Kommentar
Sit Tsui er lektor ved Instituttet for Forskning i Revitaliseringsstrategi for Landdistrikter, Southwest University, Chongqing, Kina. Lau Kin Chi er koordinator for Programmet om Bæredygtighedskulturer ved Centret for Kulturel Forskning og Udvikling og adjungeret lektor i kulturstudier ved Lingnan University i Hongkong, Kina.
I de første to årtier af det 21. århundrede er verden blevet mere og mere indhyllet i massive kriser i form af økologiske tilstande, økonomisk sammenbrud og uendelige pandemier, der rammer alle, men især dem, der er sårbare på grund af uligheder og uretfærdighed. Den globale medieopmærksomhed er primært fokuseret på geopolitiske forandringer, økonomisk omstrukturering, eskalerende inflation og sult. Bekymringer for økonomisk sammenbrud går forud for klimakollaps. Fredsforhandlinger, diskurser om at være tilbage til det “normale” og økonomisk genopretning overskygger de mest barske og dystre økologiske advarsler fra det Mellemstatslige Panel for Klimaændringer (IPCC, red.) i dets sjette vurderingsrapport. Selv om vi i øjeblikket forventer en global opvarmning på mellem 1,5 grader og 3,2 grader, befinder vi os allerede i en tid uden fortilfælde: I marts 2022 nåede de antarktiske områder op på 40 grader over det normale niveau, og regionerne på Nordpolen nåede 30 grader over det normale niveau.
Udviklingsparadoks
Kina er et eksempel på udviklingsparadokset. Efter et århundrede med aggressioner fra imperialistiske magter har Kina, der mobiliserede sine materielle og menneskelige ressourcer på kontinentalt plan, tilsyneladende “haft succes” med at opbygge sin industrielle base, hovedsagelig ved hjælp af ressourcerne i landdistrikterne i de første tre årtier, og med at indhente “det globale medborgerskab” siden reformæraen. Denne “succes” med hensyn til udvikling af økonomien og forbedring af befolkningens levestandard er imidlertid fyldt med modsætninger, især på områderne miljøforurening, finansialisering og forsyning af ferskvand og energi, hvilket udgør alvorlige udfordringer for Kinas bæredygtighed.
Kina er blevet kritiseret for sine bidrag til den globale opvarmning, Kinas kuldioxidemissioner er en ofte citeret reprimande, og på grund af det presserende behov for at rydde op i forureningen og genoprette den økologiske balance har Kina i de sidste 20 år gjort en seriøs indsats for at rette op på miljøproblemerne med nogle bemærkelsesværdige resultater.
I oktober 2021, på FN’s Konvention om Biologisk Mangfoldighed i Kunming, under temaet “Økologisk Civilisation: Opbygning af en Fælles Fremtid for Alt Liv på Jorden”, anerkendte Elizabeth Maruma Mrema, administrerende sekretær for FN’s Konvention om Biologisk Mangfoldighed, Kinas arbejde med at reducere forurening, genoprette nedbrudt jord, bevare arter og økosystemer og bekæmpe fattigdom. Hun foreslog, at Kinas program for økologiske røde linjer kunne anvendes i Sydøstasien med Belt and Road-initiativet for at hjælpe landene med at nå deres post-2020-mål. Kinas forslag, “Kortlægning af en ‘Rød Linje’ for Økologisk Beskyttelse for Afbødning og Tilpasning til Klimaforandringer: Naturbaseret Løsningsinitiativ” er blevet udvalgt af FN som en af de femten bedste naturbaserede løsninger i hele verden. Programmet identificerer Kinas vigtige økologiske zoner og håndhæver en streng beskyttelse i disse områder.
Det er ved at se på og lære af alternative græsrodspraksisser, at vi kan skabe et radikalt paradigmeskift.
I 2007 blev der på Kinas Kommunistiske Partis 17. Nationale Kongres formuleret en retning mod skabelsen af en “økologisk civilisation”. I oktober 2021 offentliggjorde Kina Reaktion på Klimaforandringer: Kinas Politikker og Handlinger, hvori det hedder, at “Kina vil gennemføre sin nye udviklingsfilosofi og skabe en ny udviklingsdynamik for at sætte skub i udviklingen af høj kvalitet…. Det vil fremme en omfattende overgang til grøn og kulstoffattig økonomisk og social udvikling, skabe en grundlæggende ændring af sit øko-miljø ved at akkumulere små ændringer og opnå en moderniseringsmodel, hvor menneskeheden og naturen eksisterer harmonisk”.
“En ny udviklingsfilosofi” og “en moderniseringsmodel” kræver afhjælpende foranstaltninger inden for et udviklingsparadoks, der er forbundet med dobbelt udnyttelse af menneskeheden og naturen. I den internationale arbejdsdeling har Kina spillet rollen som “verdensfabrik” i de sidste fire årtier. Kina, der beskyldes for at være verdens største udleder af drivhusgasser, har støt og roligt reduceret intensiteten af sine kulstofemissioner og har forstærket indsatsen for at opnå sine nationalt bestemte bidrag til bekæmpelse af klimaforandringer. I september 2020 lovede præsident Xi Jinping på FN’s Generalforsamling, at Kina ville stræbe efter at nå sit kuldioxidudledningstop i 2030 og være kulstofneutral i 2060. Andre løfter omfatter, at vedvarende energikilder skal tegne sig for 25 procent af det samlede energiforbrug, at der skal installeres nok sol- og vindkraftgeneratorer til en samlet kapacitet på 1,2 milliarder kilowatt, og at skovdækningen skal øges med omkring seks milliarder kubikmeter – alt sammen inden 2030.
