Teknologi er ikke neutral
Aldrig før i menneskehedens historie har en så lille minoritet udøvet denne grad af kontrol over flertallet af menneskers liv, med sådan en hastighed og sådan en stilhed. Ingen armeer marcherer gennem gaderne, ingen love proklameres i parlamenterne; det er algoritmer, der opererer i det skjulte og bidrager til at forme din bevidsthed, dit arbejde, dine muligheder og din fremtid.
Kunstig intelligens er det mest kraftfulde værktøj, menneskeheden nogensinde har frembragt. Spørgsmålet er ikke, om AI vil ændre verden, for det er allerede ved at ske. Spørgsmålet er: I hvis interesse?
Siden disse idéer første gang blev fremsat i begyndelsen af 2025, er tempoet i udviklingen af kunstig intelligens accelereret på en bemærkelsesværdig og hidtil uset måde. Store monopolistiske selskaber i USA, Kina og andre steder har lanceret nye modeller, der langt overstråler deres forgængere og nu er i stand til at udføre opgaver, der tidligere var forbeholdt mennesker: Medicin, jura, programmering, kreativ skrivning, videnskabelig forskning og meget mere.
Samtidig med denne teknologiske acceleration er generativ kunstig intelligens og autonome intelligente agenter fremkommet som en kvalitativt ny udvikling, der forvandler disse systemer til uafhængige aktører, som er i stand til at udføre kæder af beslutninger uden direkte menneskelig tilsyn. Denne acceleration har gjort det nødvendigt at genbesøge og videreudvikle disse idéer.
Jo mere denne teknologis kapacitet udvides og uddybes, jo mere koncentreres kontrollen over den i færre hænder, og jo større bliver kløften mellem dem, der ejer den, og dem, der er underlagt den. Denne ligning er ikke en uundgåelig skæbne; den er resultatet af politiske og økonomiske valg, der kan ændres.
Artiklen fortsætter…
Læs også
Handelskrigen om chips og kunstig intelligens har afsløret en klar sandhed: Denne teknologi er blevet et førsteordens geopolitisk våben, og stormagterne behandler den som et instrument til dominans og kontrol. Måske er det klareste bevis herpå den accelererende militære anvendelse af kunstig intelligens til at identificere menneskelige mål i krig, gennemføre kampoperationer og træffe beslutninger om liv og død – i åbenlys strid med den internationale humanitære ret.
For første gang i menneskehedens historie er det reelt blevet muligt at producere, hvad flertallet af befolkningen har brug for, med minimal menneskelig indsats samt at levere varer, tjenester og viden i overflod uden intensivt lønarbejde eller traditionelle bureaukratiske strukturer. Alligevel er disse muligheder begrænsede og omdirigerede til at øge virksomhedernes profit, skære i lønninger og uddybe klasseherredømmet frem for at befri mennesker fra udbytning.
Udbredelsen af digitale applikationer, omfattende automatisering og nedbrydning af markedsformidlere i visse sektorer viser, at samfundet nu råder over værktøjer, der kunne muliggøre en horisontal, deltagende og fællesskabsbaseret omorganisering af økonomien. Alligevel forbliver denne transformation lammet af den monopolistiske struktur, der kontrollerer teknologien og retter den mod profitmaksimering.
Det er dette, der pålægger frigørelses- og sociale retfærdighedsbevægelser et historisk ansvar, der ikke kan udsættes, for de har intet andet valg end at træde ind i kampen om kunstig intelligens og teknologi som helhed med et klart projekt og reelle kapaciteter. Det er dette, der gør spørgsmålet om, hvem der styrer kunstig intelligens og i hvis interesse, til et anliggende, der bestemmer formen på den verden, som kommende generationers sønner og døtre arver – ikke blot et abstrakt filosofisk spørgsmål.
Kløften mellem venstrefløjens kræfter og det digitale kapitalismes imperium minder i dag om kløften mellem en myre og en kolossal elefant: På den ene side venstreorienterede organisationer, der i vid udstrækning mangler økonomiske ressourcer, teknisk infrastruktur og specialiseret ekspertise; på den anden side monopolistiske kapitalistiske stater og selskaber, der besidder fuld kontrol over den digitale sfære, datacentre på tværs af kontinenter og arméer af ingeniører og forskere.
