstyr, medicin og dokumenter, lettelse af færdslen inden for byerne samt hjælp til at smugle truede kammerater ud til de befriede områder, foruden agitationsarbejde og politisk og organisatorisk arbejde inde i byerne. Vi aflagde ligeledes løbende hemmelige besøg på Ansars militære baser for at mødes med de kammerater, der stod for tilsynet med partiets organisationer.
Uanset hvilken holdning vi i dag måtte have til det ene eller det andet kapitel i den kommunistiske Ansar-bevægelses forløb, og uanset vores enighed eller uenighed om værdien af væbnet kamp som modstandsmetode, vil denne erfaring forblive et af de betydningsfulde kapitler i den verdensomspændende socialistiske kamps historie, side om side med andre erfaringer, der fulgte samme vej under forskellige omstændigheder.
Disse spænder fra oprørerne i Sierra Maestra på Cuba, der væltede Batista-diktaturet i 1959, til Sandinistfronten i Nicaragua, der satte en stopper for Somoza-familiens styre i 1979; fra den græske folkebefrielseshær, som modstod den nazistiske besættelse, inden den udkæmpede en bitter borgerkrig mod en vestligt støttet højrefløj, til Dhofar-oprørerne i Oman, som mellem 1965 og 1976 førte en af de længste væbnede venstreorienterede revolutioner på Den Arabiske Halvø til forsvar for social retfærdighed og mod britisk kolonial tilstedeværelse; og videre til de venstreorienterede modstandsbevægelser i hele Europa under Anden Verdenskrig, fra den franske og italienske modstand til Titos partisaner i Jugoslavien, hvor kommunister og venstreorienterede aktivister udgjorde rygraden i den væbnede kamp mod den nazistiske besættelse og fascismen.
Hertil hører også den danske kommunistiske modstand, hvor Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), til trods for forbuddet mod partiet i august 1941 og interneringen af omkring 300 af dets medlemmer, stiftede sabotageorganisationen KOPA i 1942, som fra 1943 udvikledes til den bredere sabotagegruppe BOPA (Borgerlige Partisaner) og udførte flere hundrede modstands- og sabotageaktioner mod den tyske besættelsesmagt og dens danske samarbejdspartnere.
Hertil kommer den palæstinensiske venstrefløj i dens modstand mod den israelske besættelse, repræsenteret ved organisationer som Folkefronten til Palæstinas Befrielse og Den Demokratiske Front til Palæstinas Befrielse, grundlagt i slutningen af 1960’erne, samt andre erfaringer fra Latinamerika, heriblandt Farabundo Martí Nationale Befrielsesfront i El Salvador og Tupamaros i Uruguay.
Disse erfaringer varierer i deres omstændigheder og udfald, og hver enkelt rummer vigtige lærdomme, det er værd at drage nytte af, samt fejl, der fortjener en ærlig og kammeratlig kritik. De deler dog en fælles sandhed: At venstrefløjen, når den står over for brutal undertrykkelse og lukningen af enhver åben politisk horisont, har vist sig i stand til at frembringe ekstraordinære former for modstand, som forbliver en del af menneskehedens fælles erindring i dens kamp for frihed, social retfærdighed og det socialistiske alternativ.
Afslutningsvis bør den offervilje og hengivenhed, som den kommunistiske Ansar-erfaring og andre kapitler i venstrefløjens kamp i Irak var udtryk for, kanaliseres til en samlet kraft, der stilles til rådighed for arbejdende kvinder og mænd, hånds som ånds. Jeg gentager min opfordring til nødvendigheden af at samle venstreorienterede og progressive kræfter på tværs af deres forskellige fraktioner og strømninger, og til at styrke det fælles arbejde imellem dem.
Ære og evig erindring til martyrerne fra den irakiske og kurdiske venstrefløjsbevægelse i alle dens fraktioner, først og fremmest martyrerne, kvinder som mænd, fra den kommunistiske Ansar-bevægelse. Venstrefløjen vil i alle dens fraktioner forbliver det lysende menneskelige håb over for den korruption og autoritarisme, der hersker i Irak, begge understøttet af det berygtede system for etnisk og sekterisk magtdeling.
Denne tekst blev skrevet i anledning af femårsdagen for grundlæggelsen af avisen Al-Nasir Al-Shuyu’i (bogstaveligt “Den Kommunistiske Partisan”), som jeg ønsker fortsat fremgang med at dokumentere denne kamparv og videreførelsen af den til nye generationer.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