Kina lovede også at gøre en indsats for at vende den hurtige vækst i sine kuldioxidemissioner. Fra 2005 til 2020 er der sket et fald i kulstofintensiteten, hvilket svarer til en samlet reduktion på cirka 5,8 milliarder ton kuldioxidemissioner. Det gennemsnitlige kulforbrug i termiske kraftværker faldt også til 305,8 gram standardkul per kilowatttime, hvilket svarer til en reduktion på 370 millioner tons kuldioxidemissioner fra kulfyrede kraftværker i 2020 i sammenligning med 2010.
Det skal bemærkes, at Kinas tiltag for at løse energispørgsmålet kombineres med landets bestræbelser på at bekæmpe fattigdom, idet energiforanstaltninger kobles sammen med sociale ydelser. Kina har bygget mere end 26 millioner kilowatt solcellekraftværker og tusindvis af “solskinsbanker” i fattige landdistrikter, hvilket er kommet omkring 60.000 fattige landsbyer og 4,15 millioner fattige husstande til gode. Landets installerede kapacitet til ny energilagring var på 3,3 millioner kilowatt, hvilket er den største i verden. Som en politik, som staten har taget op, kan økonomiske hensyn således kombineres med sociale hensyn. Kina er det første udviklingsland, der har nået FN’s millenniumudviklingsmål ved at reducere antallet af fattige mennesker med 50 procent og udrydde ekstrem fattigdom i 2020. Mere end 800 millioner mennesker i landdistrikterne er blevet løftet ud af fattigdom.
Man kunne tro, at pandemien på trods af dens forstyrrelse af de globale økonomiske aktiviteter og dens tab af menneskeliv i det mindste ville bidrage til at afhjælpe den alvorlige økologiske krise. Alligevel er de økonomiske bekymringer stadig af største betydning. I rapporten Globalt Kulstofbudget 2021, der blev offentliggjort i november 2021, hedder det, at de globale kuldioxidemissioner faldt med 5,4 procent i 2020 på grund af begrænsningerne fra COVID-19-pandemien, men steg med cirka 4,9 procent i 2021 til 36,4 milliarder tons, hvilket bragte emissionerne næsten tilbage til 2019-niveauet. Løftet om et “grønt opsving” efter pandemien er desværre ikke blevet til virkelighed.
Den globale arbejdsdeling og Kinas statslige politikker, der kommer til udtryk i landets udenrigspolitik på handelsområdet, er vigtige, men landet er stadig fanget i udviklingsdilemmaet og står stadig over for udfordringen med grøn omstilling. Midt i de alvorlige udfordringer, som klimakollapset medfører, skal forandringens aktører være græsrodsfællesskaber, som kan lede en generel revision af de almindelige værdier og kulturer baseret på udviklingspolitik. Modstand mod globaliseringen kan ses på steder, hvor moderniseringens logik er fyldt med spændinger og negative konsekvenser. Det er ved at se på og lære af alternative græsrodspraksisser, at vi kan skabe et radikalt paradigmeskift.
Visioner og handlinger fra yderområderne
Ud fra et subalternt perspektiv finder vi en praksis for at imødegå klimakollaps og økologiske katastrofer i Kina blandt det kinesiske folk. Vi foreslår, at økologi bliver prioriteret højere end økonomi, landbrug højere end industri og finans samt liv højere end penge og profit.
Der er altid lokale initiativer, som viser mulighederne for kollektiv udnyttelse af ressourcer og folks frivillige deltagelse i det sociale liv. De er et resultat af folks bestræbelser på at finde løsninger på problemer, der er opstået som følge af, at direktiver og organisation er blevet pålagt ovenfra i overensstemmelse med moderniseringsmålsætninger i konkurrence med Vesten. Disse lokale initiativer indeholder elementer af traditioner fra landdistrikterne. Det er disse elementer, der er forankret i folks viden og praksis, der kan udgøre modstanden mod at blive fuldstændig opslugt af globaliseringen. De kan føre til åbninger for alternativer ved at engagere sig i hverdagslivet og genoplive sådanne elementer i forskellige sammenhænge. Folkets innovative tiltag er hverken traditionelle eller moderne, men nutidige, og vi må lære at forstå spontaniteten og kreativiteten i disse modstande. Folk tænker selv, de forstår de situationer, som de er kastet ud i, og finder svar på den virkelighed, som de bliver stillet over for.
Yin Yuzhen er en simpel bondekvinde, men hun er også blevet en folkets videnskabsmand gennem mange års selvlæring i ørkenen.
For at afbøde de negative virkninger af globaliseringen med kapitalstrømme og arbejdsmigration må vi vende tilbage til lokalisering, genkommunalisering og genopbygning af landdistrikterne. Den alternative vej peger på småbønder, økologisk landbrug, selvforsyning og genopbygning af lokalsamfund. Vi må fortsat forsvare fødevaresuverænitet og udforske lokale planer for vand og energi. De bør være i lille skala og ikke spektakulære megaprojekter. Småt er både smukt og kraftfuldt.
I de sidste tyve år har vi været aktivt engageret i den nye bevægelse for genopbygning af landdistrikterne i Kina og i kampagnen Fredskvinder på tværs af Kloden. Som et svar på de problemer, som industrialiseringen og moderniseringen har forårsaget i et udviklingsland som Kina, er genopbygningen af landdistrikterne blevet udformet som et politisk og kulturelt projekt til forsvar af bondesamfund og landbrug. Disse græsrodsbestræbelser er adskilt fra, parallelt med og undertiden i spændingsforhold til projekter, der er iværksat af staten. Den kinesiske model for genopbygning af landdistrikterne, som er et forsøg på at skabe en platform for direkte demokrati og eksperimentere med deltagelse og integration af by og land med henblik på bæredygtighed, kan bidrage til at opbygge en politik for alternativ modernisering. Et andet initiativ, 1.000 kvinder til Nobels fredspris 2005, blev lanceret i 2003 som en måde at gøre subalterne kvinders tanker og praksis mere kendte på. Der blev sendt en opfordring ud over hele verden, og der blev dannet en international komité bestående af 20 kvinder fra alle kontinenter. Efter udvælgelse og dokumentation blev tusind kvinder fra over 150 lande samlet nomineret til Nobels fredspris i 2005.