Dog betyder denne enorme ulighed ikke, at kampen er afgjort på forhånd. Når myren organiserer sig godt og ved, hvor den skal slå til, er den i stand til at destabilisere elefanten og ændre kampens forløb, ligesom venstrefløjens egen historie har bevist på mere end ét afgørende vendepunkt. Med udgangspunkt i denne virkelighed kræver kampen klare politikker, taktikker og håndgribelige værktøjer. De følgende afsnit søger at skitsere konturerne af en venstrefløjsvision og tager fat på de vigtigste fronter i denne kamp.
Udvikling af progressive systemer for kunstig intelligens
For det første: Hvad der er muligt nu
Udvikling af neutrale, demokratiske og open source-systemer (softwaresystemer med frit tilgængelige kildekoder, red.) er en af de grundlæggende tilgange, der i dag er til rådighed for at modvirke staters og virksomheders dominans over kunstig intelligens. Disse systemer skal forvaltes uafhængigt og holdes så langt væk som muligt fra monopolkapitalens interesser for at sikre, at de tjener offentligheden frem for privat magt.
Open source-systemer giver offentligheden og frigørelsesbevægelser mulighed for at deltage i udviklingen af teknologi på måder, der afspejler deres værdier. Enhver person eller gruppe kan frit tilgå kildekoden, forstå hvordan den fungerer og modificere eller forbedre den. Denne tilgang styrker kollektivt ejerskab og innovation og svækker delvist de monopolistiske teknologiselskabers greb. Åbenhed over for offentlig kontrol reducerer også risiciene for skjult manipulation og ideologisk styring, hvilket gør disse systemer mere pålidelige og uafhængige af snævre virksomhedsinteresser.
De seneste år har været præget af bemærkelsesværdige udviklinger i denne retning. Open source-fællesskaber har bevist deres evne til at bygge avancerede modeller for kunstig intelligens, der konkurrerer med dem, som markedsdominerende selskaber producerer. Nylige eksperimenter har også vist, at opbygning af avancerede modeller ikke nødvendigvis kræver enorme budgetter, hvilket åbner døren for socialt orienterede modeller med mere beskedne ressourcer.
Hvad der kræves af globale venstrefløjskræfter, er at støtte open source-projekter for kunstig intelligens, adoptere dem strategisk og rette dem mod frigørende mål, noget der i vid udstrækning mangler i de officielle programmer hos de fleste venstrefløjspartier og -bevægelser.
For det andet: Hvad der kræves på lang sigt
Venstrefløjskræfter må arbejde, i global koordination, på at udvikle og fremføre frigørende alternativer og transparente applikationer af kunstig intelligens. Målet er at garantere, at teknologi bliver kollektiv ejendom underlagt fuld offentlig tilsyn, orienteret mod respekt for menneskerettigheder, lighed, social retfærdighed og intellektuel pluralisme.
I stedet for at forblive de rige staters og store monopolistiske selskabers eksklusive domæne må kunstig intelligens blive et værktøj for flertallet, der bidrager til at løse globale og lokale problemer: Bekæmpelse af fattigdom, udbytning og klasseulighed; opnåelse af lighed og fremme af demokrati; imødegåelse af klimaforandringer; og udvikling af mere inkluderende og retfærdige uddannelses- og sundhedssystemer.
På denne måde forvandles kunstig intelligens til et globalt frigørende projekt, der omdefinerer forholdet mellem menneskeheden og teknologi og åbner rummet for en ny model, der sætter teknologien i menneskers tjeneste.
AI i tjeneste for hånd- og vidensarbejdere
Kunstig intelligens kan, hvis den styres på en socialistisk og socialt retfærdig måde, være et kraftfuldt værktøj til menneskelig befrielse og opnåelse af social retfærdighed. Den kan analysere komplekse sociale problemer og tilbyde effektive løsninger til at reducere økonomiske uligheder og klasseulighed. At nå dette mål er ikke automatisk; det kræver, at dens mekanismer og kapaciteter rettes mod at tage fat på rødderne af fattigdom, arbejdsløshed, mangel på basale tjenester og social diskrimination.
