Analyse
En konspirationsteori, en rebranding af fascistisk tankegods og en metapolitisk strategi. Det er alle sammen udtryk, som kan sættes på den danske højrefløjs nye yndlingsbegreb, remigration. Termen er blevet en del af den brede politiske samtale i landet, efter Dansk Folkeparti og Borgernes Parti er begyndt at bruge begrebet.
Dog har Dansk Folkeparti trukket lidt i land og kalder det nu for “hjemsendelsespolitik”, men det nye begreb dækker over den samme politik som den gamle.
Udtrykket, når de skal forklare det, dækker over et politisk ønske om at sende migranter og flygtninge, som har lovligt ophold i Danmark, tilbage til deres hjemlande. Det har Dansk Folkeparti blandt andet udtrykt med deres krav om, at en kommende borgerlig regering skal arbejde for “en nettoudvandring af muslimer”.
Altså, at der ikke kommer flere muslimer ind i Danmark, end der bliver sendt ud.
Det er derfor heller ikke alle migranter og flygtninge, som der tales om, når begrebet remigration bliver bragt op. Der er ikke megen snak om at sende engelske immigranter eller ukrainske flygtninge hjem. Nej, fokus er på dem, som har deres ophav i de såkaldte MENAP lande, altså lande i Mellemøsten og Nordafrika.
Men hvor kom udtrykket fra, og hvordan er det blevet en del af debatten herhjemme? Fordi det er hverken Dansk Folkeparti og Borgernes Parti, som er kommet op med begrebet. Det stammer i stedet fra en fransk organisation ved navn Génération Identitaire, som sidenhen har spredt sig til store dele af Europa. Herunder Danmark.
Højreekstrem ungdomsbevægelse
Génération Identitaire, eller Generation Identitær (GI), som den danske afdeling hedder, er en såkaldt “identitær” ungdomsorganisation. De kæmper for et etnisk homogent Europa, og baserer deres ideer på tanken om, at der er en forskel i opførsel, evne til at indgå i vestlige demokratier og tilbøjeligheden til at begå kriminalitet, baseret på ens etniske ophav.
Den danske afdeling blev stiftet i 2017, men er en del af et internationalt netværk, som har været aktivt siden 2002. Og den internationale forbindelse er et vigtigt aspekt af organisationens virke. Blandt andet har organisationen afholdt en årlig “remigrationskonference” siden 2025.
Ved begge konferencer har blandt andet Rasmus Munch Søndergaard, der gjorde sig bemærket i DRs Deadline ved at sige, at evnen til at tåle mælk gjorde én etnisk dansk, deltaget.
I den danske afdeling er det mest markante medlem Daniel Nordentoft, som er afdelingens talsperson. Han har blandt andet været interviewet i Information, hvor han udtalte: “Vi skal bare have vendt udviklingen, så udvandring starter i stedet for fortsat masseindvandring.”
De er af flere kommentatorer, blandt andet det danske medie Redox, beskrevet som nyfascister. Selv afviser de betegnelsen og mener, at de er imod enhver form for ekstremisme.
Men ønsker om et etnisk homogent, i GIs tilfælde et hvidt, Europa er et tankegods, som trækker tråde tilbage til de sidste århundredes fascistiske bevægelser.
Diskriminationsforsker på Aalborg Universitet, Mira C. Skadegård, har også beskrevet udtrykket remigration som en erstatning for ordet deportation, netop med henblik på at kaste røgslør over det politiske indholds forbindelse til etnisk udrensning og holocaust.
– Bag det pæne sprog gemmer sig noget, vi troede, vi for længst havde lagt bag os: en tankegang, der deler mennesker op efter oprindelse og værdi. En tankegang, der har slægtskab med de mørkeste kapitler i Europas historie, skriver hun blandt andet i et indlæg i Altinget.
Remigration som tankegods er kommet helt ind i mainstream politisk diskurs.
Også GIs afdelinger i andre lande har længe været under efterforskning af myndighederne for højreekstremisme. I Tyskland er GI defineret som en højreekstremistisk organisation af efterretningstjenesterne, og i Frankrig blev organisationen forbudt i 2021, netop på grund af sin højreekstreme og racistiske aktivisme.
Og den aktivisme har et meget specifikt mål. GI forsøger nemlig ikke at opnå repræsentation i Folketinget eller andre valgte embeder. I stedet forsøger organisationen at rykke grænsen for, hvad der er den politiske norm i udlændingedebatten, så at udtryk som remigration bliver normaliseret på tværs af det politiske spektrum.
Den slags strategi kaldes populært for metapolitik.
Metapolitik hos GI
Metapolitik som begreb blev opfundet af den italienske kommunist Antonio Gramsci. Han beskrev, hvordan borgerskabet ikke kun skabte samfundets økonomiske base på en måde, så den var mest gavnlig for dem, men også formede samfundets herskende ideer.
Lidt groft sat op, kan det blandt andet ses i dag ved, at nedskæringer i velfærden kaldes effektiviseringer, eller at en sænkelse af skatten for de rigeste omtales som en “lettelse”. At den herskende klasses ideer altid fremstilles som noget positivt og normalt. Det er den teoretiske tilgang til politik, som GI også benytter.
Fordi på trods af, at GI er en højreradikal og nyfascistisk bevægelse, så kan de se effektiviteten i den italienske kommunists måde at forstå politik på.