Vi har oplevet mange græsrodsfolk mobilisere deres lokalsamfund for at håndtere den økologiske forringelse og stræbe efter selvforsyning med værdighed. Som økologiske intellektuelle arbejder vi for at gøre disse bestræbelser ikke blot hørte og synlige, men også for at hjælpe dem med at forbinde dem med hinanden. Tre fredskvindehistorier vil blive fortalt her som eksempler på, hvordan lokale kvinder har viet sig selv til sociale, kulturelle og økologiske eksperimenter: Yin Yuzhen og hendes familie anvender lokal viden til at håndtere vandmangel og ørkendannelse og til at opretholde skovplantning i det nordvestlige Kina; Yun Jianli og hendes frivillige team bygger bro mellem land- og bysamfund for at forhandle med Syd-Nord Vandomledningsprojektet og overvinde vandforurening og bureaukrati i det centrale Kina; og Wang Pinsong og hendes lokalsamfund kæmpede mod dæmningsbyggeriet i Tiger Leap Gorge i det sydvestlige Kina for at beskytte deres hjemlige landsbyer for fremtidige generationer. Deres historier fortæller os, hvordan vi kan udstyre os selv med overlevelsesstrategier i katastrofale tider.
Yin Yuzhen: Folkevidenskab til at gøre ørkenen grønnere
I Kina er der både oppefra og nedefra blevet gjort en ihærdig indsats for at løse miljøproblemerne. Kina har truffet forskellige foranstaltninger for at opbygge økosystemernes kapacitet til at optage kulstof og sikre, at skove, græsarealer, vådområder, oceaner, jordbund og frostzoner spiller deres rolle i kulstofbindingen. Kina har den største vækst i skovdækning og det største areal med kunstige skove.
Ved udgangen af 2020 var Kinas skovareal på 220 millioner hektar, skovdækningen nåede op på 23 procent, og skovens kulstoflagring nærmede sig 9,19 milliarder ton. Fra 2016 til 2020 gennemførte Kina bekæmpelse af ørkendannelse på næsten 11 millioner hektar, tog fat på ørkendannelse på 1,65 millioner hektar og anvendte omfattende behandling af jorderosion på yderligere 310.000 kvadratkilometer land. Saihanba og Kubuqi er to strålende eksempler på miraklet “fra ørken til oase”. Saihanba-skovplantningsprojektet, verdens største kunstige plantage, der er blevet kaldt “Nordkinas grønne lunge”, vandt 2021 Land for Livet-prisen fra FN’s Konvention for Bekæmpelse af Ørkendannelse. Tidligere har Saihanba vundet Champions of the Earth-prisen fra FN’s miljøprogram i 2017.
Ifølge NASA’s undersøgelser er verdens samlede grønne bladareal steget med 5 procent fra 2000 til 2017. Kina og Indien tegner sig for en tredjedel af den grønne udvikling, men kun for 9 procent af planetens landareal dækket af vegetation. “Kina alene står for 25 procent af den globale nettostigning i bladareal med kun 6,6 procent af det globale vegetationsareal. Forgrønningen i Kina kommer fra skove (42 procent) og dyrkede arealer (32 procent), men i Indien kommer den mest fra dyrkede arealer (82 procent) med et mindre bidrag fra skove (4,4 procent).” Ud over de officielle programmer til afbødning af jordforringelse, luftforurening og klimaforandringer har vi identificeret græsrodsbefolkningens initiativer og fremragende bidrag.
Yin Yuzhen er en simpel bondekvinde, men hun er også blevet en folkets videnskabsmand gennem mange års selvlæring i ørkenen. Som en 20-årig kvinde fra Shaanxi-provinsen giftede Yin sig i 1985 og flyttede ind i Mu Us-ørkenen i Indre Mongoliet til et område ved navn Jingbei Tang i Uxin Banner. De ugunstige naturforhold var ufattelige, og der var sand overalt. Alt, hvad de så, rørte ved, trådte på, både hjemme og udenfor, var sand. Vinden blæste sandkorn ind i deres næsebor, ører og mund; når stormen holdt op, var den dødbringende stilhed hjemsøgende – kun Yin og hendes mand boede i det område. Da hun blev konfronteret med de vanskelige forhold, besluttede hun sig for at begynde at plante træer. Yin begyndte at grave vandingsgrøfter til vanding. Desværre ødelagde sandstorme grøfterne. Om vinteren pakkede hun solsikkestængler sammen for at forhindre vinden i at ødelægge dem. Det følgende forår gravede hun grøfter og plantede fem tusinde piletræer. Desværre ødelagde sandkornene igen hendes indsats. Det tog lang tid, men en dag kom duggen, så kom regnen (ikke stærk eller ofte, men synligt) – så kom bierne, fuglene og sommerfuglene.
Kun ved at mobilisere folk langs floden til at beskytte deres egne floder er der håb; kun ved at mobilisere hele samfundet til at deltage er der håb for fremtiden for den økologiske bevægelse.