Avanceret dataanalyse kan også overvåge sociale uligheder, således at de mest udsatte samfund kan identificeres, og der kan formuleres retfærdige politikker til at korrigere strukturelle ubalancer i fordelingen af velstand og tjenester.
Ikke desto mindre beviser dokumenterede undersøgelser, at ansættelsesalgoritmer udviklet af store markedsdominerende aktører reproducerer racemæssige og klassemæssige fordomme, der er indlejret i de historiske data, som de er trænet på. Denne diskrimination betyder ikke, at programmørerne bevidst var racister; det betyder, at udbytningens logik er kodet ind i algoritmerne via data, der afspejler virkeligheden i samfund bygget på diskrimination og klassedominans. At nedbryde denne diskrimination kræver politiske forandringer og demokratisk tilsyn, ikke blot tekniske justeringer.
Artiklen fortsætter…
Læs også
Teori
Palantirs manifest
Den digitale fascisme: Alliancen mellem monopolkapital og det yderste højre
Kunstig intelligens kan være et kraftfuldt værktøj til støtte for faglig organisering og fagforeningskamp. Den kan hjælpe hånd- og vidensarbejdere med at bygge digitalt udstyrede fagforeninger og solidaritetsnetværk og styrke deres evne til at forhandle med arbejdsgivere og kræve deres rettigheder.
Erfaringer fra teknologidrevne fagforeninger i Latinamerika og Europa har vist, at brugen af digitale værktøjer til at koordinere fagforeningskampen multiplicerer arbejdernes kapacitet til hurtig og organiseret kollektiv handling. Disse værktøjer kan også afsløre praksisser hos selskaber, der udnytter arbejdere eller undertrykker faglig organisering, og kaste lys over autoritære regimers politikker, der nægter at anerkende arbejdernes ret til at organisere sig og strejke.
Kunstig intelligens må være et værktøj til at befri mennesker fra rutinepræget og udmattende arbejde og samtidig garantere værdigt og stabilt beskæftigelse til fair lønninger. I denne model forvandles arbejdsmarkedet til et mere retfærdigt og åbent rum, hvor køns-, race-, religions- og aldersdiskrimination kan elimineres gennem evalueringssystemer baseret på kompetence og færdighed, befriet fra sociale fordomme, der reproducerer eksisterende klassestrukturer.
Befrielse af videnskaben fra monopolet
I stedet for at blive et værktøj, der svækker menneskelige kapaciteter og producerer generationer, der er overdrevent afhængige af teknologi, kan kunstig intelligens omdirigeres til at blive et middel til videnskabelig befrielse og kreativ vækst. Den bør ikke erstatte menneskelig tænkning; hvad der kræves, er, at den udvider menneskelige kapaciteter, muliggør adgang til avanceret viden og frigiver tid fra rutineopgaver.
Frigørende open source-systemer for kunstig intelligens kan udvikles til at stimulere kritisk tænkning, både videnskabeligt og kreativt, ved at tilskynde brugere til at udforske viden selvstændigt gennem spørgsmål, der inviterer til analyse frem for passiv modtagelse af færdige svar.
Aktuelle udviklinger afslører en graverende modsætning. De systemer, der har vist en bemærkelsesværdig kapacitet til at accelerere videnskabelige opdagelser, forbliver forbeholdt dem, der har råd til at betale, styret af virksomhedernes profitlogik frem for menneskelige behov. I praksis forbliver sygdomme, der ikke genererer tilstrækkelig profit, ubehandlede, og forskning i vedvarende energi til gavn for menneskeheden forsinkes til fordel for forskning, der tjener selskabers interesser. Denne modsætning gør det klart, hvorfor spørgsmålet om, hvem der ejer kunstig intelligens, ikke kan adskilles fra spørgsmålet om, hvad den opdager.
Digitale andelsfællesskaber
Kooperative projekter for kunstig intelligens kan bygges med deltagelse af hånd- og vidensarbejdere, ingeniører, forskere og sociale aktivister med det formål at bruge teknologi i fællesskabets interesse. Deltagelse her må ikke blot betyde, at disse grupper er til stede som slutbrugere af teknologi designet af andre. Målet er at involvere dem fra allerførste øjeblik i definitionen af problemet, fastlæggelsen af prioriteter og udformningen af løsningen.