Derfor har deres strategi over en lang årrække været, først at opfinde en ny måde at sælge gamle højreradikale ideer, blandt andet ved at sige “remigration” i stedet for “deportation”, eller “etnokulturelt ophav” i stedet for “race”.
Herefter har de spredt de begreber så meget som overhovedet muligt. Ved at sørge for, at de konstant er i den offentlige debat, bliver deres chokværdi over tid også mindre.
I forbindelse med Daniel Nordentofts interview i Information skrev GI på deres egen hjemmeside, at:
– Artiklen afslører, at udlændingedebatten i dag har rykket sig markant. For få år siden var det stærkt kontroversielt og tabuiseret at tale om befolkningsudskiftning og remigration. I dag er det blevet mainstream, og flere politiske partier formulerer og udvikler nu politik efter vores idéer.
Nordentoft fortæller også i artiklen, at han tror på, at alle partier til højre for SF om nogle få år har en politik for remigration. Strategien er ikke selv at blive valgt og gennemføre deres politik, men at få de etablerede partier og den offentlige samtale til at gøre det for dem.
Den store udskiftning
Men selve konceptet om remigration udspringer fra en specifik konspirationsteori, som også vækker minder om særligt 1930’ernes fascistiske ideologi. Teorien bliver populært kaldet “den store befolkningsudskiftning” og postulerer, at immigrationen til vestlige lande er et led i en større plan om, at udskifte den “hvide” befolkning i disse lande.
Alt efter hvor i verden teorien tales om, og hvem der taler om den, bliver motivet bag “udskiftningen” fremlagt som alt fra, at venstrefløjen gerne vil “importere mennesker” til at stemme på dem ved valg, eller at det er et hemmeligt komplot af jøder, som bare gerne vil have hvide mennesker udryddet.
Hvilket motiv GI tror på er lidt vagt, og det samme er tilfældet med Dansk Folkeparti, som også har talt om teorien før. Begge organisationer mener dog, at den store befolkningsudskiftning er en reel ting, og at remigration er den eneste løsning derpå.
Men er der så hold i teorien? Både aktivister fra GI og Dansk Folkeparti har peget på en udregning, som endte på forsiden af Politiken, som postulerede, at danskere ville være i mindretal i Danmark i år 2096.
Den udregning har dog fået massiv kritik, blandt andet i mediet VidenskabDK, fordi den baserer sig på nogle forsimplede variabler. Blandt andet antager den, at fertilitetsraten for danske kvinder konstant vil ligge på 1,5 børn per kvinde, og det ikke medregnes, som forskning viser, at fertilitetsraten for indvandrerkvinder faktisk falder over tid.
Samtidig er dens definition af, hvornår nogen er “dansk” også problematisk, ifølge forskerne i Videnskabs artikel. I Danmarks Statistik defineres nogen som dansk, hvis blot én af deres forældre er etnisk danske. I udregningen er en person ikke dansk, hvis der er nogen som helst udlændinge i deres slægt.
– Det svarer til at antage, at alle indvandrere – uanset hvem de får børn med – altid vil få efterkommere af indvandrere. Det giver ingen mening, siger Peter Fallesen, forskningschef for fødselsrater og fremtidens befolkning hos Rockwool Fonden til VidenskabDK.
Derfor anser de fleste forskere stadig “den store befolkningsudskiftning” som en konspirationsteori, uden reelt grundlag i virkeligheden. Men det stopper ikke højrefløjsaktivisterne for at tale det op, som om det var en eksistentiel og civilisatorisk krise.
Ikke kun højrefløjen, også midten
Indflydelsen af remigration som en ide findes dog ikke kun på den yderste højrefløj. Selvom selve ordet ikke bruges andre steder, har GIs metapolitiske tilgang haft effekt langt inde mod midten af det politiske spektrum.
I Danmark har blandt andet Socialdemokratiet overtaget store dele af Dansk Folkepartis udlændingepolitik. Det første skridt mod det skete tilbage i 2018, da Socialdemokratiet fremlagde et asyludspil, som blandt andet indeholdt foreslag om at oprette et modtagecenter uden for EUs grænser – den såkaldte Rwandamodel.
Men siden da, har Socialdemokratiet særligt rykket sig endnu længere på udlændingepolitikken. Mette Frederiksen har åbent agiteret for en nyfortolkning af den Europæiske Menneskerettighedskonvention, så det i fremtiden vil være nemmere at smide udlændinge ud af Danmark.
Samtidig har hun og hendes regering fremlagt en udvisningsreform, som de åbent indrømmer vil bringe Danmark på kant med konventionerne. Den reform får opbakning fra en samlet højrefløj samt SF på venstrefløjen.
Det er dermed blevet et erklæret mål for den politiske midte, at flere udlændinge skal sendes ud af landet. At de skal “remigrere” så at sige, selvom det udtryk ikke bruges i debatten om deres politik.
Derfor kan det ikke benægtes, at debatten, og hvad der er acceptabelt at sige eller foreslå i den, har taget et stort skridt mod højre. Remigration som tankegods er kommet helt ind i mainstream politisk diskurs.
Som Daniel Nordentoft fra GI sagde til Information, så går der nok ikke længe, før samtlige partier har en eller anden form for remigrationspolitik – hvis altså udviklingen i udlændingedebatten fortsætter, som den gør nu.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