Yun Jianli
Efter at have arbejdet hårdt i 37 år har Yin og hendes familie plantet fem hundrede tusinde træer og dermed skabt utallige oaser af buske og træer på et område på 47 kvadratkilometer. Hun har plantet mere end hundrede forskellige busk- og træarter og lært, hvilke der voksede bedst. I gennemsnit planter Yin mere end 30.000 poppeltræer, graver 200.000 huller til pilebuske og dyrker hvert år 400.000 stykker brænde af poppeltræ og purpurgræshopper. Gennem forsøg og fejltagelser med mange pinefulde fiaskoer har hun udviklet et utroligt landskab til sit levested og tilpasset sig naturens omskiftelige forhold på sin lokalitet, idet hun har opdaget, hvordan hun kan sikre, at visse arter overlever på bestemte tidspunkter af året, og dermed har hun udviklet sin unikke måde at plante skov på.
I mellemtiden er hun kendt langt uden for Indre Mongoliet som en respekteret ekspert i at gøre ørkener grønnere. Vi inviterede Yin til at deltage i lokale og internationale workshops og seminarer for at udveksle erfaringer med genvinding og genopretning af nedbrudte landskaber. I 2015 arrangerede vi en ekskursion for at besøge Yins hjem og fandt ud af, at hendes familie dyrkede kartofler, majs, gulerødder, vandmeloner og druer og opdrættede får og høns.
Siden 2013 har hun bygget et økologisk turistcenter. Hun har vundet over 60 priser i ind- og udland, herunder Ida Somazzi-prisen for fremragende indsats for fred og menneskerettigheder i 2013 i Schweiz. I 2015 blev hun udvalgt som en af Ten Persons of the Year of Devotion to Homeland af China Devotion to Homeland Cultural Development Association. Inspireret af Yins arbejde med skovrejsning bliver bønder og kvægavlere i nærheden involveret i skovrejsning. Skovdækningsgraden nåede op på 32,3 procent i Uxin Banner, og næsten 6.700 kvadratkilometer golde sandområder blev gjort grønne. Vi har produceret en dokumentarfilm om hende.
Kina lancerede Skovprogrammet for Tre Nordlige Beskyttelsesbælter i 1978 som en indsats mod ørkendannelse, der bestod af skovplantning i det nordlige Kina. Data fra den statslige skovbrugsadministration viste, at skovdækningen i de behandlede områder var steget fra 5,05 procent i 1977 til 12,4 procent ved udgangen af 2012. Dette kan tilskrives det hårde arbejde fra folk som Yin, der ikke mister modet, men blot handler – enkle handlinger, før regeringen handler. Hun har aldrig ladet sig nedslå af fiaskoer og har ikke blot forbedret sine levevilkår og ændret sin skæbne, men har også motiveret mange bønder og kvægavlere til at slutte sig til hende i forbindelse med skovrejsning i ørkenen. Det er sådan, Yin bliver rost af sit samfund: “Hun er indbegrebet af mod, tålmodighed og udholdenhed. Hendes arbejde med at gøre ørkenen grønnere aftvinger universel respekt.”
Yin bemærkede engang: “Jeg vil hellere dø af træthed efter at have kæmpet mod sandet end at blive mobbet af sandet og vinden.” I hendes øjne er sandstormene hendes fjende mere end bureaukratiet, der ikke har formået at løse problemet. Selv om de lokale myndigheder uddelte nogle frøplanter til bondehusstande, var lokalbefolkningen i begyndelsen tilbageholdende med at tage sagen i egen hånd. Men Yin, en analfabet, kortlagde de lokale ressourcer og indsamlede de uønskede frøplanter fra andre landsbyboere. Hun nægtede at flytte til mere beboelige områder og var fast besluttet på at slå rod i en ørken. Hun søgte ekspertrådgivning og har med forskellige andre ressourcer udviklet en lokal og menneskelig tilgang til effektiv genopretning af sandområder. Hun producerer ikke kun lokal viden til grundlæggende levebrød, men udvikler også folks viden om jordbund, vand, skov og mad, som er nødvendig for fælles overlevelse. Hendes historie viser, hvordan en simpel landsbykvinde som en ihærdig selvlærer og fødevareproducent kan få succes med at imødegå det uforudsigelige klima. Hun har forbløffet offentligheden med sin udholdenhed, vedholdenhed og innovation.
Yun Jianli: Frivillighed til rensning af Han-floden
I foråret 2000 blev Yun Jianli, en tidligere gymnasielærer, chokeret over at se, at der var et udløb langs Han-floden i Hubei-provinsen, hvor der blev ført gråsort spildevand direkte ud i floden. Hendes veninde kommenterede, at det ikke var så slemt sammenlignet med den virkelig beskidte Zaoyang-flod. For at se det med egne øjne organiserede Yun en udflugt. Hun blev helt forbløffet over at se, at vandet var frygteligt ildelugtende, farvet som sojasovs og skummende. Hun tænkte: “Dette beskidte vand blandet med Han-floden ødelægger direkte vandkvaliteten. Vil det ikke skade Xiangfan City-folkets sundhed på lang sigt? Hvis vi ikke stopper det, hvordan kan vi så stå ansigt til ansigt med fremtidige generationer?”
Den hurtige industrialisering og urbanisering har i årtier ført til en forværring af forureningen. Miljøbeskyttelsesloven blev formelt bekendtgjort i Kina i slutningen af 1989, efter at den var blevet indført på forsøgsbasis ti år tidligere. Disse love havde en tendens til at være vage i deres definitioner og bestemmelser og blev ofte ignoreret. De i lovene fastsatte straffe blev kritiseret for at være for milde til effektivt at håndhæve forureningskontrol. Mange lavteknologiske fabrikker med høj affaldsproduktion flyttede til Kina på grund af de lave straffe for miljøforurening.