Fabriksarbejdere ved af daglig erfaring, hvilke opgaver tærer på deres fysiske energi uden at tilføre reel værdi. Sygeplejersker ved, hvilke administrative byrder stjæler deres tid fra patienterne. Lærere ved, hvilke bureaukratiske procedurer hindrer dem i at hellige sig egentlig undervisning. Den akkumulerede levede viden er i sin essens designviden, der er mindst lige så vigtig som teknisk ekspertise, og at se bort fra den producerer systemer, der løser fiktive problemer eller tjener mål fjernt fra behovene hos dem, de påstår at tjene.
Dette er tydeligt i Data Workers Inquiry-projektet, hvor dataarbejdere designede deres egne algoritmer for at afsløre selskabers udbytning, og i Decidim-platformen, bygget af borgere og ingeniører i fællesskab til lokal ressourceforvaltning.
I det ægte digitale andelsfællesskab er hånd- og vidensarbejdere, fagforeninger og lokalsamfund de reelle ejere af det værktøj, de anvender, snarere end blot abonnenter, der betaler gebyrer for adgang.
Mod fællesskabssuverænitet over teknologien
Transparent og demokratisk fællesskabsovervågning af teknologi er uundværlig. For at opnå dette må digital magt omfordeles, således at teknologi bliver fællesskabsejet og anvendes i dets tjeneste frem for at blive brugt som et korporativt instrument.
Dette kræver opbygning af deltagende institutioner og platforme, der giver offentligheden mulighed for at undersøge, hvordan algoritmer designes og anvendes. Det kræver også etablering af folkevalgte tilsynsorganer på både lokalt og internationalt niveau med bred repræsentation, der omfatter arbejdere, akademikere, menneskerettighedsforkæmpere og tekniske eksperter, for at sikre retfærdighed og ansvarlighed i udviklingen og driften af systemer for kunstig intelligens.
På trods af den relative værdi af europæisk lovgivning inden for kunstig intelligens forbliver dens virkning begrænset, fordi den opererer inden for samme markedslogik, der skabte problemerne, og fører ofte til juridisk forankring af monopoldominans frem for dens reelle afvikling. Hvad befolkningerne har brug for, går ud over disse skridt hen imod et ægte fællesskabstilsyn udrustet med reel autoritet.
Love må vedtages og bindende retningslinjer udstedes for at tvinge udviklere til at indlejre retfærdigheds- og ligebehandlingsværdier i designfasen med fællesskabsrevision pålagt alle systemer inden deres lancering. Tilsynsorganer skal tildeles reelle beføjelser til løbende at gennemgå algoritmer, overvåge eventuelle indlejrede fordomme, der kan føre til diskrimination eller udbytning, og bibeholde kapaciteten til at intervenere og pålægge bindende regulering.
Fra profittens logik til behovets logik
Når den voldsomme konkurrence mellem monopolistiske selskaber og stormagterne intensiveres i kapløbet om kunstig intelligens uden at blive begrænset af bindende regler eller reguleringsrammer, vil den tungeste regning ikke blive betalt af aktionærer eller administrerende direktører. Den vil blive betalt af de millioner af arbejdere, hvis jobs i sin helhed vil blive slugt af automatiseringen.
Dette scenarie er ingen teoretisk spekulation; dets forløb er allerede begyndt på tværs af adskillige sektorer. Og det er netop fra denne virkelighed, at det presserende behov opstår for at gentænke hele produktionens og distributionens logik fra grunden.
Omorganiseringen af produktion og distribution er en af de grundlæggende søjler i venstrefløjens vision for kunstig intelligens. Denne teknologi kan bruges til at bygge systemer for demokratisk kollektiv planlægning baseret på pålidelige data og orienteret mod sociale behov, således at ressourcer effektivt kan dirigeres mod opfyldelsen af samfundets reelle behov. Disse systemer baserer sig på en omhyggelig analyse af efterspørgsel og forbrug, der muliggør produktion af nødvendige varer og tjenester i henhold til reelle behov og undgår den kroniske overproduktion, der kendetegner det kapitalistiske system.