I 1990’erne, to årtier inde i reformperioden, blev lokale små og mellemstore virksomheder tilskyndet til at starte produktion, hvilket gav beskæftigelse og grundlaget for, at Kinas lette industrier kunne komme i gang, og forureningen blev akut. Konsekvensen var, at over halvdelen af Kinas floder var forurenede. I de syv store floder var over 80 procent af vandet forurenet. I Beijing var over 70 procent af floderne og bifloderne forurenet. Industriaffald, spildevand og brugt vand fra kunstvanding var de vigtigste kilder til vandforurening i landet. De vigtigste floder og deres bifloder blev anslået til at modtage ca. 70 procent af Kinas spildevand, hvoraf Yangtze-floden alene modtog 41 procent. En officiel undersøgelse i 1990 viste, at 65 ud af de 94 floder, der blev undersøgt, var forurenet i forskellig grad. Det blev anslået, at der hvert år blev hældt 45.000 tons spildevand ud i floder og søer, hvoraf kun cirka 30 procent blev renset. Selv da var over 40 procent af rensningen under standarden. I Guangdong-provinsen var der ud af 47 større byer 43 byer med forurenet undergrundsvand. Omkring 70 procent af spildevandet var industriaffald. Kina producerede mere spildevand per produktenhed end andre industrialiserede lande. Små søer i nærheden af store industriområder var særligt forurenede. For eksempel blev det konstateret, at en sø i Hubei-provinsen indeholdt 1.670 tons spildevand pr. 100.000 kubikmeter.
I denne lange kamp for et paradigmeskift bør staten med folkelig støtte gå en selvstændig vej ved at prioritere behovene for sin suverænitet og folkets levebrød i stedet for at acceptere påbud fra de globale imperialistiske hegemoner.
Ifølge de seneste statistikker er den samlede andel af de statskontrollerede vandafsnit med overfladevand af god kvalitet steget til 83,4 procent i 2020 (målet var 70 procent). Andelen af vandafsnit med overfladevand af dårlig kvalitet under klasse V faldt til 0,6 procent (målet var 5 procent). Lokale folk som Yun, der er truet af forurenet vand og miljøforringelse, tog initiativer til at håndtere de presserende overlevelsesproblemer gennem frivilligt arbejde og mobilisering af lokalsamfundet i landdistrikterne og byerne.
I 2002 fyldte Yun 69 år og oplevede et vendepunkt i sit liv. Hun grundlagde Green Han River, en miljøbeskyttelsesorganisation, for at bekæmpe vandforurening i sin hjemby. Hun har gjort en enorm indsats for at øge den offentlige bevidsthed og bekymring i Xiangfan City. Som følge heraf er vandkvaliteten i Han-floden, kilden til Kinas syd-nord vandomledningsprojekt, blevet forbedret.
Da hun først begyndte at engagere sig i den grønne bevægelse, var folks bevidsthed om miljøspørgsmål minimal. Mange forstod hende ikke; andre troede, at hun var sindssyg. Regeringsembedsmænd mente, at hun var for nysgerrig, mens fabriksejere var fjendtlige. Yun besøgte landsbyer, fabrikker og bjergområder langs Han-floden for at undersøge forureningskilderne. Hun skrev over hundrede undersøgelsesrapporter og forslag, såsom “Han-flodens Xiangfan vandforureningsundersøgelsesrapport”, “Det haster med behandling af indenlandsk spildevand”, “Luftkvaliteten i byområder er bekymrende”, “Industriparker må ikke blive til forureningskilder”, “Regulér ingefærforarbejdningsvirksomhederne så hurtigt som muligt for at forhindre, at endnu en stor forureningskilde spreder sig”, blandt andre.
Foreningen har i øjeblikket 81 organisationsmedlemmer, 180 individuelle medlemmer og mere end 30.000 frivillige. Blandt dem er tidligere embedsmænd, pensionerede lærere, ledende ingeniører, bureaukrater, private iværksættere og journalister. Det frivillige hold er blevet større og større, og medlemmernes alder spænder fra børnehavealderen til over 80 år. Holdets medlemmer er frivillige, og arbejdet er selvfinansieret. For at bidrage til projektet om sikkert drikkevand til Zhaiwan-landsbyboerne langs Tangbai-floden i 2006 tog holdet eksempelvis mere end 40 gange til landsbyen, hvor de medbragte deres egen mad og overnattede i et telt uden at pålægge landsbyboerne nogen byrde. De overnatter altid på de billigste hoteller i byområderne. De opretholder princippet om selvfinansiering samt ånden om gensidig hjælp mellem by og land.
Green Han River har afholdt fyrre gratis miljøuddannelseskurser, som over to tusinde lærere fra over tusind skoler og enheder samt frivillige miljøfolk fra forskellige fronter har deltaget i. Miljøundervisning er blevet introduceret på campus, i landdistrikter, institutioner, lokalsamfund og virksomheder næsten tusind gange, med personlige præsentationer og fotoudstillinger for mere end 530.000 mennesker. I 2018 havde de organiseret over tusind feltrejser for at undersøge forureningskilder langs Han-floden og dens bifloder og rejst mere end 100.000 kilometer.
Yun bliver ofte omtalt som “Søster Yun for miljøbeskyttelse”, og børn kalder hende “Miljøbeskyttelsesmormor”, et navn der hylder hendes omsorg for naturen og de næste generationer. “At beskytte en flod er et stort projekt, og det er ikke nok kun at stole på de frivillige miljøbeskyttelsesfolks styrke, vi kan ikke blive her og overvåge floden hver dag”, sagde Yun. “Kun ved at mobilisere folk langs floden til at beskytte deres egne floder er der håb; kun ved at mobilisere hele samfundet til at deltage er der håb for fremtiden for den økologiske bevægelse.”