De globale forsyningskædekriser i de seneste år har blotlagt den vanvittige globaliserede virksomhedsproduktion og dens afhængighed af spekulation og monopol og åbnet en reel debat om nødvendigheden af alternative planlægningsmodeller baseret på pålidelig og demokratisk styret information. Kunstig intelligens kan spille en afgørende rolle i omstrukturering af forsyningskæderne ved at reducere spild, dirigere produktion mod de mest underforsynede regioner og forbedre miljømæssig bæredygtighed. AI-logistiksystemer kan også muliggøre mere effektiv distribution af varer og tjenester og identificere optimale ruter til reduktion af CO2-udledninger.
Desuden kan kunstig intelligens medvirke til en radikal transformation inden for socialt orienteret kooperativ produktion, der sætter andelsvirksomheder og fællesskabsvirksomheder i stand til at drage fordel af intelligente teknologier for at forbedre driftseffektivitet, reducere omkostninger og sikre retfærdig fordeling af ressourcer blandt medlemmerne. Teknologi kan tjene som et værktøj til opbygning af en solidaritetsøkonomi, der hjælper fattige samfund med at opnå økonomisk uafhængighed gennem delt produktion og retfærdig fordeling af tilgængelige ressourcer uden for monopolkapitalens greb.
Nedbrydning af det algoritmiske patriarkat
Venstrefløjs- og sociale retfærdighedsbevægelser må kæmpe for design og udvikling af systemer for kunstig intelligens, der forsvarer kønsretfærdighed og bidrager til opnåelse af fuld lighed. I 2024 fandt en udvidet akademisk undersøgelse, der testede systemer for kunstig intelligens i CV-screening på tværs af ni forskellige erhverv, at disse systemer favoriserede kvindelige navne i kun 11 procent af tilfældene sammenlignet med mandlige navne.
Denne algoritmiske bias er ikke en isoleret teknisk fejl. Den er en afspejling af kvinders fravær fra design- og udviklingsprocessen og et udtryk for den mandlige dominans’ logik kodet ind i teknologiindustriens selve struktur, hvor kvinder stadig udgør under 15 procent af forskerne inden for kunstig intelligens hos verdens ledende teknologiselskaber. UN Women har beskrevet, hvordan systemer for kunstig intelligens lærer af data mættet med stereotyper og reproducerer kønslige fordomme og begrænser muligheder, særlig inden for ansættelse, kredit og retsafgørelser. UNESCO dokumenterede i sin undersøgelse fra 2024 alarmerende beviser for udbredelsen af regressive mandlige kønsstereotyper i generativ kunstig intelligens.
En endnu alvorligere udfordring ligger i visse autoritære staters med patriarkalske religionssystemers bestræbelser på at bygge deres egne rammer for kunstig intelligens med det formål at forankre mandsdominerende værdisystemer og konsolidere deres kontrol over kvinder gennem mere sofistikerede værktøjer, som er sværere at modstå.
Disse systemer kodificerer bevidst kønsdiskrimination i deres centrale mål, fra social overvågning til begrænsning af kvinders digitale tilstedeværelse og pålæggelse af adfærdsnormer afledt af konservative religiøse fortolkninger. At konfrontere dette kræver, at venstrefløjs-, sociale retfærdighedsbevægelser og feministiske kræfter fører kamp på to fronter samtidigt: At udfordre de monopolistiske teknologiselskabers algoritmiske bias på den ene side og at modstå religiøse patriarkalske automatiseringsprojekter, der søger at omdanne teknologi til et instrument til reproduktion af mandlig magt under dække af national suverænitet og kulturel relativisme på den anden.
Algoritmer må trænes med omfattende og mangeartede data, der fuldt ud afspejler kvinders erfaringer og roller ud over stereotyper. Regeringer må presses til at vedtage lovgivning, der tvinger selskaber til at prioritere kønsdiversitet i deres tekniske teams. Kønskodet sprog må fjernes fra systemer for kunstig intelligens, og et kønsneutralt sprog udvikles for at bidrage til at nedbryde strukturel diskrimination.
Stop militariseringen af kunstig intelligens
Den nuværende virkelighed afslører, at den største investering i kunstig intelligens globalt er koncentreret i den militære sektor frem for i sundhed, uddannelse eller bekæmpelse af klimakrisen.