Hendes historie viser, hvor vitale lokale bevægelser er, som i stedet for at indtage en fjendtlig holdning samarbejder med regeringen og virksomhederne, selv om de ikke altid er velkomne hos interessegrupperne. Hun viser også, hvordan man kan uddanne, overtale og mobilisere den brede offentlighed, både i land- og byområder, til at identificere sig med plejen af “moderfloden” gennem frivilligt arbejde. Denne form for identificering og frivillighed viser, at økologi går forud for økonomi, og at fællesskabets velbefindende går forud for penge og profit. Yun var en uddannet ung person, der tog på landet under Kulturrevolutionen. Hendes bestræbelser på at mobilisere befolkningen til fordel for det fælles bedste opretholder den fælles arv fra intellektuelle, bønder og arbejdere.
Wang Pinsong: Alle etniciteter for de fælles landdistrikter
Historien om Wang Pinsong (1924-2009) og hendes lokalsamfund er et inspirerende eksempel på bestræbelserne på at modvirke moderniseringens kræfter. Hun var gammel, men ikke skrøbelig, enke, men ikke ensom, præget af livets hårde linjer, men ikke elendig eller klagende. Håbet blev generøst tilbudt af hende.
I 1924 blev Wang født i Shangri-La ved Gold Sand-floden i det sydvestlige Kina, som har været beboet af over femten etniske grupper i generationer og generationer (alene Wangs familie består af fem etniske grupper). Wang var af etniciteten Bai, hendes mand Han, hendes svigerdatter Naxi og hendes svigerbørn Pumi og Hui. De mange etniske grupper fejrer deres historie med rige indfødte traditioner og ritualer med særlig respekt for naturen. Navnet Pinsong betyder for eksempel “fyrretræets karakter” – integritet og oprejsthed. Wang boede hele sit liv i Shangri-La. Da hun var færdig med grundskolen, stak hun af hjemmefra og gik tre dage til byen for at gå til eksamen i en almindelig skole og fik den næsthøjeste score, men hendes familie nægtede at lade hende studere, fordi hun var en pige. Hun underviste i aritmetik i et år i en grundskole og blev den første kvindelige lærer i regionen. Som 19-årig blev hun gift. Traditionen i hendes region var, at mændene beskæftigede sig med kunst – såsom musik, kalligrafi, maleri og poesi – mens kvinderne blev overladt til alt arbejdet i hjemmet og på markerne. Wangs mand var ofte væk hjemmefra, og han vendte tilbage til Shangri-La som landsbyens første medlem af det kommunistiske parti.
I disse katastrofale tider er det vigtigt at lære, hvordan man overlever klimakollapset.
Wang var blevet æret i landsbyen for sin dygtighed, generøsitet og optimisme. Som jordemoder havde hun budt tre generationer velkommen til verden. Wang blev omtalt af alle som “bedstemor” og blev respekteret og elsket for sin hengivenhed og enkelhed. Fællesskabsfølelsen i regionen har altid været stærk. Med så mange etniske grupper, der bor i landsbyen, har der hersket en kultur af gensidig respekt.
I regionen har folk et særligt forhold til hinanden. De, der er født samme år, uanset race, etnicitet eller klan, har et forhold til hinanden som “slægtninge af samme rod” og forbliver venner hele livet igennem. Alle deres relationer er udvidede, således at en “rodfamilies” far, mor, bror og fætter også er ens egen “rodfader, -mor, -bror og -fætter”. Derfor er alle familier i landsbyen beslægtede på en eller anden måde og bliver til én stor familie. En særlig respekt for forskellighed og mangfoldighed er enestående i denne landsbyregion ved den smukke flod.
Med sådanne bånd af intimitet i landsbyen er det ikke overraskende, at landsbyboerne stod sammen i deres modstand mod dæmningsbyggeriet ved Tiger Leap Gorge. Hvis dæmningen blev bygget, ville 100.000 landsbyboere blive fordrevet, 33.000 hektar frugtbar jord ved flodbredden ville blive oversvømmet, og de forskellige kulturer i denne region ville blive ødelagt sammen med den. Landsbyboerne besvarede bygherrernes anmodning om at få oplyst, på hvilke betingelser de ville sælge jorden: “Der er ingen betingelser; vores jord er ikke til salg; vores jord er uvurderlig; vores jord er vores dyrebare liv; vi opgiver den ikke; hvis det skal være sådan, så lad os blive lagt under vand sammen med vores jord”. Over 90 procent af landsbyboerne underskrev en erklæring om at afvise ethvert tilbud eller bestikkelse fra bygherrerne. I december 2005 hørte vi på en iskold nat ved siden af et lejrbål de lokale synge:
“Gold Sand River er en smuk og rolig flod,
som nu er sat på spil af bygherrerne;
vi landsmænd og indfødte her,
arm i arm, forsvarer vores jord.
Vores land er smukt og roligt, og det er vores hjemstavn,
alle etniciteters solidaritet
skaber et bånd
for os til at forsvare Gold Sand-landet.
Landet er en uvurderlig skat for os bønder,
tonsvis af guld kan ikke skille os fra vores land.”
Landsbyboernes dybe engagement i deres daglige liv og i deres aktioner mod dæmningen er noget nær deres anden natur, en natur, der er baseret på deres bånd til og deres omsorg for jorden, bjergene, vandet, planterne og de mennesker, der udgør deres verden. Naturens mangfoldighed nærer dem, og de forpligter sig selv til at nære naturens mangfoldighed til gengæld. Derfor er de ligesom naturen åbne over for mangfoldighed og forskellighed, som er den afgørende livskraft i alle bæredygtige fredsrelationer.