Autonome våben, der er i stand til at træffe beslutningen om at slå ihjel uden menneskelig indgriben, er blevet en dokumenteret virkelighed. Kunstig intelligens bruges i dag til at identificere menneskelige mål og gennemføre kampoperationer i mange dele af verden, midt i en accelererende tilbagetrækning af menneskelig tilsyn med disse skæbnesvangre beslutninger.
Dette er ikke et abstrakt etisk spørgsmål; det er fundamentalt et klassespørgsmål. Den, der ejer disse våben, besidder en hidtil uset kapacitet til at underkaste masserne og undertrykke modstand.
Alle bestræbelser må gøres for at omdirigere kunstig intelligens mod fremme af verdensfred. Venstrefløjs- og sociale retfærdighedsbevægelser kan lede globale initiativer for at lægge pres på regeringer og internationale institutioner til at vedtage streng lovgivning, der forhindrer udvikling af kunstig intelligens til militære formål.
Kunstig intelligens bør i stedet bruges til at dokumentere krigsforbrydelser og krænkelser af menneskerettigheder og dermed bidrage til at stille autoritære regimer, stater og selskaber, der søger at militarisere teknologi og bruge den i krige, til ansvar.
At gøre befolkningerne til aktive parter i kampen mod militariseringen af teknologi betyder at bygge en global modstandsbevægelse, der er i stand til at lægge pres på for at bringe denne umenneskelige brug af teknologi til afslutning.
Kunstig intelligens over for digital undertrykkelse
Den nuværende virkelighed indikerer, at kunstig intelligens bruges til at erodere demokratiet frem for at styrke det. Det sker gennem algoritmiske manipulationsteknikker, der nærer ekstremisme og uddyber politisk polarisering til kommercielle og politiske formål, og via forfalsknings- og desinformationsværktøjer, der er blevet mere sofistikerede og sværere at opdage end på noget tidligere tidspunkt.
Aktuelle udviklinger afslører en foruroligende og accelererende udvidelse af brugen af disse teknologier i autoritære regimers undertrykkelsesapparat. Ansigtsgenkendelsessystemer bruges nu i vid udstrækning til at overvåge protester og politiske sammenkomster, og automatiseret analyse af digitalt indhold er blevet et systematisk værktøj til at målrette aktivister, dissidenter og journalister. Amnesty International har dokumenteret, hvordan visse stater har omgjort sociale medier og digitale værktøjer til våben mod ungdomsprotester.
Denne digitale undertrykkelse antager mangfoldige og stadig mere farlige former. I den ene ende ligger systematisk digital demoralisering, der nærer en følelse af afmagt og forandringens futilitet. Længere henne kommer digital anholdelse gennem begrænsning og sletning af konti under falske påskud. I den anden ende sidder digital likvidering gennem fuldstændig udslettelse af dissidenters onlineeksistens. Hertil kommer frivillig selvcensur, når aktivister pålægger sig selv restriktioner af frygt for forbud eller kontolukning.
Human Rights Watch har dokumenteret talrige tilfælde, hvor teknologier solgt af vestlige selskaber er blevet brugt til at spore dissidenter og lette deres anholdelse, hvilket gør disse selskaber til reelle medskyldige i krænkelser af menneskerettigheder.
Kampen må føres for etablering af strenge internationale og nationale retlige rammer, der kriminaliserer brugen af kunstig intelligens til at manipulere den offentlige mening og krænke menneskerettigheder, samt dannelse af globale solidaritetsnetværk til at overvåge krænkelserne, boykot og sortlistning af selskaber, der sælger overvågningsteknologier til autoritære regimer, og udvikling af datakrypteringsværktøjer og kommunikationssikkerhedsteknologier til beskyttelse af aktivister og dissidenter.
Kunstig intelligens over for miljøkollaps
Der er en dybtgående modsætning, der kræver åben konfrontation.
Træning af store modeller for kunstig intelligens forbruger enorme mængder energi og vand, og deres drift producerer mængder af kuldioxid, der svarer til millioner af flyrejser årligt. Pålidelige rapporter har afsløret, at visse store datacentre forbruger nok vand til at forsyne hele byer.
Det betyder, at kunstig intelligens i sin nuværende virksomhedsform ikke bidrager til at løse miljøkrisen; den forværrer den, selv mens selskaber hævder at anvende den til bæredygtighed. Ethvert seriøst frigørende alternativ må placere denne modsætning i kernen af sine prioriteter.
Kunstig intelligens må blive en bidragende mekanisme i miljøøkonomisk planlægning med dens analytiske kapaciteter anvendt til at regulere produktion i henhold til samfundets reelle behov. Gennem socialt orienterede modeller for dens forvaltning kan der opnås mere effektiv brug af ressourcer, reduktion af spild og teknologisk udvikling rettet mod transformative miljøløsninger som forbedring af systemer for vedvarende energi og bæredygtig vandforvaltning.
Brugen af kunstig intelligens i projekter, der skader miljøet, må forbydes, og licenser til enhver teknologi for kunstig intelligens må kobles til en vurdering af dens miljøpåvirkning samt opbygning af intelligente systemer til at overvåge selskabers overholdelse af miljøstandarder. Dette kræver udvikling af systemer, der reducerer overdrevent energiforbrug og fremmer fuld afhængighed af vedvarende energi.
Inden for en frigørende ramme kan denne teknologi omdirigeres til at blive et effektivt instrument til beskyttelse af naturressourcer og opbygning af en økonomi baseret på miljøretfærdighed i tjeneste for samfundet og planeten.
Mod en effektiv digital venstrefløj
Kunstig intelligens er et spejl af det samfund, der producerer den, og afspejler præcist de magtforhold, der kontrollerer dens retning, finansiering og prioriteter. Når monopolistiske selskaber, stormagter og endog visse autoritære stater er dem, der bygger og finansierer denne teknologi, bygger de den i henhold til deres egen logik: logikken om maksimering af profit, uddybning af klassedominans og politisk kontrol og reproduktion af udbytning og undertrykkelse i former, der er mere sofistikerede og sværere at modstå.
Når den militære og sikkerhedsmæssige sektor er den største investor i udviklingen af kunstig intelligens globalt, er dette ikke en tilfældighed; det er et tydeligt udtryk for kapitalismens sande prioriteter i dens digitale fase.
Dog er dette spejl ikke en uundgåelig skæbne. Enten fortsætter kunstig intelligens som et instrument til klassedominans i en magtfuld minoritets hænder, der bruger det til at kontrollere produktion, distribution, bevidsthed og politik, eller vi gør det til frigørende kollektiv ejendom, der befrier flertallet fra udbytningens byrder. At nå dette er hverken let eller inden for nær rækkevidde i betragtning af den enorme nuværende ubalance mellem venstrefløjens kræfter og de digitale kapitalistiske kræfter.
Hvad vi taler om, er et langsigtet kumulativt projekt, der kræver enorme menneskelige, tekniske og organisatoriske energier samt tid, udholdenhed og evnen til at udholde tilbageslag og komme videre. Opgavens sværhed indebærer imidlertid ikke dens umulighed. Venstrefløjens historie er fuld af kampe, der syntes umulige ved deres begyndelse og endte med radikale transformationer i magtbalancen.
Den digitale venstrefløj, der behersker arbejdet på stedet og udmærker sig i at udnytte det digitale rum på én gang, er den venstrefløj, der er bedst positioneret til at konfrontere en kapitalisme i dens digitale fase, der behersker begge dele og anvender dem til at styrke sin dominans. På globalt niveau betyder dette at bygge venstrefløjens Digitale Internationale, der er i stand til at konfrontere den digitale kapitalismes planetære hegemoni med dets egne værktøjer og i sin tids sprog og samle venstrefløjskræfter verden over i et fælles projekt, der sætter teknologien i massernes, frigørelsens, retfærdighedens og lighedens tjeneste.
Hvad, der er fremlagt i disse spalter, er ikke en romantisk drøm uden for rækkevidde. Det er en reel politisk kamp, der udfolder sig nu, og hver dag der går, uden at venstrefløjs- og sociale retfærdighedskræfter engagerer sig i den med bevidsthed og organisation, er en dag, hvor strukturerne for digital dominans konsolideres og bliver sværere at nedbryde.
Teknologi har aldrig været neutral, og i dag er den mindre neutral end på noget tidligere tidspunkt. Hvad der bygges i dag, uanset hvor småt det må fremstå, er frøet til den fremtid, vi ønsker.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