Wang havde oplevet de mest omtumlede år i det 20. århundrede og havde oplevet de mange op- og nedture på stedet. Midt i krigens og revolutionens uro, midt i ønskerne om fred og frihed havde hun levet med sine personlige smerter og tab. Hun havde lidt det traumatiske tab af sit ældste barnebarn, Xiao Liangzhong (1972-2005), som døde en for tidlig død af udmattelse og hjerteanfald i forbindelse med kampen mod opførelsen af dæmningen i Tiger Leap Gorge. Xiao var antropolog fra det Kinesiske Akademi for Samfundsvidenskab. Han mobiliserede sine kolleger og venner i Beijing til at deltage i kampagnen for at standse dæmningsprojektet.
På det følelsesmæssige plan var Wang inspirerende i sin praksis. Hun viste os mulighederne i en politik for tilblivelse, en politik, der er kendetegnet ved åbenhed. Wang var åben over for en stille lidenskab for livet, en tilbageholdende intimitet med sit samfund, en rasende ømhed for jorden, et ømt raseri mod uretfærdighed og udnyttelse og et usikkert håbefuldt liv i nuet. Det er en livsbekræftelse, der tillader en at fordybe sig i livet og åbne op for evnen til at påvirke og blive påvirket. I lyset af de daglige marginaliseringskræfter, der er skabt af institutionelle krænkelser – politiske, økonomiske og juridiske – samt kulturelle krænkelser på grund af etnicitet og køn, udviser Wangs og mange kvinder af hendes generation opfindsomhed og beslutsomhed i deres utrættelige bestræbelser på at leve i yderområderne. De viser os, hvordan vi kan forestille os fred uden at bukke under for de institutionelle og kulturelle krænkelser, der dominerer forståelsen af fred. De viser os, at fred ikke er et mål, der kan opnås af mennesker, som kappes om kontrollen. De viser os, at fred er en pædagogisk proces her og nu i vores dagligdag, en proces, hvor vi hele tiden lærer at leve med forskelle og forskelligheder i vores forhold til hinanden og til naturen, og hvor vi er parate til at være lydhøre. Det er en proces, hvor forskellighed ikke er truende og skal udryddes, men derimod nærer og beriger os.
Etableringen af en dæmning ved Tiger Leap Gorge blev suspenderet. I dag er der imidlertid byggeprojekter for nationalparker og dæmninger i andre dele af Gold Sand-floden i gang. På Xiao Liangzhongs kirkegård står der skrevet: Gold Sand River’s søn. Hans mor bemærkede: “Jeg mistede min søn, men Gold Sand River er bevaret.” Landsbyboerne fra forskellige etniciteter opretholder arven fra anti-dæmningsbevægelsen: “Den store flod ved vores dørtrin er en ressource, og ingen har ret til at ødelægge den. Vi er nødt til at overdrage denne store flod til vores børn fra generation til generation.” De mange etniske grupper slår rødder og knytter bånd gennem Gold Sand River. De forsvarer ikke kun det lille bondebrug på deres forfædres jord, men bevarer også landsbysamfund langs moderfloden med karakteristika som selvforsyning og selvforvaltning.
På vej mod økologisk kommunisme
Her vil det være nyttigt at genoverveje Samir Amins anbefaling af, at lande i periferien og semi-periferien skal afkoble sig. Som Amin forklarede, henviser afkobling til “organiseringen af et system af kriterier for rationaliteten af økonomiske valg baseret på en værdilov, som har et nationalt grundlag og et folkeligt indhold, uafhængigt af de kriterier for økonomisk rationalitet, der opstår som følge af dominansen af den kapitalistiske værdilov, der opererer på verdensplan”. Afkoblingsstrategien indebærer en styring væk fra den globale arbejdsdeling, der favoriserer det udviklede Vesten, hvilket er til skade for ressource- og valutasuveræniteten i lande i periferien og semi-periferien. I denne lange kamp for et paradigmeskift bør staten med folkelig støtte gå en selvstændig vej ved at prioritere behovene for sin suverænitet og folkets levebrød i stedet for at acceptere påbud fra de globale imperialistiske hegemoner.
Kina har lagt en vej med mange drejninger og vridninger i sine strategier for at fjerne og genoptage forbindelserne med det hegemoniske Vesten. I de første tyve år var det nye Kina udsat for isolation og fjendtligheder, først fra den amerikanske lejr og derefter fra den sovjetiske lejr. I omkring et årti, før Kina forsonede sig med USA og genindtrådte i FN i 1971, var Kina tvunget til at søge udvikling inden for sine egne grænser og opnåede derved en vis grad af afkobling, der blev præsenteret som et skridt på vejen mod selvforsyning. Dette var mere et resultat af nødvendighed end af et valg. Reformen i 1978 var en reaktion på globaliseringens udfordring, men den var ikke nødvendigvis en modstand mod globaliseringens essens i henhold til kapitalistiske værdier. Drømmen om at modernisere Kina, om at imødegå imperialistisk dominans og besættelse har i over et århundrede været baseret på Kinas stræben efter at efterligne sine rivaler: deraf sloganet fra 1910’erne om at opnå videnskab og demokrati, sloganet fra 1950’erne om at indhente Storbritannien og USA og det nylige slogan om den kinesiske nations store genrejsning.
At have viljen til at overleve sammen og lære at løse problemerne kan redde os som samfund fra den barbariske undergang.
Kina har kæmpet med de problemer og konsekvenser, der følger af udviklingsfælden: miljøforringelse, uligheder mellem land og by og en voksende kløft mellem rig og fattig. Det er baggrunden for statens politikker om “økologisk civilisation”, “ny socialistisk genopbygning af landdistrikterne”, “dobbelt cirkulation”, “revitalisering af landdistrikterne” og “fælles velstand”. Disse politikker er udtryk for en nødvendig og positiv drejning i retning af intern cirkulation og udligning af kløfterne mellem kyst- og oplandsregioner, mellem land og by, og mindskelse af klasse- og social polarisering.
Paradoksalt nok spiller staten på den ene side rollen som en motor for modernisering, som i sagens natur er udbyttende, destruktiv og uretfærdig. På den anden side fungerer staten som en regulerende myndighed, der tager sig af interne efterspørgsler og sikrer flertallets grundlæggende levebrød. Dette kan ses i forbindelse med udryddelsen af ekstrem fattigdom og anvendelsen af princippet om at “sætte mennesket og livet først”, som for eksempel gennem gratis vaccination og medicinsk behandling for alle under COVID-19-pandemien. Disse bestræbelser er i modstrid med kapitalismens logik, som behandler de fattige, svage, syge og døende som engangsvarer. I denne forstand er staten i stand til at afvise en kapitalistisk logik og også til at mobilisere socialt engagement til fordel for det fælles bedste.
Det mest udfordrende problem er, at fire årtiers åbne reformer hovedsagelig har placeret Kina under reglerne og bestemmelserne af den globale økonomi, der er domineret af USA’s og det udviklede Vestens hegemoni. I overensstemmelse med globaliseringens logik er der dannet og konsolideret interessegrupper i forskellige facetter af Kinas økonomiske, politiske, sociale og kulturelle liv med en besættelse af økonomisk vækst og monetær profit. På det kulturelle plan er den forfægtelse af egeninteresse og socialdarwinisme og reduktionen af menneskelige relationer til monetære relationer, som er blevet legitimeret og fremmet siden reformen, blot en mere åbenlys efterligning af moderniseringsværdierne og -kulturerne. I denne moderniseringsproces og i forbindelse med den generelle opløsning af landdistrikterne er de værdier i de traditionelle kulturer, der holder fællesskaberne sammen, blevet tilsidesat: gave, gensidighed, tolerance, modstandsdygtighed, gensidig hjælp, kollektivitet og bæredygtighed.
I stedet for at stole på en velvillig stat eller et velvilligt lederskab til at navigere væk fra udviklingsfælden, bliver folk lokalt mere og mere bevidste om deres behov for at spille en rolle i at vende den selvmordstendens, som globaliseringen pålægger dem – det vil sige behovet for at redde sig selv fra konsekvenserne af udvikling og klimakollaps og pleje værdier, der er alternative til kapitalistisk grådighed og egeninteresse. Det er således ikke kun et spørgsmål om at forvente, at staten skal stå til ansvar og gennemføre politikker. Det er snarere nødvendigt at anlægge en bottom-up-tilgang ved at vende blikket mod de lokale folk og deres kreative og innovative måder at tackle samfundsmæssige problemer på, idet de stoler på fællesskabsbånd for at skabe deres fælles skæbne. Disse ydmyge bestræbelser, som eksemplerne fra de tre fredskvinder viser, kunne let blive afvist som trivielle eller ubetydelige af folk, der er besat af at se på staten eller virksomhederne for at tage føringen. Men det er netop ved at anerkende græsrodsbefolkningens indsats i deres lokale særpræg, at vi kan lære meget om, hvordan vi skal håndtere det overordnede klimakollaps, som vi står over for.
Historierne om de tre fredskvinder viser, at feministiske tilgange til kollektive problemer grundlæggende kan udfordre de patriarkalske magtforhold, der truer et samfunds selvforsyning og autonomi, og som pålægger moderniseringens logik de forskellige retninger, som de lokale indbyggere har valgt. Folkets initiativer til at løse problemerne er kommet før regeringens tilpasningspolitik. De venter ikke på, og er ikke afhængige af, at regeringen løser problemerne. Samtalerne og den gensidige læring og støtte fra disse lokale initiativer kan være en reference for en national løsning og en globalisering af befolkningens modstand.
I disse katastrofale tider er det vigtigt at lære, hvordan man overlever klimakollapset. Klimakollapset er globalt, men bestræbelserne på at afbøde det for at overleve i et samfund skal være baseret på et lokalt grundlag eller et fundament af social transformation. Vi har desperat brug for at identificere og anerkende bidragene fra intellektuelle og aktivister på græsrodsniveau. Fredskvinderne demonstrerer et stærkt kvindeligt lederskab i den daglige kamp, producerer lokal viden til familiens og fællesskabets overlevelse, mobiliserer frivillige til at værne om naturen frem for penge, får regeringen og erhvervslivet til at handle, fremmer samarbejdet mellem land- og bysamfund og konsoliderer fællesejendommene for mennesker i al deres mangfoldighed.
At have viljen til at overleve sammen og lære at løse problemerne kan redde os som samfund fra den barbariske undergang. Dette kan også bidrage til at skabe og udbrede den økologiske kommunisme som en radikal afvisning af den kapitalistiske logik og det kapitalistiske paradigme og dets ødelæggende konsekvenser for menneskeheden og alle arter på planeten. Den “overflod”, som kommunismen forestiller sig, kan ikke defineres materielt, men skal være etisk begrænset og omfatte økologiske hensyn og beriges spirituelt snarere end materielt. Det drejer sig om at skabe bæredygtige levebrød med fælles goder, der forvaltes af lokalsamfund. Heri ligger græsrodsbefolkningens handlekraft for en radikal ændring af magtforhold og forholdet mellem menneske og natur, som er blevet legemliggjort i de lange kampe for rekommunalisering og genopbygning af landdistrikterne.
Denne artikel er produceret af Monthly Review.
Oversættelse, trompet, lead, billede og fremhævede citater er indsat og/eller udarbejdet af Arbejderens redaktion.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
